131225: Efter Nyt Terræn + skriveprocessen fremadrettet

Jeg kan godt lide at have den her blog! Nu har den været til rådighed for mig i 25 dage, og det er, som om betydningen af den vokser støt og roligt med tiden; her findes et frirum, hvor jeg kan få afløb for nogle tanker, jeg ellers måtte bære mig gennem dagene. Men samtidig kan jeg også være mere spontant og opdage, hvad der gemmer sig i mit hoved. Jeg kan godt lide at have et “sted,” hvor jeg kan tage hen, når jeg går forvildet rundt (i min bevidsthed).

Som sagt er Nyt Terræn tilgængelig på Scribd.com, men jeg har ikke de store forventninger til, hvor mange, der egentlig kommer til at læse den. De fleste skimter måske de første sider igennem, og kun de færreste når helt til enden. Omvendt kan det være, at der dukker interesserede læsere op i løbet af de sidste dage, og at de så skal skynde sig gennem digtene, da jeg som sagt, lægger dokumentet ned d. 31. december. Det er nu eller aldrig! Jeg håber, at hin enkelte mærker bare 1/10 af den begejstring, jeg oplevede, da jeg skrev teksterne, for så vrikker både hjernen og hjertet med ørerne! Der bliver næppe tale om decideret headbanging, men mindre kan vel også gøre det. Selvfølgelig er der også sandsynlighed for, at nogen slet ikke bryder sig om sprogbruget, indholdet og formen, men det er der trods alt ikke noget, jeg kan gøre ved. Hvis jeg er et alternativ rock band, nytter det ikke at klandre mig for ikke at “spille mere hip hop, dødsmetal eller reggae”. På det punkt må jeg være naturlig og kompromisløs.

Efter at have skrevet Nyt Terræn (i sin umiddelbare sondering; senere kan der komme flere versioner, hvor jeg høvler digtene, idet jeg retter dem; eller fortsat eksperimenterer med sætningerne som en alkymist i sit laboratorium; hvad sker der, hvis der tilsættes en anelse mere abstraktion i disse temmelig konkrete linjer? noget lidt mere “kreativt” i disse lidt kedeligere? Det må jeg se på!). Jeg starter lige sætningen forfra: Efter at have skrevet Nyt Terræn føler jeg mig som en bjergbestiger, der netop er kommet ned fra bjerget og som nu står og kigger op på, hvor jeg netop har befundet mig, på bjergets tinde. Det er en anelse surrealistisk, at rejsen er slut, men endnu mere besynderligt, at den overhovedet begyndte! Hvad der i starten fremstod som en hyggelig picnic på bjergskråningen, tog sig en helt ny drejning, idet en trang efter at klatre dukkede op i mig, og så måtte jeg følge lysten. Nu er jeg på den anden side, men jeg har tænkt mig at besøge bjerget igen og se, om der ikke findes nogle lidt bedre veje, andre klatremuligheder und so weiter, men det bliver ikke lige nu. Jeg skal lige have det hele lidt på afstand, så jeg kan se på teksterne med mere objektivt-tænkende øjne. Ja. Men samtidig har jeg lyst til stadig at skrive, men det bliver ikke på en forlængelse af denne skriveproces, da den kreative udfoldelse af dets sprog, emne, form mm. er tilendebragt; jeg kan kun perfektionere fra nu af, og eventuelt tilføje noget, HVIS der altså dukker noget op! Der er en anden strømning på vej i mig, men hvis Nyt Terræn var en flod i stormvejr, må det nye være en lille, rolig å, der lige så stille kræver at komme til udtryk, men det bliver næppe ligeså vildt. Det er som at vende tilbage til det, jeg er vant til, og så fremstår det måske  anelse, mindre spændende, men så må jeg genopdage det gode i det mindste, og tage digtningen videre derfra. Jeg har masser af esser i ærmet endnu, så det handler om at spille dem på det rigtige tidspunkt; når nødvendigheden melder sig og kræver mere skrift fra min side af!

På en måde var det lettere at skrive Nyt Terræn, fordi alle teksterne hang sammen; den ene gled på uventede måder over i den næste, og tilsammen udgør de et univers som må bedømmes på helheden og ikke så meget på de enkelte digte. Jeg tror nu stadig, at de enkelte digte er stærke hver for sig, men de kræver samtidig hinanden under læsningen, synes jeg. De peger frem og tilbage, giver og tager betydning fra og til hinanden. Det er noget mere avanceret at skrive et enkelt digt, der skal være helt klart, stærkt og stå på egne ben. Det kan ikke støtte sig til sine brødre og søstre, men må hæve linjernes sværd alene i krigen mod indholdet og formen og læserens (og ikke mindst min egen) vurdering. Det virker faktisk temmelig spændende at skulle vende tilbage til denne form igen, da den anden, Nyt Terræn, jo også var meget udtømmende for mig. Det er rart at kunne gå i gang med andre projekter, når det ene er nået i mål, og at jeg så kan vende tilbage til dem senere for at se, om de ikke kan skubbes længere frem, mod nye målstreger! Men nu vil jeg ikke skrive så meget mere om, hvad jeg har til hensigt at gøre, da det eneste, der sker, er, hvad jeg finder på. Og det kan kun fremtiden vise!

Jeg vil nok slænge mig lidt i hængekøjen efter bjergop- og -nedstigningen, indtil en ny nødvendighed og inspiration melder sig. Jeg glæder mig til at se, hvad der mon dukker op! Ligegyldigt hvad, så handler det ikke om at skrive digte 24 timer i døgnet, hvis man ikke har lyst til det, da teksterne i så fald ofte bliver ret elendige; man skal helst mærke den der trang i ens blodårer, når abstinenserne efter at skrive er på deres højeste, ja, man skal ikke nødvendigvis skrive hele tiden, men man skal være PARAT! Parat til at tage en tjans i poesiens tjeneste 24 timer i døgnet, alle ugens syv dage. Men først ligger jeg lidt i hængekøjen og venter på, at jeg kaldes ind til tjeneste. Jeg står altid til rådighed.

25. december 2013 kl. 14:08

 

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: