Udgivet den Skriv en kommentar

140404: Anbefaling af Simon Grotrian, specielt Min næstes forår

Jeg sad lige og læste halvdelen af Simon Grotrians hæfte Arons Besættelse (udgivet i 2008), da jeg pludselig fik lyst til at læse nogle af hans salmer fra Natterøde Daxis (udgivet i 2013) i stedet. Mit yndlings er nok stadigvæk det første, der står i bogen, da jeg mener, at salmerne, efter min smag, fungerer bedst, når de rimer abab og ikke aabb, og sådan, men det er vel bare præferencer. Jeg elsker simpelthen Grotrians sprogbrug og nerve! Og specielt i dette digt, som jeg citerer nedenfor, når poesien op på et rigtig højt niveau:

Kald os nu tilbage til dit Paradis
ingen myretue står i vejen
vi har fået nok af vores sparegris
hovedpine over strengelegen.

Dér i admiralens kåbe troner du
livets Helligfader efter sneen
sommerblæsten dæmper vores trosbabu
når du går igennem os med leen.

Frugt er hængt tilbage på dit Kundskabstræ
Eva strikker lam af Djævlens øje
under viadukter og på Adams knæ
må de grønne fugle ikke støje.

Kald os efter markers brand til davregrød
hvilende i græs og papillotter
vi har rørt et alter med elektrisk stød
livet var en bededans på måtter.

Hér i dine arme flokkes høj og lav
hjorte på serafers sofapude
der er rødder under vores vandrestav
da blir alle sorger lukket ude.

Simon Grotrian, fra Natterøde Daxis side 5.

Specielt: “Dér i admiralens kåbe troner du/livets Helligfader efter sneen/sommerblæsten dæmper vores trosbabu/når du går igennem os med leen.” fremstår ualmindelig stærk for mig. Specielt sansningen med admiralens råbe, og selve posituren (at trone), og jeg får nogle glimrende associationer med at være kommet gennem en depression eller kulde (efter sneen), og hvordan glæden (digtet handler vel om en længsel efter døden) indfinder sig, når sommerblæsten dæmper “vores trosbabu” (jeg forestiller mig nogle mennesker, der længe har sunget, talt eller på en eller anden måde været meget højrøstet omkring deres tro, og hvordan alle disse udladninger pludselig dæmpes, da døden endelig indfinder sig). Ikke bare sansningerne, men rytmen går op i en højere enhed og får mig virkelig til at ryste med hænderne af begejstring og ærefrygt, når den sidste linje læses “når du går igennem os med leen.” Dét udtryk fremstår så rent og smukt, og det billede, jeg danner i mit hoved, sætter sig fast og bliver hængende efter endt læsning.

En af mine andre yndlingssalmer fra bogen er følgende, også titelløst:

Men fortiden ender jo altid på puden
og himlene lukkes i skridende øjne
vi stod ubehjælpsomt ved gærdet til huden
Vorherre har sendt os etikken at højne.

Vi nærmer os lyset i Paradiszonen
hvor bønnerne serves af englenes vinger
at trække sit vejr er at opfange tonen
der beder om liv, når hans regnbue svinger.

Men fremtiden løfter jo altid sin dyne
så fugle kan lette med udruget tømme
fra havet i brønden vil himlene lyne
og derfor passerer vi engle i drømme.

Simon Grotrian, fra Natterøde Daxis side 25.

Det er specielt linjerne: “Vi nærmer os lyset i Paradiszonen/hvor bønnerne serves af englenes vinger/at trække sit vejr er at opfange tonen/der beder om liv, når hans regnbue svinger.” der sætter noget i gang i mig, selvom resten af salmen også er fremragende. Jeg får sådan et indre billede af to personer, der på en måde svæver mod “Paradiszonen,” hvor bønner ses serves (som tennisbolde) af englenes vinger, hvordan de flyver i luften frem og tilbage, og hvordan en regnbue svinger  over dem. Det “at trække sit vejr” er at bede om livet, og jeg tænker dette scenarie som et, der findes efter døden, men at digter-, eller salmejeget, heh, higer tilbage mod verden igen og derfor kommer de sidste fire linjer:
“Men fremtiden løfter jo altid sin dyne/så fugle kan lette med udruget tømme/ fra havet i brønden vil himlene lyne/og derfor passerer vi engle i drømme.” At billede med englene er en drøm (at passere engle i drømme) eller måske et slags dødsønske, men alligevel er der en bevidsthed eller erkendelse af, at  fremtiden løfter sin dyne og dukker fuglene frem efter at have udruget en tømme (nudansk ordbog siger, at tømme er: en lang snor, oftest af fx læder som fastgøres til et trækdyrs bidsel sådan at dyret kan styres). Måske er det jeget, der holdes fast med en tømme, så han ikke søger mod englene? Who knows. Jeg er bare vild med det!

Nu vil jeg ikke citere yderligere fra Natterøde Dacis, men ellers er jeg kæmpemæssig fan af hans anden bog, Min næstes forår, fra 2013. På titelbladet står der “bønner,” hvilket egentlig mest betyder, at formen gør, at hver tekst starter med en henvendelse til Gud/Helligånden/Vorherre/Jesus og ender med et amen. Alt derimellem er en række opfordringer til alle mulige sprogligt geniale ting som virkelig får pulsen op hos denne læser. For helvede, jeg citerer sgu alligevel en enkelt tekst. Den hedder Vielse:

Vielse

Lad os sammen bede for dette smukke par. Kære Gud, må
livets forår drysse sine blomsterblade over to mennesker, der
elsker hinanden. Lad dem finde perlen bag skyerne, når det er
mørkt, for månen har aldrig svigtet nogen kærlighed, du lod
den slå rod bag vore stuer med en sky af skumhvide stjerner
omkring sig. Lad dagene blive talt og indgå i en lang række af
glæder under solen, sommer og vinter, giv dem børn at lege
med, hvis de ønsker det, og lad slægtens præg fejre med
genkendte øjenbryn og magnetkys, også når tordenvejret
blinker. Dette er en førstedag, og vi beder for, at lykken
velsigner dem med fremtid i åbne hænder, at ringene vil
smile om kap og skabe nullermænd om til anemoner, den
gave, vi holder varsomt, hvis dagene bliver slanke, og
smykkerne næsten ikke kan fyldes ud. Giv modspil ved
troen på Jesus Kristus, ord for ord ind i himmelhvælvet, dit
hjerte ser jo efter alle syndfloder, og det forvisser os om,
at dine intentioner med os altid er smukke og rene. Fyld da
gulvspanden med champagne, ryk de unge mennesker
sammen i et fællesskab, der aldrig ekskluderer nogen, men
trofast og tillidsfuldt våger om bierne, der snorker og derpå
bestøver skønheden, gildet i en implosion af trøske. Amen.

Simon Grotrian, fra Min næstes forår, side 37.

Ja, jeg faktisk påstå, at nogle af Grotrians bedste tekster er at finde i den bønnebog. Hold kæft, hvor det rykker! Specielt, når sproglig intensitvitet kombineres med en oprigtig tvivl og angst som får teksterne til at slå gnister. Jeg citerer lige endnu en tekst:

Bøn på jorden

Gud, du almægtige, i cirklen af valmuer bølger kysset,
hvem skal eje læberne? Hvem samler mine hænder op fra
markernes regnbuegløder? Lad aftenklokken sørge med mig,
mennesker trille forbi, og lad høsttiden brænde saligt, kun
flammedåb hjælper mod angsten, der er hemmelig som en
blotter. Lad din engel synge moderkærligt, jeg lægger mig
på vuggedødens skrabelod. Lad mig stråle indefra mod
nadverstjernens dunkende firmament. Du åbner øjesøvnen
i alt det fortabte, hvælv et medicinskab af savner over min
bedøvede sjæl. Lad Karlsvognen rumle med min kiste,
mælkevejen vibrere som en ballerina. Da må du, o Gud, ved
min næstes tryk og sveden øse himlens bug i vore kopper. Jeg
ser, at hjerteblodet daler mod bunden, værn om dine lys, for
solen når mig til halsen. Amen.

Simon Grotrian, fra Min næstes forår side 10.

I forhold til selve formen, at teksterne nærmer sig prosadigte, minder Min næstes forår om Grotrians bøger Melatonin og Ofelialåger som begge er essentielle i min læsning, men den afgørende forskel er, at han i denne bog gør brug af bydeformen (Lad aftenklokken sørge med mig,/
mennesker trille forbi, og lad høsttiden brænde saligt, kun/ flammedåb hjælper mod angsten), og denne metode gør plads til en helt anden fornemmelse af desperation, angst og tvivl som ikke på samme måde er til stede i de øvrige udgivelser. Min næstes forår fremstår, for mig, ret mørk, men alligevel skaber sprogbruget og fantasien håb, og de mange fantastiske poetiske billeder kan man klamre sig til i de mørkeste stunder og til sidst sammen med Grotrian føle, at “solen når til halsen”. Min næstes forår er desværre ualmindelig overset af anmeldere og læsere i 2013, men jeg vil hvert fald klart, klart anbefale den til alle poesiinteresserede, da teksterne fremstår utrolig inspirerede og nødvendige, hvilket han ellers har været kritiseret for ikke at være i andre udgivelser. Jeg venter spændt på endnu en bønnebog! Den har hvert fald en masse at skulle leve op til!

4. april 2014 kl. 20:36

Skriv et svar