Flere litterære videoer på Youtube, tak!

Indlægtilstrømningen til denne blog vil ingen ende tage, men jeg har jo også en del, jeg skal have indhentet!

Jeg kom til at tænke på, at jeg sommetider stener lige lovligt meget på internettet. Kender I det? Man ved ikke rigtig, hvad man skal lave, og i mit tilfælde kan jeg ikke mærke en nødvendighed efter at skrive digte, og så skal tiden bare dræbes. Jeg plejer at trykke mig rastløst ind på Facebook, så min mail, så Lars Bukdahls blog, så Kornkammer, så Youtube, hvor jeg farer vild i Let’s Play-videoer i horrorafdelingen (jeg tør fandme ikke selv spille sådan noget, og det plejer at være sjovt at blive forskrækket – på afstand!)
Jeg synes ikke, at der er særlig mange litterære blogs, så dem kan jeg heller ikke rigtig forvilde mig i. Derfor har jeg taget mig i at tænke, at det ville være meget interessant, hvis der var nogen, der lagde digtoplæsninger ud på Youtube. Ikke nødvendigvis deres egne digte, men gode oplæsninger af gode digte som kan virke inspirerende eller hvert fald meningsgivende sat over for at stene horrorvideoer. Jeg har forsøgt mig ud i genren med digte af Strunge og Philippe Soupault. Måske burde jeg gøre mig mere umage med det. Lave flere af sådanne videoer, hvor jeg kan præsentere digtere, som jeg selv er ret vild med. Der findes nok mange derude som ikke har kendskab til de bøger som jeg selv har. Det er en skam. Jeg kan ligeså godt være generøs og dele ud af min viden! Samtidig kan det være en fin mulighed for at øve min egen oplæsning, der sikkert fremstår rusten og uskarp. Det må øves frem! Ellers kunne det være interessant med anbefalinger af bøger og forfatterskaber. Det har jeg også klodset forsøgt med anbefalinger af Cecilie Lolk Hjort og Birgit Munch, men i de videoer var jeg ikke særlig forberedt. De blev til spontant og af nødvendighed. Jo. Der er bestemt muligheder for at nedsætte tabet ved at stene på Youtube! Og når jeg skriver det her, er det ment som en opfordring, som I kan tage til jer og selv arbejdere videre med. Jeg ville hvert fald selv smaddergerne stene med manér og ikke totalt intetsigende. Kom i sving! I skal selvfølgelig også være velkomne til at skrive ideer til mig og så kan jeg måske tage dem op til revision. Men vi bør hvert fald gøre en samlet indsats for at nedbringe tidstabet og få poesien mere frem i folkets bevidsthed! Jaaaaaaaaaa!

1) Lav en video, hvor du præsenterer/anbefaler en digter/forfatterskab som du interesserer dig for og forklar hvorfor!
2) Lav en video, hvor du læser op af en digtsamling, du er total vild med!

Jeg synes, at det er mest brugbart at forholde sig positivt til poesi. Det er spild af tid at lave videoer, hvor man taler om digte og digtere som man bestemt ikke er fan af. Vi har ikke brug for at pege fingre eller sætte røven højere op på piedestalen, men synliggøre mere elsket og elskværdig poesi, og så må det være op til den enkelte at vurdere, om det er noget for ham/hende. Internettet er i forvejen en buffet, hvor man tager det, man har brug for. Hellere skabe noget brugbart end simple huller i luften. Jo, ja.

1. december 2013 kl. 06:35

Er der noget dagbogsagtigt at skrive, hvornår jeg færdiggør et blogindlæg? Jeg ved det ikke. Jeg synes bare, det er sjovt, at man kan se, hvornår indlæggene er skrevet. Desuden er dagbøger vel ikke noget entydigt negativt. Anne Franks dagbog er et hit! Og hvis Michael Strunge havde haft en dagbog, ville jeg give min højre hjernehalvdel og min bedste kuglepen bare for at få et kig i den! Alene tanken!

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: