140208: Keep calm and carry on!

En hurtig note, da jeg kom til at tænke over det. Man kan blive utrolig bevæget følelsesmæssigt af en film, der varer 2-3 timer, hvor et ideal præsenteres, f.eks. noget a la “carpe diem,” man skal være tro mod sig selv, aldrig give op und so weiter. Dette reflekteres så tilbage til de fremtidsdrømme, man selv bærer rundt på. Efter rulleteksterne har været der, og man er gået af biografen, eller hvor man nu befinder sig, forholder man sig ekstremt meget til dette, ja nærmest, løfte, man i det øjeblik giver sig selv. At leve op til det ideal. Desværre sker der ofte det, at som dagene går, glemmer man gradvist den episke film, det ideal, og til sidst er det helt væk. Måske dukker det op, når man tænker på handlingen, eller man genser måske ligefrem filmen flere år efter. Men det nytter ikke noget, og man vender tilbage til ikke at udrette noget som helst i sit liv. Man er en passiv tilskuer i stedet for en aktør, man reagerer på andre i stedet for selv at agere.
Jeg kom bare til at tænke over det, da jeg lige havde set en japansk tegnefilm, der virkelig fik min hjerne og hjerte i gang, og her efterfølgende lover jeg mig selv, at jeg vil leve op til mine idealer, aldrig give op og gøre det, jeg tror på. Og så kigger jeg mig rundt på værelset, gennemgår mine dokumenter med digte på computeren og tænker: “Jeg er sgu godt på vej, anyway!” Og her kommer så min note: At man er nødsaget til at implementere dette ideal ind i sin hverdag, hvert øjeblik, at man for hver time overvejer, hvordan man kan nå videre i sit liv og opnå de drømme, man bærer rundt på. Det nytter ikke noget at se disse film sommetider for så at glemme sensationen. Jeg kan ikke tale for andre end mig selv, men jeg ved, at jeg ønsker at være en anerkendt digter. Det har jeg stræbt for hele mit liv. Derfor handler det om hver dag at læse, skrive og rette. Hele tiden holde fokus på målet og gøre en indsats. Effort over time. Og så må jeg kæmpe mig gennem alle de forhindringer, der dukker op, for jeg absolut skal frem. Og jeg har ikke tænkt mig at standse op. Her i 2014 har jeg skrevet digte i 10 år, og jeg nupper gerne de næste 100 år med, hvis det er, hvad det kræver af mig for at få det gennembrud. Det er essentielt med vilje og ærgerrighed, men det falder totalt fra hinanden uden tålmodighed. Men man kan heller ikke bare vente på, at der skal ske noget. Man må bevare en ro i vildskaben og have en vildskab i roen. Keep calm and carry on. Og det gør jeg så! Jeg er desværre ikke så privilegeret, at jeg har truffet et valg om at skrive digte. Det dukkede op af ren og skær nødvendighed, og jeg føler mig syg, hvis jeg ikke skriver i længere perioder ad gangen (hvilket for mig er syv-10 dage, jeg har aldrig holdt længere pauser siden 2007 (hvor jeg for alvor blev afhængig af poesien)). Jeg tror, at andre på et eller andet tidspunkt i deres liv har truffet et valg om at skrive, om at ville være digter eller forfatter. Dermed har de også muligheden for at vælge, at de stopper med at gå den vej og vælger en anden.  For mig er der ingen vej tilbage, og der findes ikke en udvej. It’s do or die. Da jeg aldrig har taget beslutningen. Som at blive jaget. Jeg skal overleve! Det er selvfølgelig svært at argumentere for her, men det måske heller ikke nødvendigt. Det gik bare op for mig, at jeg er på rette vej, trods alt, og at alting nok skal lykkes for mig, hvis jeg fortsætter at leve op til mit ideal, og det er aldrig at give op, men i stedet blive ved at fortsætte. Så skal alting nok gå op i en højere enhed, og jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende for jer, hvis I gør noget hver dag for at tage endnu et skridt på vejen. Løb gerne! Men ikke så meget, at I besvimer! Det er jo heller ikke særlig sundt. Nuvel. Det var vel, hvad jeg ville sige. Alt andet er bare mig, der er lettere sentimental, men sådan er jeg vel. Jeg skriver trods alt digte. Hav det godt derude! Og husk det nu: Keep calm and carry on!

8. februar 2014 kl. 09:18

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: