Min blog er blevet opdaget! Alle mand over bord!

Det er fandeme lang tid siden, at jeg har haft pulsen så højt oppe! Jeg sad og kiggede inde på Hvedekorns hjemmeside, da jeg stødte på dette indlæg her.

Lars Bukdahl har opdaget bloggen! Alle mand over bord!

Jeg har ellers gjort exceptionelt meget ud af netop IKKE at omtale denne blog nogen steder, aldrig linket til et indlæg inde på Facebook eller talt om den med nogen (ud over de “indforståede”). Jeg tror, at jeg i et andet indlæg fra denne måned taler om trygheden ved at befinde mig blandt skyggerne, og at jeg for tiden nyder anonymiteten, så det er jo totalt skrækkeligt, at der er rettet øjne i denne retning! Jeg håbede og håber stadig, at jeg kan skrive bloggen i gang stille og roligt i løbet af de næste par måneder (muligvis år), og at jeg langsomt opbygger en tryghed inden for denne form. Jeg er jo totalt nybegynder til at skrive på denne måde! Åh, jeg håber ikke, at folk kommer vadende ind på denne side og peger fingre af alle mine nybegynderfejl og håner mig til digtoplæsninger og andre arrangementer! Eller at der kommer følgevirkninger på andres blogs, hvor folk skriver noget a la: “Hvordan man absolut IKKE skal blogge? Her er der et link til en, der gør alting totalt forkert! Lær af andres fejl!” Jeg er totalt rundt på gulvet lige nu *snurre snurre*.

Jeg har lige fundet ud af, at bloggen endda er kommet på listen over “Poetiske blogs i DK” link her. Det er sgu spøjst, for jeg har selv været inde og kigge på den liste for at finde andres blog, og derfor er det underligt pludselig selv at stå der. Specielt fordi denne blog jo nærmest ikke er fløjet fra reden endnu, og jeg for alt i verden har forsøgt at holde alting omkring den totalt “low key”. Jeg skal sgu lige sætte vand over til kaffe. Jeg mærker, at en større refleksion er på vej.

Nå, nu gik den sgu væk igen. Hmm. Jeg har nok et lidt spøjst forhold til at skrive på en blog og lave videoer til Youtube, da jeg faktisk ikke rigtig ønsker, at mine indlæg bliver læst, eller at videoerne bliver set! Jeg kan godt lide tanken om at have et afgrænset antal modtagere som jeg henvender mig til, og at det ligesom bliver mellem os. Det er selvfølgelig totalt umuligt, da formatet er åbent og alle kan læse og kigge med. Arghh, hvordan kan jeg sige det. Jeg ønsker at være mig selv i, hvad jeg foretager mig. 100% autentisk, så når jeg skriver et indlæg her eller laver en video, giver jeg helt ud af mig selv, men jeg ønsker netop ikke, at alle skal kunne lide, hvad jeg foretager mig. De illusioner gør jeg mig ikke, og derfor er det langt mere betryggende at henvende mig til nogen, der netop er på mit hold. Jeg har været meget optaget af tanken om, at jeg for øjeblikket befinder mig i en udviklingsproces, hvor jeg slet ikke behøver tænke over, at jeg skal nå enderesultatet her og nu. Når jeg læser mine egne tekster, er der nogle, der er gode, men også en del, der ikke fungerer, men DET ER OKAY, fordi tingene skal nok lykkes helt og holdent SENERE. Jeg sidder og roder rundt med dem selv, der er intet pres udefra, og det kræver bare lidt mere tid. Lidt på samme måde har jeg haft det med at skrive til en blog; at jeg begynder senere, når tiden er inde. Men nu er jeg så startet. Siden d. 1. december, og her er jeg, men selv denne blog har jeg tænkt som en del af udviklingsprocessen, hvor den først for alvor kommer op at gøre om nogle måneder (muligvis år), og derfor fik jeg simpelthen et chok, da jeg fandt ud af, at Lars Bukdahl havde opdaget bloggen. Den er jo en hemmelighed! Tiden er jo slet ikke inde til, at den skal følges af andre end de, jeg kender. Men måske tager jeg fejl. Ja. Jeg tager sgu nok fejl! Nu har jeg læst Tysk 0-B på KVUC hele efteråret, og hver gang læreren har stillet et spørgsmål ud i klassen, har jeg tænkt: “Vælg ikke mig, vælg ikke mig,” men når det så endelig blev mig, flød svarene ud med meget overskud, og det var slet ikke så slemt. Faktisk har jeg fået en ret spøjs ros af de andre elever, der bed mærke i mine ret kreative indslag; fantasien benægter sig ikke! Men måske er det på samme måde med denne blog. Jeg skal slet ikke være så bange (jeg tror,  at jeg skrev temmelig meget om nervøsiteten omkring at skrive på en blog i nogle af de absolut første indlæg her; at jeg bare skal kaste mig ud i det og se, hvad der sker, og at jeg så bare må gøre det på min egen måde (i øvrigt drikker jeg kaffe nu, jeg glemte at informere jer om det tidligere, så måske tror I, at jeg stadig venter på at vandet koger, men nej, så hurtigt skriver jeg nu heller ikke (ekstra parenteser, fordi de er gratis))). Jeg skal slet ikke være bange.

Det er meget lettere at være tilskuer til, hvad andre foretager sig. Man kan sidde med tæppe over sig, have varm kaffe i koppen og sidde og pege fingre ad skærmen, imens man gnasker popcorn (lagde nogen af jer mærke til, at jeg skrev “sidde” to gange i den sætning? Uha, intet slipper gennem korrekturlæsningen! [på den anden side skal jeg jo ikke være for selvsikker på det område, nå tilbage til teksten!]). Man kan gennemgå andres blogs og sige ud i luften, henvendt til ingen, at indlæggene ikke siger én noget, og så klikker man sig ind på andre sider, men det er langt sværere selv at skulle gøre noget. Som at stå på line, holde balancen. Altså. Nu vil jeg lige understrege, at jeg ikke sidder og brokker mig over andres blogs; jeg læser dem bare ikke. Det har jeg vist også skrevet et indlæg om, tilbage i begyndelsen. Nu er jeg her. Nu er jeg i gang. Jeg havde håbet, at jeg kunne få lov at øve mig på linen før, at der kom tilskuere ind på siddepladserne, men det gør der nok heller ikke. Det er bare princippet i det. At dette var en hemmelighed, og at den nu er afsløret!

Sidebemærkning. På listen over litterære blogs i Danmark hedder denne blog “Christian de Groot-Poulsen,” men det er altså ikke sådan, at jeg har opkaldt min blog efter mig selv sådan Yahya Hassan-style. Men jeg har nok bare aldrig rigtig kommet på et ordentligt navn. Det tætteste er “Mit indres tapet,” der i øvrigt er stjålet fra den hollandske digter Hans Lodeizens debutdigtsamling fra 1940’erne, der hed og hedder “Het Innerlijk Behang.” Det indre tapet. Jeg har blot tilføjet et “s” til indre. Måske skal det være mit mål i 2014 at finde et navn til bloggen. Måske skal den bare være selvbetitlet. Hvem ved. Måske bør jeg oversætte flere hollandske digte og lægge dem ud her, da der vist ikke er særlig meget kendskab til hollandsk (egentlig nederlandsk) poesi. Ikke fordi at jeg selv har vildt meget styr på det, men jeg hedder vel ikke “de Groot” for ingenting! Nok om det. Hvis jeg oversætter, så oversætter jeg. Åh, hvilken fremtid denne blog har! Lad os se, hvad der sker!

[Mere kaffe, jeg er stadig lidt rundt på gulvet]

19. december 2013 kl. 19:54

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: