Andet blogindlæg den første december 2013

New post, stod der. Ja, jeg vil i gang med at skrive igen, fortsætte bevægelsesbølgen. Ud af mørket og ind i lyset!

Jeg så, at klokken er 03:39, og jeg er søvnløs som altid. Jeg skrev engang et hæfte med titlen Insomniasuiten. Søvnløshedssuiten. Det er nu ikke alle digtene, der helt fungerer, men det var en start. Jeg har skrevet et indlæg et sted her om selv at udgive hæfter, så jeg vil ikke skrive mere om det (det var ikke meningen, at jeg ville skrive om at lave hæfter/selvudgivelser her, men derimod et-eller-andet med min søvnrytme).

Jeg så, at klokken var 03:39, og jeg stod op klokken 17:00. Da var det mørkt udenfor. Det var også mørkt, da jeg gik i seng klokken 06:00. Tilbage i januar så jeg ikke dagslys i over tre uger, indtil jeg på en eller anden måde fik vendt min døgnrytme. Men den vender altid tilbage. Af en eller anden grund vil min krop helst have, at jeg er vågen på disse tidspunkter. At vågne ekstremt sent og gå “tidligt” i seng. Det er selvfølgelig ikke særlig praktisk, da jeg skal i skole (jeg læser Tysk 0-B på KVUC). Og det er faktisk heller ikke sådan, at “inspirationen svømmer ud af mørket/natten og indtager min parate digterkrop, indtil jeg skriver den ud igen med sort skrifttype på papiret”. Der er et eller andet over at skrive i netop dagslys som jeg ret godt kan lide, men jeg har ikke deciderede yndlingsskrivetidspunkter.

Nu har jeg lyst til kaffe. Koffeinfri kaffe, velogmærke. Selv når jeg slet ikke har drukket kaffe om aftenen/natten kan jeg heller ikke sove, og det er ret irriterende at ligge og vende sig/mig ovre i sengen, så det plejer at være bedst at være vågen, i gang med noget.

Det er netop gået op for mig, at jeg slet ikke har skrevet noget-som-helst herinde om, hvad jeg foretager mig, hvad jeg tænker og føler, så der er temmelig meget at tage fat på, men det kommer nok af sig selv, idet jeg skriver nye indlæg. Jeg kan være ret ligeglad med, hvad om andre synes, da de fleste i disse tider er vant til selv at vælge ud af internetbuffeten, er det ikke rigtigt? Hmm. Nu begynder jeg med søvnrytmen, men dette er ikke ment som en dagbogsudfoldelse eller faglitteratur-skrivnings-sjover-brøl. Måske er denne blog slet ikke litterær. Måske er det slet ikke det, jeg bør gå efter (nu kommer måske’erne endnu engang ind i et indlæg, og de er skam velkomne, eller hvad? Måske?).

Jeg tror, det er bedst at skrive løs af, hvad der dukker op og så se, hvad der sker. Jeg tænker muligvis (variation af måske) i litterære baner sommetider, men der er også alt muligt andet, der melder sig. Jeg har allerede fortrudt at skrive om min søvnrytme, for hvad er der egentlig at sige om den? Jeg går sikkert klip af en masse interessante ting og sager, men til gengæld opnår jeg en eller anden form for utilsigtet fordybelse i mig selv, dagdrømmene og ikke mindst al den musik, jeg hører, og som mine naboer også hører (det kan de nok ikke blive fri for, eller, jeg håber, de ikke kan høre den gennem væggene, til gengæld brokker de sig ikke, så hvad ved jeg).

Jeg undskylder, at jeg i dette og det foregående indlæg skriver så meget om, hvad jeg vil med denne blog, at jeg forsøger at få mig selv i gang, og alt sådan noget. Men jeg ønsker netop at komme i sving. Muligvis finder jeg en mere fast form at skrive indlæg på i fremtiden, og så er dette mest en slags opstartsfase. På den vis er det jo meget heldigt, at jeg aldrig har været aktiv med min blog, så der er ikke nogen faste læsere med klare forventninger til, hvordan jeg skal skrive, og hvad jeg skal skrive om.

JEG ER DEN STØRSTE FAN JEG HAR LIGE NU!

Der er ingen selvcensur! Det er improvisationens poetik! Nu tager jeg ud i køkkenet og laver mig en koffeinfri kaffe, og så skriver jeg her, hvad jeg tænkte på, imens jeg var på udflugt (uden telte, men med teltpløkker).

………………………

Okay. Jeg tænkte på “nødvendighed,” min Youtubekanal og at lave en video til Youtube, hvor jeg taler om at skrive på denne blog.

Jeg talte med min digterkollega Signe Gjessing forleden, og hun nævnte, at hun kun skriver digte, når “nødvendigheden melder sig,” og det fik mig til at spærre øjnene op! Jeg selv har sådan en tendens til at få en slags dårlig samvittighed over ikke at have skrevet et par dage for så at skrive løs et par timer, men nok uden den helt større følelse af at “nu skal jeg udtrykke noget meget vigtigt, noget, der melder nu og her”. Der kan selvfølgelig være tale om, at vi har forskellige temperamenter, da jeg faktisk utrolig godt kan lide at sidde og skrive løs uden rigtig at ville komme nogen vegne ud over selve skriveøjeblikket, men det fik hvert fald tankerne i gang, da hun nævnte det. Jeg bør vente, indtil inspirationen og nødvendigheden melder sig, hvorefter jeg så går i gang med at skrive. Det vigtige er ikke at skrive 24 timer i døgnet, men at være PARAT til at skrive i 24 timer i døgnet. Måske er det bedre at skrive ned “hvad stemmerne siger,” og ikke TVINGE dem til at sige et-eller-andet. Ja. At være digter er at være hjemsøgt af spøgelser, af djævle, som udelukkende kan uddrives ved at skrive. Digteren er en junkie, en eksorcist, der er afhængig af at være hjemsøgt, så han uddrive dæmonerne. Noget i den retning. Kun når de dukker op, kan han/hun gå i gang, og det dur ikke at opsøge dem (eller gamle forladte palæer/kirkegårde/vælgermøder for Socialdemokraterne).
Jeg har kunnet mærke en nødvendighed i forhold til at skrive dette og det foregående indlæg til min blog. Faktisk tror jeg, at det-at-jeg-ikke-ved-hvad-jeg-skal-sige har været netop det, jeg ønskede at udtrykke. Jeg har ønsket og ønsker at meddele jer, læserne, at jeg vil gå i gang med at skrive flere indlæg til denne blog, og hvad der har forhindret mig i det. Skrivemåden, indholdet. Men at jeg nu kaster mig ud i det, fordi stemmerne skal uddrives! F.eks. er sætningen “Det vigtige er ikke at skrive 24 timer i døgnet, men at være PARAT til at skrive i 24 timer i døgnet.” noget som jeg tænkte den anden dag, men jeg har ikke haft noget sted at sætte det hen. Ikke i et digt. Ikke på Facebook. Ikke i en video. Derfor virker det til, at denne blog faktisk har en nødvendighed for mig, da jeg kan udtrykke det som rumsterer i mit hoved, men jeg har været meget tilbageholdende i forhold til formen, men det bør jeg bare glemme og bryde igennem. Mure eksisterer ikke her!

Da jeg hentede kaffe, tænkte jeg også på min Youtubekanal. Den er som denne blog, en slags hemmelighed. Jeg har ikke linket til den på Facebook eller omtalt den som sådan. Jeg føler sommetider en nødvendighed til at tænde mit webkamera og tale om det ene og det andet og så lægge videoen ud på Youtube. Jeg har aldrig rigtig haft et mål, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal med den, men jeg kan ikke lade være med at lave videoer, når de melder sig. Og nu kan jeg sikkert ikke lade være at lave indlæg til denne blog, når de melder sig. Ligesom jeg heller ikke kan lade være at skrive digte (jeg har faktisk været afhængig af skrivningen i over 9 år nu! Hooket from the beginning!) Så nu er jeg afhængig af flere forskellige måder at udtrykke mig på, og det kan vise sig at være spændende for andre at følge med i. Eller så er det røvkedeligt, og så kan jeg ikke tage mig af det. Ingen har bedt mig skrive digte, ingen har bedt mig lave videoer til Youtube, ingen har bedt mig skrive et indlæg til min blog, ingen har bedt mig skrive en statusopdatering til Facebook, ingen har bedt mig læse op til en digtoplæsning, men jeg gør det alligevel, fordi jeg mærker en nødvendighed til at gøre det! Og så giver det hvert fald mening for mig selv, og jeg håber, at det giver mening for andre!

På sin vis er det bedst at lave videoer, hvor jeg kan tale verbalt om det ene og det andet, og så lægge dem på Youtube. Det er én måde at udtrykke mig på, men jeg synes faktisk, at jeg får meget mere med, når jeg skriver her. Til gengæld er der også mangler ved denne form. Der er jo også digte, der ikke fungerer som digte, men som burde skrives som et essay eller en novelle, eller som kunne udtrykkes bedre i video, musik og andet. Hmm. På den måde er det jo godt, at jeg kan udtrykke mig på flere forskellige måder.

Livet kommer aldrig til at være på den samme måde,
fordi vi nu sejler væk fra hinanden i forskellige både,
ræk hånden ud og fang lidt af mindernes sus,
og føl dig sammen med mig en anelse konfus,
nu hvor vi rejser i hver vores retning uden et kort,
og følelsen af tryghed driver bort,
bare bær en tanke om mig som halskæde eller ring
og lad intet af vores samvær svinde til ingenting,
åh, du selvglemsel, du underskønne Gudinde,
nu, hvor luften har tendens til at udrinde,
sejl videre, og jeg træder ud af mørket i mig selv,
mens tavshedens støj endelig går på hæld,
jeg glemmer dig ikke, men du skal glemme mig,
nu, hvor jeg lige om lidt rammer fremtidens kaj
og lader mit liv endelig begynde.

Hold kæft, jeg aner ikke, hvor det kom fra. Det må være en slags blogdigt, der får lov at rime. Jeg har ikke skrevet rimdigte i årevis, så jeg blev selv ret overrasket. Der er faktisk pudsige og sjove muligheder i at skrive her! Det var først halvvejs inde i digtet, efter “du selvglemsel, du underskønne Gudinde” at digtet handler om at tage afsked fra min egen tavshed, min egen uvilje til at skrive på denne blog. Det er fremtiden, mit liv, der får lov at begynde nu. Jeg har holdt mig tilbage i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid, men nu lader det til, at jeg endelig kan befri mig fra mine egne lænker og skrive her. Uden angst, nidkærhed eller ømfindtlighed. Lad bloglivet begynde!

1. december 2013 kl. 04:28

Jeg har set, at andre skriver temmelig kortfattede og præcise indlæg til deres blogs, men det bliver nok ikke tilfældet for mig. Jeg er levende og vildtvoksende og improviserende og skræller mørket af, så lysets banan er parat til at spises (hahah). Nå. Faktisk ville jeg slutte dette indlæg med “Lad bloglivet begynde,” men jeg ville lige tilføje dette til sidst. At vrænge sjælen ud på papiret. Mit gamle motto fra 2010-11, tror jeg. Nu har jeg ikke rigtig noget motto. Måske noget med, at nødvendigheden skal melde sig, men det lyder ikke så fedt. Hvad fanden. Jeg slutter indlægget her og finder ud af, hvad jeg så skal. Ligner jeg én med en plan?

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: