Tanker om hvor digte bør publicieres (digtenu.dk, blog, hæfter, tidsskrifter, forlag)

Jeg finder en vis frihed, når jeg tænker på at skulle lægge digte ud på Digtenu.dk, min blog og sådan. Det er, som om teksterne ikke behøver sidde fuldstændigt i skabet, men kan ligesom rumme den idé som jeg havde i et mere spontant og umiddelbart udtryk. Det er ret ærgerligt at brænde inde med en masse digte, der muligvis ikke er vildt gode, men som sagtens kan læses og give en oplevelse til hin enkelte. Jeg tænker, at der findes flere niveauer for, hvor godt et digt skal være for at kunne være med i en bestemt form/sted.

1. Digtenu.dk, legeplads
Her kan de mest spontane udtryk og ideer få plads. Når jeg scroller ned og kigger på de andres tekster, synes jeg ikke, at niveauet er vildt højt (de andre kunne nok have godt af at læse lidt Sarvig, Lautrémont og alle mulige andre, hvis poesi kunne virke inspirerende og sprogglødsfornyende-og-styrkende). Der er dog også meget spændende tekster på digtenu.dk, og det er utrolig givende, at der findes et rum, hvor man kan dele sin poesi med hinanden uden, at diverse smagsbødler render rundt og henretter det ene digt efter det andet, hvis det ikke opfattes som værende godt nok. Jeg nyder kreativiteten og frisindet, der findes her! Og bare tænk, hvis en som Michael Strunge havde lagt sine digte ud på sådan en hjemmeside. Det ville være genialt at få mulighed for at få et kig ind i hans skrivebordsskuffer! Det er faktisk lettere ærgerligt, at mere etablerede digter ikke benytter sig af sådanne steder, men det må de nye generationer af digtere lave om på!

2. Bloggen,
Her bør teksterne nok være en anelse mere gennemarbejdede, men de må gerne stadig bevare en vis form for spontanitet og inspiration. Jeg har ikke lyst til, at folk skal kede sig vildt meget, når teksterne læses. De skal have et vist niveau, men ikke nødvendigvis være overdådige. Bloggen kan bruges som et supplement til hæfterne.

3. Hæfterne
Her skal de mest nødvendige og bedste og mest gennemarbejde (uden at være overtænkte) digte samles og møde deres form. Hæfterne skal dog ikke være tomhjernede greatest hits af digte fra digtenu.dk og bloggen, men rumme deres eget udtryk. Som små versioner af Fremtidsminder, Popsange, Vi Folder Drømmens Faner ud for at bruge Strunge som et eksempel. Hæfternes natur er, at de er meget korte, så kanterne er slebet af, og der er skåret ind til det bedste af det bedste, tænker jeg. Desuden skal hæfterne selvfølgelig også rumme en del digte, der ikke tidligere er blevet publiceret. Ellers ville det jo ikke rigtig give mening at trykke dem. De skal have deres nødvendighed og berettigelse! Hæfterne er et punkt og en retning. Jeg kan skrive mig hen mod et hæfte, færdiggøre det, og så søge videre mod det næste. Som at være bjergbestiger, der vandrer op mod toppen af et bjerg for så at få øje på det næste. Sådan er hæfterne. Digtene imellem, der lægges ud på digtenu.dk og bloggen, stammer fra dalene imellem eller er små buske og blomster på bjergskråningerne. Men hvis man for alvor vil læse min poesi, må man investere i et af hæfterne!

4. Tidsskrifter, Hvedekorn & Slagtryk
Digtene her har et helt “exceptionelt” niveau (hah, der måtte jeg sgu lige grine lidt, men I ved vel, hvad jeg mener, digtene er som singles fra en cd, der bliver spillet i radioen, men det er ikke ensbetydende med, at de øvrige sange på albummet ikke er af højt niveau, men disse “singles” egner sig nok mest til at stå alene, imens de andre i højere grad behøver hinanden).  Digtene, der kommer i tidsskrifter, nærmer sig kvaliteten, der kræves til at blive udgivet på et forlag.

5. Udgivelser på store forlag

På nuværende tidspunkt har jeg ikke nok tekster til et manuskript, da et manuskript jo også skal have sit eget udtryk, form og indhold. Man kan ikke bare klippe-og-klistre Skrigerne sammen med Fremtidsminder og Væbnet med vinger. Hvert manuskript skal have sit udtryk, sin nødvendighed, og det tager tid at skrive dem frem. Jeg tror, at mine hæfter er en slags følere i forhold til, hvordan jeg kan skrive digte. De er eksperimenterende af natur, men samtidig er kravet, at niveauet skal være så højt som overhovedet muligt. Dog er det okay, hvis ikke alle digte egner sig til at komme med i Hvedekorn, Slagtryk eller på et stort forlag. Men de skal have niveau til at komme gennem min selvcensur og ind i hæftet! Og så let er nu heller ikke, synes jeg. Jeg håber, at jeg på et senere tidspunkt kan få hul igennem til mit eget sprog og kan skrive en hel digtsamling som én bevægelse, og så få den udgivet på et stort forlag, men for tiden føler jeg mig mest som en opdagelsesrejsende, der må søge alle afkroge af et uudforsket land for så efterfølgende at vende tilbage til de mest spændende steder. Ja, sådan kan det vel siges.

10. december 2013 kl. 09:20

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: