131226: Drøm om at være en svag Batman + erindring + om at skrive poesi

Jeg er lige vågnet op af en ret lang, trist drøm, hvor jeg var Batman (godt nok gik jeg under navnet Nigel i stedet for Bruce, men jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der skete). Det var noget med, at Batman var kommet i en ret depressiv tilstand, hvor han konstant gik rundt og sagde: “Men hvad nytter det? …” med henblik på kriminaliteten; et sted kunne han standse et bankrøveri, få røverne i spjældet, men et andet sted opstod ny kriminalitet. Min udgave af Batman var slap, vemodig; der var ikke rigtig nogen muskler tilbage, fordi han bare gik rundt og var trist. Nå. Det helt store problem i fortællingen var ikke kun Batmans egen indre problematik, men at en af hans gamle konkurrenter (helt uden for Batman-universet i øvrigt) på en måde havde luret ham, taget hans bedste isenkram og selv tog ud for at kæmpe mod forbrydere (men faktisk var han ikke en helt, da han i al hemmelighed hjalp de kriminelle). Denne skurk datede Batmans tidligere elskerinde, og hun var totalt forgabt i ham, jeg kan ikke huske, at der blev nævnt noget som helst navn, så det står lidt ud i det uvisse. Hvis jeg skulle give ham et navn her og nu, så vi kan kende forskel på de to, så lad os bare kalde ham for Røvhullet, for han var sgu et gigantisk røvhul anyway.

I den første scene ser vi Røvhullet have sex med Batmans tidligere elskerinde. Det var ret underligt. Noget med puden ned foran munden på hende; meget sadistisk, imens Batman banker på døren uden for, ikke iført sit kostume. Røvhullet åbner døren og siger: “Hej Nigel?” Batman beder om hjælp; måske kunne de tage ud sammen og én gang for alle få bragt en ende til kriminaliteten i byen (jeg tænker, at dette forslag først er kommet efter flere måneders dyb depression). Røvhullet, med en stor aura af arrogance, siger, at de kan tale om det. Senere går de ind hos Batman, hvor de drøfter situationen. Røvhullet virker til at være ret flabet, og Nigel/Batman i denne situation prøver at være overbærende, da han meget, meget gerne vil have få bragt en ende på banderne og det, men han kan ikke gøre det alene. Her fremstår det, at Røvhullet har brugt sin superhelteposition på en meget slem måde, og at der hermed er en uprøvet potentiale for, at han kan være med til at bekæmpe problemerne, hvis han altså vælger den gode side. Det sker ikke. Røvhullet er kun ude efter at få Nigel ned med nakken af en eller anden syg grund. Pludselig står Nigels nye kæreste foran dem, imens hun skifter tøj, han prøver at få hende til at gå et andet sted, da hun helst ikke må “opdages” af Røvhullet, hvis øjne straks tændes af glødende ideer: Han vil gå direkte efter hende, hvilket Nigel udmærket er klar over. Jeg tror, at Nigels depression og manglende selvtillid er så overhængende, at det ikke ville være til at bære for ham, hvis han mister sin nye kæreste til Røvhullet, som det skete med hans tidligere elskerinde. I ren og skær panik tager Nigel en kniv frem og stikker Røvhullet i maven, men der sker ikke det store, da han er for muskuløs (nærmest som et skjold), og han bare griner af ham. Jeg kan huske, hvordan jeg selv oplevede den totale afmagt i denne situation i drømmen, og at det var totalt ulideligt. At alting blev taget fra én uden, at man kunne stille noget som helst op. Hvad der herefter skete er ikke til at sige, men Røvhullet (jeg fortryder lidt det navn, han kunne også bare være Idioten, who knows) går vist sin vej.

Herefter kommer der nogle flimrende scener som jeg ikke helt kan huske, men af en eller anden grund flygter Nigel, nu iført sit Batmankostume, fra politiet, der for alt i verden forsøger at skyde ham ned. Selv politiet er gået imod ham, og han kan ikke længere bekæmpe kriminalitet. Jeg kan godt huske, hvordan det var i drømmen, hvordan kræfterne var ved at slippe op, betjentene nærmede sig, og jeg måtte skyde sådan et klatrereb med noget pistol-agtigt op mod et tag for så at fire mig væk. Hele denne flugt munder ud i, at Nigel bryder ind i et stort “mansion” og videre ind i det store soveværelse, hvor Røvhullet ligger sammen med Nigels nye kæreste. Nigel (af en eller anden grund foretrækker jeg at kalde ham Nigel i stedet for Batman) stiller sig op på sengen og begynder at skyde Idiotens knæ, hænder, ankler mm., så han vil være lemlæstet resten af sit liv. Af en eller anden grund vil han ikke slå ham ihjel, men bare gøre ham immobil (ordet immobil farede rundt i hovedet på mig, da jeg vågnede). En temmelig dramatisk slutning på drømmen! Jeg ved ikke, om Nigel kom ud af sin depression og kunne fortsætte med at bekæmpe kriminalitet, eller hvad. Det var hvert fald ret syret.

II

Det nytter vel ikke noget at have kommet med et referat af drømmen og så efterlade det dér. Der skete alt muligt andet som jeg ikke lige kan huske, men det ovenstående var klart det vigtigste. Historien gentager noget, jeg selv var udefor i efteråret 2010, hvor en ny pige startede på Det Frie Gymnasium, i 1. HF. Jeg selv gik i 2. HF. Ved slutningen af 1. HF, omkring maj-juni, var jeg blevet spurgt, om jeg ville være “legekammerater” for de nye HF’ere, der skulle starte i august 2010, hvilket jeg takkede ja til. I samme åndedrag tog jeg hen til min ven, Nicklas, og spurgte, om han ville være med til det. Han var meget tilbageholdende med at ville have noget med de nye elever at gøre, men da jeg jokede med, at vi kunne få nogle telefonnumre af de nye HF’ere, så var han straks med.
Vi blev “legekammerater” og skulle introducere skolen til de nye elever, holde en slags tale i deres klasse og ellers være der for dem, hvis de havde spørgsmål. Jeg fik meget tidligt øje på en pige, der hed Chai, og til en skoleudflugt om fredagen i den første uge talte jeg med dem fra 1. P., da alle mine egne klassekammerater var taget hjem. Der fik vi snakket lidt sammen, og hun virkede egentlig til at være en anelse skrøbelig person, hvilket mindede mig om mig selv. Hun kunne også lidt Placebo, og sådan. Men dramaet skete om aftenen, til årets første skolefest, da jeg fik aftalt med hende, at vi skulle på en “te-date” et sted i fremtiden, jeg fik hendes nummer og alt var godt; jeg tog over til Nicklas, der sad uden for hovedbygningen og fortalte ham om, hvor glad jeg var, og at jeg virkelig følte mig forelsket. Han benyttede sig af sådan en underligt overbærende stemme, jeg ikke rigtig stolede på, da han fortalte mig, at det da lød rigtig godt, og “tillykke med det” og sådan,  men viste sig , at han senere “gik direkte efter hende”, snakkede nonstop og flirtede helt vildt. Og jeg kunne ikke selv komme ind i deres samtale, da det, de talte om, ikke sagde mig vildt meget. Det var ualmindeligt nedern at være vidne til det; at jeg så klart havde sagt til ham, at jeg var vild med hende, havde fået hendes nummer, og at vi skulle på tedate, og at han alligevel valgte at se totalt bort fra vores venskab og i stedet ville få fat på hende ligegyldigt hvad. Jeg er ikke typen, der sparker døren åben og gør krav på mig selv i en given situationen (det var nok derfor, at Nigel i drømmen ikke længere var særlig stærk, da han havde mistet håbet og det). Jeg blev tilskuer og fulgte med ham, hende og resten af 1. P. over i en af de andre elevers lejligheder, der lå i nærheden af skolen. Der sad jeg for mig selv ved bordet og så, hvordan Nicklas løj gang på gang over for hende. Normalt talte han om, at han udelukkende hørte dødsmetal, og at det var den mest overlegne genre, der fandtes, men pludselig var han “vildt interesseret” i 60’er-musik som hun også hørte. Det var totalt ulideligt for mig, og hver gang jeg selv skulle vælge musik, valgte jeg The Smiths eller Interpol i stedet for at give mig ud for at være en anden, end den jeg var. Det gik op for mig, at ingen rigtig snakkede til mig, men med hinanden så omkring klokken 3-4 stykker tog jeg mine ting og gik over til Nørreport uden at sige farvel (jeg kan godt komme i sådan et humør, hvor jeg gør noget “drastisk,” der var ingen grund til at sige farvel, da de ikke anede, at jeg var der!) Om mandagen fortalte Nicklas mig, at ingen havde lagt mærke til, at jeg var væk; det var først flere timer senere, da de skulle videre, at de undrede sig over, hvor jeg var. Nå.

Det sluttede selvfølgelig ikke der. I skoletiden talte vi alle tre sammen om forskellige emner, men jeg var simpelthen så uenig med deres udtalelser. Vi talte på et tidspunkt om mottoet “Carpe Diem,” de gik hele tiden rundt og sagde det med henblik på “store politiske omvæltninger,” som bare ikke kunne udføres i virkeligheden, hvis det ikke blev gjort på en mere organiseret måde. Ellers var det bare tom luft, hvis eneste funktion havde at sætte sig selv i et vigtigt lys, som en der var oprørsk, hævet over andre, men det kom der ingen ændringer ud af; kun fremhævelse af sig selv som en, der er bedre end andre, og det er totalt ligegyldigt i en sammenhæng, hvor man ønsker at lave om på tingene. Jeg derimod mente, at “Carpe Diem” mest var vigtigt i forhold til de små ting i livet, at man gør det, man normalt er for bange til at gøre, da det netop er i Hverdagen, at ens liv udfolder sig, og at det netop er den, man må ændre for at få det meste ud af tilværelsen. Men de fortsatte at tale om, at Danmark skulle tilbage til et “Jæger-samfund” uden stat, skat og sådan noget, men hvor man skulle klare sig selv, de svage måtte dø uden hjælp fra fællesskabet, hvis de ikke kunne tage vare om sig selv, hvilket var totalt langt ude. Nicklas havde nogle ret ekstreme synspunkter i forhold til mange emner, men hans holdninger var ofte meget ulogiske, så hver gang jeg som en eller anden Sokrates (min store helt) spurgte mere ind til, hvad han mente, løb han tør for ord, og hans synspunkter viste sig at være dybt åndssvage. Desværre er det ofte sådan, at piger hellere vil være sammen med “stærke fyre,” der kan yde dem en eller anden form for beskyttelse, hvad ved jeg (nu er jeg selvfølgelig lidt generaliserende, men dette synspunkt deler jeg med Lars Von Trier, i øvrigt, link her).

Jeg vil nu ikke grave for dybt ind i det her, men jeg kan tydelig huske den afmagt, jeg følte, da jeg skulle mødes med hende til den der “tedate” som vi havde haft aftalt i en uge, og at hun et kvarter før aflyste. Hvordan de tilfældigt mødtes uden for skoletid i byen, og at jeg aldrig rigtig fik en chance til at tale med hende. Jeg fik aldrig vist, hvem jeg var, da Nicklas var så dominerende. Jeg kunne ikke gøre andet end at tage hjem og skrive digte, men det “nyttede” jo ikke noget. Den der følelse af at være “endnu en dejlig digterdreng” (Strunge med David Bowie med på omkvædet, fra Popsange). De endte med at blive kærester, og ikke nok med, at jeg følte mig svigtet, mistede jeg også min daværende bedsteven, da vi ikke rigtig kunne snakke sammen mere. Jeg synes, det ofte er sådan, at man vender det blinde øje til visse negative sider hos ens venner, når man er sammen med dem, for i stedet at fremhæve de mere positive; dog havde jeg undervejs opdaget, at Nicklas havde en ufattelig arrogant, selvoptaget og meget, meget ondskabsfuld side, der dog ikke var gået ud over mig før da. Han havde haft en kæreste som skulle opfylde hans seksuelle lyser til fulde, og derfor nægtede han at bruge kondom. Hun blev gravid op til flere gange, en af graviditeterne strakte sig helt hen til sjette måned, hvor en læge måtte foretage en ulovlig abort. Hun var ikke det eneste tilfælde, og alt det fortalte han mig totalt glad og smilende som om det var en triumf. Hver ødelagt pige et trofæ. Jeg rystede bare på hovedet dengang, men i det efterår væltede det hele op igen, og jeg kunne ikke negligere det. Jeg kunne bare ikke være venner med ham, når han var sådan. Han sagde også alle mulige syrede ting som at Big Bang ikke var en velfunderet teori, men at den var opfundet, ud af det blå, af den katolske kirke som et totalt langt-ude modsvar til troen på Gud, og at folk bare var så dumme, at de faktisk troede på det. Der måtte jeg grine lidt, men det var meget typisk for ham at have sådanne holdninger til alt muligt og fremføre sine påfaldende ulogiske og mangelfulde argumenter på en utrolig selvsikker og arrogant måde. Hvis man ikke stiller spørgsmål til dem og ser, hvordan de falder sammen, kan han slippe af sted med at være “den klogeste nogensinde,” og det var totalt ulideligt at se og høre på. Nå. Men det var, hvad hende pigen ville have…

I oktober, samme år, da vi var på studietur til Barcelona, sad Nicklas og jeg ude på altanen til vores hotelværelse og snakkede sammen. Jeg prøvede, under de omstændigheder at vi måtte være sammen i fem dage i udlandet, ikke at være negativ, men holde en god tone. Vi talte om et eller andet, vi havde oplevet på turen, da han ud af ingenting spurgte mig: “Vidste du, at Chai godt kan lide at blive gagget?” Jeg vidste ikke, hvad det betød, så han måtte uddybe det for mig: “Det er, når jeg tager min pik ned i halsen på hende, så hun ikke kan få luft. Det er hun helt vild med.” Alene den måde han sagde til til mig på… Triumfen i hans øjne. Jeg var ødelagt og kunne ikke stille noget op. Jeg kunne kun prøve at skifte emne, imens han gentagende gange forsøgte at uddybe, hvad han ellers lavede med hende. Jeg måtte drikke helt vildt meget absint senere på aftenen og brække mig og drikke mere bare for at komme lidt på afstand af det.

Resten af skoleåret forsøgte jeg for alt i verden at undgå dem, men de sad altid sammen i kantinen og holdt om hinanden og kyssede, og jeg prøvede bare at se den anden vej. Det var så ærgerligt, at jeg ikke længere talte med Nicklas, da han var den eneste, jeg rigtig gik rundt sammen med, så jeg blev efterladt helt alene. Alene hen til skolen, derhenne, og alene på vej hjem igen. Jeg kunne ikke andet end at forvilde mig ind i poesiens verden, men hvad nyttede det? Det var nok den følelse af afmagt, depression og håbløshed, der dukkede op i min drøm her i nat/formiddag/dag (jeg har en skæv søvnrytme), samt ønsket om hævn. Det bliver der dog ikke noget af.

Om foråret 2011 var jeg i Kongens Have. En pige, en af mine venner, Alex, havde datet, kom hen til mig. Alex havde fortalt mig, at hun var ret vild med mig, og jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke skulle yde nogen stor indsats, hvis det skulle “lykkes.” Hun var virkelig smuk, sød og meget indtagende! Men jeg besluttede mig for at ringe til Alex for lige at høre, hvad det var for noget med hende, og hvordan han havde det, og han fortalte mig, at han ville blive meget ked af det, hvis jeg havde kontakt med hende, hvilket jeg var helt indforstået med. Hun ventede på mig ovre i græsset, da jeg vendte tilbage og forklarede, at jeg ikke længere kunne tale med hende, da jeg vægter mit venskab med Alex højere end, hvad vi end kunne have sammen. “Venner før kvinder”. Det syntes hun var ret cool, men også meget, meget ærgerligt, og siden har vi ikke talt sammen, højt kortvarigt nikket til hinanden, hvis vi ved et tilfælde befandt os det samme sted (det er heldigvis kun hændt en gang).

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg ville hen med det ovenstående. Det var bare den drøm som jeg måtte skrive ned, og så dukkede alt det andet op. Igen. Men jeg synes, at jeg efterhånden har sluppet det og kan tænke på alle mulige andre ting, men i min underbevidsthed ulmer det samme forløb; sådanne følelser slippes ikke, men findes et sted i mig, og når jeg skriver poesi i dag, dukker de op og giver styrke til sproget, selvom jeg måske ikke selv er klar over, hvordan de nye digte og min erindring hænger sammen. Det er sgu ret pudsigt.

Nu får jeg lyst til at høre Teenage Wildlife af David Bowie. Link her.

III

Nu er det her jo “en poetisk blog,”  så jeg bør nok koble det ovenstående med digtningen, og det er egentlig ganske simpelt. Alt, jeg har oplevet i mit liv, af minder, erfaringer, følelser, tanker ender nede i en underbevidsthedens ursuppe, hvor det koger op, blusser ned, men altid findes i højere eller mindre grad. Når jeg sætter mig ned og skriver på livet løs uden at vide, hvor jeg vil hen med skriften, er det min underbevidsthed, der får lov til at tage roret og styre skrivningen bestemte steder hen, hvor associationerne fører mig, hvor bevidsthedsstrømmen iler. Det er nok derfor, at jeg altid kan skrive, eller at der altid er noget at tage af, da følelserne ikke bliver mindre af at blive udtrykt, de fortsætter med at være der, men deres måde at blive kommunikeret ud på kan ændre sig, tage forskellige skikkelser undervejs. Der findes den “konkrete” erindring med alt, hvad jeg “i virkeligheden” har oplevet og følt, men så findes der det endnu større hav af fantasi som også kan benyttes. Jeg tror egentlig, at fantasien er uendelig, og når de to ting kobles sammen i ét skrivende nu, så dukker poesien op i stor stil. Det handler om at skrive løs uden at tænke for meget over, hvor jeg vil hen, og så lykkes digtene ret ofte. Men hvis jeg derimod stopper og tænker for meget, kvæles skrivningen, da den ikke er levende nok. Poesien skal være sprællevende, nærværende, til stede, og ikke som et udstoppet dyr, hvor man kan se, hvad det ligner (en ugle, en ræv), men hvor der ikke er nogen puls; poesien falder sammen.

Selvfølgelig er jeg ked af, hvad der skete i 2010-11, på et personligt plan, men de oplevelser ulmer nede i underbevidstheden og tilbyder nu sig selv i poesiens tjeneste; det er ud fra dem, jeg kan skrive nye digte i dag, ligesom jeg kan benytte mig af alt andet, jeg har følt og oplevet. På den måde findes der en “poetisk hævn” i forhold til fortiden, hvor nogle katastrofale oplevelser pludselig kan vendes om og blive til stærk poesi. Da jeg tidligere i dette efterår overvejede, om jeg skulle med min klasse til Berlin, ville jeg først blive hjemme, men det gik op for mig, at selvom jeg muligvis ville få en negativ oplevelse ud af det, ville den alligevel kunne bruges i mine digte. Sommetider er det mest elendige, der sker i mit liv, det bedste i en poetisk henseende, men samtidig må jeg understrege, at jeg bestemt ikke leder efter ulykkelige situationer, da de gode er mindst ligeså brugbare. For det meste sidder jeg her på mit værelse og skriver og læser og dagdrømmer, men jeg har også brug for at få “et skud virkelighed” ind i sprogets arterier, så der er noget nyt at skrive ud fra. Og jeg fik jo også skrevet noget, da jeg var i Berlin, så det gav skam også mening for mig og poesien.
Jeg synes dog ikke, at det interessante ved min poesi er, hvor meget af den, der bygger “på virkeligheden,” men hvor meget læseren kan genkende sig selv i det. Nok kan jeg hælde lidt af mig selv over i digtene, men disse følelser er noget, alle mennesker kender til, og dermed er mine digte ikke “min selvbiografi,” slet ikke, men derimod en slags fælles oplevelse som andre, forhåbentlig, kan leve sig ind i og genkende. Det ville være ufattelig kedeligt, hvis læserne af mine digte bare tænker: “nå, nå, så det har ham her Christian følt og tænkt? nå, nå” nej… Det spændende er det punkt, hvor læseren føler sig truffet, hvor digtene handler om læseren i stedet! På stedet! Ikke at digtene skal være et almindeligt spejl, men som Søren Ulrik Thomsen siger: “Et rystet spejl”. Poesi.
Det nytter heller ikke noget, at folk læser mine digte uden at kunne få noget som helst ud af linjerne, teksterne lukker sig om sig selv, og det er totalt umuligt at forstå sprogbruget, men det skal heller ikke være så  åbent, at læserens egen fantasi ikke har rum til at udfolde sig i. Jeg vil helst have, at hver læser har sin egen opfattelse af, hvad det enkelte digt handler om, og så er det ikke så betydningsfuldt, om det er min egen læsning af digtet, der rammes. Hellere hundredvis af tolkninger, end den samme, der går igen og igen. Men jeg skriver jo også nogle ligefremme digte hist og her, ligesom der også opstår mere lukkede. Men forhåbentlig ved I, hvad jeg mener, og hvor jeg vil hen.

Hvis jeg skriver en suite af digte, hvis afsæt er min egen personlige erfaring fra 2010/11, ønsker jeg ikke, at man kigger ind i skriften og tænker: “Så han har oplevet det her?” Men at digtene er som at se ind i sig selv, og at der dermed findes et udtryk for noget, læseren selv bærer rundt på, men som ellers ikke har kunnet “komme ud”. Sådan har det selv med Strunges digte. Størstedelen af dem handler jo om mig! Og så kan det godt ske, at de alle handler om Strunge, men vi har så meget tilfælles!

Jeg må hellere afrunde dette indlæg, da det var noget helt andet, jeg ville skrive om. Det ovenstående dukkede bare op, men var åbenbart nødvendigt at nedfælde her. Hav det godt derude!

26. december 2013 kl. 16:26

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: