140201: Om overvurdering og overeksponering + paranoiatale

Det gik lige op for mig, at jeg er i gang med at reflektere en del over, når noget er overvurderet, og at jeg hellere burde skrive mine tanker ned, så de ikke ender med at gå i cirkler (forgæves). Jeg har siddet og søgt på google efter: “overrated” og det lader til, at overrated ofte anvendes samtidig med overvalued af folk (mest for at sætte streg under deres holdning, at det er både overrated OG overvalued, selvom der ikke er den store forskel.) På dansk dækker ordet “overvurdere” for begge udtryk, da man både kan vurdere noget med hensyn til kvalitet og pris. Pludselig kom jeg til at tænke på, at Leonard Cohen har sagt noget med, at folk spiller hans sang Hallelujah alt for meget:

In an April 2009 CBC Radio interview, Cohen said that he finds the number of covers of his song “ironic and amusing” given that when he first wrote it, his record company wouldn’t put it out. However, he now thinks the song could benefit from a break in exposure: “I was just reading a review of a movie called Watchmen that uses it and the reviewer said – ‘Can we please have a moratorium on “Hallelujah” in movies and television shows?’ And I kind of feel the same way…I think it’s a good song, but I think too many people sing it.”

Man kan overvurdere noget i forhold til kvaliteten. Jeg har f.eks. set rigtig mange mennesker gå rundt i coversesko, men jeg tror altså bare ikke, at skoene er særlig gode kvalitetsmæssigt i forhold til, hvor meget folk køber og går rundt med dem. Eller det er måske i virkeligheden et ret dårligt eksempel. Jeg tænker nok snarere på anvendelsen af et produkt som folk har for høje tanker om, selvom den pågældende genstand faktisk ikke lever op til den pågældende (overvurderede) standard. Dermed roser folk f.eks. nogle sko mere, end de egentlig er berettiget til. Ja, ganske uberettiget bliver skoene rost til skyerne, selvom de faktisk ikke er gode. Bevares, de kan have en rimelig kvalitet, men det er ikke højt. Omvendt kan disse sko også være overvurderede (overvalued) i forhold til prisen. De roste sko koster 4000 kroner, selvom andre, der er mindst ligeså gode, kun koster 2000, altså det halve, men til gengæld vil folk ikke gå med disse sko til halv pris, da de hellere vil have de andre, der er mere “rigtige”. Er det ikke ofte sådan med modetøj, Gucci, Dolche & Gabbana mm. at de sættes til en pris langt højere end, hvor god kvalitet, der egentlig er tale om? Hmm. Nu kom jeg til at tænke på det omvendte, nemlig discountprodukter. F.eks. købte jeg en discount tandpasta den anden dag, og den er langt, langt ringere end de dyrere produkter a la Zendium eller Colgate. På samme måde smager den billige cola fra Fakta elendigt sammenlignet med Coca-Cola (nu lyder jeg sikkert vildt kapitalistisk, hvilket er lidt sjovt, da jeg normalt ikke tænker over sådan noget, men nu når vi taler om kvalitet, giver det mening at tage det med her!) Men lad os sige, at der fandtes en sodavand, der kostede det dobbelte af Coca-Cola, men som “kun” var ligeså god, så ville det være overpris. Og hvis alle købte den, fordi alle sagde, at den var den bedste, ville det være at overvurdere, da den netop ikke er (særlig meget) bedre end Coca-Cola (som sidebemærkning, kan jeg lige tilføje, at jeg næsten udelukkende køber Hindbærbrus og Sportsbrus til 3½ kroner per halve liter nede i Netto, mit drug ved siden af kaffe, damp fra e-cigaretter og te. Netop Hindbærbrus er ekstremt undervurderet – både kvalitets- og prismæssigt! Tjek det ud!).
Noget eller nogen kan også være overeksponeret. For eksempel var Sidney Lee ekstremt overeksponeret for nogle år siden, hvor han dukkede op i det ene realityprogram efter det andet, var med i Go’ Morgen/Aften Danmark, Aftenshowet, i alle aviser, magasiner, hjemmesider og så videre. Hele tiden, nonstop! Jeg tænker det som en scene, hvor folk bliver hevet op, så de kan stå i rampelyset. Ikke nødvendigvis med henblik på, at de skal vurderes i forhold til “kvalitet” eller “værdi,” men ganske enkelt i forhold til, at vi skal se på dem, lytte til dem og bare være vidner til deres eksistens. For ikke at tale om, hvad alle de andre synes om pågældende person. Bare et tankeeksperiment. Jeg kan godt forstå, hvis en eller anden professor, der opdagede kuren mod en hidtil uhelbredelig sygdom, pludselig blev hyldet, kom med i Go’ Aften Danmark og blev interviewet, men hvor opmærksomheden efterhånden ville falme i takt med, at befolkningen ligesom har fattet, at han har gjort noget vildt, så bliver der ved med at komme interviews med ham, selv efter at aktualiteten er væk (og i stedet for medicin taler han pludselig om at kunsten at koge pasta, slå græs og kommer med gode råd til vinterbadning). Konstant dukker hans ansigt op her og der og allevegne. Enten siger han noget selv, eller vi hører/læser andre sige/skrive noget om ham. Så er det nok meget normalt, at der opstår en vis frustration eller lede i folket: Hvorfor skal vi hele tiden høre noget om ham? Kom nu videre, gutter! Det ville være endnu værre, hvis den sygdom, han havde kureret (nu er den ikke længere “uhelbredelig” i vores tankeeksperiment, men noget ganske simpelt. Tjah, lad os sige, at han har lavet en ekstra effektiv næsespray mod forkølelse!). På baggrunden af sin indsats på det medicinske område af at have dulmet symptomerne ved forkølelse yderligere, vurderes han af førende eksperter af området til at være et geni, ja, fantastisk! Alene set ud fra “faglige” synspunkter (her husker jeg nogle ret voldsomme problematikker i USA (måske også i Danmark), hvor læger og psykiatere bestikkes af medicinalfirmaer, så de giver receptpligtig medicin til mennesker for symptomer, der slet ikke er farlige, og som ikke kræver den form for medicin for at bekæmpes. Folk tvinges så til at bruge penge på de piller i årevis, selvom der er intet galt med dem! Det er svindel, humbug, sindssygt!). Tilbage til tankeeksperimentet. Vores professors medicin vurderes til af være overvejende god kvalitet af faglige eksperter, og det på trods af, at mennesker, der udsættes for næsesprayen får bivirkninger i form af kvalme og diaré. Tja, så må man sgu sige, at medicinen i den grad er overvurderet, at professoren er overeksponeret, og måske sælges medicinen endda til en alt for høj pris i forhold til andre alternativer på markedet! Men hvad skal man så gøre? Være sur på professoren for at have lavet den næsespray? Firmaet, der vælger at producere det? Eksperterne, der uretfærdigt udpeger den til at være af høj kvalitet, eller ønske, at medierne, aviserne, hjemmesiderne, nyheder på TV bare holdt op med at omtale ham og produktet og alt det? Som at være oppe mod en juggernaut, man ikke kan standse, imens man tænker som barnet i Kejserens nye klæder: “Men han har jo ikke noget tøj på!?!?”

Nu kom jeg til at tænke på Kejserens nye klæder, selvfølgelig, jeg har jo lige nævnt eventyret. Men prøv at tænk på, hvad der mon skete, hvis barnet, der sagde den berømte sætning, pludselig blev skamrost for sin fantastiske kritik af problematikkerne ved hoffet? Ja! Kejseren har ikke noget tøj på, det har alle set under hele optoget, men det er barnet, der pludselig udpeges til profet for befolkningen! Han har sagt sandheden, og derfor er han vigtig. Han kommer i fjernsynet, i aviserne. Hans vigtige, men kvalitetsmæssige spinkle kritik af kejserhuset, må det vel være, ophøjes pludselig til at være vital, god, ja, af allerhøjeste kvalitet! Sikke et geni! Han siger det, befolkningen ønsker at høre, men hans kritik overvurderes, og han selv overeksponeres. Det er vel at tage eventyret et skridt videre, for hvem skal pludselig træde frem, pege på barnet og sige, at han “jo ikke har noget tøj på!?” hvert fald i overført betydning. At kvaliteten af hans kritik faktisk ikke fortjener så meget ros, at eksponering af ham som person, er for voldsom. Nu tænker jeg på noget helt andet, nemlig udtrykket: “Who watches the watchmen?” Og det stammer vist fra filmen Watchmen som Leonard Cohen så. Den, hvor hans sang Hallelujah, endnu, endnu, endnu en gang blev brugt og sunget. Men selv når Leonard Cohen selv siger, at hans sang er overeksponeret (men stadigvæk god, bare ikke god (forstå mig og Cohen ret, gutter, den er skam god, men ikke så fucking god!)), bliver folk stadig ved med at lave covers og synge den over det hele. Et snurrende hjul, der ikke kan standses, omtale, der skaber omtale, der skaber omtale. En juggernaut af dimensioner!

Jeg synes, at det er ret problematisk, når noget, der egentlig er godt eller fint nok, udråbes til at være genialt og fremragende, og at der er en massiv opbakning til denne udbredte holdning, og man selv langt hen ad vejen er enig, men ganske enkelt ikke med på, at det pågældende fænomen fortjener stor anerkendelse, endsige opmærksomhed. For hvad kan man gøre? Hvad kan man sige? “Nej, så godt er det nu heller ikke,” lyder som om, at man slet ikke anerkender værdien af vores kære professor. Det er fornuftigt at have ild i pejsen, så man kan varme sig, men det nytter ikke noget, at der går ild i hytten, og at det udvikler sig til en skovbrand. Man kan heller ikke hælde en spand vand over flammerne for at gøre noget ved det, næh, men for at holde os allegorisk til det overvurderede fænomen, så nytter det ikke noget at slukke ilden helt, hvis det var muligt. Altså vores professors næsespray er jo fin nok og virker, så den skal ikke fjernes fra markedet med forhånende kommentarer (hvis vi altså lige trækker de der bivirkninger tilbage som jeg tilføjede oven over, så er produktet jo meget fint!).
Men man kan heller ikke rigtig holde ud at sidde foran skærmen og konstant se nye artikler, interviews, omtaler mm. med vores professor, da hans produkt simpelthen bare ikke er godt. Man savner, at der kommer en anden ekspert på fagområdet, der som den lille dreng i Kejseren nye klæder, siger, at der simpelthen er tale om overvurderinger. Ja, du har skam tøj på, men så flot er det sgu heller ikke! En eller anden form for diversitet i opfattelsen af den satans næsespray! Så vi kan komme videre.

Omvendt kan man tale om at undervurdere, overse, undereksponere. Det er pænt ærgerligt, hvis en ny medicin totalt overses af markedet, så den, på trods af sin høje kvalitet i forhold til bekæmpelse af særlige sygdomme, ikke eksponeres nok over for læger, psykiatere mm. (dette foregår nok via medierne, ofte fagblade med artikler som fagrelaterede mennesker læser, eller måske via hjemmesider). I den sidste ende får patienterne ikke de piller, de har brug for, men i stedet får de en anden medicin, der er totalt overvurderet set i forhold til den oversete.
Men hvis den ikke overses, kan den undervurderes og dermed undereksponeres. Eller den overses ikke, vurderes til at være af høj kvalitet, men på trods af “anmeldelserne,” eksponeres den ikke til lægerne (de mere mainstream medier omtaler ikke den nye medicin, så beviset på dens eksistens når ikke bredt nok ud), og dermed forbliver lægerne udvidende omkring den nye medicins eksistens, og så går det atter ud over patienterne.

Jeg synes, at en digter som Ijitsch Johannsen er en ret overset, og at folk burde læse ham i langt højere grad. Harlekin og døden er en udmærket digtsamling, imens resten af hans forfatterskab er ret ringe. Jeg har prøvet via min ene oplæsningsvideo på Youtube at eksponere ham til de mennesker, der følger med i min kanal og til de, der forhåbentlig ad den ene eller den anden vej støder på videoen og dermed hans poesi. Jeg ville heller ikke selv bryde mig om, hvis og når jeg får udgivet min debutdigtsamling på et forlag, at den blev totalt overset af anmelderne, og at den dermed undereksponeres til de læsere, der måtte være interesseret i at læse den. Samtidig ville det være ærgerligt, hvis den blev undervurderet af samme anmeldere, der ganske enkelt har en anden smag (prøv at sætte en dødsmetalelsker til at anmelde Nik & Jay, så skal du bare se løjer!), men jeg ville nok også være lidt betænkelig, hvis den blev overvurderet og overeksponeret. At jeg på baggrund af den kom i fjernsynet, ofte blev interviewet og vandt et utal af priser, da bogen sgu næppe kommer til at være god. Jeg ønsker, at mine digtsamlinger skal være gode, ligesom jeg synes, at bøger af Simon Grotrian, Michael Strunge, F.P. Jac mm. er rigtig gode. Selvfølgelig skal der komme noget anerkendelse på bordet, selvfølgelig drømmer jeg om at blive interviewet om mit forfatterskab (i avisen, ikke i nyhederne på DR1, føj for den lede!), så det blev lidt mere “officielt” end at sidde her og skrive nogle blogindlæg om at skrive digte (det kan alle jo gøre!), men jeg drømmer ikke om at sælge 100.000 eksemplarer af min digtsamling, at den bliver oversat til engelsk, tysk, spansk, svensk, italiensk og hollandsk. Jeg ville heller ikke være glad for, hvis min poesi blev skamrost på grund af min biografi. “Christian har oplevet det og det i sin barndom og ungdom, og derfor er hans digte suverænt gode!” Nej! Mine digte skal anerkendes på baggrund af deres litterære kvaliteter, og så skal jeg, Christian de Groot-Poulsen, holdes totalt ude af billedet. Der er også forskel på, hvis nogen siger til dig: “Jeg kan lide dine digte, fordi jeg kan lide dig” og “Jeg kan lide dig, fordi jeg kan lide dine digte”. Hvem skal løfte hvad? Hvad skal løfte hvem? Jeg vil heller ikke være glad for, hvis nogen skamroste mine digte for deres indhold og ikke ænsede mit sprogbrug overhoved. “Jeg kan godt lide, at du skriver sødt til en pige, ja, kærlighed er godt.” Nej! Det må sgu da komme an på, hvordan indholdet formidles via sproget, udtrykket! For mig er en af hjørnestenene af poesien netop fantasien. Når nogen siger, at de har haft en “poetisk oplevelse, da de så solnedgangen,” taler de sgu ikke om en realistisk, prosaisk novelleagtig følelse, men noget “out of this world”. Når jeg vågner op fra mine drømme, og de endnu hænger i min bevidsthed, kan jeg mærke den poesi, jeg ønsker at udtrykke med sproget – i mine digte. Hvis digte er prosa, hvad sker der så med poesien? Poesiløse digte, nej tak! Man kan sgu da heller ikke kalde en røvsyg dokumentar om en hvid væg for “drømmeagtig og poetisk,” hvis den bare er prosaisk og kedelig! Jeg kalder heller ikke mig selv for løvetæmmer, for jeg ikke er jo ikke nogen fucking løvetæmmer!
Så jeg vil ikke skyde nogen genveje. Jeg vil skrive nogle digte af høj litterær kvalitet, få dem udgivet og så håbe, at de bliver vurderet fair af anmelderne. Forhåbentlig når den retfærdige mængde af omtaler, anmeldelser mm. ud til de retmæssige læsere, og alt går vel. Jeg synes også, at det er underligt, når tv-stjerner får udgivet romaner på store forlag, og at de sælger helt vildt på trods af deres totalt fraværende kvaliteter. Det er lidt a la det samme, når en “kendt” pludselig bliver politiker – det skal nok få folk til at stemme på vedkommende og partiet! Derfor ønsker jeg ikke at blive kendt på noget som helst ikke-litterært og bruge det som springbræt til at blive udgivet. Jeg tager den lange, stenede (stenet med begge betydninger, ujævn, hårdfør og lettere tranceagtig) mod anerkendelsen, og for hver dag, der gør, prøver jeg at forbedre min poesi en smule, gøre mig fortjent til den succes, jeg har manglet hele mit liv. I år 2014 har jeg skrevet digte i 10 år, og jeg nupper gerne de næste 50-60-70 med så længe, at jeg en dag indfrir mit indre potentiale og hverken over- eller undervurderes, men får præcis den ris og ros, jeg fortjener. Og hvis jeg er oppe imod andre totalt overeksponerede, overvurderede måder at skrive digte på, hvis form og indhold er “in” i forhold til den nuværende måde at vurdere digte på, og hvis voldsomt store omtale og succes fremstår som en juggernaut  på en øde vej, hvor støvet hvirvler op i store skyer over den, fordi den kværner af sted mod mig med snurrende, alt-ødelæggende piggede hjul  uden tendens til at ville stoppe eller i det mindste sagtne sin vanvittige fart (jeg kan nærmest høre rytterne råbe: “Bliv én af os eller bliv knust!”), ja, så er der ikke andet at gøre end at tage blyant og papir frem og råbe til den og dem og ikke mindst mig selv med en nærmest sindssygt-insisterende stemme: “HER ER JEG, JUGGERNAUT!”

JEG FOLDER DRØMMENS FANER UD!
Og det bliver jeg ved med ligegyldigt, hvad andre siger eller synes, hvad der er in eller ej.

1. februar 2014 kl. 03:13

Her er et link til sangen, Here we are Juggetnaut af Coheed and Cambria, her. Min slagsang!

P.S.

Jeg kom pludselig til at tænke, at I muligvis tror, at den ovenstående stillingtagen, det med Juggetnaut-billedet mm., er noget, der er opstået for nylig, men det er ikke tilfældet. Jeg har båret rundt på den forestilling siden 2010, da sangen udkom, og jeg har hele tiden følt en nødvendighed af netop at skrive på den måde, jeg ønsker, og at jeg af en eller anden grund er nødsaget til at tage “den lange vej” for at nå frem. Litteraturhistorisk set har der de sidste 15 år været en venden-ryggen-til digtere som Strunge af mere romantisk karakter, hvor man så i stedet for fokuseret på ironi, formeksperimenter og så fremdeles. Det var blandt andet det som indledningsdigtet til min første digtsamling, Måskeminder (2010), handler om. Jeg skrev det helt tilbage i 2008, men desværre er det ikke blevet bedre med tiden, litterært set, men selve pointen kan jeg stadig nikke forholdsvist genkendende til. At ville få oprigtigheden tilbage i poesien, risikere noget i digtene og ikke tale “tomt”. Digtet kommer her, pas på, det er meget, meget ungt:

Indledning

Halløj, damer og herrer –
I der udgør Verden –
Jeg er glædet ved jeres tilstedeværelse
af altid at hviske sorger –
Fortrængt bag masker –
Når I beskytter hvem I er –
For når problemerne vælter ind
må nogen træde frem
og give folket en forløsning –
Og for lidt siden
da jeg stod bag scenen
hørte jeg poesiens desperate røst:

“Christian,
du er nødsaget til at handle –
Jeg er blevet til underholdning –
Ligegyldig
ved tåbelige poeters ord –
Folk de griner –
Jeg bliver ikke taget seriøst –
Og ja –
Jeg ved godt
at inspiration aldeles
ikke er billig disse dage
hvor alting før er sagt og gjort –
Men hvad du må gøre
er essentielt! –
Du skal beskrive
splittelsen af folks bevidsthed –
Optegne linjen
mellem masken der griner
og sjælen der græder –
Folk har brug for en forløsning –
En digter modig nok
til at påtage sig ordenes vinger –
De andre er her ikke mere –
Enten selvdøde eller uden håb –
Giv læserne en mening i livet
ved at vise dem vejen
fra hverdagenes mekaniske ballet
og åbn deres sanser
med et velklingende digt.”

Nu er jeg så kommet
for at frelse denne scene –
Genren ellers død
af tomhedssnak
og mangel på oprigtighed –
Nu er jeg kommet
for at udrydde tomme ord
og give digtet en ny betydning –

Det pudsige er, at der her i 2014 tales om “den nye alvor,” og at poesien netop ikke længere er så indholdsløs som jeg tidligere har oplevet den. Ja, der er pludselig dukket indhold op, knyttede næver, men hvor er sproget henne? Jeg er ikke særlig stor fan af den opståede privatisme, hvor der ikke er nok saft i sproget, ingen visioner eller drømme. Jeg holder fast på Strunges ord: “Der skal et poetisk spark til!” Og det har jeg stadig meget svært ved at få øje på. Så jeg klapper af alvoren, ja, men så skal drømmene og fantasien og sproget med indover, og så er vi ved at være der! Jeg bed lige mærke i linjerne: “Giv læserne en mening i livet/ved at vise dem vejen/fra hverdagenes mekaniske ballet/og åbn deres sanser/med et velklingende digt.” Der er netop tale om en vandring ud af hverdagen, det almindelige liv og ind i noget mere drømmende, mere sanseligt, poesiens land og verden. Jeg er ikke til alle disse erindringer og dagbøger sat på vers i realistisk form: “Her er en tekst om, da jeg oplevede dit og dat”. Nej, mere opfindsomhed! Poetiske spark! Vi er kommet over på den anden side af “tomhedssnak/og mangel på oprigtighed,” men jeg kræver mere! Vi skal folde drømmens faner heelt ud!

1. februar 2014 kl. 03:49

P.P.S.

Indlægget her startede med nogle temmelig generelle overvejelser omkring, når noget bliver overvurderet, og det er vigtigt at holde fast i, at jeg netop ikke tænker på enkelt personer, men tendenser. Jeg har ikke en velargumenteret holdning til nogle bestemte mennesker, og derfor har jeg heller ikke ønsket at påstå, at den ene og den anden er overvurderet eller overeksponeret, men derimod forsøgt at holde fast i eksempler og tankeeksperimenter. Om det så handler om discountcola vs. Coca-Cola, remulade mod ketchup eller noget helt andet. Jeg blev pludselig grebet af en gammel følelse af at være oppe imod noget umuligt, noget langt større end mig selv, denne genkommende Juggernaut, der altid har symboliseret det, der er in, og som ikke rummer min måde at ville skrive digte på. Og jeg følte denne trang til at stritte imod, kæmpe for, hvad jeg har kært. Men selvfølgelig er der plads til alle i litteraturen, så der er ikke noget at være bange for. Det er derimod en kamp mod sig selv, sproget og at få skrevet nogle gode digte. Alt andet må ske og sne, lad os se, lad os se!

I will make my stand. I am here to stay.

1. februar 2014 04:03

Og afsluttende buk for publikum, teksten til Here we are Juggernaut:

“Here We Are Juggernaut”

Keep your secrets in the dark
Nothing matters anymore
Body’s breaking, drive me crazy

Oh this is not your place, no this is not your playground
It’s my heart!
We were stupid, we got caught
But nothing matters anymore
So what? Here we are, juggernaut

Courage broken, lashed to scars
Can this love be what I want?
Body’s breaking, driving me crazy (driving me crazy)
It’s your fault!

We were stupid, we got caught
But nothing matters anymore
So what? Here we are, juggernaut,
Juggernaut

So let’s hang us a hangman, we’ll bury our burdens in blood
(Oh no) Oh so hang us a hangman, we’ll bury our burdens in blood
Become stronger, juggernaut.

Answer me (did we take this too far?)
You’ve given all I could need (did we take this too far?)
Oh, but your kiss won’t leave me be (did we take this too far?)
‘Cause your teeth just won’t stop
Chewing out my heart!

We were stupid, we got caught
Nothing matters anymore
So what?

Here we are, juggernaut!
Here we are, juggernaut!
Here we are, juggernaut!
Why? Why? Why?

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: