140404: Dagsover (jeg må skrive mig ud af magtesløsheden)

Nu har jeg sovet over mig tre dage i træk og dermed misset skole. Allerede i de sidste par uger har jeg misset enkelte dage, men det er ret katastrofalt, at mit fravær pludselig er blevet så gigantisk højt. Jeg føler mig så dum, når jeg vågner og ser på telefonen, at klokken er så mange, og at jeg endnu engang har sovet mig gennem alle vækkeurene. Det har været sådan i årevis. Tilbage på HF var jeg totalt fraværende i hele martsmåned i første skoleår, fordi jeg faldt i søvn alt, alt for sent og ikke kunne vågne. Tro mig, jeg prøvede virkelig at stå op, men det fungerede bare ikke. Efter to uger følte jeg mig total håbløs; endnu en dag med fravær, og situationen var totalt ude af kontrol. Jeg formåede dog i april at komme i skole til tiden, hvilket jeg ret overraskende formåede at gøre hver dag frem til eksamenerne. Jeg havde fået taget min SU, men fik den tilbage igen, så jeg fik penge hen over sommerferien. Året efter skete det samme, men denne gang i april, og jeg kunne desværre ikke møde regelmæssigt op til tiden efter den lange fraværsperiode, hvorfor jeg ikke fik SU. Det var i 2010 og 11. Siden da har jeg ikke rigtig gået i skole indtil sidste efterår, hvor jeg faktisk gjorde det ret godt i forhold til at stå op om morgenen. Nu befinder jeg mig i marts/april-helvedet igen, og jeg føler mig ret magtesløs i forhold til det. Faktisk navngav jeg min anden digtsamling, Insomniasuiten, som et vink til min søvnrytme i HF-dagene, men det er åbenbart noget, der fortsætter med at præge mit liv. Af en eller anden grund falder jeg nærmest naturligt over i en døgnrytme, hvor jeg vågner om eftermiddagen og falder i søvn ud på natten. At have et “normalt” døgn i forhold til, hvordan andre lever deres liv, fremstår ret artificielt i forhold til mit indre ur; det er noget, jeg må tvinge ned over hovedet på mig selv, men ikke noget, der virker rigtigt for min krop og hjerne. Jeg er vel, fra naturens side, et udpræget B-menneske eller natteravn eller dagsover.

Nu sidder jeg tilbage her med magtesløsheden. At skolen på en måde er uden for rækkevidde på trods af, at det er fuldstændigt essentielt for mig at gennemføre dette kursus, Engelsk A. Jeg ved godt, at jeg “bare” lige skal tage mig sammen og stå op, når vækkeuret ringer, men jeg kan ikke sove om natten. Jeg lægger mig til at sove omkring klokken to og vender og drejer mig og glor på loftet og væggen, og når jeg så endelig falder i søvn, er jeg så ualmindelig træt om morgenen, at intet rigtig kan vække mig. Samtidig har jeg de vildeste drømme, der fremstår så levende for mig, at jeg under søvnen slet ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er specielt besværligt, når jeg vågner en smule til lyden af vækkeuret, for jeg er sgu stadig inde i drømmeland og kan ikke få mig selv ud i verden igen. Jeg har altid haft nogle utrolig levende drømme som optager mig meget. Det er sjældent, at jeg husker særlig meget fra dem, men når de foregår, befinder jeg mig fuldstændigt i deres terræn. Det er meget ejendommeligt. Jeg vil på ingen måde begynde at tage sovepiller, da jeg har hørt fra gamle venner, hvordan de virkede hallucinerende, og hvordan de blev afhængige af dem. Nærmest junkieagtige. Desuden er jeg i det hele taget ikke særlig vild med medicinering af mennesker. Det ville være langt mere fornuftigt, hvis jeg for helvede begyndte at dyrke noget motion, kom i form, for så ville jeg være naturligt træt om natten og måske endda ligefrem have brug for at sove. Og det hjælper vel altid på kropssystemet, hvis man spiser sundt og varieret, hvilket jeg vist ikke rigtig kan skrive under på, at jeg gør. Derfor  kan jeg jo selv se løsningerne, men jeg føler mig så tung i hjernen og kroppen, og magtesløsheden er så gennemgribende. Det er nok bedst at tænke på noget andet og foretage mig noget langt mere konstruktivt. Men jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for at skrive det her ned, da det tynger mig ret meget for tiden, og så er jeg selvfølgelig ked af, hvis det fremstår trivielt eller generende for jer, der læser dette. Jeg vil helst have overskud og skrive digte og være kreativ og gøre det, der kræves af mig, og derfor er det så frustrerende, at det her sker. Faktisk har jeg ikke selv nogen særlige problemer med selve min søvnrytme; det er egentlig fint nok for mig at sove til ud på eftermiddagen, men problemet er, at jeg skal møde i skole til tiden og gøre det som samfundet kræver af mig. Det er jeg ikke særlig vild med. Derfor er det snarere skemaet, kravene, Normaliteten og Hverdagen, der får mig til at føle mig magtesløs, men desværre kan jeg ikke bare “få lov” til at skrive digte og sove, når det virker mest naturligt for mig. Det er den gode gamle kliché om den skabende kunstner versus det kolde og ligeglade omgivende samfund med alle dets krav og forventninger. Lad mig, for helvede, være kreativ og skrivende, og så ville jeg være langt lykkeligere, tror jeg. På den anden side kan jeg til tider savne at være sammen med andre mennesker, så det er faktisk også ret hyggeligt at være i skole. At høre “virkelige stemmer,” som jeg jokende plejer at sige. Det er for det meste kreativitetens “stemme” jeg lytter til. Det er en spøjs balancegang, men jeg foretrækker nok at skrive digte, 10/10.

Jeg kom til at tænke på filmen Control om Joy Divsion. Jeg har altid godt kunne lide titlen. Kontrol. Jeg savner sommetider lidt kontrol over mig selv (hvor er overjeget henne?). Måske burde jeg skrive en hel digtsuite med den titel og se, hvad der dukker op. Bare et eller andet konstruktivt i stedet for at kigge ind i væggen. Ellers er det vel altid godt med en gåtur. Det bearbejder tankerne og følelserne, da jeg alligevel ikke kan foretage mig andet end at tænkende føle og følende tænke. På den måde sættes bevidstheden lettere på plads. Det fungerer hvert fald ikke at lade magtesløsheden tage over, for så munder det ud i en decideret følelse af tab og tristhed, hvilket mere lammer end gavner mig. Jeg må skrive mig ud af magtesløsheden.

Her til sidst linker jeg til en af mine yndlingssange af R.E.M., Daysleeper.

Hav det godt!

4. april 2014 kl. 16:02

P.S.
Det hjalp at skrive ovenstående ned. Det hjælper altid at skrive, da jeg så får bearbejdet tankerne og følelserne anderledes, end hvis jeg bare gik mig en tur, selvom det at gå en tur bestemt også hjælper. At skrive og at gå, dét er noget af det mest brugbareste her i verden!

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: