140123: Old School – Interview med Eminem, refleksioner om teknologi og internettet

Jeg har tænkt lidt på “at gå old school”. Jeg så et interview med Eminem (jeg hørte hans tre første albums vildt meget for 10 år siden, men siden begyndte jeg at høre alt muligt andet. Forleden stødte jeg på en ny musikvideo af ham, og så blev jeg en smule nostalgisk og tænkte, at jeg lige kunne blive opdateret i forhold til, hvor han er i sin karriere nu,). I interviewet havde han et armbåndsur på, og det fik mig til at overveje, om han overhovedet havde en mobiltelefon. Men man skal da have en mobiltelefon i disse tider!? For hvis man har en aftale med nogen kl. 15:00, så skal man kunne modtage en SMS med, at vedkommende bliver et kvarter forsinket eller ligefrem aflyser. Back in the day var det sådan, at man bare var det aftalte sted på det aftalte tidspunkt, men nu er der så mange muligheder for at meddele, at man ikke dukker op alligevel. Ret pudsigt. Det er min erfaring, at folk ofte udskyder mødetidspunktet tæt op til det aftalte, da de kommer for sent ud af døren, og så er det jo ikke sværere end at sende en sms og sige, at man kommer lidt senere. I et kort øjeblik overvejede jeg slet ikke at få en ny mobiltelefon, når min nuværende dør ud. Jeg haft den samme siden 2006, og jeg vil helst have en, der er nøjagtig magen til, når denne ikke kan bruges længere. Men hvad hvis jeg “gik old school” og slet ikke fik en ny telefon? Det ville jo nærmest være en revolution i forhold til, hvor meget folk er afhængige af teknologi, internet og kommunikation disse tider, men det ville nok være lidt for radikalt. Folk skal jo kunne udskyde og aflyse vores aftaler, og det er vel en del af tiden, ikke sandt? Det må man bare acceptere …

Måske er jeg i virkeligheden “forholdsvist” old school, da jeg ikke som de fleste, jeg ser på gaden,  i bussen eller i toget, har en mp3-afspiller som konstant kværner musik ind i ørerne på mig, så jeg slet ikke kan høre, hvad jeg selv tænker (ikke bare en virkeligheds- men også selvflugt?). Jeg havde dog en for nogle år siden, men da det gik op for mig, hvilken effekt den havde på mig, så smed jeg den ud. Jeg dagdrømte for meget om at stå på en scene og synge foran et publikum, men hvorfor ikke starte et band i stedet? Hvorfor ikke bruge tiden på at øve sig på at spille guitar eller keyboard? Nå, det har jeg ikke ligefrem tænkt mig at gøre nu, og det har de færreste nok, men det er vel værd at tænke over. Grænsen mellem at drømme om noget, og så faktisk at yde en indsats for at opnå det. Jeg har heller ikke en iPad. Det skræmmer mig at se tre-årige børn sidde og spille computerspil på de flade computerskærme i stedet for at bruge deres fantasi og lege med hinanden. Det er totalt latterligt. I stedet for at børn sidder og laver perler, de der, man putter ned på en plade med takker, så alle mulige mønstre og figurer kan laves, hvorefter man damper det eller sådan noget. Jeg kan ikke huske det, men man udsætter det for varme, så perlerne hænger sammen, og så kan man gemme sin perletegning eller hænge den op. Noget i den retning. At lave sådanne “perletegninger” er nu lavet om til en app til iPads, så børn nu sidder og trykker på en skærm i stedet for at lave det – i virkeligheden. Hvor mange lege og aktiviteterne, der normalt udføres “i virkeligheden” bliver ikke lavet om til apps? Jeg synes, at det giver børn en underligt virkelighedsforhold, for hvordan tænker og agerer de i fremtiden, hvis de vænner sig til disse skærme fra barnsben af? De her “perletegninger” er bare toppen af isbjerget, for der findes alle mulige andre apps og programmer, der fremstår latterlige og “virkelighedsforvirrende”. Nå. Så jeg har ikke en iPad. Og ikke en smartphone. Jeg synes, at det er rigeligt at være på internettet, når jeg er hjemme, så jeg behøver overhovedet ikke at tjekke min mail, være på Facebook eller se ENDNU FLERE LATTERLIGE VIDEOER på Youtube, når jeg er uden for min dør. Det er så spøjst at se, hvordan de fleste mennesker i tog eller bus sidder og glor ind i en lille computerskærm eller ser ud af vinduet med fjerne øjne, imens musik kværner ind i deres ører. Jeg får sådan en besynderlig følelse af at være den eneste “levende” eller den eneste, der faktisk er mentalt til stede i rummet; kupeen, bussen. Det er også frustrerende, når jeg er sammen med nogen, og vedkommende nærmest bruger mere tid på at svare sms’er end at tale med mig, også selvom vi er i gang med en ret spændende samtale. De der skærme tilbyder et andet “rum,” der er uden for det fysiske. Jeg tror på nærvær i øjeblikket, at se folk i øjnene, høre efter, men folk virker så distraherede af den hurtige kommunikation. Men det omtalte jeg vist i et tidligere indlæg om den liste, jeg lavede. Så nu gentager jeg vist bare mig selv, men det er hvert fald et emne, jeg reflekterer utrolig meget over, og som jeg næppe aldrig kommer til at slippe, for hvad bliver det næste “teknologiske vidunder”? Endnu en maskine eller app, der er med til at fjerne os mennesker fra “virkeligheden” og hinanden?

Jeg tror, at “old school” må betyde, at man kun benytter sig minimalt af den nye teknologi og mere “tror” på de gode, gamle måder. Det er ikke sådan, at jeg tager et baseballbat og smadrer min computer og tyr til skrivemaskinen, da der er intet i vejen med at skrive på en computer, men internettet er ret problematisk, da det er som et ormehul, der suger min koncentrationsevne væk, fordi jeg har en tendens til at forsvinde ind i videoer eller computerspil eller bare sidde kontinuerligt at tjekke min mail, Facebook, andres blogs og frem og tilbage uden rigtig at udføre noget som helst. Det er langt bedre at trække internetkablet ud og kigge rundt i værelset og tænke eller gå uden for og rende rundt i sine egne tanker, imens benene sættes i gang, bruges. Ja, jeg har sådan en tendens til at “hænge,” når jeg har “tjekket” internettet. Der er ikke mere, jeg bør se eller læse, men i stedet for at lave noget andet, bliver jeg siddende og surfer rundt til tilfældige sider uden at udrette noget. Og det er meget problematisk, så det er langt bedre at læse og læse og læse – i bøger. Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, vil jeg prøve at læse flere noveller, da jeg i årevis kun har læst poesi, så det ville være min måde at vende tilbage til prosaen på. Jeg tror, det er langt mere givtigt at bruge oceaner af tid med øjnene rettede mod bogsider, imens hjernen kreerer billeder via sproget, en slags hjernetræning, men det er også vigtigt i forhold til bevidstheden og evnen til at føle empati over for andre mennesker (der er blevet lavet en undersøgelse om det, link her). Det kan måske lyde spøjst for andre, at jeg går så meget amok over det med teknologi og internet, men jeg tror, at det har nogle ret alvorlige konsekvenser for mennesker i forhold til vores kognitive, sproglige og følelsesmæssige evner. Det bliver vaner. Det er lettere at sidde og glo ind i en skærm end at tage ud og snakke med andre, en ny slags indadvendthed. Jeg er selv ikke videre social, men der er ingen grund til at gøre ondt værre, vel? Nå. Hvis jeg skal folde en pointe ud i dette indlæg, en opfordring, må det være, at man skal være skeptisk over for den nye teknologi, internettet mm., og den måde, det påvirker os på, så man er reflekteret omkring sit eget brug. Har man kontrollen over sig selv eller ej? Gør man det, man vil, eller føler man sig “forhindret”? Jeg taler kun ud fra egne erfaringer, og jeg gad hvert fald gerne slukke computeren oftere og lave noget andet. Så kan det være, at jeg via min paranoia gør mine personlige bekymringer til mere almen menneskelige bekymringer, men jeg håber, at mine overvejelser kan være brugbare for andre end mig selv, og I derude kan tænke over, om noget af det, jeg skriver, måske er mere eller mindre rigtigt, og hvad det så betyder for jer. What to do?

Jeg kommer nok ikke til at gå med armbåndsur, men jeg vil meget gerne beholde den telefon, jeg har. Den er ikke længere i produktion, så jeg bør nok meget snart se at få skaffet mig en, der er magen til, for om nogle år, hvis ikke allerede nu, kan man ikke købe andet end smartphones, men hvad hvis man ikke ønsker en smartphone men en almindelig klaptelefon? For satan, jeg bør sgu købe et helt lager, så jeg stadig kan have en, når jeg kommer på plejehjem (med robot-sosu-assistenser) om tres år. Jeg tvivler dog på, om jeg overhovedet kan få fat på bare én nu. Det må jeg snart få set på.

23. januar 2014 kl. 11:57

P.S.

1000270_10152246253830460_382229424_n

Læg mærke til, at alle undtagen manden markeret af den røde cirkel, ser på deres telefoner. Just saying.

12. februar 2014

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: