131231: Opbrugte udtryksformer og lidt om nødvendigheden

Sjovt. Jeg gennemgik digte og udkast fra slutningen af november og december, og der optræder rigtig mange ord og udtryk, som får fri udfoldelse i Nyt Terræn. Som om projektet har været kulminationen af perioden, hvor en bestemt stil har udviklet sig. Jeg lagde hvert fald selv mærke til, hvordan jeg begyndte at skrive på en lidt anderledes måde, og at den metode så gik amok den 19. december, hvor jeg gik i gang med Nyt Terræn. Jeg havde desuden helt glemt, at jeg “fyldte” 22½ år netop den dag, men det tilføjer bare en ekstra dimension til digtsamlingen, synes jeg. Et eller andet med alder. Noget med endelig at være parat til at skrive sådan et værk. Ja. Det har hvert fald været en utrolig spændende oplevelse at skrive de digte! Nu står jeg på den anden side af projektet, d. 31. december, og skal begynde noget nyt i 2014. Jeg tror, at det ville være meget sundt, hvis jeg kunne ryste sprogstilen af mig og genopdage nye landskaber i poesien, for det er ikke særlig sjovt at gentage mig selv på denne måde. For lidt siden skrev jeg nogle tekster for sjov, og stilen fra Nyt Terræn gik igen, men bare langt mindre inspireret. Jeg tror ikke, jeg kan være helt kamæleonagtig og skifte tone fra digtsamling til digtsamling, men jeg gad hvert fald meget gerne prøve noget nyt fra gang til gang og undgå at stagnere undervejs.

Det giver vel en anden inspiration til fremtiden. Man kan prøve at skrive på en bestemt måde, opsøge nogle forskellige ord, forskellige måder at benytte sig af billedsproget på, men det omvendte kan også være brugbart: At ville undgå nogle bestemte ord, en bestemt form, et bestemt indhold. Have et selvopgør, udslette sin egen stil og lade noget nyt vokse ud af ruinerne. Det kan også være, at jeg udforsker min nuværende måde at skrive på yderligere, men i den sidste ende gør jeg kun det som jeg finder nødvendigt. Og det ændrer sig fra dag til dag, og jeg kan ikke forudsige det. Men én ting er sikkert: Da jeg læste de her digte og udkast fra perioden op til Nyt Terræn, fik jeg søsyge af at se de meget brugte ord, så jeg bør hvert fald rydde lidt op i mit ordforråd, prøve at få lidt frisk energi ind. Det bedste er at skrive digte, der overrasker mig selv. Det er så fedt, når jeg læser et eller andet, jeg lige har skrevet, og tænker: “Hvor fanden kom det fra?” Desværre er det ikke sådan, at det kan planlægges: “Nu vil jeg sgu prøve at overraske mig selv,” for det er jo noget, der opstår af sig selv, men jeg glæder mig virkelig til at se, hvad jeg mon finder på i 2014. Jeg har i forvejen prøvet lidt forskelligt som endnu mangler at udforskes yderligere; måske kan jeg vende tilbage til nogle helt gamle udkast fra 2011/12 og se, om der ikke er et eller andet, der virker helt nyt og frisk på mig den dag i dag. Det har jeg hvert fald oplevet tidligere. Jeg har jo ændret sprogstil op til flere gange, men ikke vildt radikalt. Det har mere været som én lang improviseret guitarsolo, der ligesom finder sin rytme undervejs, men det giver bestemt mening at vende tilbage til de gamle melodier og se, om de ikke kan foldes mere ud. Et godt råd: Hvis man ikke ved, hvad man skal skrive eller hvordan, så plejer det at være en god idé at se tilbage på, hvad man har lavet, da enkelte udtryk/ideer muligvis kan sætte noget helt “gammelnyt” i gang i ens skrift. Det fede er også, at alt, jeg har skrevet, tilhører mig, så jeg kan gøre med det, hvad jeg vil. Det er ikke sådan, at et bestemt digt fra 2011 f.eks. bare skal være som det er, fordi det er skrevet “færdig”; jeg kan lave ligeså meget om på det som jeg har lyst til. Det er cool! Det er sjovt!

I øvrigt. I 2014 har jeg skrev digte i 10 år, så det er jo et jubilæumsår! Og jeg er bestemt ikke træt af at skrive; jeg kan ikke mættes! Jeg er drevet af en indre nødvendighed som ikke holder op, men bliver ved og ved og ved med at kræve mere og mere skrift. Jeg har aldrig besluttet mig for at begynde. Det er som at trække vejret for mig, og man bliver vel heller ikke træt af at trække vejret, vel? Hvor man pludselig en dag tænker: “Gud, hvor har jeg dog trukket vejret længe; jeg må hellere holde en lille pause.” Nej. For man er ikke selv herre over vejrtrækningen, og på samme måde er jeg ikke herre over skrivningen. Den fortsætter, om jeg vil det eller ej. Dog har jeg for længe side givet mig hen til den, så heldigvis er skriveprocessen en god symbiose. Jeg har brug for den, og den kræver mig! Det er besynderligt. Sommetider er jeg sammen med nogle venner, og så tænker jeg slet ikke på at skrive digte. Jeg findes i nuet i selskab med dem, men langsomt kommer nødvendigheden snigende. I starten kan jeg holde den på afstand og koncentrere mig om at være social, men på et tidspunkt bliver trangen til at skrive så overvældende, at jeg må trække mig, tage hjem og gå i gang med at skrive. Det er en afhængighed. Simpelthen. Og jeg kan mærke det fysisk i mine blodårer, når det er. De der abstinenser efter at skrive et digt. Og som jeg skrev før, så har jeg aldrig valgt at skrive, men det er, som om poesien har valgt mig. Det er min skæbne at skrive. Men det er ikke nødvendigvis skæbnen at blive en anerkendt digter. Der er ingen garanti for, at jeg nogensinde kommer til at opleve succes. Det er meget usikkert, om jeg når nogen vegne med at skrive digte, men jeg kan ikke lade være, og jeg har ikke lyst til f.eks. at være gymnasielærer. Det her er, hvad jeg vil med mit liv, eller det her er, hvad mit liv vil med mig. At skrive. Derfor er der ingen vej tilbage eller ud af poesien. Der er ingen plan B. Jeg må fortsætte frem og prøve at forbedre mig fra digt til til digt og opnå mit fulde potentiale som skrivende. Det er skæbnesvangert for mig, om jeg bliver anerkendt for mine digte eller ej. Dog kan jeg tilføje, at jeg efterhånden har skrevet på et manuskript så længe, at tålmodigheden er blevet større; jeg har vænnet mig til, at tingene ikke går så hurtigt, og at jeg kun udvikler mig ganske langsomt. Men på et eller andet tidspunkt bliver jeg forhåbentlig færdig med den digtsamling og får den udgivet på et stort forlag. Det er efterhånden kun et spørgsmål om tid, tror jeg.

Jeg må vel også indrømme, at jeg ikke er et naturtalent som Yahya Hassan, der som 18-årig fik et kæmpemæssigt gennembrud. Jeg må arbejde ekstrahårdt for at få sproget til at lykkes, jeg må læse endnu mere end andre, jeg må tage mig endnu mere sammen, men det har vel også sin charme, for når tingene så endelig går op i en højere enhed, kan jeg glæde mig endnu mere over, at det er lykkedes mig at skrive en vellykket digtsamling! Jeg har på ingen måde siddet på en lift til toppen af bjerget; jeg har måttet tage den lange, hårde, besværlige, energidrænende bjergbestigning op uden hjælpeværktøjer. Nødvendigheden har krævet det, men det er ikke selvsagt, at der er blevet kastet reb ned til mig. Alting har jeg måttet skabe selv. Fra bunden. Hver af de hæfter, jeg har lavet, har været som klippeafsatser, hvor jeg har kunnet kigge ud over landskabet og se, hvilken vej op, jeg har taget. Og når jeg endelig når til toppen, får jeg øje på et endnu større bjerg, jeg så må bestige. Sådan må det vel være. Men det er besynderligt, da jeg ikke har valgt at gå i gang, men at jeg er nødt til det. Jeg er nødt til det, fordi det er som at trække vejret, og det kan man ikke holde pauser fra. Ja. Men 2014 bliver et meget spændende år for mig! 100%

For lige at slå en krølle på, hvad jeg hidtil har skrevet, så regner jeg med at undgå visse ord og udtryk, finde nye former at proppe indholdet ind i, eller lade indholdet skabe sine egne former. Det kan godt ske, at jeg laver nye numre af Forventning & Forvirring som så vil være tilgængelige på Scribd.com i begrænsede perioder. Det ville måske være en fin måde at arbejde på. Jeg kan hvert fald godt lide at have en idé om, hvor de digte, jeg skriver, kan optræde. Om det er hæfter, tidsskrifter, pdf-filer. Og ellers må jeg gå amok, eksplodere, kræve mig selv og poesien i verden! Jeg glæder mig hvert fald til at se, hvad jeg finder på. Det plejer at være ret vildt og overraskende!

31. december 2013 kl. 01:57

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: