Del 2/2 Tanker: Om at befinde sig i ly af mørket

Jeg har tænkt mig om mig selv og mit spirende forfatterskab som noget, der skjuler sig i mørket. Det er ikke meningen, at det skal vise sig frem, at jeg har fået digte med i tidsskrifter har været meget nødvendigt som små sprækker af lys, men jeg har ikke forsøgt at nå ud i verden. Mine videoer på Youtube har man selv skullet finde. Jeg har ikke præsenteret dem eller vist dem frem. Jeg tror, at der er noget brugbart i ikke at være i folks søgelys og ikke forsøge at blive set. Der er noget i anonymiteten, der har sine klare fordele.
Det er som at ville lave et korthus, der bliver ved med at vælte. I stedet for at en publikum griner, og at man mister modet, så tænker man over sine fejl og prøver igen. Når det endelig lykkedes, arbejder man på at bygge videre. Eller vent. Det er måske et lidt lamt billede med korthuset. Måske er det snarere som at bestige et bjerg? Man snubler, vælter ud over en kant og må panikansigt klatre op ad rebstigen igen. Igen er der ingen til at pege fingre. Ingen med forventninger. Når det lykkes, lykkes det., og man hviler i den umiddelbare ro, man oplever. Eller så er anonymiteten som at være en ninja, der venter på sit næste træk, det eneste rigtige, når ingen venter det. Jeg er dog ikke særlig ninja-agtig, da jeg ikke har noget imod at snuble lidt. Det uperfekte er det perfekte for mig som jeg engang skrev i et klichédigte tilbage i 2006.

Det er også godt ikke at prøve at blive set. At man ikke konstant anstrenger sig for, at folk skal kunne lide en eller følge med i, hvad man foretager sig. Jeg hader at se videoer på Youtube, hvor en person bruger 3 minutter på at spille et eller andet computerspil (ja, jeg nørder horrorspil-gennemførelsesvideoer, da jeg ikke selv tør spille dem) og så 4 minutter på, hvorfor man skal begynde at abonnere på hans videoer. Altså. Lad nu for helvede videoerne tale for sig selv. På samme måde er det med at skrive digte. Man skal ikke tvinge dem op i ansigtet på alle og enhver, men skrive videre, hvis man får afslag fra tidsskrifter og forlag. Man skal ikke anstrenge sig for at skrive dem, de skal dukke op af sig selv, og hvis de mangler at bearbejdes, så må man vente, indtil man finder ud af, hvad man skal gøre med dem.  Kreativitet er som en blomst, der spirer ud af sit frø, op gennem jorden og mod himlen. Man kan ikke forlange, at det sker på én dag. Man kan ikke true det eller tvinge det frem. Men man kan vande det og sørge for, at det får tilstrækkelig med lys. Hvis sidstnævnte skal have nogen relation til virkeligheden, vil jeg sige, at det er vigtigt at læse rigtig gode digte, lege med sit eget sprog og give sig selv tid til at arbejde videre med de enkelte tekster i stedet for bare at rette dem overfladisk (we have to go deeper!)

Sommetider føler jeg, at jeg ikke kan skrive noget. Det er nok en angst for at fejle. I sådanne tilfælde siger jeg til mig selv, at jeg nu skal prøve at skrive deciderede dårlige digte og bare prøve at finde på et eller andet, og det ender med at blive en fest i stedet! Ofte er den, der sætter lænkerne om den stakkels kreativitets ømme krop, én selv, hætteklædt og med jokersmil. Vi folder drømmens faner ud! Jeg sad faktisk tidligere på aftenen og kiggede på udkast, jeg skrev for sjov her i movember, og jeg endte med at bearbejde dem til to nye, selvstændige tekster. Det havde jeg slet ikke regnet med. At de to digte gemte sig i den bunke af udkast. På den måde er der flere faser af skriveprocessen at forholde sig til. Den frie kreativitet, den eftertænksomme og mere rettende, finpudsningen/korrekturlæsningen og så selve udvælgelsesprocessen. Man kan godt have 100 fine digte, men det er mest brugbart at være prægnant og udvælge kun de 40 – 50 bedste, hvis man vil sende ind til et forlag. Det har jeg dog ikke tænkt mig at gøre umiddelbart. Jeg lader blomsten vokse i ro og mag (åh, jeg er allerede træt af den sammenligning, men det fungerer!)

Jeg har faktisk lige lagt de to nævnte digte ud på digtenu.dk. De går under disse titler: Overgangsfase og Vores bekymringer sover i nattens hængekøjer. Nu sidder jeg helt og bliver urolig, for det er jo ikke sådan, at jeg tror, at de er helt færdige. Det kan være, at jeg opdager svagheder om nogle timer, dage, uger, måneder, men sådan er det jo altid. Jeg anser digtenu.dk som en legeplads, hvor jeg kan lægge forskellige bearbejdede tekster ud, men det er i hæfterne, at jeg samler de bedste af digtene. Den helt store guldmedalje er så de, der kommer med i tidsskrifter. Ja, sådan er min arbejdsproces nok for tiden. Jeg tænker ikke så meget på at sende ind til forlag, da der nok bør gå lidt mere tid før, at jeg for alvor rammer mit eget sprog. Men jeg er ung endnu! 22 år gammel, dog vil jeg selvfølgelig gerne ramme noget mere permanent inden for de næste par år.

Tilbage til at-befinde-sig-i-mørke-og-al-hemmelighed. Jeg ønsker ikke at være kendt. Jeg har simpelthen ikke psyken til det. Jeg ville føle mig paranoid, når jeg går på gaden, hvis folk kiggede efter mig. Som om verden var et fængsel, og at jeg ikke kunne bryde ud. Nej, jeg ønsker i stedet at være anerkendt! Anerkendelse er bestemt noget, jeg higer efter, men det kræver, at det, jeg skriver og gør, er af høj kvalitet, og så må jeg jo være arbejdsom og selvkritisk. Nu er det ikke selvkritik, der skal holde mig fra at skrive disse blogindlæg, men det kan være, at jeg opdager, at visse indlæg er bedre end andre, og at jeg bør prøve at skrive på en lidt anden måde. Det må jeg se på. Når jeg taler om at befinde mig i ly af mørket, er det tænkt som en overgangsfase, indtil jeg får et eller andet form for gennembrud i litterær forstand. Jeg ønsker ikke at sælge digtsamlinger i Yahya Hassan-agtige dimensioner. På ingen måde. Hvad er rimeligt for en digtsamling? 300 eksemplarer? Det ville være meget fint. Dog kunne det være sjovt en dag at ramme 700 som Strunges Væbnet med Vinger, men nu dagdrømmer jeg bare. Men ak, det er vigtigt med dagdrømme! Det er vigtigt at have et eller andet, man kan forestille sig, men som nødvendigvis ikke bliver sandt. At få udgivet en digtsamling på et stort forlag ville vælte mig ned ad stolen af lutter begejstring, men lige nu ville jeg blive mindst ligeså glad, hvis jeg blev inviteret til at læse op til en Hvedekornsoplæsning. Hold kæft, det ville batte! Jeg har faktisk tænkt og drømt om det i årevis nu, men jeg tror, at det godt kan lade sig gøre. Det handler om at skrive endnu bedre digte, sende dem ind og så håbe på, at jeg kan fylde lidt flere sider fremover. Men nok om det.

At skrive digte er som at lave armbøjninger? Man styrker sig selv? Jo. Men man kan også skubbe enorme sten for andre? Eller nej, vent. Det er digtene, der skal gøre det. At styrke digtenes muskelmasse, så de kan være til hjælp og nytte for andre. Noget i den retning.

Nå, jeg har vist ikke så meget mere at skrive om. Jeg nyder tilværelsen i mørket. Jeg nyder anonymiteten. Jeg har ikke nogen konkrete mål med denne blog eller min Youtubekanal. De, der læser, læser, og resten er velkomne, selvom jeg ikke selv sender invitationen! Men jeg vil helt vildt gerne læse op til en Hvedekornsudgivelsesreception. Alene tanken får pulsen til at rutsje i kroppen!

Hey, hej.

1. december 2013 kl. 06:17

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: