140210: Hvis du vil skrive dagbog, skriv dagbog, hvis du vil skrive digte, så skriv poesi!

Jeg har på det seneste langt mærke til en bestemt litterær bølge i lyrikken som man vel kan kalde “privatisme”. Der er tale om selvbiografiske digte, der i høj grad minder om dagbøger og/eller erindringer. Det forholder sig sådan, at alle mennesker oplever virkeligheden. Den er alle vegne omkring os. Hele tiden. Konstant. Sommetider kan vi også opleve noget “uvirkeligt,” som folk, ironisk nok, kalder for “poetiske oplevelser”. Men lad os feje det til side. Man kan blive forelsket i en pige, opleve en masse med hende (skovture, storbyferier eller holde i hånden på stranden, mens solen går ned und so weiter). Der er så nogen, der skriver dagbogsdigte, der foregår parallelt med disse oplevelser, men vedkommende kan også efterfølgende skriver erindringer – i digtform – om denne periode. Alt dette uden “det poetiske” i selve sprogbruget. På den måde peger det endelig produkt, digtet, tilbage på den virkelighed, der er sket. Selve læsningen af disse tekster fremstår derfor, for mig, som en præsentation af digteren selv, hans/hendes oplevelser, der dermed er dokumenteret. Digtsamlingen dækker så måske over denne periode, lad os fortsætte eksemplet med kærlighedsforholdet til pigen, men digtene handler kun om, hvad der er sket. Dermed er de kun overfladiske. En række fotografier, der viser noget, og som læser, ser man denne handlingsforløb dokumenteret via en “almindeligt” (ikke-poetisk) sprog i form af teksterne. Hvis vi anser digtet for at være et slags spejl, vil det vise, når læseren kigger ind i det, digterens egen forgangne virkelighed. Og det synes jeg ikke er særlig interessant i forhold til mit ideal om poesien. Der findes sikkert undtagelser, men jeg prøver nu at forholde mig til mit ideal. Jeg kender fra mig selv oplevelser, hvor jeg er ekstremt opfyldt af en følelse som jeg simpelthen ikke kan sætte ord på. Det kan være tristhed eller lykkefølelse (eller temmelig filosofiske overvejelser, men lad os lade det ligge for nu). Jeg kan f.eks. sige til min kæreste (hvis jeg havde en (valentinesdag om fire dage!)), at jeg elsker hende, men ikke hvordan. Dette hvordan er netop et af poesiens kerneelementer. Da poesien, digtet, i sig selv kan være oplevelsen. Jeg interesserer mig ikke for at læse digte, der kedeligt og dokumentarisk fortæller om, hvad der er sket for digteren.  Ikke tekster om oplevelsen. Nej. Digtet skal være oplevelsen. Jeg kan godt lægge mine egne tanker og følelser over i et digt, men læseren skal ikke nødvendigvis, under læsningen, føle, at han/hun ser ind i mig og mit liv, men langt hellere føle og tænke, at de ser ind i sig selv. Digtet skal være oplevelsen i sig selv, et spejl, der spejler læserens indre spejl, så der tilbydes et uendeligt perspektiv. Når digtet derimod spejler en forgangen virkelighed, er det endimensionalt. Det poetiske sprogbrug tilbyder en 3d-effekt, der desværre overses af privatisterne.
Hvis jeg skriver et digt ud fra en lykkefølelse skabt af et kærlighedsforhold til en pige, skal digtet under læsningen pege tilbage på noget i læseren, og dette noget i læseren spejler sig så tilbage i digtet, men gerne fragmenteret og mangefarvet og spændende, da det ikke helt kan forstås/rummes (ligeså vel, at man ikke kan sige, hvordan man elsker sin kæreste, er det svært at fortælle andre, hvad man føler/tænker/oplever, når man læser digtet! Ligesom den “virkelige” følelse efterlader en målløs, skal digtet efterlader læseren målløs! (selvfølgelig skal digtet tåle analyse og dermed kan man sagtens nærme sig det, sprogbruget, tematikken mm., men I ved vel, hvad jeg mener)). Jeg tror ikke nødvendigvis, at man bare skal læse digte for at se noget i sig selv som man kender i forvejen, men at man derimod har mulighed for at opdage noget nyt. En ny nuance af følelserne. En ny indsigt. Nye døre åbnes i et uendeligt stort hus, hvor de tidligere var låste. Og bag dem findes fremmede, men alligevel genkendelige landskaber! Når jeg læser et selvbiografisk digt uden strejf af poesi kigger jeg på et andet menneskes liv, men jeg kan ikke få øje på mig selv, hverken det kendte eller det ukendte “mig” i tekstens spejl. Når jeg læser et digt af Simon Grotrian, ser jeg vildt meget nyt, der både er fremmed og sommetider genkendeligt. Nogle af hans digte er mere “lukkede,” og jeg kan ikke rigtig få så meget ud af linjerne, men når han skriver noget meget rammende på sin typisk-geniale Grotrianske stil, genkender jeg noget i de fremmede linjer, der spejler noget i mig selv, der bliver synligt eller ligefrem født/skabt i det øjeblik, jeg læser linjerne. Dørene åbnes (måske popper de endda op langs murene i en gang i huset, hvor der tidligere ikke fandtes noget, men det gør der så nu, under og efter læsningen), et landskab synliggøres bag døren (inde i huset af min bevidsthed, følelser, sjæl, hjerne/hjerte), og jeg beriges følelsesmæssigt, bevidsthedsmæssigt og erkendelsesmæssigt.
Den gode poesis rigdom. At poesien kan være en oplevelse, drømmeagtig, andre gange mere tæt på den virkelighed, vi genkender, men stadigvæk ny og fantasifuld, er en berigelse, en gave, en nøgle til os selv, vores indre sjæle- og hjerte- og hjerneaktivitet. Vi bliver klogere, mere i kontakt med vores følelser. Jeg har engang haft et slogan, der lød: “Min underbevidsthed er større end universet!” Tanken var noget i retning af, at universet vist er uendeligt og konstant i udvidelse, men at underbevidstheden og drømmene og fantasien er større, da den rummer alt det, der kan opstå via forestillingsevnen og kreativiteten og deres muligheder/uåbnede døre, disse endnu ikke skabte landskaber! Poesien er min måde at skabe og udtrykke dette indre på. Sproget er mit værktøj. Der opstår et uendelighedsperspektiv, når det gode, “dybe” digt som et spejl, sættes over for læserens sjælespejl. Digtet kan også være et spejlkabinet, der ikke bare viser én følelse, én tanke, men langt flere udtrykt på en utrolig tvetydig måde. Det er igen noget af det fantastiske ved poesien, at den kan være tvetydig, rumme og give flere perspektiver selv efter flere læsninger. Dermed er det ualmindeligt kedeligt, når man som digter, reducerer sit sprog til kun at spejle virkeligheden, uden fantasi og uden poesi. Digtet er i så fald et spejl, der reflekterer digterens forgangne i virkelighed i dagbogens nulys eller erindringen førlys, men som læser, ser man ikke særlig meget mere end det. Det bliver fladt og overfladisk. We have to go deeper!

Noget af det, jeg elsker ved Michael Strunges digtsamling Popsange, er, at den er inspireret af virkeligheden. Ja. Den “handler” faktisk om et kærlighedsforløb som digteren selv har været igennem, men via sproget skaber han en 3D-effekt, der gør, at digtene ikke bare handler om ham Michael, der var forelsket i en pige, men om noget mere. Om noget langt mere almenmenneskeligt, men dybt. Jeg kan se mig selv så meget i digtene, at jeg nærmest tror, at de handler om mig. Men for fanden! Digtene handler jo netop om mig, da de udtrykker følelser, tanker som findes i mennesket, og jeg er et menneske ligesom Strunge var det! Men ikke 1:1. Via sit poetiske sprog gør han hvert digt til en oplevelse i sig selv i stedet for, at de “bare” peger tilbage på oplevelser, han har haft. Virkeligheden har inspireret ham til at skrive denne poesi, der som et rystet spejl spejler noget i mig. Selvfølgelig er Popsange ikke så mangefarvet og varieret mm., når det kommer til emner, tanker og så videre, men så må man ty til de andre (bogen danner sammen med hans øvrige produktion et helt spejlkabinet, hvor jeg finder noget nyt i mig selv, bare nye nuancer af gamle følelser eller helt nye landskaber af noget hidtil uset, ufødt, der så skabes/fødes under læsningen. Hver digters forfatterskab er i sig selv spejlkabinetter, der viser andre ting, følelser mm.. Èn digter har sin stil, så man må læse bredt for at få mest ud af poesien, da det danske sprog kan bruges på alle mulige måder.)
Problemet med de selvbiografiske digte er, at de bare peger tilbage på en virkelighed, der er sket. Det er så det. Hvorfor ikke være mere ambitiøs? Hvorfor ikke netop gøre brug af poesiens muligheder, forcer og evner nu, hvor det er inden for rækkevidde? Hvorfor nøjes med kedelige fotografier af virkelighed i stedet for uendelige perspektiver i spejlet, i erkendelsen, i følelserne,  i fantasien, i drømmene, via sproget, via poesien? Jeg har ikke noget imod, at en digter, der har skrevet utrolig mange gode digtsamlinger, en dag udgiver sine dagbøger eller erindringer eller selvbiografi, da de netop hører under genren dagbøger, erindringer eller selvbiografi. De er, hvad de er, og dermed behøver de ikke være poesi, da de ikke er digte! Jeg ville være meget interesseret i at læse Simon Grotrians selvbiografi og ikke nødvendigvis kræve, at den skulle være “poetisk,” da det netop ville lægge et slags slør af “usandhed” (kan man sige det?) over den forgangne virkelighed. Selvfølgelig kan man ikke vige uden om, at der i så fald ville være tale om erindringer, så fortællingen om fortiden, det forgangne, må ske i kraft af, at det nedfældes senere af Grotrian selv. Måske ville de personer, der også var til stede i hans oplevelser, have et andet perspektiv på de episoder, der genfortælles, men sådan er det, og det er fint. Vi kan ikke kræve andet end erindringer af Grotrian, hvis han da skrev dem ned. Virkeligheden må høre til i dagbogen, i erindringerne, i selvbiografien, og poesien i digtet, der dog sagtens kan være inspireret af virkeligheden, men være noget i sig selv, en oplevelse i sig selv, og ikke bare en nøgtern og kedelig gengivelse.
Jeg har selv skrevet et digt kaldet Ekskæreste i byen, der er skrevet efter en oplevelse, jeg havde i byen, hvor jeg stødte ind i min ekskæreste. Man kan sige, at virkeligheden som inspiration, danner rammen om digtet, men selve oplevelsen i digtet har intet med virkeligheden at gøre. Den er en oplevelse i sig selv, poesi. På en måde er digtet trådt ud af virkeligheden, men det sker i så høj grad i kraft af sig selv, at det er noget i sig selv, og når læseren læser det, spejler det så ham/hende (der så ikke behøver “den virkelige historie” om “hvad der faktisk skete”for at få en fed oplevelse (nye døre åbnes i bevidsthedshuset, om det så er en ny nuance af noget allerede kendt eller et helt nyt-nyt landskab, følelses- og bevidstheds- og erkendelsesmæssigt)). Hvis jeg skrev det som en erindringstekst, der nøgternt beskrev, hvad der skete, ville læseren se, hvad der skete, men ikke sig selv, sin egen dybde, det hidtil skjulte eller endnu ikke skabte.
Har jeg efterhånden gjort min pointe klar? Ellers må jeg slutte ved at citere Søren Ulrik Thomsen fra Ukendt under den samme måne, 1982:

ikke hælde virkeligheden på digte
ikke hælde digte på virkeligheden
bare skrive digte,
virkelige digte

Og dét er så mit standpunkt, mit ideal. Hav det godt derude!

10. februar 2014 kl. 08:32

P.S.

Jeg tror faktisk, at indlægget her nærmer sig en slags poetik snarere end en kritik. Det er mere et ideal for mig end et krav til andre.

10. februar 2014 kl. 14:01

P.P.S.

Jeg må understrege, at jeg ikke har skrevet indlægget for at overbevise andre om, at jeg har ret om-et-eller-andet, men derimod har det været vigtigt for mig at skrive dette for at lære mig selv bedre at kende. Det har været ret undersøgende for mig at skrive det, da jeg syntes, at det var noget ret væsentligt for, hvor JEG vil hen med MINE digte. Det er kun en bonus, hvis andre er enige og kan bruge mine refleksioner til noget, men hvis man ikke er enig, er det helt okay. Vi skriver alle ud fra hver vores nødvendighed, og et bestemt litteratursyn er ikke bedre end andre. Jeg håber, at dette letter tågen, hvis der da har været en. Selve titlen på indlægget, hvis du vil skrive dagbog, skriv dagbog, hvis du vil skrive digte, så skriv poesi, er mindst rettet mod mig selv som det må være rettet mod de, der er enige med mine tanker omkring poesien. Alle andre må gerne se bort fra dette indlæg og gøre, hvad de har lyst til. Keep calm and carry on!

Categories: Blog

1 reply »

Skriv et svar

%d bloggers like this: