140223: A challenge of unpronounced!

Jeg har det ofte med at vende tilbage til forskellige sange, der betyder meget for mig. Det handler ikke altid om at føle 1:1 med, hvad sangteksterne handler om, men mærke efter, hvad jeg får ud af sangen, temperamentet. F.eks. kunne jeg i dag ikke lade være at gendigte følgende tekststykke fra sangen Time Consumer af bandet Coheed and Cambria:

So they pulled your confidence down with those verbal discrepancies.
Now and then you’ll gain what they’ve lost through a challenge of unpronounced.
Pain is only a pulse if you just stop feeling it.
You might be able to use the very thing that makes us up.

Efter min omformning, eller ligefrem subjektive tolkning i forhold til min nuværende situation, lyder den således:

Så de forsøgte at ødelægge din selvtillid med alle deres verbale uoverensstemmelser.
Alligevel vil du på et tidspunkt opnå, hvad de ikke troede kunne lade sig gøre,
via din tålmodige kamp, holdt hemmelighed for dem. Vid, at smerten kun er en svag puls,
hvis du holder op med at mærke den.
Du er i stand til at gøre brug af netop de ting, der gør os til mennesker.

Det er ikke nødvendigvis min “gendigtede” tekst, der er interessant, men min tolkning af den. Hvert fald for mig selv. Jeg tænker, at de “verbale uoverensstemmelser” er, når nogen mener et eller andet om en som ikke er rigtigt, f.eks. om man er i stand til at fuldføre de drømme, man bærer rundt på, eller hvis vedkommende har en forvrænget forestilling om, hvad det egentlig overhovedet er, at man ønsker at opnå her i livet. Disse påstande som man må høre på igen og igen og igen, kan godt gå hen og ødelægge ens selvtillid, men da handler det om at ignorere, hvad andre synes, og i stedet koncentrere sig om, hvad det er, man ønsker, og hvordan det kan lade sig gøre. Man skal ikke “knække” på grund af andres idioti og uvidenhed. Keep calm and carry on!
Desuden handler det, for mig at se, om at kæmpe i det skjulte, i mørket. Man skal ikke sige til alle og enhver, hvad man prøver at opnå, da det giver mere mening at holde kampen lavmælt. På den måde kan man bedre koncentrere sig om de fejl, der givetvis kommer til at opstå. Hvis nogen siger til dig, at du aldrig kommer til at blive en succesfuld sanger, kommer du ikke videre ved at prøve at overbevise dem om, at du netop kommer til at blive rigtig succesfuld og anerkendt. Nej. Du skal ikke bruge energien på tvivlerne, men i stedet arbejde hårdt på at synge bedre, og så må de, tvivlerne, efterfølgende måbe, når du viser, hvad du har kæmpet for, hvad du har øvet i det skjulte. “A challenge of unpronounced” .. Jeg elsker den sætning. Netop fordi udfordringen/kampen ikke er udtalt, så kommer succesen som en overraskelse for tvivlerne i den side ende.
“Alligevel vil du på et tidspunkt opnå, hvad de ikke troede kunne lade sig gøre,” … Det er det, det handler om. Det handler om at synge godt i stedet for at SIGE, at man gerne VIL synge godt. I den sidste ende handler det om at øve sig i det skjulte, i mørket, og når man så har opnået det, man ønskede, DA kan man vise det frem. Men indtil man når frem, tvivler man. Og der er en stor smerte forbundet med at være så langt fra det sted i sit liv, man ønsker at være, men det handler om at bide tænderne sammen og prøve at se bort fra denne tvivl og smerte. Man skal selvfølgelig anerkende, at det eksisterer, men man skal ikke lade sig styre af den. Man skal være stærkere end det, løfte sig på trods af modstanden!
Når jeg hører sangen, kan jeg ikke lade være at se det som en opfordring til mig som digterspire. Det kan godt ske, at der er en masse mennesker, der tvivler på mine bestræbelser og ikke tror, at det vil kunne lade sig gøre for mig at blive anerkendt, men i den sidste handler det for mig om at koncentrere mig om at skrive, blive ved med at tro og være tålmodig hele vejen igennem. Og netop fordi det er nødvendigt, ikke bare for mig, men også for alle de mennesker, der må have brug for at læse netop de digte, jeg endnu ikke har skrevet. Jeg kan “gøre brug af netop de ting, der gør os til mennesker,” og det er smerten, glæden, tvivlen, begejstringen, alle følelserne, alle tankerne. Alt dét kan netop anvendes positivt undervejs, og dermed er det ikke bare nødvendigt for mig, men for andre, da vi alle er mennesker og kan genkende disse indre kampe. Hvis jeg skriver et godt digt om tvivl, handler det ikke bare om mig, men om alle tvivlende. Men da man ofte kan føle sig alene med sådanne følelser, er det en befrielse for andre (det er hvert fald en befrielse for mig) at læse et sådan digt, da det på en måde siger: “Du er ikke alene om det her,” eller “VI er ikke alene om det her”. Derfor har jeg nærmest et ansvar i forbindelse med at skrive. Det er ikke bare for min egen skyld, men også for andres. At kunne række hånden ud til andre os sige: “Du er god nok som du er.”
På samme som Coheed and Cambria via denne sang taler “direkte” til mig og beder mig fortsætte med at gå på vejen mod udførelsen af mine drømme, gad jeg gerne gøre noget lignende for andre. Men først og fremmest må jeg skrive videre, og så skal jeg nok overraske alle tvivlerne på et eller andet tidspunkt. Det kommer an på så meget. Jeg kan godt sidde her på kontorstolen med knyttet næve og sige ud i luften:
“Bare vent og se!”

23. februar 2014 kl. 16:36

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: