140207: Om banale og prætentiøse samtaler + læs litteratur!

Jeg er ikke særlig vild med banale samtaler. Sådan noget med: “Det var så vildt! Nede i Netto købte jeg en liter mælk til 5 kroner, selvom det mærke normalt koster 8,50!” Og man kan se, hvordan stemmeføringen hos vedkommende intensiveres, øjnene lyser op,  og alting er åbenbart heavy metal og godt, imens man selv står og tænker, at det sgu er lidt lige meget, om der var 3½ kroners rabat på den mælk. Altså, hånden på hjertet, jeg kan sagtens selv finde på at snakke om sådan noget, der er ualmindeligt trivielt, hvis der ikke rigtig er andet at tale om, men jeg kan ikke holde det ud, når en hel dag og aften spenderes på smalltalk om absolut ingenting. Timelange og udtømmende “samtaler” om, hvordan priserne i diverse udsalgskataloger forholder sig til hinanden, imens man river sig i håret, stamper i gulvet og mest af alt ønsker at slippe væk og læse en god bog. Netop at tale om bøger og litteratur er langt, langt bedre, da det siger noget om os selv mennesker. Man kan have sympati for hovedpersonen, imens andre ikke kan fordrage ham. Fortællingen kan virke storslået, sparke dørene ind til en glemt erindring og lysstrejf af en fremtid, der måske er på vej, og andre synes, at handlingen er kedelig. Det er netop, når man lægger sine tankekort på bordet, at man når ind i bevidstheden hos hinanden, men det kræver selvfølgelig, at dem, man snakker med, kan formulere sig mere varieret end: “Bogen var god. Bogen var kedelig. Hovedpersonen var dum.” Og sådan noget. Vi skal dybere! De andre, mere tomme samtaler, fremstår ekstremt firkantede, og jeg kan ikke rigtig manøvrere rundt i dem uden at føle en voldsom klaustrofobi. Er det det her, vi skal tale om? Det er hult, tomt. Tiden skal slås ihjel med det mest indholdsløse, vi overhovedet kan finde på at tale om.
På den anden side er jeg heller ikke vild med deciderede prætentiøse mennesker, der er totalt humorforladte og prøver at sige flest fremmedord i minuttet. Nærmest en konkurrence. Jeg kan næsten fornemme en subtil kamp mellen disse mennesker, hvor det gælder om at lyde klogere end den anden, og ofte handler diskussionerne om noget meget, meget fjernt fra vores almindelige liv. “Hvilken rolle spiller Kina i verdens magtfordelingen om 30-40 år?” Det er spørgsmålet, der så efterfølgende besvares ud fra underspørgsmål: “Hvad er fremtidsudsigterne for den vestlige verdens økonomi?” Og så siger den ene noget a la: “Hvis vi antager, at den nuværende økonomiske udvikling i Asien fortsætter, og de vestlige lande ligeledes kommer til at tabe på vareproduktionsraten, er det sandsynligt, at det og det sker…” Det virker ret fjernt for mig. Jeg får mest af alt lyst til at sige: “Vi finder sgu nok alligevel ud af det om 30-40 år, og ligegyldigt, hvilke konklusioner  I når frem til her på caféen, ændrer det ikke noget som helst ved ud- eller afviklingen, da I ikke har nogen indflydelse på problematikken.” I stedet for samtaler om noget voldsomt “stort” og politisk – på verdensplan og det – er jeg mere interesseret i samtaler, der udvikler mig som menneske. Jeg kan hvert fald godt lide at lære noget nyt. Fortæl mig noget, der åbner noget i mig som at trække gardinerne foran et vindue fra, så lyset skinner ind og viser møblerne i rummet, jeg ikke tidligere har kunnet se.
Jeg ved ikke, om I kan følge mig? Enten omhandler samtalerne noget totalt banalt, der er kedeligt og ligegyldigt, eller så bliver de prætentiøse og “for-langt-ude-i-forhold-til-vores-almindelig-liv”. Måske er det derfor, at jeg for det meste foretrækker udtrykket: “Tale er sølv. Tavshed er guld.” Jeg undgår at sige noget, hvis jeg ikke har noget på hjerte. Og ofte kan jeg bedre lide at rende rundt i mine egne cirkler på værelset og reflektere over alle mulige ting og emner, der interesserer mig, end konstant at være sammen med andre og tale om det ene og det andet. Jeg er i grunden ret asocial og har ikke samme behov som andre, for at kommunikere. Men det er ikke ensbetydende, at jeg ikke kan føle mig ensom sommetider, da jeg faktisk også har brug for samvær. Jeg øver mig i at tale om både de store og små ting i livet og kræver ikke nødvendigvis, at hver samtale og hver situation skal “tynges” af “vigtige tanker og refleksion”. Så det er selvfølgelig ikke sådan, at når man er sammen med mig, at jeg så render rundt og er totalt dybsindig. Nej, for det meste dukker min ret vilde humor op og med den alle  mulige syrede og fantasifulde historier. Men jeg tror, at de mere banale udvekslinger er vigtige i forhold til de mere sjælevandrende, da man bliver skør af at tænke for meget, men man bliver også for dum af i hovedet af at høre om, hvor meget mælk koster i landets discountbutikker og supermarkeder. Hos de banale savner jeg refleksion, og hos de (over)reflekterende savner jeg humor, umiddelbarhed og evnen til også at tale om mindre “vigtige” sager.
Når jeg er alene med mig selv, vader jeg rundt i et inferno af hurtigt indskudte sjove historier, dårlige vittigheder, pludselige refleksioner om forskellige emner, og jeg svinger mig fra det ene til det andet til det ene igen. Efterhånden har jeg lært at holde balancen – i luften – og gribe fat om lianen og nå videre, men jeg kan også godt mærke, hvis jeg har tænkt for meget i løbet af nogle uger, og så skal jeg helst ud til nogle af mine venner og spille så meget computerspil, at ikke en eneste tanke kan få lov at opstå undervejs. Der er noget vildt forløsende over ikke at skulle have bevidsthedsmæssigt ansvar i 1-2 dage og bare koncentrere sig om noget (sjælemæssigt) ligegyldigt, men sjovt som at spille computer. Bare grine uden at fremtidens ukendte ansigt kigger mig over skulderen, uden at poesiens væsen kræver at diskuteres og få nye facetter. Bare sidde der på en stol og have det sjovt. Men når jeg så vinker farvel til vedkommende på stationen og sidder i toget på vej hjem, begynder refleksionen igen, men på en mere sund måde, fordi der har været en pause. Jeg har efterhånden lært, at pauser er essentielle her i livet. Man kan ikke høste en mark, hvor kornet ikke er vokset op endnu. Man må vente lidt, og så nytter det ikke noget, at man ikke bruger denne periode til at slappe af i, men bare stirrer på jorden og råber forvildet: “SÅ VOKS DOG OP, FOR SATAN!” Det bliver man sgu syg af.
Samtaler kræver en avanceret alkymi, men det nytter heller ikke noget at tænke for meget over det, da man ellers fremstår handlingslammet i samværet med andre. Go with the flow. Det ændrer dog ikke på, at jeg ikke kan lade være at drøfte emnet med mig selv – her i et blogindlæg. Man kan jo sagtens sidde og tænke over, hvad man – teoretisk set – ønsker, selvom det ikke altid er muligt at opnå im Wirklichkeit. Under alle omstændigheder handler det om at være sød og forstående over for andre mennesker på trods af, at de ikke nødvendigvis interesserer en, og man ikke rigtig er med på deres fascination af priserne på mælk. Derfor må man prøve at snakke med om det og få det bedste ud af situationen. Også selvom man er tvunget til at sidde og høre på sådanne indholdsløse samtaler en hel dag og aften, hvis man altså ikke kan slippe væk. Måske kan man lægge mærke til noget andet ved vedkommende. Ansigtsudtryk, gestikulation og stemmeføring. Det er i øvrigt et godt tip til de, der ønsker at skrive prosa og være forfattere: Husk, hvordan dine medmennesker ser ud, hvad de gør, da man i så fald kan snige det med ind i ens historier. Det gør kvaliteten af menneskebeskrivelserne højere. Ellers er et udtryk som “Stay true to yourself,” vigtig, men ikke så høj grad, at man ligefrem kritiserer folk (ansigt til ansigt) for at være banale, da det kan gøre dem kede af det, og jeg er meget, meget imod at være til gene og skade for andre. Vi skal være søde mod hinanden! Men det er klart, at man må forsøge at manøvrere uden om det mindre interessante og oftest muligt nå frem til det, der er spændende. Undervejs må man bide tænderne sammen og være forstående. Og ligegyldigt hvad så gør vi alle vel det, vi har behov for, og det, der fremstår mest nødvendigt. Alligevel vil jeg her til sidst råde jer alle til at læse en masse god litteratur og tænke over den og tale om den. Der er så mange veje i sindet, der mangler at udforskes. Udforsk dem!

7. februar 2014 kl. 16:25

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: