140215: Det er muligt at lave arrangementer!

Jeg har længe taget arrangementer for givet. Når der f.eks. har været Ord på Flisen eller når Slagtryk har holdt en festival, har jeg bare taget derud og tænkt, at det var megafedt med sådanne initiativer, men det er ikke rigtig gået op for mig, at det kun kan lade sig gøre, fordi et eller flere individer har syntes, at det var en god idé og så faktisk udført det. Måske er det et lidt dårligt billede, men det er som at se en bil køre forbi på gaden, men det synes, på afstand, som om den bare kører af sig selv, men der sidder for helvede nogen bag rattet!
Nu er det gået op for mig, at jeg faktisk selv er i stand til at udføre nogle af mine egne ideer (hvis jeg da havde nogen), og der kun findes det som folk selv skaber! Sommetider kan jeg godt brokke mig over, at der er mangel på koncerter med en bestemt type bands, at der altid er oplæsninger med de samme hæderskronede digtere eller at der måske mangler et tidsskrift for en særlig slags poesi und so weiter, men i stedet for at brokke mig bør jeg udrette noget.
Jeg er ret fascineret af en af mine venner, Tor, der arrangerer heavy metal koncerter i København. Han er utrolig ung, men sikke en fremdrift! På en måde er det utrolig simpelt: Han tog ind på et spillested og tænkte, at her kunne det være cool med nogle koncerter med heavy metal, spurgte ejeren af stedet, om det kunne lade sig gøre, bookede nogle bands og gjorde derefter reklame for arrangementet på Facebook og andre steder. Folk dukkede op, headbangede, havde det sjovt, og fordi det var en succes, er det muligt for ham at fortsætte sine initiativer. Jeg har altid gået rundt og tænkt, at det med at arrangere sådan noget var utrolig svært og indviklet, og at man skulle være “voksen” (hvilket er et totalt forvansket begreb, I know) for at være i stand til at overskue det. På samme måde lavede en af mine andre venner, Kaare, Forlaget Nulpunkt tilbage i 2010. For mig virkede det total bombastisk faktisk at udgive andres bøger på sit eget forlag; jeg tænker på det administrative, at holde regnskab, få trykt bøgerne, lave aftaler med biblioteker og boghandlere. Men på en måde er selv det utrolig simpelt. Man skal vel bare sætte sig ind i tingene, finde ud af, hvad reglerne er, og så ellers go for it.
Men denne erkendelse af, at det faktisk er muligt at udføre de ideer, der dukker op, åbner op for en masse muligheder. I princippet kunne jeg selv lave et forlag, et tidsskrift, holde oplæsningsarrangementer/koncerter und so weiter. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke rigtig mærke en iver efter at gå i gang med det ene eller det andet, men det er essentielt at vide, at det faktisk kan lade sig gøre, hvis jeg på et tidspunkt er fuld af ideer og engagement.

Jeg tror, at disse tanker om at “arrangere noget” stammer fra, at jeg så Waynes World 2 for halvanden måned siden. Der bliver Wayne, hovedpersonen, stillet til opgave at lave en musikfestival i nærheden af, hvor han bor. Denne opgave får han af selveste Jim Morrison i sine drømme, men da bandene ikke dukker op, vender Wayne tilbage i sine drømme for at spørge ham om, hvorfor han gav ham denne mission, hvis musikerne alligevel ikke ville spille, hvilket Jim Morrison svarer med: “Du har ikke udrettet noget i hele dit liv. Jeg synes, at du var nødsaget til at have et mål, en mening med din tilværelse,” og det fik mig sgu til at headbange i sofaen, for det er sgu da for fedt at have et eller andet mål, noget stort, et eller andet vildt, der ikke ville findes, hvis man, ud af alle mennesker, ikke havde taget initiativ til det. Men selv en kæmpestor festival som Skanderborg Festival, ville ikke findes i dag, hvis der ikke var nogen unge mennesker, der kedede sig røvsygt back in the day og fik så en idé om at holde en festival. Og det er jo det eneste rigtige at gøre! Hvis man keder sig, må man arrangere noget spændende! Hvis man vil høre noget mere heavy metal, må man booke nogle fede bands!
Desværre har jeg ikke på nuværende tidspunkt nogen planer eller fastlagte tanker om at ville arrangere noget, for der skal helst være en eller anden mening med f.eks. at lave et tidsskrift. Et mål: Mere god poesi til masserne. Eller en agenda: Denne slags poesi er mere interessant end andre, og derfor skal den ud til folk. Det samme gælder vel, hvis jeg skulle lave et forlag. Men selvom jeg ikke har nogen konkrete ideer eller motivation til at udrette noget, er det supergavnligt at vide, at det bestemt kan lade sig gøre, og at alting faktisk er muligt! Jeg tror, at jeg i de kommende uger vil holde øje med, om Jim Morrison dukker op i mine drømme og stiller mig en opgave. Jeg må hellere have blyant og papir parat ved sengen, så jeg hurtigt kan skrive ideerne ned, når jeg vågner. Indtil da vil jeg tænke over, hvilke slags arrangementer som mangler i Danmark, og hvad der kunne være sjovt at lave. Og ellers vil jeg anbefale, at I gør det samme! Nothing is impossible!

15. februar 2014 kl. 23:21

P.S.

Ofte når man taler om kunsten i 1980’erne, bliver arrangementet NÅ!!80 i Huset i Magstræde nævnt. De unge var i slutningen af 1970erne blevet anklaget for at være ligeglade med det meste og temmelig “nå”-agtige, hvorfor de vendte “nå” om på hovedet ved at sige NÅ!!. Der var tale om et tre dages langt arrangement, hvor alle under 30 (mener jeg) kunne dukke op med noget kunst, collage, digte, film osv. som de selv havde lavet, og så udstille det. Jeg synes, at det er utrolig fedt, at nogen tog initiativ til sådan noget. A la: “Okay, vi er unge, og hvad er det egentlig vi vil? Lad os mødes her i Huset i Magstræde og vise, hvem vi er. Kom, kom, kom!” Jeg undrer mig over, om der overhovedet findes en fællesskabsfølelse hos os unge her i 2014. I mine øjne lader det til, at vi som enkeltpersoner, hver især har vores projekt kørende, og at vi ikke er særlig solidariske med hinanden. Men måske tager jeg fejl. Hvad ville der sker, hvis et lignende arrangement blev afholdt i dag, og vi unge skulle mødes i løbet af tre dage og vise hinanden og verden, hvad vi kan, hvad vi står for? Jeg ved, at der faktisk findes noget lignende. Galore i Valby f.eks., men jeg har ikke selv været derude endnu. Men Galore er vist ikke et statement: Dette er os! Men derimod en masse forskelligere kunstnere, der udstiller deres kunst uafhængigt af et “fælles” projekt, altså mere som individer uden generationsfølelse.
Det lader til, at der med tiden er kommet helt vildt mange underafdelinger af de samme kulturer. Folk, der hører metal, er ikke alle bare “metalheads”. Nogle hører thrash, andre power, andre dødsmetal og så videre. Nogle kan ikke lide de andre grupperinger. Der findes nu subkulturer inden for subkulturer, hvor der i 80’erne var mere sammenhæng inden for hver kultur, tror jeg. Dengang fandtes de forskellige underafdelinger af musikgenre heller ikke (der er kommet en MASSE nye i løbet af de sidste 30 år!), så måske var det nemmere at ligne hinanden inden for én stilretning. I dag er det muligt via internettet at finde bands, litteratur, film .. som andre ikke kender, og denne kendskab er med til at sætte et voldsomt præg på det enkelte menneske. Når jeg ser en gruppe af mennesker, ser jeg deres individualitet, men ikke så meget, at der skulle gå noget igen på tværs af dem. Hvis jeg da må have lov til at være lidt fordomsfuld (måske minder folk mere om hinanden, hvis man kigger nærmere efter!?).
Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad og hvor meget vi unge har tilfælles med hinanden, da jeg for det meste ser, hvor specielle vi hver især er. Måske får jeg ikke øje på fællesskaberne, fordi jeg er utrolig optaget af at sidde her og læse bøger og tænke mine egne tanker, men ikke tager særlig meget ud, i byen, til arrangementer, hvor jeg kunne møde mine jævnaldrende noget mere. Det har jeg tænkt mig at gøre mere ud af i fremtiden, og hvis der er behov for det, kunne det være spændende at lave et arrangement a la NÅ!!80, hvor min generation og sikkert den under kunne vise, hvad den kan, hvor vi står. Jeg tror, at det er meget kendetegnende for tidligere generationer, hvad de har til fælles, men det, der er kendetegnende for min generation er, at vores individuelle særpræg. Men jeg gad se, hvad der binder os sammen alligevel. Hvad er det som VI ønsker i denne verden? Hvor er det VI vil hen med VORES samfund? Vores FÆLLES eksistens? Det er nogle sunde spørgsmål, synes jeg. Men hvad er svarene så? Det ved jeg ikke rigtig. Endnu.
Som en sidebemærkning, kan jeg tilføje, at rigtig mange på min alder har spillet Pokémon på Gameboy, da vi var børn. Jeg tror, at vi, når vi alle sidder og headbanger (lige så stille) på plejehjemmet og vrøvler i vores demens, kommer til at tale om Pokémon. Direkte tilbage til barndommen! Det, Pokémon, er hvert fald noget, der endnu bringer os sammen, og jeg synes altid, at det er sjovt at tale med folk om dengang, hvor man sad og fulgte helt vildt meget med i tv-serien og sådan noget (for det gør jeg jo ikke længere, hrærm, hræmm). Dét giver hvert fald mig en generationsfølelse. Men hvad har vi mere tilfælles?
Måske burde arrangementet ganske enkelt hedde: “Hvad har vi tilfælles?” …

Over and out

15. februar 2014 kl. 23:44

Categories: Blog

1 reply »

Skriv et svar

%d bloggers like this: