140301: De unges brug af internettet og konsekvenserne

Jeg så lige noget forfærdeligt. En ung dreng havde været med i et program på DR Ultra, hvor han svarede forkert på et spørgsmål. Spørgsmålet var: “Hvad hed Hitler til fornavn?” hvorpå han utrolig engageret svarede: “John! John Hitler!” Det svar lavede han så efterfølgende om til Adolf, hvilket han jo godt vidste var det rigtige svar. Desværre har det klip nu spredt sig over hele Youtube, hvor folk i et nærmest grotesk omfang har taget det ind i andre videoer, og der er blevet lavet alle mulige “remix” udgaver af det. Eftersigende skulle der være over 200 videoer af det derinde nu. Udefra set kan det da være meget morsomt, at han svarer John med sådan en begejstring, for det er så langt fra det korrekte svar som overhovedet muligt, og netop ordlyden “John” er lidt sjov, men problemet er, at folk laver så meget grin med det på bekostning af drengen. Han sidder og læser deres kommentarer og bliver utrolig ked af det. Jeg synes, det er virkelig synd. Hvis jeg begår en eller anden fejl “in real life,” så kan mine venner da godt grine lidt af det, og jeg kan også være selvironisk nok omkring det (som drengen i øvrigt er), men hvis min fejltagelse blev filmet og lagt ud på alle mulige hjemmesider, så ville fadæsen ikke forsvinde. Hver gang der trykkes på startknappen, gentager den sig ud i det uendelige. På den måde er det svært selv at komme videre, da en masse fremmede mennesker kender én via det klip, og man kan ikke slippe ud af deres billede af en. Man prøver at ryste episoden af sig, men den, og modtagelsen af den, er viklet som et spindelvæv omkring en og, ja, internettet strammer.
Dette fik mig til at tænke på to ting. Den ene er, hvordan internettet er fantastisk i forhold til deling af information. Der findes alle mulige opbyggelige nyheder, artikler mm. som er værd at læse. Der er så megen viden tilgængelig, og folk kan få stor opmærksomhed omkring deres digtsamlinger, når de bliver udgivet. F.eks. har jeg i tidens løb oplevet en del digtere få en helvedes masse hype omkring sig, så det er umuligt ikke at læse en anmeldelse, artikel eller anden omtale, da de popper op alle steder, og det er jo utrolig brugbart for dem, da de dermed får et stort offentligt gennembrud. Men det kan også være utrolig destruktivt for et enkelt individ, der er kommet til at begå en fejl. Det kan ødelægge vedkommende fuldstændigt. Og der er ikke rigtig noget at gøre ved det, da folk kan gøre, hvad de vil, og der findes intet “internetpoliti,” der kan beskytte os mod misbrug eller udnyttelse. Til gengæld kan det heller ikke censurere vigtige informationer bort.
Det andet, jeg kom til at tænke på, er, at jeg ikke selv havde “et liv på internettet,” da jeg var 13 år tilbage i 2004. Det var før Facebook, og Youtube. Mail havde jeg ikke rigtig brug for. Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg egentlig fik dagene til at gå med, kommer jeg til at tænke, at det da måtte have været en “fattig tilværelse,” men det var det jo slet ikke! Jeg havde det med at tage ud og finde på alle mulige lege med mine venner, konstruere alt muligt, men meget af tiden gik også meget dagdrømme, at kigge ud af vinduet og bare se på den faldende regn. Jeg tror, at mange børn og unge bare sidder foran deres computer på hver deres værelse og kigger ind i hver deres computerskærm, imens de er “sociale over nettet”. Dét er sgu en fattig tilværelse! Faktisk havde hverken jeg eller mine venner internet på værelset, og hvis vi endelig havde en computer, var det noget gammel skrammel, der ikke kunne køre ordentlige spil. Jeg mindes dengang, jeg var på min ven Mads’ værelse og vi lavede “radio” via et musikprogram, hvor man selv skulle sætte musikstykker sammen. Ejay? DJ ejay? Eller sådan noget. Jeg fungerede som radiovært, og han var mit sidekick. Selve dialogen improviserede vi, imens vi optog det med mikrofon. Det er der sikkert rigtig mange børn og unge, der også gør i dag, men den helt store forskel er, at Youtube ikke fandtes dengang. Vi gjorde det for vores egen fornøjelses skyld, men skulle ikke “bruge” det til noget. Jeg tror, at det er temmelig anderledes nu, da rigtig mange ønsker at være kendte. Jeg ville ærgre mig over, hvis de optagelser var tilgængelige ude på nettet et sted, da det var intern humor. Hvis det stadig hang fast i mig som et spøgelse, der ikke ville slippe, og folk kendte til mig via dem uden at vide, at der for helvede er gået 10 år siden da! Hvad med drengen fra DR Ultra? Bliver han mon stadig spurgt om “John Hitler”-fadæsen om 10 år? Om 20 år?
Det er svært for mig helt at udtrykke, hvad jeg tænker omkring min barndom og så de unges situation nu. Jeg kan opremse forskellene; intet internet, næsten ingen brug af computere, ingen mobiltelefoner, IPads og alt det, men det er selve stemningen, jeg ønsker at sætte ord på. Det må jeg hellere gøre i digte i stedet for her. Åh, jeg prøver at udtrykke mig rationelt, men stemningen må udtrykkes følelsesladet, via poesien! Det må være forskellen på essays og poesi. Det første er mere tænkende og rationelt, imens sidstnævnte er langt mere følelsesladet og pompøst. Eller så burde jeg sætte mig ned og skrive mine erindringer. Der er sgu så meget at sige! Så stor forskel på verden for 10 år siden og nu! Nuvel.

Jeg har faktisk lagt mærke til, at jeg ofte kommer til at tænke tilbage på min barndom for at sammenligne med de nye unge. Der er simpelthen sket så meget på det teknologiske plan, at det er helt vanvittigt! Jeg kommer nok til at gentage mig selv rigtig meget i mine fremtidige blogindlæg, da jeg simpelthen ikke kan holde op med at tænke på det, og det er ofte de samme konklusioner, jeg når frem til. Men jeg tror stadig ikke, at det er sundt, at børn har mobiltelefoner og computere og ipads. Der er for mange skærme. Hvilken slags mennesker udvikler de sig til, når de eksponeres for alt det? Jeg selv har en daglig kamp med mit eget forbrug af internettet. Som jeg nævnte i nogle andre indlæg, er jeg ikke vild med at se for mange videoer på Youtube, da det er spild af tid. Det er ikke konstruktivt. Jeg vil langt hellere gå flere ture, men alligevel er det “nemmere” bare at stene foran skærmen. Jeg tror, at de fleste mennesker af i dag har langt højere behov for at blive stimuleret end for bare 10 år siden. At blive stimuleret af fjernsyn, videoer på nettet, at tjekke Facebook, sin telefon, alt det. Jeg savner at kede mig, fordi der simpelthen ikke er noget at lave og så at finde på et eller andet, der så interesserer mig, fx. at tegne. Hvornår har jeg sidst tegnet? Hvis jeg keder mig nu, så er det bare at gå ind på Youtube, slå hjernen fra og lade pupillerne suge ind af underholdningen. Det må jeg sgu se at få skruet ned for, men man “kan” jo ikke rigtig leve uden internettet, vel? Man kan ikke leve uden en mobiltelefon? Har I nogensinde tænkt over det? Vi er så afhængige af alt det her, men ingen stiller spørgsmål ved, om det er sundt for os, om det måske ville være bedre at koble mere af fra det. Nå, jeg vil prøve at finde ud af, hvordan jeg oftere kan komme væk fra skærmene og ud og se på noget “virkeligt” i stedet for. Åh Gud, satte jeg lige gåseøjne om virkeligt? Det er sgu for langt ude. Nå. Jeg må hellere slukke computeren og tage ud “in real life”. Ah, og alt det der.

1. marts 2014 kl. 00:48

Categories: Blog

1 reply »

Skriv et svar

%d bloggers like this: