140311: Femte nummer af Forventning & Forvirring er tilgængelig på Scribd.com

Link til nummeret her.

Hermed er femte nummer af mit poesiprojekt Forventning & Forvirring tilgængelig på Scribd.com, og i samme ombæring har jeg gjort det første nummer utilgængeligt. Jeg overvejer stadig, om det er bedst at have tre eller fire numre tilgængelige på samme tid, men jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad der er det bedste. Måske gør jeg yderligere to numre utilgængelige næste gang, at jeg lægger et nyt nummer af F&F ud. Lassen uns sehen!

Jeg har ikke haft det samme overskud til at skrive digte på det sidste, så dette nummer er en anelse kortere end de øvrige. Jeg har en idé om, at der minimum skal være 10 digte med, så det er lige på grænsen. Til gengæld er jeg tilfreds med alle digtene. For at komme med i F&F behøver de ikke være geniale, velgennemførte eller sådan noget, men bare være okay. Der skal være en eller form for idé med hver tekst, en nødvendighed, og der skal være en eller anden form for kvalitet. Jeg har en del digte og udkast liggende på computeren som jeg har sorteret fra. Der er stor forskel på dem og så de præsenterede digte i nummeret, men jeg vil helst ikke vise nogen af dem frem, åh, det ville sgu være for gyseligt! Det er mit håb, at der i hvert nummer af F&F kommer til at være hvert fald ét digt, der også fungerer om et år fra nu, eller som kan rettes til noget, der virker. Hvis der bare er en enkelt god tekst, så retfærdiggør den, at der er en del andre som jeg ikke rigtig kan headbange til om et år eller tre uger. Men lige nu vil jeg gerne have, at disse digte læses, og så må jeg senere vurdere, hvad der skal ske med dem. Og med digtene fra det første nummer, for den sags skyld. Det er længe siden, at jeg har sendt ind til Slagtryk, så måske burde jeg lave en F&F greatest hits og så håbe, at nogle af digtene kommer videre til et eller andet mere permanent sted. Det finder jeg nok ud af.

I forhold til F&F er jeg både ret punket og ret nidkær. På den ene side har jeg det fint med, hvis digtene bare kan et-eller-andet, og så gør det ikke noget, hvis de halter lidt hist og her, eller hvis de ikke har en såå stærk rygrad. På den anden side har jeg også et forholdsvist højt bundniveau, åh, I skulle virkelig IKKE læse, hvad jeg undlader at tage med i F&F! Jeg prøver at være omhyggelig med at læse digtene flere gange og prøve at få det bedste ud af dem, men uden at de mister deres intuition og umiddelbarhed og bliver for tænkte. Ja, der skal helst være en eller anden form for friskhed i teksterne, men samtidig en eller anden form for dybde. Jeg kan kun anbefale, at I læser digtene igennem og selv vurderer, om de er spændende eller kedelige. Under alle omstændigheder er det gratis at læse og gratis at grine og gratis at græde. Få det ud af læsningen som I har lyst til, men husk, at hvert nummer kun er midlertidigt tilgængeligt på Scribd.com. Og som sagt er det første nummer allerede gjort utilgængeligt.

Hav det godt derude! Og god læsning af poesi og litteratur til jer allesammen. Må inspirationen være med jer!

11. marts 2014 kl. 17:00

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: