131220: Om ikke at skrive + et nyt projekt

Ingen refleksion. Mit hoved er tomt, men det er som at se gennem en rude og ud i en have. Umiddelbart foregår der ikke det store. Vinden hiver i træernes hår, dunker et par blomster i baghovedet, men hvis man tager ud og vender nogle sten, findes der myriader af liv nedenunder. Man kan tage ud og høre fuglene synge (hvis de da ellers ikke er på ferie). Men alligevel kan den rumme en følelse af forladthed. Hmm. Mit hoved er tomt, men jeg tænker, at sammenligningen med haven måske er en smule ved siden af. Træerne, blomsterne, græsstråene, skulpturen simpelthen er, findes, eksisterer i deres afgrænsede former, kroppe. Imens tankerne derimod er noget, der sker og forsvinder. Som de hurtige billeder i en videofilm, der afløser hinanden for at skabe fremgang. Nogle af de bedste oplevelser, jeg har, er, når linjer dukker op i mig og kræver at skrives ud, fordi så føles alting så nødvendigt og levende, denne trang til at skabe får mig til at føle mig nødvendig, som om jeg ikke er en tilskuer, men en hovedrolle i mit eget lille liv, der pludselig emmer af værdi. På den måde er jeg vel meget afhængig af netop at skrive og skabe, fordi det giver en følelse af mening. De perioder, hvor jeg ikke skriver særlig meget, oplever jeg en tomhed som ikke er til at holde ud, og når der ikke dukker noget op, føler jeg mig forladt. Som at være det sidste barn, der venter på at blive hentet i børnehaven. Har I prøvet det? Jeg har kun oplevet det én gang, men den eftermiddag hænger stadig ved. At sidde der på trappen til hovedhuset med hovedet støttet af hænderne og bare kigge ud mod havelågen, hvor min mor forhåbentlig snart ville dukke op. Den tomme legeplads, hvor der ikke var nogen, der legede, ingen uro, larm, bare stilheden, vinden, der hev i træernes hår eller dunkede et par blomster i baghovedet (sådan registrerede jeg det nu ikke dengang; da var det bare vind eller lyden af vind som supplement til manglen af stemmer, latter, snak). Angsten for aldrig nogensinde at blive hentet, men der var ingen tanker om, hvad der i så fald ville ske. Bare ønsket om at hentes; det husker jeg ret tydeligt. Faktisk tænkte jeg over netop den episode her den anden dag, men jeg kan ikke huske anledningen, så den dukker op igen her, fordi jeg følte, at mit hoved var tomt, men at der alligevel er noget, der gemmer sig. Og ja. Ovenstående gemte sig og er nu foldet ud, men jeg ved ikke helt, om det med børnehaven helt kan kobles sammen med ikke at skrive, sådan 1:1, men følelsen af forladthed, tomhed fra de to forskellige situationer minder vel lidt om hinanden. Men jeg bliver jo ikke ligefrem “hentet” af inspiration. Jeg render ikke rundt og leder efter den alle mulige steder og forventer, at den kommer gående med en sjov hat og vupti! så er den fundet! Den kommer indefra og kan mærkes i blodårerne, denne stærke trang efter at skrive, fordi noget, men jeg ved ikke helt hvad, melder sig og kræver at komme til udtryk. Det er en rus! Sommetider kan jeg skrive ufattelig meget og længe ad gangen, og andre gange er det kun lidt, der dukker op. Men det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg fortæller det her.
Lige før kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at skrive et indlæg her, men jeg var ikke klar over, hvad jeg ville skrive. Derfor skrev jeg bare det ned som jeg tænkte, og håbede på, at det ene ville tage det andet. Det er en ret associativ måde at skrive på, men hvis man stoler på sig selv og bevidsthedsstrømmen, så begynder skriften at flyde og pludselig har man formuleret noget “vigtigt”. Man kan diskutere, om dette indlæg er “vigtigt” i en større sammenhæng, men den har betydning for mig, lige nu, i dette skrivende øjeblik. Hvad “skal” man i det hele taget med poesi? Jeg tør ikke gå ind og komme med mit synspunkt på det emne. Ikke her. Det er ikke meningen, kan jeg mærke. Jeg er mere interesseret i at omtale den associative måde at skrive på. Det har faktisk taget mig rigtig mange år at stole mere på mig selv, når jeg skriver. Det værste, jeg kan gøre, er at fjerne en sætning, jeg af en eller anden grund, har nedfældet. Det eneste rimelige er at skrive den næste linje med og se, hvad der sker. Hvor ofte har jeg ikke overrasket mig selv, når jeg er nået endnu længere ind i teksten og opdaget, hvordan det første, jeg skrev, korresponderer med resten. Der er noget nærmest meditativt over det. Man skal helst ikke være alt for bevidst om, hvad man foretager sig, men drive med. Det er vel derfor, at det netop kaldes en bevidsthedsstrøm, noget i bevægelse, fremad, sommetider voldsomt, andre gange dukker ordene op i en lind strøm. Lige nu bærer jeg på en hemmelighed som jeg gerne gad tale om, men det kan jeg ikke. Det siger mit overjeg (hahah, jeg elsker simpelthen der argument :b). Jeg har dog muligvis noget under opsejling, men det kræver, at jeg tror nok på mig selv her på den sidste del af rejsen. Det er ikke nødvendigvis noget skelsættende eller pompøst eller genialt, men noget, der har været meget nødvendigt for mig at skrive ned, og som jeg godt kunne tænke mig at dele med andre. Ikke længe dog. Nu skal jeg ikke løfte mere af sløret. Der er trods alt kun tale om et udkast og ikke om noget, der er færdigt. Måske lykkes det mig, måske ikke. Grunden til, at jeg nævner det her, er, at der netop er tale om en bevidsthedsstrøm, en tekst, jeg har skrevet på en utrolig associerende måde, men jeg tør stadig ikke sige, om den er værd, for mig, at dele, om den er værd for andre at læse. Der er tekster, der har været værd at skrive, men som ikke egner sig til at blive delt. Det er lige godt op for mig, at jeg har brugt ordet “men” ufattelig mange gange i de seneste sætninger! Så mange forbehold! Nu har jeg lige gået tilbage og fjernet nogle, der fylder lidt, MEN der er stadigvæk mange tilbage! Ah, jeg kunne ikke holde mig fra lige at skrive endnu et ind her, bare for sjov. Det er også kun godt, at jeg pludselig blev opmærksom på, hvordan jeg har skrevet, så jeg hurtigt kan skifte emne.

For helvede. Grunden til, at mit hoved var tomt, da jeg begyndte at skrive her, var, fordi jeg nægtede at ville skrive om projektet, da det jo er hemmeligt og muligvis ikke bliver til noget. Alligevel har min underbevidsthed ikke kunnet slippe det og pludselig nævner jeg det alligevel! Ingen selvkontrol! Det er så typisk, når jeg netop skriver om bevidsthedsstrømme, og at jeg så viger uden om mine egne principper. Men det er jo netop sådan, at man skal skrive! Uden for meget omtanke (ændringerne af de enkelte tekster kommer efterfølgende i rettefasen og senere i korrekturlæsningen, hvor man må forholde sig til, om teksten er stærk nok til at vises frem. Projektet, jeg arbejder på, er ikke ment som noget gennemarbejdet, men som noget eksploderende, noget, jeg ikke har kunnet lade være at skabe).

Nu vil jeg ikke skrive mere om det. Det kommer der intet brugbart ud af. Man kan tale løs om alt det, man ønsker at gøre og skabe, men ofte sker der ingenting, og det hele har været luftkasteller. Det er bedst at gøre noget og først efterfølgende, når det ER færdigt, sige, at dette er skabt og gjort. Derfor vil jeg også udsætte offentliggørelsen af dette blogindlæg til i morgen, d. 21. december 2013, (eventuelt helt til d. 22., hvis det går helt galt med at skrive). Måske er det ikke luftkasteller, jeg omtaler til den tid. Jeg har brug for lidt pusterum, men netop fordi jeg ønsker, at dette projekt skal nå helt i havn. Jeg ville elske at dele det med jer!

20. december 2013 kl. 21:17

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: