140402: Om perioden før og under udgivelsen af Zeitgeist / mod fremtiden!

“Jeg lader melankolien afløse af modet,
tvivlen af sikkerheden,
håbløsheden af håbet,
det ondskabsfulde af det gode,
klagerne af pligten,
skepticismen af troen,
sofismerne af den kølige ro,
og hovmodet af beskedenheden.”

– Isidore Ducasse aka Lautrémont.

Jeg har gået rundt og haft ovenstående citat kværnende i hovedet. For mig markerer det skiftet mellem en mørk, urolig og tvivlende periode med en langt mere tålmodig, rolig og lys fremtid. I løbet af de seneste år har jeg været ude i et ret mørkt sted humørmæssigt, hvor jeg ret desperat klingede mig til håbet om en dag at få et gennembrud som digter, men tvivlen om dette kastede mig gentagende gange tilbage ud i en følelse af håbløshed. Des længere væk, jeg er kommet fra at få digte på et forlag eller i tidsskrifter, des mere desperat har jeg skrevet, og des dårligere er digtene blevet, imens jeg har klaget min nød, for det meste uden for andres hørevidde, og forsøgt at skrive endnu mere.
For mig var Zeitgeist, min seneste digtsamling fra juli 2013, et brud med denne periode. Jeg gik stadig rundt med desperationen rystende ude i hænderne, men jeg havde på fornemmelsen, at den ville lægge sig til ro inden længe. Digtene i det hæfte var allerede ved udgivelsen udtryk for noget, jeg efterlod, og ikke tegn på fremtiden. Jeg vidste, at der var nogle problematikker ved måden, at de var skrevet på (alt for mange ord og sætninger, for mange forklarende udtryk som drænende digtene for læserens egen oplevelse og tolkning). Da jeg fik nogle få kommentarer af meget søde mennesker om, hvad der kunne gøres anderledes i fremtiden, kunne jeg nikke genkendende til det hele og endda selv tilføje flere kritikpunkter. Jeg var allerede på vej mod noget andet og nyt som jeg så har udforsket sidste efterår og frem til nu. Der var også noget nærmest rituelt over, at jeg i juli sidste år, efter udgivelsen af Zeitgeist, klippede mit ret lange hår. Det havde for længst nåede “depressionsagtige dimensioner,” hvilket vil sige, at det havde krydset stadiet, hvor jeg gik op i det længere. Når håret bare gror og gror uden, at man selv lægger mærke til det, fordi man bare render rundt i sin egen håbløshed og fortvivlelse, er der to muligheder: At lade det fortsætte sådan eller klippe det og starte forfra. Det var ret vildt pludselig at se en “anden udgave” af mig selv i spejlet i de efterfølgende uger. Samtidig begyndte jeg på Tysk B i august, hvilket endte en periode på to år, hvor jeg bogstavelig talt kun havde siddet på mit værelse og skrevet det ene digt efter andet.

I dag føler jeg en langt større ro og tålmodighed omkring skriveriet og mit liv. Originalt ønskede jeg at debutere på et forlag som 20-årig ligesom Michael Strunge og Gustaf Munch-Petersen, og at dette ikke lykkedes ramte mig ufattelig meget. Hele rejsen frem mod den debut, der stadig lader vente på sig, har føltes så uendelig lang og uretfærdig og sjæledrænende, men efterhånden synes jeg, at det er fint nok, hvis der kommer til at gå endnu flere år. Jeg er blevet ret inspireret af det banale udtryk “Rejsen er målet,” som min far ofte nævner. Jeg har haft op til flere utrolig inspirerende samtaler med ham, og hans visdom og ro synes at have smittet af på mig. Jeg kan huske, at jeg for et år siden i en rus af alt for mange øl, manglende selvværd og håbløshed ringede til ham og sagde undskyld, fordi jeg måtte fremstå som en stor skuffelse for ham. Sådan havde jeg det meget dengang. At jeg havde skuffet alle omkring mig og ikke mindst mig selv. Det er ret svært at sætte ord på, hvordan jeg havde det, men det var på grænsen til noget virkelig, virkelig slemt, og det, han sagde til mig, løftede mig op af det dyb, jeg befandt mig i. Han sagde, at han var stolt af mig for at være lige præcis det menneske, jeg var. Jeg behøvede ikke udgive bøger eller gøre det ene eller det andet for at være en succes i hans øjne, for det var jeg i forvejen. Det lettede humøret gevaldigt, og siden da har vi mødtes ret regelmæssigt og talt om alle mulige forskellige ting sammen. Han er et utrolig klogt menneske som jeg stadig lærer meget af. Jeg lavede også andre ret fjollede ting. I en anden måned, da jeg var i lignende humør, skrev jeg et længere håndskrevet brev til min mor som jeg lagde på køkkenbordet. Igen handlede det om at føle mig som en stor skuffelse, og at jeg var ked af at være den sølle søn som hun havde boende. Da hun læste det den følgende morgen, kom hun ind og vækkede mig og sagde noget lignende som mit far. Det var imens jeg sad og skrev på Zeitgeist, og det gav flere og flere tanker om, at Zeitgeist, der vel betyder tidsånd, mere handlede om at lægge noget fra sig, end at gå rundt i en tilstand, der fortsætter at strække sig ud i fremtiden. Derfor klippede jeg mit hår. Derfor så jeg Tysk B som en ny begyndelse. Nærmest som at lære at være sammen med andre mennesker igen efter et par års totale isolation.

Jeg have også et ualmindeligt stort selvopgør i august 2013. I årevis, faktisk siden jeg for alvor begyndte at skrive digte i 2008, havde jeg tænkt, at det at få udgivet en digtsamling på et forlag, at blive en succes ville udligne alle de forfærdelige ting, jeg havde været igennem i mit liv. Som en ultimativ katalysator for, at jeg ikke havde været “mærkelig” siden barndommen, men digter all along. Jeg kan huske, hvordan jeg næsten hver dag i gymnasiet og senere på HF stod med en kop kaffe og tænkte på alle de digte, jeg havde tænkt mig at skrive, når jeg kom hjem, og hvordan det føltes så tomt at se de andre elever følges hjem med hinanden, imens jeg var helt alene. Jeg husker, hvordan det var at få fri fra skole og se dem rende rundt sammen, imens jeg, med tårerne pressende på, gik ind i boghandlere og musikforretninger for at “trøstekøbe” nye bøger og cd’er, og hvordan de korte samtaler med ekspedienterne var det tætteste, jeg kom på ordudvekslinger med nogen. Mit håb var at få skrevet en digtsamling, der ville udligne alle mine negative følelser og oplevelser, at hver dag tilbragt i helvede ville veksles til uger i paradis, hvis man kan sige det sådan. At jeg endelig ville være god nok i både mine egne og andres øjne, når jeg endelig fik brugt mit talent (hvis jeg da havde et, hvilket jeg indædt troede og tror). Desværre skete der ikke noget som helst. Og det er ret umuligt at forklare, hvordan det har tæret på humøret at skrive så meget i så mange år uden nogen udsigter til succes. Med hånden på hjertet har jeg på en måde altid følt mig lidt som den grimme ælling i H.C. Andersens eventyr. Hvis jeg kunne blive en anerkendt digter, ville jeg endelig blive den svane som jeg hele tiden havde været ment til at blive. Efter så lang tid uden forandringer var jeg mig så langt nede humørmæssigt, at jeg følte behov for at undskylde over for mine forældre, imens jeg bare sank længere og længere ned i mørket. Jeg har stadig rigtig mange digte liggende fra hen over årene som jeg har skrevet til dem. De er ualmindeligt mørke, men jeg gad gerne en dag få skrevet dem færdig i ét digt, der så kan rumme alle de gamle og nye følelser. I forhold til min desperation og skuffelse over for mig selv, skete der noget meget vigtigt i august 2013 efter, at jeg havde selvudgivet Zeitgeist, klippet mit hår og skulle til at begynde i skole igen. Jeg kan huske det ret tydeligt. Jeg var ude på en ret lang gåtur omkring i Rødovre og tænkte alting igennem. Jeg accepterede, at der kan gå lang tid før, at jeg kan få et gennembrud som digter, men at jeg nok skulle gøre alt i min magt for at nå frem til den søde, søde dag, men at jeg samtidig, for alt i verden, ville nyde rejsen dertil. Det handlede om at få en ny form for tålmodighed, en ny ro. Specielt sidstnævnte er ekstremt vigtigt, når det kommer til at skrive. Hvis man er desperat og sløset, bliver digtene desperate og sløsede. Mantraet var, at for at skrive gode digte, måtte jeg selv være god. Og for mig er noget af det “gode” som beskrevet i det citerede digt/forord af Isidore Ducasse foroven. Noget andet, jeg tænkte, fik mig til at græde, imens jeg gik rundt derude på gaderne. Nemlig at jeg ikke behøvede at tænke, at jeg en skønne dag bliver den svane, jeg drømte om at være, men at jeg for helvede hele tiden havde været den fucking svane lige fra begyndelsen! Hold kæft, hvor jeg smilede og græd, da det var gået op for mig. Det var virkede så åbenlyst lige pludseligt, og det var, som om en stor byrde blev løftet fra mine skuldre.
Efterfølgende har jeg så fortsat med at skrive, men med mere ro. Alligevel er det med at-skrive-digte-hele-tiden-som-at-skyde-mod-en-skydeskive-med-maskingevær-uden-altid-at-sigte stadig en ret central del af min skriveproces. Jeg tror på fremtiden, og jeg tror på mig selv. Alligevel kommer man ikke langt uden sine venner, og til Slagtryks Litteraturfestival sidste år var jeg vildt glad for at gå rundt og snakke med andre skrivende, der accepterede mig for, hvem jeg var og er. Jeg kan huske, at jeg gik rundt og tænkte, at det var helt vildt, at jeg havde mødt alle disse søde mennesker hen over årene, og at de talte til mig som det naturligste i verden. Jeg har tidligere følt, at jeg ikke rigtig hørte til i et fællesskab, at være uden for klikerne og bare rende rundt for mig selv, så det var vildt fedt pludselig at være del af en større sammenhæng. At være accepteret. Noget andet var, at det gik op for mig, til et Hvedekornarrangement, at jeg selv var Hvedekornsidigter. Det havde jeg sgu ikke tænkt over før. Tidligere havde jeg været ret misundelig på de, der havde haft digte med i Hvedekorn, da de var “bedre” end mig, og jeg følte mig ret underdanig i deres nærvær, men til det arrangement gik jeg rundt og var deres ligemand. Sommetider ser øjet det som øjet ser, hvilket er problematisk, hvis man hellere får øje på mørket end lyset. I det øjeblik flimrede lyset for mine øjne, og jeg tænkte: “Hold da kæft, er jeg nået så langt?”
Med min nye tro på tingene har det været vigtigt at udfordre mig selv. Det hele skal ikke være for let. Hvis noget pakkes ind i bobleplast, fordi det er skrøbeligt, går det hurtigt i stykker, hvis indpakningen brister. Derfor tænkte jeg, at det er bedst hele tiden at udsætte mig selv for problematikker, selvfølgelig ikke for vilde eller store, da jeg så selv ville kunne styrke mig. Derfor har afslaget fra Forlaget Spring ikke slået mig ud, selvom jeg blev ked af det. Nu har jeg løftet mig og ser frem mod nye projekter, og jeg tror, at alting kommer til at lykkes i den sidste ende. Desuden skrev jeg forleden en, for mig, ret vigtig novelle, stadig i udkaststadiet, om en ung dreng på min alder og i samme situation, der har et stort selvopgør med sig selv. Det nytter ikke noget at fortælle, hvad historien handler om, da den nok bør læses, men på et tidspunkt bliver han spurgt, af en figur, der stiller en række forholdsvist filosofiske og vigtige spørgsmål til sig selv og hovedpersonen, om … Ja, jeg citerer lige fra historien:

“Er det ikke sådan, at vi i den sidste ende kun kan være her for os selv, og vi ikke rigtig kan bruge andre mennesker til noget?”

Jeg rynkede panden og tænkte, at han ikke havde ret. Jeg sagde, at vi vel alle har brug for hjælp fra andre til at komme gennem de svære perioder i livet, at vi mennesker faktisk ikke er så alene som vi tror.

Netop udtrykket: “Vi mennesker (er) faktisk ikke så alene som vi tror.” har jeg også haft kværnende i hovedet på det sidste. Jeg har vist været utrolig optaget af at gøre alting selv uden at bede om hjælp fra nogen. Men jeg tror, at vi alle sammen har brug for hjælp til at nå frem i vores liv. Desuden nytter det ikke noget at tænke over negative ting som man alligevel ikke selv er herre over, og man skal slet ikke lade sig genere af de mennesker, der ikke ønsker én noget godt, og som holder én tilbage. Accepter, at mørket findes, det kan faktisk bruges positivt, give styrke, men lad det ikke overtage humøret. Se hellere mod lyset og lad det være  dit virkefelt. Alle de fjender, man vel altid har i mindre eller højere grad, betyder ingenting for ens fremgang i livet og verden. Derfor ignorer dem og gør, hvad du har brug for. Det tænker jeg for mig selv. Og derfor ordene på mit “cover” på Facebook:

“Keep your friends close and your enemies won’t matter in the end”

Nu vil jeg samle energi til at tage ud og læse op til Ord på Flisen i aften. Det bliver spændende at se, hvordan mine nye digte bliver modtaget, men under alle omstændigheder er jeg på vej mod fremtiden, noget nyt og endnu bedre og vildere. Jeg er meget taknemmelig for de mennesker, der støtter op om og tror på mig. Tak for opbakningen! Og nu til fremtiden!

2. april 2014 kl. 17:33

 

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: