131223: Færdig med et skriveprojekt – Hvad nu!?

Jeg har netop sat internetstikket i computeren igen, da jeg netop er blevet færdig med noget med vigtigt, men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal tage hen med mit jubelbrøl, så det kan modtages af nogen, øjeblikkeligt, NU. Derfor må det blive her, så der alligevel sker et eller andet. Det er så underligt, hvordan jeg kan være ekstremt fordybet i det skrivende øjeblik, hvordan det hele lykkes, og at alting efterfølgende fremstår så tomt, omgivelserne, verden. Fordi teksten eller selve skrivningen af teksten har været så meningsgivende. Det er som at se sin elskede gå fra en, og man står helt tilbage, efterladt på perronen. Eller noget i den retning. Følelsen af afslutning og tomhed, forladthed.

På den ene side er jeg ekstatisk, mine hænder rører skyerne! Men det er en underlig form for glæde, da den ikke kan deles af nogen nu, og spørgsmålet er, om den nogensinde opstår i andre, da dette er meget subjektivt. Jeg har skrevet teksten færdig; jeg vidste ikke, at den fandtes, da jeg begyndte for et par dage siden, og jeg anede ikke, at slutningen var så tæt på, da jeg skrev videre for et par timer siden. Men nu er der en form for konklusionen på dette virvar, der har krævet at blive udfoldet i skriften. Jeg tænker stadig over, hvad der skal ske med den, om den skal lægges ud som en pdf-fil midlertidigt, altså, at den tages ned efter en til to uger, eller om den slet ikke skal vises frem. Det ville bare være så underligt og rungende tomt, hvis jeg ikke kunne dele den med nogen, bare i et kort stykke tid som det mindste.

Samtidig har jeg lidt svært ved at skulle skrive om, hvad jeg egentlig har gjort. Hvad der er blevet skabt her i dagene før og efter vintersolhverv 2013, men det er noget meget specielt – for mig, hvert fald, men om andre synes, at det er forfærdeligt kedeligt at læse, usammenghængende og, ja, nærmest dumt, eller om min begejstring – i skriveøjeblikket – deles af den læsende, det ved jeg endnu ikke. Jeg har ikke en gang korrekturlæst slutningen på værket, men jeg kan bare mærke, at jeg har ramt noget utrolig vigtigt i min egen skrift som jeg aldrig har formået før, og det er meget spændende.

Måske er projektet slet ikke slut. Måske er dette bare en falsk slutning, og nødvendigheden melder sig på ny. En nødvendighed af at fortsætte dette projekt, fordi det alligevel rummer mere. Men måske er det alligevel slutningen, jeg så dukke op i det sidste digt, og at der ikke længere er noget at gøre. Lige nu kan jeg ikke rumme denne underlige følelse af, at ingen forstår, hvad jeg snakker om, at min begejstring ikke kan deles med andre, fordi de jo ikke har været med mig under skabelsesprocessen. Det er nok det mest frustrerende ved at skrive poesi; det sker her og nu, men det kan tage lang tid før, at andre får det i sig, forstår det, og for det meste er det endnu mere sjældent, at nogen bryder sig om, hvad jeg har skrevet. Det er så håbløst. Men lad os se, lad os se. Jeg ved jo stadig ikke helt, om jeg vil dele det med nogen, med jer, eller om jeg skal holde det som min hemmelighed, som der kan ske alt muligt med i de næste par måneder. Hvad sker der. Forvirringen er ret total hos mig, men jeg finder nok udredninger på problemstillingen senere.

23. december 2013 kl. 18:56

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: