Derangeret: Digt juni 2013

Jeg har lige skrevet et digt færdigt. Der er sikkert en masse, der kan ændres, som jeg ikke kan få øje på lige nu.

Jeg vil anbefale jer at læse digtet som pdf-fil her i stedet for nedenunder, hvor der er dobbeltlinjeafstand.

Hav det godt derude!

 

Derangeret

 

Stilheden daler omkring i de mørke hospitalsgange

hvor lyset ligger som snefnug omkring på gulvet

 

når møblerne ikke længere har ansigter løslades du

endnu med spændetrøjen omkring dine letantændelige arme

 

så hurtigt kan solen kaste ildkugler gennem ruden

gennem huden og forbrænde dig til et udråbstegn af ild

 

jeg taler med hundredvis af stemmer i dit hoved

jeg skraber mine kløer mod indersiden af kraniet

 

jeg overmaler dine tankers puslespilsbrikker

og griner højlydt når du ikke skelner dem fra hinanden

 

op mellem fliserne i haven griber hænder ud efter din ankel

og jeg stikker min egen ud gennem dit bryst

 

pillernes søgelys i dine årer finder mig aldrig

jeg sidder med benene oppe på bordet i skjulestedet

 

ligegyldigt hvor nøgternt du beskriver mig vil end ikke

en af mine tusinde skikkelser spire frem i psykologernes syn

 

krager flyver skræppende ud af din mund og indtager rummet

selv plejerens hånd mod din skulder kan ikke berolige dig

 

når pillerne er opløst til et svømmebassin hvor jeg holder vejret

kan du end ikke høre et blad falde til jorden i hovedet

 

luften omkring dig på gaden fylder ikke nok og dit værelse

kan ikke være kisten hvor du genfødes efter mareridtsløs søvn

 

du fylder for meget i universet og ønsker at krympe

selv ikke engangsknald gør dig til en krop du er udflydende

 

enhver samtale med andre er et værelse rømmet for indhold

selv vejret inde i dig selv er altid det samme og brydningsløst

 

og du savner at høre mig tale med hundrede stemmer

i de mest tilfældige og uhyggelige og skønneste landskabssætninger

 

at mærke en verden opbygges inde i dig så du fyldes ud til menneske

mærke min hånd omkring dit hjerte sætte angstkapløbet i gang

 

i svømmebassinet venter jeg på du vender tilbage til mig

med sjælens sorthvide lærred parat til at males i mine farver

 

kom og vær en brugbar tilskuer til de pludselige film

jeg spoler frem og tilbage i dine pupiller hvert øjeblik sammen

 

er os sammen så læg kniven tilbage i køkkenskuffen

som da du proppede pillerne tilbage i glasset

 

du kan ikke skære mig ud af kroppen ud af din sjæl

så læg kniven tilbage og vælt i stedet ind i mine arme

 

den verden du ser er forudsigelig en række tallerkener

der skal vaskes op kom lad os knuse dem sammen

 

læg kniven tilbage i skuffen og gå mig i møde.

 

Skrevet af Christian de Groot-Poulsen, d. 2. juni 2013.

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: