140114: Første nummer af Forventning & Forvirring er tilgængelig på Scribd.com!

Link her.

Sådan! Jeg undskylder forsinkelsen af det første nummer af F&F. Jeg syntes hvert fald selv, at der var ved at opstå “Chinese Democracy”-agtige tilstande, men jeg syntes, at jeg manglede nogle flere digte efter “Søvngængerfamiliefest III”. Nu fremstår nummeret komplet, og det er jeg meget tilfreds med.

Projektet F&F går ikke ud på, at jeg lægger +10 gennemarbejde, geniale digte ud, men at jeg prøver at være så kreativ som overhovedet mulig i den periode, hvor jeg arbejder på det pågældende nummer. Det, der kommer med, er det bedste af det, jeg enten har fået rettet af gamle tekster eller fået skrevet af splinternye, men jeg vil undgå at være alt for perfektionistisk. Der er nok rigtig mange af de digte som jeg medbringer i F&F, som ikke vil kunne se dagens lys i et decideret manuskript eller i et tidsskrift, men jeg håber, at I alligevel vil kunne finde nogle kvaliteter i digtene som der muligvis ikke er i de mere “polerede”.
Jeg har længe syntes, at der har været noget fedt i de udkast, jeg har skrevet forholdsvist hurtigt,  men for det meste ender de med at blive kasseret i stedet for at komme med i et hæfte eller blive sendt ind til et tidsskrift, da de alligevel ikke formår at komme gennem selvkritikkens nåleøje. Dermed er F&F en mulighed for, at nogle af disse tekster kan se dagens lys og forhåbentlig få ro. Men alene ved dette nummer, har jeg set bort fra rigtig mange tekster og udkast, da de simpelthen har været for ringe, så min selvcensur er ikke totalt fraværende. Digtene må gerne være vilde og ikke alt for “tæmmede,” men de skal ikke gå grassat i deres åndssvage og dovne angreb på sproget. Der skal være en eller andet gnist eller nødvendighed i hver af teksterne før, at jeg ønsker at medbringe dem i F&F. Jeg selv er meget glad for digtene Søvngængerfamiliefest, der består af en række fragmenter, der på en eller anden måde alligevel hænger sammen og udtrykker en slags forløb eller miniverden. Der er nogle linjer som ikke kan stå alene, og som ikke ville kunne bringes i et manuskript eller i et tidsskrift, men som alligevel er ret væsentlige, hvert fald for mig selv, og så kan de få lov til at stå sammen og findes. F.eks. “Hun sagde at hun ikke elskede mig mere, / så nu forsøger jeg at være en anden,” og “det eneste, jeg kan tilbyde dig, / er mine tidligere forelskelser / fejet sammen som brødkrummer,”

I dette nummer er der både nye og gamle tekster. Jeg sad og kiggede på udkast fra januar 2013 , og nogle af dem har jeg formået at skrive om, men de fleste måtte jeg slippe fuldstændigt. Størstedelen af #1 af F&F består af disse rettede digte, men der er også andre tekster som jeg har haft liggende i længere tid uden at vide, hvad jeg skulle stille op med dem. De er nu blevet taget med her. Et af digtene har jeg skrevet i løbet af de seneste par dage, og det virkede meget fint at medbringe. På trods af sammensætningen synes jeg, at nummeret virker temmelig helstøbt, og der er ikke alt for store faldgruber undervejs. Forhåbentlig er der en form for variation på trods af, at forløbet har været så komprimeret. Jeg kunne selvfølgelig have ventet med at offentliggøre nummeret et par uger eller måneder, men så ville nødvendigheden forsvinde. Derfor besluttede jeg mig for at nu er det nu. Så må det briste eller bære. Jeg kan altid forbedre mig til næste gang og gangen efter. F&F bør helst være et levende projekt, hvor alt muligt kan ske, men det er igen blandingen mellem forventning og forvirring. Jeg ved ikke helt, hvordan det næste nummer kommer til at være. Det kan både rumme noget forventet, og noget nyt og forvirrende. Ja. Forsidebilledet er lavet af Linn Larsen efter, at hun havde læst Nyt Terræn fra start til slut. Jeg er meget glad for, at jeg har kunnet bruge det, for så er der hvert fald noget i nummeret, der er af høj kvalitet! Tak, Linn!
Jeg skal lige huske at meddele, at nummeret kun kommer til at være tilgængelig i en begrænset periode, men jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvornår nummeret “tages ned” igen. Det sker, når det føles rigtigt. Jeg ved ikke heller, hvornår det næste nummer kommer. Det afhænger af nødvendigheden. Men indtil da så rigtig god fornøjelse med læsningen af digtene!
Over / and out.

Link her.

14. januar 2014 kl. 09:36

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: