Vinker farvel til 10 digte der fjernes fra manuskriptet og lægges ud på digtenu.dk

Jeg har lige siddet og gennemgået manuskriptet til den digtsamling, jeg ønsker at sende ind til et forlag på et tidspunkt, og det er gået op for mig, at tiden endelig er inde til at give slip på nogle af digtene, da de ikke er stærke nok til at indgå i projektet på hverken kortere eller længere sigt. Det frustrerer mig,  hvordan de udtrykker noget, for mig, vigtigt, og at de på hver deres måde lykkes, men at de alligevel ikke kan bringes videre med på rejsen. Jeg har gang på gang på gang taget dem ind og ud af manuskriptet, men det er på tide endelig at lade dem få hvile. Enkelte af dem har været med i mine hæfter, men jeg har foretaget nogle ændringer, der gør, at ikke er identiske med deres ophav, og derfor giver det mest mening at lægge dem ud på digtenu.dk i al deres nuværende pomp og pragt.

Link til digtene her.

Det er mit håb, at de i det mindste er værd at læse for de, der støder på dem. At de rækker et eller andet af værdi i deres linjers hænder, noget, man som læser, kan tage med sig videre. Jeg tænkte tidligere i dag på, at der findes digte, der er værd at læse, men som ikke er værd at blive udgivet. Det er nok dér, at disse digte befinder sig. De er uden for manuskriptets høje mure, ude i markerne på jagt efter et hjem, og det er her, at der forhåbentlig findes en læser, der vil tage imod dem med kyshånd. Desuden er de heller ikke stærke nok til at blive udgivet af tidsskrifter, så nu har jeg lagt de 10 digte ud på digtenu.dk.

Før Morgengry, Host, Situation, På værelset, Døgn, Guerillakrig, Demonstration, Revolution?, Gråden og Huskesedlen.

[Jeg håber selvfølgelig ikke, at læserne af disse digte grinende peger ind i computerskærmen og mener, at det er noget af det værste lort, der nogensinde er blevet skrevet inden for dansk poesi. I så fald ville nederlaget da være totalt. Det er mit håb, at disse digte finder deres læsere, og at læserne har manglet netop disse digte. På den måde vil der blive skabt fred og harmoni. Åh, jeg føler mig som en forældre, der har set sine børn vokse op og nu ønsker, at de finder deres rette plads i verden. Men så stopper sammenligningen vist også der.

Det er det klassiske: Afsender, tekst, modtager. Jeg har med hvert digt ønsket at udtrykke et givent indhold med et bestemt form, og nu, hvor jeg ikke længere kan arbejde videre med dem, findes de i deres endegyldige udgaver. Jeg har dog også skrevet digte som jeg ikke engang selv kan lide, og som jeg ikke har noget imod at gemme væk i et dokument dybt inde i min computers pulterkammer. Men der findes også digte som de nævnte, hvor jeg føler, at de rummer noget, jeg gerne har villet udtrykke, men at netop ikke er stærke nok til at komme med i et det videre forløb. Det er som at give sit eget aflagte legetøj til et barn, der nok kan få brug for det nu, hvor man selv er blevet for gammel til at kunne lege med det. Ej, det er sgu forkert sagt. Eller det rigtigt nok? Jeg ved det ikke. For alt i verden ville jeg have haft dem med mig videre som “relics,” men vi må alle videre.]

Jeg gennemgår digtene, et for et. Som at vinke farvel på kajen, imens en ven rejser til udlandet om bord på et skib, og man ved, at man aldrig kommer til at se pågældende person igen. Så trist.

1. Før Morgengry.
Digtet er som nogle af de andre, fra Lysets Tulipaner, men her i en anelse revideret udgave, hvor “Herre” er udskriftet med “Magter”. Det peger tilbage på et digt af Gustaf Munch-Petersen fra Nitten Digte. Digtet handler om fortvivlelse, rådvildhed, og digterjeget henvender sig til noget, der er større end ham selv, for at finde svar og retning. Jeg synes, at noget af det sværeste ved at skrive digte, er at ramme mørket og tvivlen pureklart i et digt, men her er der nogle meget fine sanselige billeder, jeg selv “headbanger” til, men det er som om at mere “uddannede” lyriklæsere som anmeldere, redaktører mm. holder sig fra mørket som vampyrer fra sollys. Det er ret ærgerligt, da jeg synes, at emnet og sprogbruget hænger ret fint sammen. Til gengæld er der også nogle, der ikke bryder sig om det religiøse element, men som godt kan lide resten, og sådan kan det blive ved. Jeg er ikke selv kristen, og jeg tænker ikke disse “Magter” som en kristen Gud eller noget andet, og det var netop derfor, at jeg skiftede Herre ud med Magter for at få en større tvetydighed ind i digtet. Disse Magter kan også være Poesien med stort P, det kan være Kærligheden. Det kan være noget ikke-definerbart, men det har en ret stor betydning som forløser for denne tvivl og ængstelse. Ja, jo. Men nu efterlader jeg digtet her. Værsgo!

2. Host
Dette digt er jeg langt mindre tilhænger af end Før Morgengry. Igen kommer der noget religiøst ind i billedet, men digterjegets stillingstagen er helt omvendt; nemlig at der slet ikke findes nogen Gud, og at der må findes noget andet, en anden form for religiøsitet. Digterjeget forholder sig til et du og “det religiøse” som omdrejningspunkt. Der er en rådvildhed “du kunne gøre det eller det eller vent, det er nok bedst at …” Et temmelig forvirret digt, der ikke helt løfter sig, men som alligevel rummer nogle fine udtryk: “sol som guirlander, der løftes op af halsen”, du’et, der bliver til sæbebobler ved berøringen og så videre. Hvis man læser digtet 100% loyalt, åbner det sig sikkert, og man træder ind i det univers, jeg befandt mig i, da jeg skrev det, men jeg tror ikke, at digtet står distancen i et manuskript på længere sigt, så lad os vinke farvel her.

3. Situation
Dette digt stod oprindeligt i Insomniasuiten, men er her radikalt ændret. Jeg tror, at jeg lånte slutningen på et andet digt fra det hæfte og smed det ind her. Jeg kan huske, at jeg var helt ekstatisk, da jeg havde rettet mig frem til denne udgave, men igen er emnet nok alt for mørkt, og det følelsesladede er udtrykt i temmelig korte strofer/udtryk. Der er noget lettere punchline-agtigt over det, men det bygger ikke nødvendigvis op. Først står der det ene, så det andet. Det virker en anelse henkastet, men tro mig! Da jeg skrev det, var det netop ment sådan. Derfor er det også en anelse svært at lægge det fra mig. Det har fyldt sin egen form ud, og jeg kan ikke rigtig revidere det yderligere. Igen synes jeg, at det er unfair, at folk løber skrigende bort, når noget mørkt behandles i digtform, og det her er virkelig mørkt. Men hvad fanden, jeg giver ikke op og fortsætter at lede efter den rette form, hvor disse emner kan komme til udtryk i.

4. På værelset
Dette er et digt, jeg fandt i et dokument fra juli 2012. Jeg selv kan ret godt lide, at det behandler emnet alkoholisme, som ellers ofte forbigås af de fleste digtere. Måske er det netop svært at skrive om det, de andre nægter at skrive om. Men digtet handler om tomheden, når man vælger at holde op med at drikke. Samtidig udtrykker det vel en smerte (det knuste glas i hænderne), og den efterfølgende oplevelse af ligegyldighed i verdenen (graver gange i tomrummet). Fordi der ikke er noget. Digtet er en form for forlængelse af slutningen på Situation, hvor der står, at “rusen er stadigvæk / mit flyvende tæppe”. Jeg synes, at de to tekster komplimenterer hinanden ret godt. Men igen tror jeg ikke, at redaktørerne er vilde med at læse om dette ret vigtige emne. Nok om det.

5. Døgn
Her gør jeg nok brug af mine mest benyttede ord, hvilket ikke er særlig kreativt. Jeg kan godt ryste sprogposen yderligere og kræve mere af mig selv. Digtet handler vel om et, i litterær sammenhæng, romantisk jeg, der oplever byen om dagen og naturen om natten. Der er en form for befrielsestrang, Gud findes i alle tingene som man sagde hos Sturm und Drang. Men emnet kan nok bedre løfte sig i andre tekster, så digtet får lov til at stå her og eksistere og findes. Ja, lad det findes!

6. Guerillakrig
Jeg har læst det her digt igen og igen og igen og igen og forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan udvide det lidt mere, da det går for hurtigt, men jeg har aldrig rigtig kunnet finde en løsning på det. Her er der et aktiv jeg i modsætning til Døgn, hvor jeget var mere passiv og registrerende. Jeget her ønsker at gøre op med forbrugersamfundet, at man ser fjernsyn fra man kommer hjem til man går i seng [det er nok det, der menes med at vælte tv-antenner, ikke bare for sjov, men for alvor!] Desuden er der et vink til sproglig kreativitet, da selv regnbuer kan blive til maling, og den farverige maling kan bruges som del af et kunstnerisk udtryk på de ellers grå og kedelige mure omkring i byen. Ja. Men digtet får ikke lov at revideres og komme med i en fremtidig udgave af mit samlende manuskript, så det får lov til at være politisk aktiv på digtenu.dk i stedet.

7. Demonstration
Jeg ønskede, at digtet skulle være vildt og bombastisk, en rullende march, hvis vrede blev forøget des mere man læste, men det er som om linjerne falder lidt over hinanden. Alligevel kan jeg sgu godt lide det. Igen er der en romantisk sammenkobling mellem digterjeget og naturen, og truslen fra parlamentet mødes af “kyshænder fra Gud”. Som sagt, Gud findes i alle tingene, og netop Gud gør comeback her ved at være taget bort til andre planeter. Netop den udsigelse kan jeg selv ret godt lide. Måske kan digtets emne udtrykkes på en mere simpel måde, måske er det netop nødvendigt, at digtet har netop den længde og tyngde. Jeg håber vitterligt, at digtet finder sin rette læser! Jeg er en anelse ærgerlig over, at det ikke løfter sig mere, så det kan fortsætte at rumstere i manuskriptet, men nu må jeg lægge det fra mig.

8. Revolution?
Netop spørgsmålstegn i digtets titel har en afgørende betydning for mig. Det udtrykker, at jeg ikke selv er enig i, at en samfundsmæssig revolution skal foregå som den sker i digtet, hvor alle forlader deres arbejdspladser og fester ude i parkerne. Jeg kan dog ret godt lide du’et, der ikke er identisk med mig selv. Hvem og hvad er det du? Måske kan jeg skrive en hel prosadigtsamling om netop det du for at finde ud af hvem han/hun egentlig er for en. Men ja. Digtet er måske i sin udsigelse for tyndt, revolution und so weiter, men der er også fine poetiske udtryk, synes jeg. Nu får det lov til at være “revolutionært” ude på nettet i stedet for i et dokument dybt inde i min computer.

9. Gråden
Det her digt har fulgt mig siden april 2010, og efter at have fyldt en plads i Zeitgeist, optræder det nu her i sin mest komplette udgave. Digtet har egentlig ikke ændret sig særlig meget siden, jeg først skrev det, men jeg har måttet skifte enkelte ord ud med hinanden, fjernet nogle linjer og tilføjet andre. Jeg selv læser en helvedes masse ind i teksten, men det lader til, at andre ikke får særlig meget ud af det. Jeg kunne komme med min egen analyse, min egen grandiose læsning, hvor “digtets sande betydning” endelig udfoldes, men det har jeg nu ikke tænkt mig. Dog vil jeg hjertensgerne bemærke, at de sidste linjer slet ikke er så dystre. Det med “til et kvalt barn her på hospital siger jeg/glædelig dødsfødsel,” fordi det betyder: Tillykke med, at du ikke kommer til at stå i samme svære situation som jeg selv gør, fordi du ikke får mulighed for at være i live, MEN JEG ER I LIVE OG ØNSKER AT VENDE TILBAGE I FULD FLOR! Hele den betydning farer hen over hovedet på de fleste, og det har en afgørende betydning for mig lige at få det udtrykt. Det er positivt, det er smukt! Men da det nok er de færreste, der læser mine egne kommentarer om digtene her, får digtet så lov til at være dystert ude på digtenu.dk.

10. Huskesedlen
Det sidste digt, jeg har lagt ud nu og her. Det er nok for søgt. Jeg har villet udtrykke noget specifikt for meget, og så er dette blevet resultatet. Jeg kan dog stadig godt lide, hvad det udtrykker, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke går igennem censuren på et stort forlag, så jeg lader det være her. Jeg har lyst til at forklare digtet, men det står nok bedst for sig selv. Oh, kærlighed!


Ja, det var så min gennemgang af de ti digte, jeg netop har lagt ud på Digtenu.dk. Jeg havde egentlig ikke planlagt, at jeg ville kommentere dem, men jeg fik pludselig lyst til det. Jeg har flere digte liggende på min computer som jeg sikkert burde vinke farvel til, men jeg har ikke mistet modet og forsøger stadig at få dem til at virke. De ovenstående tekster virker i deres egen ret, men har ikke nok tyngde eller lethed til at kunne komme gennem nåleøjet på et stort forlag, så nu er de her og der og på nettet og ingenvegne.

Jeg vil skrive endnu flere digte! Og forhåbentlig dukker der nogen op, der kan fylde de tomme pladser i manuskriptet og senere blive læst i BOGFORM, når jeg ENDELIG får udgivet min første digtsamling på et FORLAG. Men først mere poesi! Og lad os så se!

Hav det supergodt allesammen! Jeg håber, at I har kunnet bruge dette indlæg til et eller andet. Og digtene!

18. december 2013 kl. 18:04

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: