140316: Shelley-citater fra Et forsvar for digtekunsten

“En Historie om bestemte Fakta er et Spejl, som slører og forvrænger det som skulde være Skønhed; Poesien er et Spejl som gør det forvrængede smukt.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“En Digter er som en Nattergal, der sidder i Mørket og forsøder sin Ensomhed med liflige Toner; hans Tilhørere fortrylles af den usynlige Musiker, de føler sig bevægede og blidt stemt, uden at sanse hvorfra Lyden kommer.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“Sorg, Rædsel, Angst, Fortvivlelse er ikke sjældent Udtryk for noget, der ligger snublende nær ved det højeste Gode. Det er det, der bestemmer vor Sympati i den tragiske Digtekunst. Tragedie fryder os ved at vække Mindelser om den Nydelse, der findes i Smerten. Her finder vi ogsaa Kilden til den Melankoli, som er uadskilleligt forbunden med den mest sødmefyldte Melodi. Ja, jeg vil gaa saa vidt at sige, at den Nydelse, der findes i Sorgen, er skønnere end den, selve den lystbetonede Nydelse fremkalder hos os. Det maa være det, der menes, naar man siger: “Det er bedre at gaa til et Sorgens end til et Festens hus”. Ikke at den højeste Form for Nydelse nødvendigvis er knyttet til Smertefølelsen. Kærligheden og Venskabets Glæder, Begejstringen over Naturskønhed, den Fryd man føler ved at tilegne sig eller endog skabe Poesi, er ofte ren og ublandet.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“Idet Poesien omdanner alt det, den rører ved, forskønner den selv det mest deforme, den forener Jubel med Rædsel, Sorg med Glæde, Evighed med Foranderlighed, alt uforeneligt tvinges sammen under dens lette Aag. Dens hemmelige alkymi forvandler de giftige Vande, der strømmer fra Døden ind i Livet, til Læskedrikke. Hvor Verden synes dagligdags og gammelkendt, løfter den Sløret, saa dens slumrende Skønhed, Aanden i Formerne, lægges blot.

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

Jeg sad og lynlæste Et forsvar for digtekunsten af Shelley her i går, og undervejs skrev jeg de ovenstående citater ned. Det er ikke nødvendigvis sådan, at jeg tager udmeldingerne for gode varer 1:1, men jeg synes, at de hver især siger et eller andet om, hvad jeg også mener om digtningen og digterens rolle. På den måde er det altid brugbart at reflektere. Du ved, tænker over tingene, men også at spejle sig i andres menneskers tanker og udtalelser, da noget hænger ved, noget bliver tilbage som er én selv. Og nu deler jeg citaterne her, så andre også har mulighed for at spejle sig. Jeg håber, at noget bliver hængende 😉

16. marts 2014 kl. 00:30

P.S. Det sidste citat er mit yndlings. For nu.

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: