140117: Mærkværdig søvnrytme, Grammatisk Ubehag og Deadstar Assembly & co

Oh, min mærkværdige søvnrytme fortsætter! Jeg vågnede klokken fem i går morges, hvilket var suverænt, men omkring klokken fjorten blev jeg pludselig så underligt træt og tænkte, at jeg lige burde hvile mig lidt. Klokken femten sov jeg tungt, og det var først her klokken tre i nat, at jeg vågnede. Det er pudsigt. Jeg havde ellers sovet godt igennem frem til klokken fem i går morges, så jeg kan ikke lige forstå, hvorfor søvnen havde brug for at “overfalde” mig. Nu er jeg vågen og her med natten og dagens første kop kaffe. Og den er godt nok stærk, da jeg hældte den resterende mængde kaffepulver ned i koppen. Det var måske lidt overdrevet, men jeg troede, at der ikke var så meget tilbage. Nå.

I går besluttede jeg mig for at genlæse Olga Ravns bog Jeg æder mig selv som lyng endnu engang. Jeg havde sidst læst den tilbage i starten af 2012, hvor jeg var viklet ind i nogle ret monotone tanker om oprør inden for litteraturen. Jeg mener stadig, at Strunge, for mig, er et klasseeksempel på en god digter, men jeg kan bedre “acceptere,” at andre digtere skriver på en anden måde. Det er i virkeligheden kun godt for mangfoldigheden og for det danske sprog, at et digt kan skrives på en uendelig vifte af metoder og kan rumme meget forskelligartet indhold fra skrivende til skrivende. Dengang brød jeg mig virkelig ikke om den første suite i bogen, Grammatisk Ubehag. Det var som hvis en heavy metal fan skulle sidde og høre reggae eller hip hop og bare sad med krydsede arme og sagde: “Det der kan jeg sgu ikke headbange til.” På den måde var min læsning af suiten og bogen totalt malplaceret, da jeg ledte efter noget, der ikke fandtes på siderne. Denne gang ønskede jeg netop at genlæse de tekststykker, jeg ikke brød mig om, fordi jeg havde på fornemmelsen, at de kunne virke inspirerende på mig. Nu nåede jeg kun igennem Grammatisk Ubehag før, at jeg måtte over til computeren og skrive selv, men jeg var ret vild med rytmen i teksterne. Der findes ligesom et modsprog til vores mere gængse måde at kommunikere med hinanden på, og teksterne var, når de blev oplæst i et forholdsvist hurtigt tempo, en slags musik. Ja, teksterne som en række akkorder til sange, man selv måtte spille med tungen og læberne! Det var faktisk ret sjovt at gå amok i oplæsningen og ligesom blive revet med på rytmen. Så jeg kan egentlig godt lide selve formen på digtsuiten, poesien som et modsprog til vores flade og kedelige måde at kommunikere på, imens jeg ligesom fangede mere og mere af selve indholdet des mere, jeg læste. Jeg vil nu til enhver tid hellere tage Iljitsch Johannsen eller Gustaf Munch-Petersen ned fra hylderne og læse dem end denne suite, da deres digte i højere grad taler direkte til min vaklende sjæl (uha), men jeg kunne hvert fald bedre påskønne og mærke Grammatisk Ubehag denne gang. Der går nok lang tid før, at jeg vil genlæse suiten, men ja. Det var hvert fald mere spændende denne gang, så jeg vil snart gå videre med min læsning og se, hvordan resten af bogen ser ud i lyset fra 2014. Der er sikkert stadig tekststykker, jeg ikke er særlig vild med, men forhåbentlig kan jeg inspireres til selv at skrive noget nyt. Inspirationen findes alle mulige steder, så det handler om at have øjnene åbne og være opsøgende. Ikke sådan så man presser inspirationen som saft ud af en citron, så skallen ligger udmattet tilbage, men den skal ligesom rinde ud af sig selv på en måde. En slags naturlighed. Jeg tror hvert fald, at det er essentielt med en vis form for åbenhed, når det kommer til at skrive poesi. At ideer og iver efter at skrive kan dukke op alle mulige steder fra, og så må man være parat. Men som sagt, også indstillet på, at man må lede lidt. Bare ikke for meget. Grammatisk Ubehag mindede mig lidt om Misfat af F.P. Jac, bare anderledes. Måske har Olga Ravn læst lidt i den, imens hun skrev suiten. Ikke at det ville gøre noget, hvis hun faktisk havde brugt den som inspiration, men det ville hvert fald ikke undre mig. Misfat er fantastisk! Og langt flere burde fordybe sig i bogen og mærke inspirationen rinde ud af siderne, gennem øjnene og videre ud i fingerspidserne, der kræver at ramme tastaturet eller gribe om fyldepennen for så at skrive ny poesi. Ja. En ny åbenhed vinker dagene velkommen, som jeg skrev i et digt for cirka en måned siden. Eller som sloganet for Pokémon: “Gotta catch ’em all!”

Hvad kan jeg ellers meddele. Jo. Jeg har siden i går hørt en del Dope Stars Inc, Deadstar Assembly og Orgy. Det er mere sådan noget industrial goth metal-noget som jeg normalt ikke sætter på anlægget, men af en eller anden grund kom jeg til at tænke på dem. Jeg opdagede dem engang i mine teenageår, men har aldrig rigtig fået hørt dem igennem, så jeg tænkte, at der muligvis kunne være en tekop inspiration at finde i musikken, så det er hvert fald forsøget værd at lytte lidt til det. Hvis sangene ikke fænger, må jeg høre noget andet. Sådan er det. Jeg kom hvert fald til at tænke på, at jeg nok foretrækker bands som AFI end Deadstar Assembly, men det er vel ingen grund til hele tiden at høre de samme bands igen og igen, men derimod at udvide horisonten, bare en smule.

Under alle omstændigheder kan jeg ret godt lide forsiden til Deadstar Assemblys første album: deadstar assembly deadstar assembly

Jeg får nærmest lyst til at skrive en hel digtsamling, der med god grund kunne have det billede som forside! Jeg ved ikke helt, hvad der er. Bare min samlede oplevelse af det. Selve musikken befinder sig kun helt ude i periferien af min musiksmag, så jeg ved ikke helt, om den ville kunne virke decideret inspirerende. Dog stryger simple linjer som: “Normalt people don’t act that way! / Who wants to be normal anyway!?” direkte ind i mit matte normalitetsoprørshjerte. Jeg bliver nærmest taget direkte tilbage til mine yngste dage! 16 år gammel! Det er meget kært. Måske skulle den pågældende digtsamling bestå af erindringsdigte? “Dengang jeg var ung og oprørsk / nu sidder jeg på min kontorstol og keder mig”. Eller noget helt andet. Hvert fald har det billede altid sagt mig et eller andet, så hvis selve musikken er flad, er det altid noget, at forsiden er udmærket. Det kan sommetider redde selv den dårligste digtsamling! Det må jeg huske, hvis jeg en dag får udgivet en digtsamling på et forlag: “Omslaget skal hvert fald være megapænt! Og så er alt andet ligemeget!” Ej, det ville selvfølgelig være lettere åndssvagt. Poesien skal altid være stærk og i stand til at stå for sig selv uden digteren som et omvandrende fodnoteapparat.  Mhmm. Nu har jeg drukket min første kop kaffe og skal snart ud efter endnu en kop. Når jeg kommer tilbage, finder jeg ud af, hvad jeg så skal stille op med natten og morgenen og formiddagen, men mest af alt nuet, for dette indlæg afsluttes her.

17. januar 2014 kl. 04:27

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: