140123: Old School – minder om at købe cd’er, tanker om ebøger og ipads i skolen + livstilsradikalisme

Jeg kan huske, hvordan jeg og mine jævnaldrende for ti år siden altid tog i TP og gennemgik alle cd’er i “heavy afdelingen” for at finde nye bands. Det var ofte noget med, at hvis coveret så interessant ud, var der sandsynlighed for, at musikken også var cool. Når vi havde samlet en lille stak, tog vi over til skranken og spurgte, om vi kunne høre musikken i høretelefoner. Man skulle altid skynde sig lidt, da der ofte var andre, der også skulle hen og lytte til sangene før, at de besluttede sig for, om albummet var investeringen værd. En dag sagde jeg til min ven, Mads, at jeg gerne gad finde et band, der var en blanding mellem heavy metal og sentimental pop, og da jeg stod ved reolen med cd’er, lukkede jeg øjnene og rakte hånden ud til en af hylderne og trak den første cd ud. Det var “Love Songs vol. 666” af bandet HIM, og coveret var genialt! Med rystende hænder gik jeg over til skranken med håbet om, at musikken matchede omslaget, og da det første nummer, Your Sweet Six Six Six, drønede ud af høretelefonerne, gik der ikke mange linjer af det første vers før, at jeg udbrød: “DET ER FUCKING GENIALT!” Det var mit første møde med HIM og Ville Valos univers. Sidenhen søgte jeg altid under “H” efter flere af deres albums. Dengang var det ikke almindeligt, at man søgte på bands via Wikipedia og på den måde fandt ud af, hvad de ellers havde lavet. Det var heller ikke sådan, at jeg bestilte cd’er hjem via Amazon, Ebay eller købte dem digitalt på iTunes. Det var ganske enkelt sådan, at man gentagende gange måtte tage i TP’er omkring i Københavnsområdet for at finde musikken. Som en skattejagt uden andet skattekort end den indre, nærmest non-verbale “idé” om, hvordan musikken skulle lyde. Når jeg var med min far ude i Ballerup Centeret, skulle jeg altid lige forbi GUF og gå hylderne igennem. Jeg kan tydelig huske, da jeg fandt Razorblade Romance og Deep Shadows and Brilliant Highlights med samme bands, og at jeg kun havde råd til førstnævnte. Så måtte jeg høre den igennem i månedsvis før, at jeg genfandt Deep Shadows, købte den og så hørte den i månedsvis.

Derhjemme havde jeg ikke nogen computer, så hver cd måtte høres fra start til slut på anlægget. Hvis der var nogle kedelige numre, måtte man bare bide tænderne sammen og høre dem igennem alligevel. På den anden side fik man ligesom hele “lyduniverset” med, og de mindre interessante numre begyndte langsomt, men sikkert at åbne sig for den lyttende, mig. Jeg kan godt savne at sidde på sengen med anlægget tændt og bare lytte til sangene. Nu er der alt muligt andet at tage sig til end at kigge ud i luften, da jeg har fået en computer. Det er blevet langt nemmere og nærmest en vane at skippe mellem sangene, høre lidt af et band og så et andet. Dengang havde jeg heller ikke et særlig stort kendskab til bands, så jeg måtte høre de samme albums igennem igen og igen. Nu har jeg et kæmpemæssigt lager af genial musik liggende på harddisken, så jeg kan nærmest ikke fordybe mig i det ene band uden at tænke, at jeg også burde høre mere af et andet (sidebemærkning: Jeg har lige “opdaget” R.E.M. Det er et band, jeg burde have hørt langt mere, men det er først nu, at jeg har fået fat på flere af deres albums som jeg så hører igennem, gerne tre-fire på én gang, altså, så når den ene slutter, fortsætter afspilningen automatisk videre til næste cd, jeg kan klart anbefale dem!). Men det var nu ikke så meget det, jeg ville skrive om. Det var bare det, at vi tog ud og “blindt” ledte efter musik i forretninger, imens at de fleste af sådanne butikker, GUF, Axel Musik og de fleste TP’er for længst er blevet lukkede. Nu finder jeg nye bands via internettet. Ind på Wikipedia, søge efter genre, finde en liste med bands, søge efter de mest interessante via Google, høre sange på Youtube, eller finde “related bands” via last.fm. Nu sidder jeg med musen i hånden og trykker mig frem og tilbage på sider på skærmen og hører lidt af den ene sang, så lidt af den anden. Jeg savner dengang, hvor det var som en skattejagt, og vi bevægede os, fysisk, ud til “musiktemplet” og “gravede” albumskattekister ud af hylderne. Det var også sjovt, at vi var flere af sted samtidig. Det var en meget social handling, synes jeg, når vi stod med hver vores cd i hånden og ventede i køen på at betale. Efterfølgende gik vi fra butikken med vores små skattekister i poser eller i tasken og glædede os til at komme hjem for at sætte skiven på anlægget. Nu kan jeg høre et album med det samme, når jeg hentet det ned digitalt, så der er slet ikke den samme måde “at glæde sig” til at høre musikken. Det er egentlig lidt af det samme med bøger nu, da jeg for det meste bestiller bøgerne hjem via internettet, og så dukker de op, én for én, i postkassen. Dog giver det stadig mening at tage ud i boghandlere og lede lidt, men for det meste er det de samme bøger, der står på hylderne. Det sande guld findes i antikvariaterne, men på den anden side er det ikke ligeså sjovt at lede efter bøger nu som i 2008, da jeg efterhånden har kendskab til de fleste danske digtere, så det er meget, meget sjældent, at jeg finder en bog, jeg ikke har hørt om før. Måske er det derfor, at jeg gerne gad lære hollandsk igen, så jeg kan få den samme følelse af at opdage litteratur, da der vel er massere af hollandske digtere, jeg ikke aner noget om, men jeg går næppe i gang right away. Der kommer enten til at gå nogle år eller så sker der ikke noget. Det må jeg se på. Senere.

Jeg kom dog til at tænke på, at det ville være totalt forfærdeligt, hvis det blev mere almindeligt at læse litteratur på skærme end i bogformat. Der er lavet undersøgelser med, at man husker langt mindre af en teksts handling, sprog mm., hvis man læser den på en iPad. Det har vist noget at gøre med det fysiske; at når man kan røre ved papiret, får teksten et andet nærvær og aktualitet. Hvis den står i et kompendium, man får i skolen, kan man understrege passager med en tusch, skrive kommentarer direkte ind, men det er helt anderledes, hvis man sidder med teksten på en iPad, da man ikke har det samme “fysiske forhold.” Det føles ikke virkeligt, hvis man markerer nogle linjer. Teksten, litteraturen, er mere på afstand, når den står på en skærm. Det ville være fatalt, hvis det bliver sådan, at børn i folkeskolen og unge i gymnasiet ikke længere har rigtige bøger eller kompendier, men alt det, de skal læse, kommer til at findes som dokumenter på den Ipad som de hver især får foræret i starten af skoleåret. Refleksionen og forståelse af teksterne, ja selve indlæringen, ville dykke langt ned i åndssvaghedshelvedet. Jeg håber inderligt, at det aldrig bliver til noget, men jeg kan godt huske, da jeg gik på HF, at en af mine lærere var meget, meget vild med, at vi skulle have en computer eller iPad med. Det fungerede bare ikke, da alle sad og var på Facebook eller så videoer på Youtube i stedet for at høre efter, hvad han stod foran tavlen og underviste os i. Det er temmelig ironisk, at han som lærer, er medvirkende til, at indlæringen falder fatalt i hans egen undervisningen. Folk kan sgu ikke styre de skærme! De kan ikke styre friheden! Og det var ikke bare computere eller iPads, men også mobiltelefonerne. I frikvartererne, når jeg tænkte meget over, hvad jeg havde hørt, forstod de andre ikke ord af, hvad jeg sagde, da de ikke havde hørt efter, og så følte jeg mig som en særling, da jeg nærmest som den eneste, faktisk fulgte undervisningen. Overvej en klasse, hvor den, der faktisk hører efter, er mærkværdig, fordi han/hun ikke sidder og glor ind i en skærm. Nå. Sommetider farer jeg selv “vild” på internettet og læser en masse forskellige artikler på Wikipedia og andre sider, men efterfølgende kan jeg dårligt huske, hvad fanden jeg lige har læst. Der er en slags tåge i hovedet på mig. Måske ville det være bedre, hvis mængden af information blev sænket, og at man i højere grad fordybede sig i færre emner, men det er vel snarere en “note to self” end en opfordring til andre, da jeg ikke ved, hvad andre gør, og om andre oplever det samme fænomen. Jeg tager det på min kappe, ja.
Det ville dog også være ærgerligt med udbredelsen af ebøger, hvis man bare downloader den ene bog efter den anden, da man ligesom mister glæden ved den enkelte. Jeg downloader en gang imellem tonsvis af film og musik, men så ligger det bare på harddisken, og jeg føler mig ikke ligeså glad og “forpligtet” til at høre det ene album eller se den anden film, hvis jeg i stedet havde været ude i en butik og købt en film efter at have gået alle de øvrige film igennem først. Værdien af den enkelte cd sænkes proportionelt med antallet af cd’er, man henter ned. I dette tilfælde gælder udsagnet “less is more”. Desuden bør forlagene seriøst overveje, at ebøger kunne skabe samme problemer for bogbranchen som piratkopiering har for musikbranchen. Det er sgu for dumt at skabe sådanne problemer for sig selv, så behold dog bøgerne i bogform, for satan! Litteratur skal heller ikke være underholdning, man hurtigt smasker i sig som candy floss for så at gå videre til næste bog. Litteratur er fordybelse i sproget, i sig selv, bevidstheden, sjælen, følelserne, fantasien. Der skal være tid og plads til denne fordybelse, så hvis litteraturen får samme position som indtagelsen af videoer på internettet, bliver oplevelsen overfladisk og ligegyldig. Bøger i bogform! Det er ikke en opfordring, det er et krav!

Nu kom jeg pludselig til at tænke over, hvordan folk læser mine blogindlæg. Bliver de bare læst forholdsvist hurtigt, og erstattes den tid, man efterfølgende bør bruge på refleksion, af den tid, man bruger på at tjekke sin mail, Facebook eller at se videoer på Youtube? Smaskes disse indlæg mon ikke også af hin enkelte som fad candy floss, imens muligheden for refleksion og fordybelse skubbes væk af de øvrige muligheder på internettet? Ser I videoer efter at have læst dette indlæg, eller tænker I over, hvad I lige har læst? Jeg er klar over sandsynligheden for, at disse ord er skrevet mere eller mindre forgæves, men jeg vil hvert fald alligevel gerne tilbyde disse tanker gratis til folket, og så må man/I selv finde ud af, om I vil tage ordene til jer og ælte dem på bevidsthedens køkkenbord med tankernes kagerulle eller ej. Noget i den retning.

Som afsluttende sidebemærkning, så har jeg lagt mærke til, hvor populært det er at gå til en masse selvhjælpskurser, til meditation og yoga, få alle mulige udknaldede madvaner (stenaldermad og sådan noget mere eller mindre radikalt), og at folk er nødsaget til at motionere sig fra depressioner og andre psykiske belastninger, men måske er denne “radikalisme” unødvendig (motion er nok ikke radikalt i sig selv, men ofte medfølger alle mulige “nazimadvaner” og sådan, at det nærmest er uudholdeligt at være sammen med sådanne mennesker, da de ikke kan acceptere, at man drikker kaffe med LETMÆLK,). Måske bør man i stedet bare slukke fjernsynet, slukke computeren og huske at trække vejret og tage ud og få noget frisk luft i lungerne, imens man, uden mp3-afspillere, smartphones eller iPads, går rundt og tænker over, hvor man er i sit liv, hvor man har været og hvor man vil hen. Desuden kan sådanne mere stille momenter give plads til, at man kan mærke efter, hvordan man har det følelsesmæssigt med en konflikt på arbejdspladsen eller andre steder, i stedet for at skubbe den vigtige refleksion fra sig ved at se tv-programmer eller udsætte sig for andre distraktioner. Det er vist de færreste, der kan udholde disse radikaler ændringer i deres liv, hvilket gør, at de vender tilbage til deres tidligere vaner med at æde fast food, se fjernsyn, ikke dyrke motion og alt det, og det skaber til gengæld endnu mere skyldfølelse hos den enkelte, hvilket så som en snebold, ruller sig til laviner af depression og mørke. Så jeg er ikke meget for radikalisme, men at man bare skruer ned for teknologien og giver mere plads til sig selv som menneske i naturen uden alle mulige opfindelser indover. Men nu må jeg hellere slutte indlægget her før, at jeg selv begynder at komme med alle mulige “radikale” ideer til, hvordan man bør leve sit liv, men jeg anser nu ikke mig selv profet, men tænkende, og det efterhånden sjældent, at jeg møder velreflekterede mennesker, der ikke forstyrres af skærme. KILL YOUR GOD! KILL YOUR TV!

Over and out

23. januar 2014 kl. 13:06

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: