Tilbage fra Berlin 2/2

Jeg er som sagt, vendt hjem fra Berlin, og forskellige indtryk behøver et udtryk, poesien melder sig og søger sin form.Det er dog ikke sådan, at jeg er totalt fyldt op af fornemmelser og tanker og oplevelser fra min udlandsrejse, og at jeg nu skal udspytte side efter side af digte. Men det, at jeg ikke har skrevet nogle dage, gør, at jeg nu virkelig mærker et behov efter at komme i gang igen. Jeg elsker simpelthen at skrive! Og jeg har savnet det forfærdeligt meget, selvom jeg dog fik skrevet en smule, imens jeg var dernede. Mere om det senere i indlægget!

I Berlin købte jeg tre digtsamlinger af Paul Celan, og dem har jeg tænkt mig at kigge igennem. Det kan lyde spøjst, men det kan faktisk være ret inspirerende at læse digte på et sprog, man ikke forstår, da man ser noget andet i dem. Af og til tager jeg Verzamelde Gedichten af den hollandske digter, Hans Lodeizen, ned fra reolen og bladrer bogen igennem. Der er en særlig “luftighed” omkring hans digte, en form for stilhed som jeg ret godt kan lide. Alene det at kigge på formen på digtene giver mig inspiration til at finde en lignende tyshed i mit eget sprog. Jeg skal dog huske at sige, at jeg godt kan forstå lidt hollandsk og tysk, så jeg er ikke helt spejlblank, når jeg læser. Jeg håber, at disse tre bøger af Paul Celan kan have en lignende effekt som Hans Lodeizen har haft på mig.

Da jeg var i Berlin, begyndte jeg at skrive i et hæfte, jeg havde med. At skrive er for mig en afhængighed. Jeg kunne ikke holde mig tilbage, noget meldte sig, og jeg skrev det frem i en lind strøm. Det giver nok ikke særlig meget mening at lægge en afskrift ud her, da jeg ikke er særlig tilfreds med resultatet. Hmm. Det kan sommetider give god mening ikke at stille kvalitetsmæssige krav til sig selv, når man skriver poesi, men simpelthen bare lader det ene ord tage det andet uden tanke for, om “det kan bruges til noget”. Jeg sad nede i hotellets foyer sammen med nogle af de andre fra klassen, da jeg pludselig fik nogle sange på hjernen, imens sætninger meldte sig. Jeg havde nok mest brug for at udtrykke nogle tanker og følelser på en mere oplevet måde end at skrive dem nøgternt ned. Dog nærmer sproget sig noget temmelig banalt, og selve indholdet er nok ret genkendeligt for de fleste. Men er det simpelthen for banalt at skrive ind her i dette blogindlæg? Hmm. Titlen på mit næste hæfte gemmer sig i linjerne, så det kunne jo være lidt sjovt at lægge det ud her, så I kunne gætte jer til, hvad det kommer til at hedde. På den anden side er det måske lidt tydeligt. Who knows!

På den anden side… er det ikke bare min nøjsomhed, der forhindrer mig i at sparke døren ind, dele mit vaklende “prosadigt” med jer her? Er jeg ikke bare bange for, at folk ikke ville kunne lide det, fordi det er kedeligt (jeg selv synes, at jeg sagtens kan skrive langt bedre, men at der også er nogle fine ting hist og her). Nu henvender jeg mig igen til mig selv i stedet for til jer. Jeg tror, at jeg lægger tekstmassen ud, og så må I hjertensgerne forvilde jer ind i skriften og gøre jer til dommer og bøddel. Sproget er nok lettere inspireret af Lautrémonts Maldorors Sange som jeg er exceptionelt vild med! Jeg anbefaler den bog af hele mit hjerte! Læs, læs!

NB. Jeg endte med at omskrive hele teksten og tilføjede et appendiks til sidst. Det nedenstående resultat er langt stærkere end originalen, men selve sammenhængen og kvaliteten er fortsat springende. Teksten forholder sig på ingen måde 1:1 med virkeligheden, men forholder sig til et-eller-andet bagvedliggende som der “behandles” undervejs. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der er hvad. Mit liv og poesiens fletter sig ind og ud af hinanden, men enhver tekst er blot et øjebliksbillede. Læs, hvis du vil!

Tankestrøm, Berlin 2013

Man kan ikke gribe fat om stjernerne og svinge sig væk fra virkelighedens problemer på jorden. Men de er i stand til at lyse vejene op om natten, når månen, dette reservoir for solskin, er taget på ferie. Ligegyldigt, hvordan man retter sin ryg, og i hvilken retning, man går, er der altid en klo, der venter på at ramme ansigtet, en vifte af klør, som ønsker at flænse harmoniens fine hud i ens varetægt. Man kan udskyde ramningsøjeblikket, men ikke undgå det pludseligt greb. Det handler om at se faktummet i øjnene og danse på stedet, imens man løfter bekymringer af som et kvælende halstørklæde, søge mulighederne ude i landskabet …

Men hvad nu, hvis det ikke er meningen, at dette skal kunne tilhøre mig. At det er meningen, at det skal foræres bort i mindre og mindre mængder, indtil kun den efterfølgende tomhed runger. Når det potentielt værdifulde kys er delt op i tusinde mere og mere ligegyldige bestanddele. Hver omfavnelse, du deler med andre, vil til sidst have samme værdi som at blive strejfet af en fluevinge. Kan du ikke selv se, at ømhedens værdi falder, når produktionen sættes i vejret? At din kærligheds markedsværdi er ved at nærme sig nul? Har du overhovedet selv tænkt på det? Eller er det udelukkende mig, der registrerer, hvordan kursen er i frit fald, og at jeg bør finde noget andet af større betydning.

Måske var det aldrig meningen, at det skulle tilhøre mig, men kun tanken … Alle disse fantasiens videofilm, hvor vi går sammen i gaderne, indesluttet i vores egen boble, dig og mig, endelig et vi, et os. Jeg ved, at du lader din opmærksomheds boble indeholde nærmest alle og enhver, men ikke hvemsomhelst, ikke mig. Dine såkaldte kærester er bare forskellige udgaver af én og samme person.

Måske skifter kroppene lidt udseende på samme måde som med navnene, men kan du ikke selv se, at de er identiske med hinanden? Problemet er, at jeg aldrig kan være en af dem og lade mig reducere. Du ønsker en forudsigelig paperbackudgave af kærligheden som du efter brug kan smide ud og med lethed erstatte, og det har nok aldrig været meningen, at jeg skulle være en del af det, at blot en fluevinge af din ømhed skulle kunne tilhøre mig.

Måske forveksler jeg de ting, der gør, at jeg kan lide dig, med noget, der slet ikke har noget med dig at gøre? Hvorfor er en piges sødme altid som maddingen på en fiskekrog, og hvorfor bliver jeg ved med at falde ind i den samme fælde gang på gang på gang. Kan du sige mig, hvad der gør, at netop du skulle adskille dig fra de andre, jeg har mødt? Måske er det den usædvanlige dumhed, der præger dit væsen. Denne irriationsskabende naivitet, når du taler om de banaleste ting som dit blik rammer og rummer. Din umiddelbarhed. Inde i mig hvirvler en konstant storm mine tanker rundt i endeløse malmstrømme, og mit greb om virkeligheden løsnes og strammes i usammenhængende mønstre. Når jeg ser dig, aner jeg muligheden af at reduceres til en rolig overflade, et hav uden dybde. At lade bevidstheden sejle rundt der som et papirskib uden risiko for, at det pludselig begynder at synke. Men det ville alligevel aldrig kunne lade sig gøre. Jeg er dømt til at færdes i forvirringen, og jeg er misundelig på dine manglende refleksionsevner. At findes i nuet uden spejlsale af fantasi og i-ring-gående-tanker. En ro.

Jeg har lyst til at krølle din stemme sammen som en guirlande eller en fin, rød tråd, for så at høre den hvine, idet jeg klipper den i stykker over et bål. Se stykkerne krølle sig sammen og endelig mærke stilheden som et afbræk fra sødmelyden, der honningrullende fylder mine ører og hjerne. Jeg har lyst til at dunke din pande hårdt mod skrivebordet og derefter høre din hjernes lille møtrik trille fortumlet rundt i dit hoved. Jeg har lyst til at rive dine øjne ud som stikket ud af kontakten. At standse tiltrækningen og løsrive mig fra stedet her, svæve ud i fantasien uden, at du gang på gang dukker op og kræver min opmærksomhed. Jeg hader måden, du er så levende på. Jeg hader, at du uden omtanke gør, hvad du vil med din sødme. Jeg hader, at du ikke deler den kærlighed, du deler med andre, med mig. Bare et kort øjeblik.

Ja. Jeg bør høste tankerne som kornet på en mark. Det giver ingen mening at lade dem stå ubrugte hen. De må besidde et eller andet formål, ligesom følelserne, der som modne frugter hænger fra bevidsthedens grene og dunker mod ruden. Jeg må åbne ruden, spise af frugtkødet og spytte kernerne ud. Noget nyt må kunne spire frem, og DET VILLE VÆRE MIT! Men måske var det aldrig meningen, at klarheden ville som en blæst, fare herind og fjerne kornet og frugterne. Måske er der en mening i disse advarslende nyheder. Nu tænker jeg ikke nødvendigvis på dig, men alt muligt andet. Der må findes en udvej fra stilstanden som fører et eller andet sted hen.

DER ER MØRKE TUNGE SKYER

DER HOLDER SOLSKINNET TILBAGE.

LAD DEM ÅBNE SOM DØRE

LAD MIG FINDE NØGLEN ET STED

DER ER ET UR ET STED I MIT INDRE

HVIS VISERE ALTID KØRER I FASTMOTION

IMENS OMGIVELSERNE HER SKIFTER KARAKTER

LAD MIG FINDE EN RO SOM SAGTNER FARTEN

AT NYDE VERDENS BILLEDER UDEN AT FOKUSSET BRISTER

LAD MIG FINDE EN RO I MIG SELV

OG MED DEN ÅBNE SKYERNES DØRE

LÆR MIG AT VÅGNE OP FRA MIN DØS

Det fremstår tydeligt nu, at jeg er kommet til at overvurdere dig. Jeg må have byggede mine antagelser på misforståelser. Jeg indrømmer det blankt: JEG TROEDE, AT DU OGSÅ VAR ULYKKELIG. At der bag din facade af overfladiskhed fandtes en tomhed som jeg kunne være med til at udrydde. Ved at være din. Men nu kan jeg se, at din væremåde er en dør, der er sat op på en væg. At der ikke findes nogen gang bagved som fører til noget. Jeg må have kommet til at se mig selv dér, hvor du egentlig skulle have været. Bag hver dør i mig findes myriader af tunneler, der fører til rum, hvor jeg ikke tør gå alene, men som alligevel behøver at udforskes. Måske tænkte jeg, at du kunne have gået med mig, at din ømhed kunne have givet mig modet. Men jeg har taget fuldstændigt fejl, og jeg må søge disse afkroge alene.

Jeg venter på en dag, der aldrig kommer. Rundt omkring på himlen driver skyerne forbi og dækker for solskinnet, og jeg sparker lidt til bladene i vandpytterne. Hvor længe har jeg gået rundt i mig selv uden at have haft noget at nå, ingen målstreg i sigte. For helvede. Over det hele findes forladtheden som at besøge sin gamle skole, når alle er taget hjem. Der er for meget luft omkring mig som kunne indoptages af andre, med mig. Jeg søger min egen nødvendighed som menneske, og den dukker først op på bølgerne af en dag, hvor jeg findes, opdages her. Jeg går i cirkler, sparker til vandet i vandet. Og pulsens basrytme gentager sig i det uendelige.

Men jeg hører snakken. Sætningernes udstoppede plastikdyr falder ud af de andre menneskers munde. Ja. Det sker nu. Jeg ser dem, men de bemærker mig ikke. Jeg er luft i luften og har ingen ild at smelte ordene med. Dette er en del af virkeligheden, der fortsætter og farer forbi, men som ikke indoptages i mig som solskin for blomsterne. Ja, billederne og lydene findes, men jeg rummer dem ikke. Nærmest alt går forbi mit søvnige blik, imens jeg føler mig som en apatisk gartner, der blot registrerer, hvordan ukrudtet indtager haven, hvordan planterne destruktivt vokser ind over hinanden, så sollyset ikke når frem. Jeg er gartneren, der sidder i havestolen på den vildtvoksede græsplæne, imens solen i fastmotion står op og ned, og årstiderne udskifter hinanden. Livet går forbi, og jeg dagdrømmer mig længere og længere ind i mig selv. Jeg går rundt, når de indre billeder kræver min deltagelse. Men jeg hører snakken. Jeg fornemmer samtalernes tomme kasser og orker ikke længere at brokke mig over, at der burde være mere, at de umuligt burde være nok som grundlag til glæde. Jeg ser de andres lykke spirer som blomster ud af ingentingsjord, og jeg opgiver helt at pleje min have. Jeg går i søvne båret af dagdrømmens vingesus i mig selv, og jeg kan ikke længere finde ud af at vågne, da der ikke findes nogen vækkeure her. Sig noget til mig, prik mig på skulderen. Væk mig. Jeg har brug for at vågne. Jeg har brug for at finde en anden ro end tidsfordrivet, imens haven vildtvokser som en storm, og meningen bortfalder.

Jeg venter på en dag, der aldrig kommer.

Du er allerede på vej væk, og det er kun godt, at mulighedernes lysninger forsvinder. Du trives i den banale verden, og hvis jeg som en flodbølge af monstrøse farvekombinationer rullede ind i dit liv, ville jeg ødelægge den, dit sorthvide motiv. Men jeg bør glemme dig og lægge tankerne om dig væk som en skitse, lade en anden tegne dig færdig.

JEG BØR VRIDE SÆTNINGERNE

SÅ POESIEN BEGYNDER AT LYSE

JEG BØR GENPLANTE MIT SPROG

OG LADE NYT-NYT SPIRE AF RESTERNE

JEG BØR SÆTTE MINE MUSKLER I GANG

OG BÆRE MIG SELV GENNEM DAGENE

JEG BØR IKKE SPARKE I VANDPYTTERNE

MEN BLOT LADE MIN GRÅD VÆRE GRÅD

JEG BØR FINDE DEN RO

SOM JEG LÅSTE IND I ET RUM I MIG SELV

JEG BØR VÆKKE MIG SELV

OG LADE RESTEN AF VERDEN STÅ OP

AF LIGEGYLDIGHEDENS FORTSATTE SØVN

JA

JEG SKAL VÆKKE MIG SELV

OG DE ØVRIGE SØVNGÆNGERE

NÅR JEG TRUTTER I SPROGETS TROMPETBLOMST

OG LADER POESIEN VÆKKE OS ALLE TIL LIVE

RYTMEN ER ALLEREDE PÅ VEJ!

Jeg har måttet gå rundt i cirkler for at opdage, at jeg hele tiden har været fremme. Der findes ingen målstreger, da jeg allerede har sejret. Jeg har måttet opleve et afslag fra en dukke for at opdage, at jeg selv er et menneske. Jeg kan ikke reduceres til et bræt med påmalet smil. Jeg har måttet gå rundt og savne solskinnet uden at forstå, at selv planter behøver mørke for ikke at tørre ud. De mørke skyer har båret det nødvendige vand, og jeg er endelig parat til atter at leve. Jeg ventede på dagen, der ventede på mig. Jeg vender tilbage til livet som efter en søvn. Som en gartner, der ser at haven har brug for at trimmes. JEG VENDER TILBAGE! JEG GÅR I GANG! Imens du fjerner dig mere og mere uden rigtig at have været til stede. Forær din kærlighed til andre som aktier med faldende kurs, og min poesi vil aldrig miste værdien. Masseproducer kyssene, og lad smagen falme yderligere fra gang til gang, og mine ord vil fortsat kræve læserens hundrede forelskede sanser!  Fjern dig mere og mere, imens tankerne om dig høstes, imens følelsernes frugt giver deres kerner til sprogets jord. Jeg ser, at haverne fremspirer, og min poesi vil ikke ramme læseren som en flues vinge mod kinden, men snarere som synet af en hypnotiserende sprængning, og alt i verden vil vækkes, og vi vil alle stå op fra ligegyldighedens søvn.

II – Appendiks

Jeg så dig som en redningsplanke af lys, da jeg ikke kunne få øje på det totale solskin. Hvorfor gloede jeg mig blind på de gennemsigtige skyer? Det har aldrig været meningen, at samværet med andre skulle kunne tilhøre mig, da jeg ikke kan reduceres til noget kunstigt. Jeg er den vildtvoksende have og må beskæres fra tid til anden, men du er en plastikblomst til salg i alle butikker. Vil du se noget ægte? Se mit smil som en tak, og gå videre.

9. december 2013 kl. 16:44

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: