140408: Syvende nummer af Forventning & Forvirring er nu tilgængelig på Scribd.com!

Link her.

Jeg var en smule usikker på, om jeg ville lave endnu et nummer af F&F nu og her, da jeg var gået i gang med at færdiggøre et nyt hæfte, men jeg besluttede mig for, at det ville være bedst at skrive løs og fortsætte kreativiteten ligegyldigt, hvad jeg ellers foretager mig. Det pågældende hæfte er, i øvrigt, lagt på hylde for nu, da jeg gerne gad prøve at sende digte rundt til nogle forlag før, at jeg selvudgiver dem i hæfteformat. Jeg synes, at digtene fortjener i det mindste at blive vurderet, så lad os se, hvad redaktørerne siger til det.

Jeg tænkte, at jeg lige ville skrive en smule om digtene i det nye nummer af F&F.
Det første digt, Erstatningsfare, er et ret ubehageligt digt efter min mening. Jeg har efterhånden læst en del artikler om piger med traumer fra barndommen, hvor de er blevet seksuelt misbrugt af deres fædre, og jeg har endda, engang inde på Digte.dk, kommunikeret med en pige, der også havde været udsat for det. Dengang anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle skrive, så samtalen løb lidt ud i sandet, men det har altid rumsteret i hovedet på mig. Magtesløsheden i forhold til deres situation, men også det faktum, at mange af disse piger udøver selvskade. Cutting, men også opsøger ældre mænd som er en slags “erstatningsfar,” på den måde genopleves barndomstraumet igen. Dette kan ofte ske på et meget underbevidst niveau; pigerne ved ikke selv, hvorfor de tiltrækkes af dem. Ud af alt dette dukkede digtet pludselig op. At rebet om deres hænder (i digtets S/M-agtige scene) ikke skæres over af kniven (som at komme videre fra barndomstraumet), men at de i stedet skærer i sig selv. Disse negative følelser og tanker er, i digtet, konkretiseres ved at være myrer under deres hud. Jeg får sådan en underlig kriblekrablefornemmelse, når jeg tænker på det, og derfor billedet. Jeg har altid skrevet digte for at udtrykke mig selv, og tanken om disse menneskeskæbne har forfulgt mig længe, og den forsvinder næppe i fremtiden, men det har været nødvendigt at skrive digtet, så jeg hvert fald selv har kunnet komme en smule videre. Desværre tror jeg ikke, at digtet kan fungere som trøst for ofrene overhovedet; dertil er det simpelthen for anskuende fra afstand af. Men disse mennesker skal vide, at jeg har deres største sympati, og jeg håber, at de vil nå frem til lyset for enden af tunnellen.

Det andet digt, En natlig hændelse, minder måske en smule om det første, men i et noget mere humoristisk skær. Jeg havde  læst en del Signe Gjessing, der ofte skriver om stjerner, hvorfor jeg fik lyst til at skrive noget om disse små sole. Det blev til, at de “bagtaler hinanden,” og at jeget beder dem om at holde kæft. Dette “hold kæft” misforstår den unge frøken ved siden af jeget, og hun tolker en masse ind i hans næve og vrede, imens jeget slet ikke er til det der dominans. Dér, hvor jeg ser mig selv i det, er, at jeg selv er ret feminin og dur slet ikke til at være en “stærk mand,” og derfor griner jeg lidt af misforståelsen. Jeg foretrækker at rette digte end at svinge pisken, og jeg synes, at det er et kært lille digt.

Det tredje digt, Voyeur, har en ret overraskende slutning. Det kommer af en meme jeg engang læste på nettet, ganske inspirerende! Ellers må jeg nok indrømme, at jeg ikke rigtig vidste, hvordan digtet ellers skulle afrundes. Det var den sjoveste, mest overraskende og dermed mest spændende slutning. Jeg håber ikke, at I synes, at det er for slapt eller for åndssvagt.

Det fjerde digt, Marionetterne Oprør, er endnu et antiautoritært digt fra min side af. Dem er der vist efterhånden et par stykker af, så intet nyt under solen. Det minder vel lidt om En vej ud af fælleserindringen som også har figureret i et nummer af F&F for nyligt. Det er dog lidt komisk, at det altid skal gå ud over de stakkels lærere, da jeg faktisk er utrolig glad for at modtage undervisning og lære noget nyt, men de virker altid til at være nogle af de mest almindelige autoritærfigurer som kan kritiseres. Men måske er læreren en helt anden, på symbolsk plan, og undervisningslokalet f.eks. dagligstuen, hvor politikeren ses drøfte fremtiden på TV. Who knows.

De otte følgende digte har skrevet ud fra et princip om først at skrive titlen på det enkelte digt og efterfølgende  teksten i tre linjer, fem linjer og til sidst tre linjer igen. Der har været tale om improviserende knald-eller-fald, for jeg har ikke rigtig villet redigere i digtene bagefter. Det har været utrolig spændende at skrive ud fra så snævre rammer, og det er bestemt noget som jeg gerne gad arbejde videre med i fremtiden. Jeg håber, at digtene også er interessante for andre end mig selv, og at denne skrivemetode netop åbner op for nye betydninger. Man kan sige, at denne form er en slags forvirring i forhold til min almindelige måde at skrive på, så det er meget fint, at projektet, F&F, endelig byder på noget lidt anderledes. Ja … Ellers kan jeg meddele, at ideen til 3-5-3-linjer systemet stammer fra et digt, jeg skrev med det antal linjer som slet ikke fungerede. Jeg blev så irriteret og glad-vred, at jeg besluttede mig for at skrive nye digte med samme form bare for sjov. Det har fungeret meget fint, synes jeg.

Det sidste digt er under seks timer gammelt. Ja, vær søde imod det.

Jeg har slet ikke sovet hele natten, fordi jeg ikke har kunnet falde i søvn. Derfor tænkte jeg, at det ville være en god idé at få søsat #7 af F&F tidligt på dagen, så jeg kan skrive nye digte til næste nummer senere. En frisk start.

I øvrigt er #3 og #4 af F&F ikke længere tilgængelige fra nu af. Dermed er der kun tre numre tilgængelige ad gangen, hvilket må være riiigelig.
Nu skal jeg i skole. Jeg er træt, men der er ingen vej udenom. Hav det godt derude!

8. april 2014 kl. 07:53

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: