Første blogindlæg i laaaaang tid!

Hejsa!

Det virker sikkert ret formelt (eller er det i virkeligheden ret uformelt?) at begynde et blogindlæg med “Hejsa”, men jeg er ikke rigtig vant til at skrive her. Hvordan foregår henvendelsen? Skal jeg lege digter-der-går-med-kappe -på-stranden-i-skumringen, akademiker-type med store briller og et helt bibliotek af læst faglitteratur om poesi gemt under hjerneskallen, være jovial-og-jokende-useriøs eller hur? Jeg ved ikke helt. Nå, men det var slet ikke det, jeg ville skrive om!

Jeg har ikke rigtig skrevet nogen indlæg til denne blog i meget lang tid, og jeg har slet ikke haft i tankerne, at jeg skulle gøre det. Faktisk ved jeg slet ikke, hvem mit “hejsa” var henvendt til, men hvert fald dig, den læsende af dette indlæg, hvem du så end er! Men nu er jeg hvert fald i gang med at skrive et indlæg. Jeg arbejder bedst improviserende, så lad os se, hvad der sker nu!

Jeg selv følger med i Lars Bukdahl blog her og hvad der end dukker op på de listede blog på Kornkammeret her . Men jeg har ikke rigtig stødt på nogen interessante blogs ud over Bukdahls. Olga Ravns GIF’s er dog temmelig morsomme, men dem lægger hun ikke ud særlig regelmæssigt her . Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg søger, når det kommer til blogs. Jeg har ikke rigtig stødt på nogen, hvor pulsen er steget for at genere energi til klapsalver i hjernen eller hjertet. Hvis man vil lægge digte ud, kan man gøre det på Digtenu.dk eller Fyldepennen.dk (måske afholder profferne fra det, fordi de helst ikke vil i øjenhøjde med de øvrige skrivende? Who knows.) Jeg har ikke selv lagt digte ud på nogen af de sider i over et år, men det har mest været fordi, jeg ikke har villet lægge deciderede udkast ud. På denne blog forsøgte jeg mig med digtet Derangeret, som jeg lige havde skrevet, men det fungerer ikke rigtig for mig at gøre sådan. Eller. Måske burde jeg genoptage dette og begynde at lægge flere digte ud på de to sider. Eller hvad? Hvis det sker, så sker det. Lige nu prøver jeg at skrive noget til denne blog!

For helvede, måske er det netop dette, der gør, at jeg ikke vil lægge noget ud på bloggen. Bare set det ovenstående. Hvor vil jeg hen med det? Er det overhovedet interessant for andre at læse? Jeg føler mig som en uden blogcertifikat, jeg skriver løs uden kørekort, men det er måske i virkeligheden det eneste rigtige at gøre? Nå, tilbage til, hvad jeg skrev om lige før. De fleste litterære blogs siger mig ikke noget, og jeg har ikke stødt på en, som jeg har haft lyst til at efterabe (hov, lade mig inspirere af). Måske bør jeg bare gøre det her på min egen måde, uden kørekort, men med foden presset mest muligt på speederen!

Måske bør jeg ikke være så nidkær med at skrive indlæg og lægge dem ud.

Jeg har det, som om jeg mest af alt henvender mig til mig selv i dette indlæg. Måske er det et træk. Måske noget andet. Hvorfor så mange “måske’er” og andet. Hmm.

Okay. Forfra. Jeg skal have skrevet et indlæg. Jeg skal få hul på bylden. Jeg må simpelthen fortsætte med at skrive, fordi jeg er nødsaget til at få sagt det, jeg kan mærke, at jeg vil sige, og som er nødvendigt lige nu. Jeg føler mig usikker på mig selv i forhold til at skrive en blog, da jeg har set alle mulige andre gøre det. Det er altid nemmere at være tilskuer end selv at gå i gang med noget, tage ansvar. Men jeg vil gøre forsøget, vove pelsen, sparke døren ind og gøre det her på min egen måde. Indtil videre går det hakkende, langsomt frem, men der er noget over det, som vel giver mening. Jeg har ikke kunne finde en litterær blog, der er faldet i min interesse, fordi den skrivende ikke er levende nok, han/hun giver ikke nok af sig selv. Der er for stor afstand. For meget, der er prætentiøst. Hvorfor skal man ikke kunne mærke, at vedkommende, der rammer tasterne og skriver noget i indlæggene, er i live og ikke en zombie eller maskine. Der skal være plads til fejl. Der skal være plads til at springe ud fra hjernens flyver uden faldskærm eller en nyttesløs parasol. Lad os begynde, lad os give ud af os selv.

Nu vil jeg skrive noget fra en sang, jeg hører:

I’ll take your hand and pick you up!
I promise I will take you there!

So here I am, it’s in my hands,
and I’ve etellerandet from this,
Here I am, alive at last,

Noget i den dur. The taste of ink af The Used. Viltert.

Der er nogen blogs, hvor der nærmest kun står en slags litterære artikler, eller blogs, hvor folk lægger udkast ud. Der findes alle mulige forskellige blogs. Jeg ved ikke. Jeg har faktisk, i mørke og al hemmelighed, skrevet essays som bare ligger på min computer. Nogle af dem har jeg dog lagt ud her, men det har kun været sådan forsøgsvis. Hvis jeg skal lægge indlæg ud her, skal jeg skrive dem her, direkte og ikke være så ømfindig med skriveriet. Er ømfindig overhovedet et ord? Ah, jeg skrev forkert: Ømtfindig. Det var også forkert. Ømtfindlig.

ØMFINDTLIG , COME ON!

som let påvirkes af smerte, kritik el.lign. = FØLSOM, OVERFØLSOM, SENSIBEL, SART, NÆRTAGENDE ¯ fingeren er stadig lidt ømfindtlig · han er meget ømfindtlig over for kritik · det kan ikke nytte noget at være så ømfindtlig hvis du vil opnå nogetAFLEDNING: ømfindtlighed sb. -en

JEG ER ØMFINDTLIG! JEG ER NIDKÆR! JEG SPRINGER IKKE UD AF HJERNENS FLYVER UDEN MIN FUCKING SIKKERHEDSSELE OG FLYVERDRAGT OG PARASOL OG FALDSKÆRM! NEJ, JEG SPRINGER IKKE UD OVERHOVEDET, FORDI JEG SPØRGER PILOTTEN OM, HVORNÅR VI SKAL LANDE. OM VI OVERHOVEDET SKAL LANDE. NEJ. JEG STIGER SLET IKKE OMBORD PÅ FLYVEREN, OG NU ER FLYVEREN IKKE LÆNGERE HJERNENS. DEN ER BARE EN FLYVER. JEG ER BERØRINGSANGST. JEG ER BANGE. JEG ANER IKKE FOR HVAD.

Sommetider er det bedst ikke at sige noget, da man kan sige noget forkert. Andre gange skal man bare kaste sig ud i det uden tanke for, om der findes noget rigtig eller forkert. Hvis jeg skal skrive en blog, må det blive på disse præmisser. Det vildtvoksende, det indfaldsrige, det voldsomme, det improviserende:

JEG HAR FUNDET EN ÆSKE FULD AF ORD, OG NU DRYSSER JEG DEM HEN OVER PAPIRET!

[nidkær] Jeg tror, at jeg har brug for et opgør med mig selv. Jeg er alt for tilbageholdende, alt for nidkær (er det tredje gang, at jeg bruger det ord nu, eller husker jeg forkert?) Nå. Hvis jeg kun har brugt det to gange, bruger jeg det lige igen. Nej, vent. Jeg skriver det ind i starten af den første sætning i dette afsnit i en skarp parentes. Hahah, det var sjovt.
Jeg tror faktisk, at jeg fungerer bedst, når jeg lader fantasien og indfaldene styre mit virke, da der som regel plejer at dukke alle mulige ikke-ømfindtlige ting og sager frem. Men jeg har sådan en automekaniske som holder mig tilbage. En slags generthed. Men det må jeg gøre noget ved! Hvis ikke andet må denne blog have til formål at være et massivt angreb på denne automekaniske, at springe ud af flyveren uden flyverdragt eller faldskærm, men bare med det vilde sus i hjertet. Altid rammer jeg plet, hvis jeg nyder øjeblikket ned i fart og frem. Og ja, det med flyet er stadig ment som et billede på at springe ud i noget nyt og lignende. Jeg gad gerne se turister springe ud af passagerflyene på den måde i stedet for, at de bare træder ud på landingsbanen. Nej, alting må ske med noget vildt!

Jeg tror, at jeg vil afslutte dette indlæg og begynde på et nyt. Hvad ville jeg i det hele taget sige? Jo, jeg synes ikke, at litterære blogs er særlig spændende, fordi de ikke virker levende eller improviserende eller vilde. Der kan og skal være plads til tysthed, eftertanke, men der må også gerne sparkes døre ind. At svinge med lassoen og fange sproget og øjeblikket!

Nå, jeg glæder mig til at se, hvad jeg skriver om i næste indlæg. Og du, der læser dette, har måske allerede læst netop det indlæg, så nu ved du, at jeg har skrevet det lige efter dette!

Hav det godt!

1. december 2013 kl. 03:38

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: