Slået op d.

140328: Afslag fra Forlaget Spring

Jeg kan vel ligesom godt dele det med jer: Jeg har lige fået et afslag på et manuskript fra Forlaget Spring. Jeg sendte ind for 11 uger siden og har ellers holdt indsendelsen totalt hemmeligt. Jeg har tjekket postkassen fuldstændigt galningeagtigt efter den fjerde uge, men med det samme resultat. Det drev mig mere eller mindre til vanvid; hvad hvis jeg fik et afslag? hvad hvis jeg fik faktisk fik digtsamlingen antaget? Til sidst ønskede jeg bare et eller andet form for svar. Nu kom det, et standardafslag, hvilket selvfølgelig gør mig ret ked af det, da jeg var virkelig opsat på, at der endelig skulle ske noget i mit såkaldte forfatterskab. Det gør der så ikke alligevel, og jeg må væbne mig med yderligere tålmodighed. Dog skal jeg først lige have tudet en anelse mere, for så at ryste tristheden af med vredevredevrede og til sidst nå frem til en klarhed, hvor jeg så kan finde ud af, hvad mit næste træk bliver. Jeg er føler mig totalt brændt til aske, men vent og se; jeg er Fugl Føniks.

Ellers har det været sådan, at jeg ikke rigtig har kunnet gå i gang med at sende digte til Slagtryk og OVBIDAT før, at jeg fik svar, og det samme gælder andre projekter. Det kan jeg gå i gang med nu, og ellers må jeg huske, hvad en klog mand engang sagde. At man på en måde skal være glad for at få et afslag, da det betyder, at manuskriptet ikke var stærkt nok, og når man ser tingene lidt oven fra, er det faktisk bedst på længere sigt, at man udsætter debuten. For når den så udkommer, virker den langt bedre end, hvad det afviste manuskript kunne. … Så først gennem gråden og tristheden, så vreden, så klarheden og til sidst glæden. Jeg har stadig masser af esser i ærmet!

II

Det har været utrolig svært ikke at måtte fortælle om manuskriptet til nogen, men jeg tænkte, at det måske ville være bedst at holde kortene helt tæt ind til kroppen. Hvis jeg havde sagt noget om det, ville andre måske også havde fået (falske) forhåbninger på mine vegne og, som jeg selv, have undret sig over den lange svartid. I forhold til sidstnævnte kan jeg sige, at de skrev på deres hjemmeside, da jeg sendte ind i januar, at der ville gå 4-6 uger, men det er så lige har lavet det om til 6-8 uger i stedet for, hvilket er meget rimeligt.
Det er sgu ret spøjst, hvordan noget kan virke frustrerende i øjeblikket, men faktisk være ganske frugtbart på længere sigt. Da jeg ikke rigtig fik svar, begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg mon ville gøre, hvis jeg fik digtsamlingen antaget, eller hvis jeg fik et afslag. På den måde har jeg på forhånd fået tænkt situationen temmelig godt igennem, så jeg har nogle klare ideer til, hvad jeg nu kan foretage mig. Faktisk føler jeg mig en anelse lettet over at kunne gå i gang med noget nyt uden, at dette skulle spænde ben for en større digtsamling på et forlag. Alligevel kom denne tristhed og følelse af mindreværd og utilstrækkelighed som et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg kunne bevare min “cool” i situationen. Det kunne jeg ikke. Jeg sad og prøvede at spise noget pasta, imens tårerne bare pressede sig på, og så måtte jeg give mig helt hen til fortabelsen. Men det er egentlig kun godt, for det betyder, at afslaget ikke er ligegyldigt for mig. At det her betyder noget, og det, hvilket gik op for mig efter de værste malmstrøm af tårer havde lagt sig, fik mig til at tænke, at jeg ikke kan holde op med at skrive, og at jeg ikke vil holde op med at sende manuskripter til forlag, og at intet i denne verden kan få mig til at opgive mine mål. Hvis dette er et bjerg, så bliver jeg ved med at klatre!

Samtidig må jeg også være lidt selvkritisk og tilstå, at cirka halvdelen af digtene måske ikke er helt så stærke. Bevares, jeg kan selv rigtig godt lide dem, de fleste har været med i nogle af mine hæfter eller i tidsskrifter, men det er nok på tide at give slip på dem, så noget nyt kan komme til. Jeg har stadig så forfærdelig meget at sige, så meget energi og poesi presser sig på for at rydde bordet for gamle digte. Keep calm and carry on, siger jeg til mig selv nu. Jeg har faktisk også en hel digtsamling liggende. Nyt Terræn som jeg skrev tilbage i december 2013. Jeg har endnu ikke rigtig fået læst og rettet den igennem, men den kunne sagtens blive sendt ind til Spring eller et andet forlag på et senere tidspunkt. Måske endda bare for sjov, imens jeg skriver løs på en masse andre projekter. Hvem ved, hvad det mon kunne ende med? Et afslag? Hah, så kan jeg hænge det op ved siden af det andet og bruge det som motivation til at blive ved og blive ved med at blive ved! Underligt nok har dette givet mig et skub, sat noget i gang i mig, og jeg er glad for endelig at kunne sætte i bevægelse igen efter at have ventet ved den postkasse i 11 kolde uger. Nu er foråret for alvor over os, og det bliver sommertid mellem lørdag og søndag.
Noget lidt ærgerligt ved manuskriptet og afslaget er, at jeg efter at have sendt brevet af sted i januar har skrevet en masse nye digte, hvor der er en del af dem som jeg ret godt kan lide. Hvis jeg blandede dem sammen med de bedste af det afviste manuskript, kunne der ske ting og sager, men det vil jeg vente med til sommer. Lige nu vil jeg skrive løs, kigge på Nyt Terræn og eventuelt sende det ind til Spring, sende digte til tidsskrifter og så ellers overveje at lave endnu et hæfte eller to. Jeg har faktisk både titler, omslag og alting parat, men endnu ikke sat digtene sammen, og jeg har masser liggende. Måske er det ikke min skæbne at debutere som 23- eller 24-årig, men først når jeg 25. Måske endda senere. Det finder vi jo nok ud af. Men ja, nu har jeg vist allerede løftet sløret for en del af mine ideer og planer, og så må vi se, hvad der nu sker. Kampen er tabt, men krigen er ikke blevet afgjort!

Keep calm and carry on.
Keep calm and carry on!

28. marts 2014 kl. 20:29

Skriv et svar