Del 1/2 Tanker: Om henvendelse

Lad os fortsætte!

Jeg kom til at tænke på, at det er meget interessant med “henvendelsen” i forhold til at skrive digte, blogindlæg eller videoer (und so weiter). Jeg har tidligere været meget opmærksom på, hvad andre synes om mine digte, og det har gjort kreativiteten betinget, men faktisk er det absolut bedst at skrive løs og arbejde med de enkelte tekster, indtil de kommer forbi min egen selvcensur. Hvis jeg jubler, er det en succes. Hvis jeg hænger med næbet, så er det ikke lykkedes. Det kan være ret skadende at skrive digte med et bestemt publikum i tankerne, da det lukker nogle muligheder i sproget, imens andre åbnes, og det er altså ikke altid særlig godt at gå de veje, andre vil have, at man skal gå. Det kan selvfølgelig være spændende som afbræk fra en hovedstrøm af kreativitet, at prøve at skrive uden særlige ord, udelukkende skrive til et du eller prøve at benytte sproget på en meget surrealistisk måde. Men kun som undtagelser.

Jeg er ikke særlig vild med eksperimenter, hvis de ikke er en rute væk fra noget sædvanligt. Altså, her tænker jeg på folk, der udelukkende laver eksperimenter, der er meget mærkelige, og som ikke rigtig fungerer i sig selv. Det virker ret tomt, synes jeg. Eksperimenter kan være spændende som udforskninger af noget andet, man normalt ikke foretager sig, og brugbare, hvis de åbner nye veje dér, hvor man tidligere befandt sig. Jeg tænker det som en pendulbevægelse, fra noget normalt til eksperimentet og så tilbage igen. I visse tilfælde kan eksperimentet eller undtagelsen godt stå for sig selv, men det kræver nok en eller anden form for nødvendighed fra den skrivendes side. Nigger-bøgerne af Strunge er et godt eksempel. Det er som om, at de pludselig dukkede op, men samtidig var de noget helt andet end hans øvrige produktion af digte. Han måtte skrive dem for at kunne vende tilbage igen. Deres mørke skabte et andet lys. Deres vilde sprog krævede klarhed som svar. Det er meget interessant, synes jeg. Men der findes også folk, der udelukkende eksperimenterer, men hvor de ikke rigtig når nogen vegne, fordi de ikke har et alternativ, det normale, eller at eksperimenterne i sig selv ikke fungerer som alternativ til noget normalt. Hvert fald i den skrivendes eget sprog og poesi. Eksperimenterne/forfatterskabet kan være noget andet end den øvrige litteratur. Hmm. Jeg er nok bare ikke så vild med, når undtagelsen bliver en ny regel. Der skal helst være flere veje/døre, flere nuancer end som så. Ja. Jeg ved ikke, om jeg kan komme med eksempler på dette, men det er nok noget meget tænkt og højpandet-intellektuelt, jeg peger på. Hvilket jo i sig selv, som sagt, godt kan have sine værdier, men kun i relation til noget andet.

Tilbage til min refleksion over henvendelsen i de forskellige udtrykkelsesformer. Man skal først og fremmest skrive digte som man selv er vild med (og hvis en eller anden idiot skriver på sin blog, at han ikke kan lide eksperimenter uden relation til en mere almindelig skrivepraksis, så skal du ikke høre efter, men gøre, hvad du har brug for!) På samme måde er det med at lave videoer til Youtube som jeg har gjort et stykke tid. Jeg ved stadig ikke hvor jeg vil hen med dem, men de dukker op af sig selv, fordi jeg får ideerne og udfører dem. Jeg har aldrig linket til dem på Facebook eller andre steder, og jeg har heller ikke omtalt dem. Nu nævner jeg dog kanalen her, men denne blog har jo heller ikke rigtig nogen læsere, så det gør nok ikke det helt store. Måske er det på tide, at jeg synliggør kanalen lidt mere? Eller vent, jeg kan nu godt lide, at den er lidt af en hemmelighed. Nuvel.
Jeg kan godt lide at lave de videoer. Jeg har efterhånden udviklet en måde at tale på, en henvendelse som jeg bliver ved med at udforske og benytte mig af. Jeg føler, at jeg taler til nogen, men jeg ved ikke rigtig hvem. Bare de, der ønsker at lytte? Sikkert. Sommetider tænker jeg på, hvad mon en som Lars Bukdahl dog ikke ville sige til det, og så får jeg lyst til at tage alle videoerne ned, men det skal ikke komme an på det. Jeg føler en nødvendighed til at sige noget, og så findes der forhåbentlig også nogle, der har brug for at lytte. En symbiose mellem den udtrykkende-sig og den lyttende. Jeg kan dog godt lide ikke have en plan eller et mål med den kanal, ligesom jeg heller ikke har noget mål med denne blog. Tingene ganske enkelt bare sker, fordi de er nødsaget til at eksistere, gøres, skabes. Det kan ikke være på andre måder.

1. december 2013 kl. 05:46

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: