Om mit forfatterskab per 8. januar 2013 kl. 22:51

Start

En af mine veninder skulle skrive en opgave om digtsamlinger, så hun valgte at tage udgangspunkt i min bog, Måske Minder, fra 2010, og i den anledning stilte hun mig nogle spørgsmål. Jeg skrev derefter denne tilbagemelding, som nok også er værd for andre mennesker med interesse i mig og mit forfatterskab. Derfor lægger jeg teksten ud her, så andre måske kan få besvaret deres egne spørgsmål. Hvad ved jeg. Men det er altså derfor, jeg henvender mig til et du i løbet af teksten og skriver om en “lærer”. Læreren kommer åbenbart også til at læse teksten. Nuvel. God fornøjelse!

Tilbagemelding om Måske Minder og mit forfatterskab 8. januar 2013

Hejsa Anna-Loa!

Jeg er superglad for, at du vil beskæftige dig med Måske Minder, så jeg må hellere skrive lidt om mig selv. Der findes jo ingen artikler om mig på Wikipedia – endnu! Men der findes en anmeldelse af Måske Minder, du kan overveje at læse. Link her: http://metrord.urbanblog.dk/2010/04/21/minder-kan-g%C3%B8re-det/

Det gik lige op for mig, at jeg faktisk har skrevet en del om Måske Minder på min “hemmelige” blog. Jeg sender et link her:

http://christiandegrootpoulsen.wordpress.com/2012/12/08/tilbage-til-maske-minder/

Jeg har en såkaldt litterær blog, hvor jeg beskæftiger mig med mine tanker, om digte, litteratur osv., men jeg har ikke linket til den overhovedet, fordi jeg gerne vil have, at den ligesom kan udvikle sig af sig selv. Men det er nok på tide at åbne lidt op! Jeg er et meget spontant menneske, så der dukker nye indlæg op i ny og næ, men ikke regelmæssigt. Men så vidt jeg husker, så handler det blogindlæg netop om Måske Minder, men der findes også dette indlæg om, hvad jeg kalder Drømmepoesi:
https://christiandegrootpoulsen.wordpress.com/2012/11/26/drommepoesi-bevidsthedstromme-og-en-slags-automatskrift/

Her går jeg virkelig meget i dybden med, hvordan jeg skriver digte. Men jeg vil nok anbefale, at du læser det følgende, jeg har skrevet, og bruger de nævnte links som supplement.

Lidt baggrundshistorie

Jeg er født i 1991, og jeg begyndte at skrive digte i 2004, men faktisk startede jeg med at skrive noveller og eventyr i 2002 og sange i 2003. Det var nok ikke rigtig meningen, at sangene skulle have musik til, men de skulle kunne synges, så derfor rimede de. Da jeg skrev mit første digt, vidste jeg, at det var et digt, fordi man ikke skulle synge det, men “bare” læse det op. Siden 2004 skrev jeg digte i det ene hæfte efter det andet. Jeg har tonsvis af dem liggende ovre i min reol, og temaerne har altid været mørke. For mig var det en måde at give lyd til en side af mig, som ikke kom til udtryk i min hverdag, hvor jeg som regel var/er i godt humør og har en ret sort humor, men der er ligesom nogle strømninger i mig, som måtte og må bearbejdes. ¨

Det var i 10. klasse, at jeg besluttede mig for, at jeg ville være digter. Man skulle i december 2007 skrive en OSO-opgave (Obligatorisk Større Opgave) om, hvad man ville være, når man var færdig med 10. klasse/gymnasiet/universitetet, og det eneste, jeg kom i tanke om, var, at jeg ville være digter. Der var ligesom ikke rigtig andet, jeg ønskede at beskæftige mig med. Min lærer anbefalede mig, at jeg skulle skrive om en af mine yndlingsdigtere, men på det tidspunkt havde jeg overhovedet ikke læst nogen digte ud over et par af Emil Aarestrup. Der var dog en del, der havde sagt, at mine digte havde meget tilfælles med en, der hed Michael Strunge, så jeg lånte Samlede Strunge, biografien om ham og bogen Mai Strunge, som udgangspunkt for min opgave. Jeg blev dybt optaget af ham, og kvaliteten af hans poesi slog benene væk under mig. Det gik op for mig, at jeg virkelig behøvede at forbedre mig, hvis jeg en dag skulle blive en anerkendt digter!
I 2008 begyndte jeg at tage poesien virkelig alvorlig. Hvor jeg før måske havde skrevet 100 – 150 siders digte om året, begyndte jeg at skrive 900 – 1000, og jeg tror endda, jeg i 2012 er nået endnu længere op. Denne masseproduktion af digte kombinerede jeg med at læse en helvedes masse digte. Jeg tog ofte ned på biblioteket og lånte bøger, der virkede interessante, og besøgte mange forskellige antikvariater for at købe billige digtsamlinger. I starten tog jeg udgangspunkt i de navne, der blev nævnt i biografien om Michael Strunge, så jeg læste Gustaf Munch-Petersen, Jens August Schade, Bo Green Jensen, F.P. Jac, Søren Ulrik Thomsen og senere Terje Dragseth, Ole Sarvig, Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud, men også rigtig mange andre. Biografien om ham, Strunge, er en bibel, når man ikke aner noget om poesi overhovedet. Man kan, som vordende digter, virkelig nå vidt omkring, når man skal lære om andre digtere. Den kan varmt anbefales!

Om baggrunden til Måske Minder (2010)

Da det i starten af 2009 gik op for mig, at jeg ville få udbetalt min børneopsparing d. 19. juni, på min fødselsdag (jeg er faktisk født den samme dag som Michael Strunge, hvilket skærpede min interesse for ham gevaldigt, biografen om ham minder meget om mig selv på en måde, så jeg var helt vildt oppe at køre, da jeg læste den i sin tid, men jeg vender stadigvæk tilbage til den), besluttede jeg mig for at samle mine bedste digte og udgive en slags greatest hits (er de fleste digtsamlinger i virkeligheden ikke bare greatest hits?) Det gav mig et mål, og i februar 2010 modtog jeg det bestilte oplag på Måske Minder (hele 350 eksemplarer). Meningen var, at jeg ville forære eksemplarer af digtsamlingen væk, når jeg havde solgt 70 (jeg nåede faktisk op på 73 her i september 2012), så jeg kunne få kritik på det, jeg havde skrevet. Min email står i kolofonen i starten af bogen, så folk har kunnet skrive til mig (jeg opfordrer faktisk læseren om at komme med ris og ros der i starten!). Desuden forærede jeg 5 eksemplarer á antikvariat/lille boghandler, jeg kendte og besøgte. Det viste sig, at ikke alle behandlede bogen særlig pænt. Op til flere steder var ingen af de 5 eksemplarer på nogen af hylderne, da jeg besøgte butikkerne to uger efter, jeg havde foræret dem mine bøger, og jeg tror ikke, det er fordi, de var blevet solgt. Til gengæld er der et antikvariat på Fiolstræde i København, der vist stadig har nogle eksemplarer (tre af dem er endda blevet solgt!), og et antikvariat i Elmegade, Nørrebro, havde alle 5 eksemplarer liggende på disken i et år! Der fik jeg solgt et eksemplar, som indehaveren af butikken krævede, at jeg skulle få overskuddet af. Han er virkelig et flinkt menneske!

Om baggrunden til Insomniasuiten (2012)

Perioden fra begyndelsen af 2010 til slutningen af 2012 var noget af en ørkenvandring for mig, da jeg havde en aftale med et lille forlag, Forlaget Nulpunkt, og sendte redaktøren manuskripter hvert halve år. Han havde i virkeligheden ikke et særlig godt overblik. Den ene gang var han vild med 10 digte og syntes de 30 andre var kedelige. Så de 10 digte tog jeg udgangspunkt i og skrev 30 nye ud fra deres struktur, og et halvt år efter syntes han, at de  samme 10 digte var kedelige. Hans syn på god/dårlig poesi var på ingen måde statisk, så hans kritik var utrolig forvirrende. I juli 2012 tog jeg til Århus for at drøfte et nyt manuskript med ham, og jeg endte med at få 30 digte antaget til udgivelse inden januar 2013. Jeg spurgte en malerinde, om hun ville lave omslaget, og begyndte selv at lave sideopsætningen (jeg havde jo en vis erfaring fra selv at have lavet Måske Minder, men jeg var blevet langt bedre!). D. 31. august udgav forlaget en roman, men hjemmesiden var ikke blevet opdateret siden maj 2011 (bogen er stadig, per 8. januar 2013, utilgængelig på hjemmesiden), og det bekymrede mig. For det ville ikke være fedt, hvis jeg selv blev udgivet på forlaget, og at ingen, jeg kender, i så fald kunne købe et eksemplar. Og så gik redaktøren pludselig “under jorden,” hvilket vil sige, at jeg ikke kunne få kontakt til ham, jeg sendte mails, sms’er, skrev til ham på en hjemmeside, hvor vi begge har profiler, og hvor vi faktisk startede med at have kontakt til hinanden, nemlig Blackmarket.dk. Det var sket tidligere, og det gik op for mig, at jeg næppe ville få udgivet min digtsamling på det forlag. Så i slutningen af september besluttede jeg mig for at tage de bedste digte fra et nyt manuskript, jeg arbejdede på, og lægge dem sammen med de bedste fra den digtsamling, jeg ellers ville have fået udgivet. Derefter rettede jeg rigtig meget, da de originale digte ikke var skrevet med “min stemme,” men i alt for høj grad forholdte sig til redaktørens åndssvage kritik. Jeg måtte ringe til malerinden og sige, at digtsamlingen ikke blev til noget, men heldigvis havde hun ikke begyndt at male endnu. Og jeg kunne jo bare bruge den sideopsætning, jeg i forvejen havde lavet til digtsamlingen, der kom til at hedde Insomniasuiten, og som blev udgivet d. 31. oktober 2012 i et oplag på 100 eksemplarer.

Om fremtiden 2013-

Nu er jeg meget interesseret i at færdiggøre nye digtsamlinger og udgive dem i hæfteformat de næste par år. Jeg tror, jeg kan lære rigtig meget af at skrive digte 100% færdigt. Der er ligesom “noget på spil,” når man ved, at et digt kommer til at stå trykt på et papir. Hvis jeg ikke skriver på et nærtforestående, færdigt projekt, så mister jeg lysten til at rette mine digte. Og hvorfor skal man også det, når man alligevel ikke skriver på en digtsamling? Nuvel. Det er den kreative energi, jeg er meget interesseret i for tiden, og som forhåbentlig munder ud i en række nye digtsamlinger her i 2013. Jeg har i øvrigt tonsvis af udkast og forskellige digte liggende på min computer, og jeg vil meget gerne have dem “af vejen” før, jeg for alvor kan begynde på en digtsamling, jeg vil sende ind til et stort forlag. Planen er nu, at jeg vil ansøge om at komme ind på Forfatterskolen her i 2013, og hvis jeg får et afslag, vil jeg skrive mere målrettet på en digtsamling, jeg kan sende ind til et stort forlag. Måske kan jeg tage de bedste digte på tværs af mine digtsamlinger og lave en greatest hits af mine greatest hits sammen med en række nye digte! Fremtiden må vise, hvad det ender med!

Emnerne i mine digte

Jeg ser Måske Minder som en slags arkitekttegning over, hvad jeg gerne vil beskæftige mig med senere. Selvfølgelig tilføjer jeg en række flere emner, et mere modent sprogbrug osv., men mange af de ting, jeg ønsker at sige, har jeg behandlet mere eller mindre i den digtsamling. Der er nogle hug til “Den Hvide Verden,” om forbrugersamfundet, en kultur, hvor man spiller roller over for hinanden og ikke er autentiske (falske og ikke “ægte” mennesker), et skrøbeligt, melankolsk jeg, en række kærlighedsdigte, digte med mere surrealistisk karakter, digte om digte (som jeg dog i virkelig høj grad er gået væk fra) og mere.

Jeg er nok meget interesseret i at skrive centrallyrik, men det kommer til udtryk i mange forskellige former. Enten er der tale om et digt, hvor digterjeget fylder meget, eller et digt uden et digterjeg, men hvor der i stedet er taget udgangspunkt i en ekspressionistisk tilgang, eller er det en symbolistisk? Måske begge dele. Hvert fald er, hvad der står i linjerne, hvordan (det usynlige) digterjeg har det indadtil. Det er faktisk utroligt spændende, fordi man “viser”, hvordan man har det indadtil uden at bruge et jeg, der i mit tilfælde ofte er mere poetisk end selvbiografisk (hvert fald efter Måske Minder, hvor digtene nok er meget (for) tæt på mig selv). Et af mine første forsøg på dette er digtet Vinterdepression på side 29 i Måske Minder. Sproget er nok temmelig overgjort og lidt for voldsomt, men tilgangen er et forholdsvist godt eksempel på, hvad jeg mener. Netop titlen, Vinterdepression, siger, at der her er tale om en indre oplevelse, og at digtet i så fald ikke handler om noget, der faktisk sker, men noget ,der opleves af et jeg.

Den sproglige tilgang/inspiration

Sprogligt er jeg meget vild med surrealismen, som jeg dog ikke synes fungerer i sig selv, fordi der ofte mangler en mening, påstand, følelse bag, men selve sprogbruget er rigtig interessant! Men også dadaisme, ekspressionisme, symbolisme, modernisme og sådan. En af mine helt store idoler er Simon Grotrian, som jeg har læst tonsvis af digte af. Hans digte kan være utroligt svære at forstå. Sprogbruget kan virkelig virke lukket og utilgængeligt, men som regel er der strålende linjer. Virkelig stærk poesi!  Jeg læste, at hans stil kaldes at skrive “tæt”, så mine digte er nok i en helt anden boldgade nemlig “udfoldet” ligesom Michael Strunge. Det vil sige, at med mine digte står poesien på linjerne, og ikke i så høj grad i analysen og mellem linjerne. På den måde ligger jeg mere i forlængelse af f.eks. Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen og Michael Strunge, men jeg har, som sagt, også en interesse i det surrealistiske. Jeg elsker at skabe sproglige billeder. Så min egen poesi vil jeg karakterisere som Jens August Schade møder Simon Grotrian med The Sisters of Mercy som baggrundsmusik. Denne karakteristik giver nok mest mening for den tredje digtsamling, jeg skriver på for tiden. Men med Måske Minder var jeg meget inspireret af Gustaf Munch-Petersen, Jens August Schade, Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Tor Ulven og Terje Dragseth. Måske kender du ikke så mange af de navne, jeg nævner, men de er værd at tjekke ud! Man kan anskaffe sig deres digte via www.bibliotek.dk . Det kan varmt anbefales! Specielt Terje Dragseths udvalg af digte, der udkom i 1995 under titlen Du. Start med Hymner & Hypnoser (1985) og læs derefter Kjærligheten er som døden alltid levende (1991)!

At besvare dine spørgsmål – Indgangsvinkel

Jeg så lige på, hvad du skrev til mig originalt, og det gik op for mig, at jeg nok har skrevet om alt andet end, hvad du faktisk spurgte mig om!  Så jeg må hellere se at få besvaret dine spørgsmål!

Når folk spørger mig, hvordan det går, begynder jeg straks at tale om, hvordan det går med skriveprocessen. Alting afhænger af det. Jeg er, som menneske, i forlængelse af min kreativitet, poesien, ligesom mine digte er en forlængelse af mig (men de er dog blevet mere litterære med årene). Jeg kommer i tanker om et af mine yndlingscitater. Nemlig et af den belgiske digter Jotie T’Hooft, der skrev på nederlandsk (hollandsk, som er et sprog, jeg kan meget lidt af):

“De dichter is een gedicht. 24 uur per dag. De dichter is een

alchemist die van het lood des dagelijksen leven het goud weet

te maken. Zijn gedichten spreken voor zichzelf.”

Oversat til dansk: “Digteren er et digt. 24 timer om dagen. Digteren er en alkymist, der ved, hvordan man ud af hverdagens lod, skaber guld. Hans digte taler for sig selv.”

Forskellen mellem en forfatter og digter

Det er på den måde, jeg selv skelner mellem forfattere og digtere. Forfatteren er mere borgerlig i udgangspunktet. Han sætter sig til at skrive, hver dag, fra kl. 8 om morgenen til 12 om eftermiddagen, og på den måde kan han (nu siger jeg han, men det kan ligeså godt være hun) fungere som enhver anden med et fast arbejde. Digteren er anderledes. Hvor en forfatter i højere grad er i forbindelse med sit overjeg (ens bevidste tanker, fx. kan man beslutte sig for at tage opvasken, selvom man faktisk har lyst til at sove), er digteren i forbindelse med sit id, sin underbevidsthed (her er det nok snarere lysten til at sove, der vinder over overjegets lyst til at tage opvasken). Som digter kan man ikke beslutte sig for at skrive fra kl. 8 til kl. 12. Inspirationen og lysten kommer som den vil. Hvis man ikke er i humør til at skrive, må man foretage sig noget andet, hvilket er en erfaring, jeg har fået efter at have skrevet i snart 9 år. Hvis jeg forsøger at presse nogle nye digte frem, så er de ikke inspirerede, og det hæmmer sprogbruget. Der skal være “hul igennem.” Derfor kan der godt gå dage, hvor jeg ikke skriver, men pludselig kan jeg overvældes af inspiration og skrive op til 12 timer ud i én lang køre. Og det er virkelig en himmelsk oplevelse! Problemet er så, at jeg skal rette digtene bagefter, og da jeg godt kan være mere interesseret i at skrive nyt, ender jeg med at have et efterslæb til fortiden. Derfor må jeg være lidt “overjegsagtig” og tvinge mig selv til at vurdere og rette, hvad jeg hidtil har skrevet. Så hvis jeg ikke skriver så meget, forsøger jeg at rette i stedet. På nuværende tidspunkt har jeg over 1400 siders digte skrevet mellem april 2011 – december 2012 liggende, som jeg ikke engang har læst! Det kan være så fristende at skrive løs og ikke rette, men jeg ved godt, at det er nødvendigt at læse, hvad jeg hidtil har fundet på. Det er også derfor, jeg tror, at jeg kan færdiggøre rigtig mange digtsamlinger her i 2013, fordi jeg jo har så meget materiale at arbejde videre med! I det hele taget prøver jeg at skærpe mit overjeg, men det er for det meste underbevidstheden, der styrer det meste! Hvilket jo er en gene over for, hvad jeg faktisk opnår, men jeg er bevidst om problematikken og gør mit bedste for at færdiggøre så meget som overhovedet muligt.

Nederlandsk siden september 2011

Siden september 2011 har jeg gået på et ikke-eksisterende studie på Københavns Universitet Amager, nemlig Nederlandsk. På hjemmesiden, før jeg ansøgte, stod der, at studiet var under nedlæggelse, og efter jeg blev optaget, kom jeg til et møde hos dem, hvor det blev mig forklaret, at der ikke var nogen lærer (han var gået på pension) og dermed ingen undervisning. Den anden, der var blevet optaget, gik ud af studiet, så jeg var den eneste, der gik/går der på den årgang. Da jeg tog til mundtlig eksamen i januar 2012, mødte jeg den pensionerede lærer, der var censor, og jeg forklarede ham, at jeg altså ikke rigtig havde kunnet læse pensum, da det var svært at lære et helt nyt sprog på egen hånd derhjemme. Egentlig skal man fra september til december gennemgå et propædeutisk forløb, hvor man lærer hollandsk fra børnehave- til 3. G-niveau. Han sagde, at jeg ligeså godt kunne gå hjem i stedet for at tage eksamen, da det var en umulig opgave. Han mente dog, at det godt kunne lade sig gøre for mig at klare eksamen til juli 2012. Desværre blev der ikke udbudt nogen undervisning i nederlandsk på den skole, jeg hidtil havde gået på. Jeg havde læst Nederlandsk 1 + 2 i efteråret 2011, hvilket passede overens til den første bog ud af to, jeg skulle kunne. Da jeg ikke kunne få undervisning i Nederlandsk 3 + 4, skrev jeg digte i stedet. Om sommeren, 2012, ansøgte jeg om dispensation for førsteårskravet, da jeg jo ikke havde fået undervisning og dermed ikke kunne leve op til kravene. Da jeg ikke regnede med at få dispensation, startede jeg på HF-enkeltfag i tysk C og Samfundsfag B i august, hvilket gik ret skidt. Da jeg i mange år har haft en svingende søvnrytme, kunne jeg ikke stå op til tiden de første to uger, så jeg fik et gigantisk fravær. Og da jeg endelig regelmæssigt begyndte at møde op til undervisningen, var niveauet så lavt, at jeg hurtigt begyndte at kede mig. Imidlertid fik jeg i oktober 2012 svar fra universitetet. Jeg kunne godt fortsætte på studiet! Så jeg droppede ud af HF, men jeg fik svaret om dispensation så sent, at jeg ikke kunne nå at blive optaget på Nederlandsk 3 + 4, der begyndte om efteråret, så jeg regner ikke med at tage de eksamener, jeg er tilmeldt her i januar 2013, og så må vi se, om jeg kan fortsætte på studiet frem til sommeren 2013, hvor jeg forhåbentlig kan komme ind på Forfatterskolen i stedet for. Men dette betyder, at jeg det sidste halvandet år har kunnet leve som digter på fuldtid! Det skal dog siges, at hver gang, man månedligt får SU på en videregående uddannelse, bruger et såkaldt SU-klip. Jeg har fået at vide, at jeg hellere bør studere et rigtigt fag, så jeg har noget at falde tilbage på, hvis jeg ikke får succes som digter, men jeg vil ikke andet end at blive en anerkendt digter. Der er ganske enkelt ingen mellemvej. Jeg har ofret og ofrer ALT for det! Det er det, der giver min tilværelse mening, og dermed er der ingen flugtvej. Jeg kan kun gøre mit bedste og håbe på, at det vil lykkes en dag, men jeg tror på, at det nok skal lykkes! Simon Grotrian, der har arbejdet for Borgen som konsulent, altså en, der læser tilsendte manuskripter og vurderer, om de kan antages, har sagt, at jeg har talent, og jeg tror, det er et spørgsmål om tid før, jeg for alvor begynder at skrive digte, der matcher mit potentiale, mine hidtil “skjulte” evner. Og hvis din lærer læser dette, vil jeg lige påpege, at jeg har udviklet mig meget siden Måske Minder, som jeg skrev i en alder af 16 – 18 år. Insomniasuiten er langt stærkere, men jeg ved allerede nu, hvad jeg kan gøre bedre til næste gang, og jeg ser meget frem til at bevise mit værd over for verdenen!

Søvnrytme, natten og dagen

Da jeg har en ret varierende søvnrytme, står jeg op på mange forskellige tidspunkter af døgnet. Den ene dag kan det være kl. 16, den anden kl. 22, og andre gange kl. 8. Det skifter ret meget. Som regel er det mellem 16 og 22, og det plejer at være meget statisk, altså over en længere periode. Men faktisk holder jeg meget af at skrive om formiddagen og ud på eftermiddagen, fordi lyset, specielt, hvis det er solskinsvejr (eller blåvejr, som jeg kalder det, en modsætning til gråvejr). Lyset virker opløftende på mig; jeg skriver og retter klarere. At skrive om natten er ikke dårligere, men det giver en anden indgangsvinkel, fordi det er mørkt udenfor. Det, jeg skriver, er nok mindre klart, mere mudret, mere anelser, skikkelser og udkast end statuer, noget helt konkret og synligt. Om natten elsker jeg at skrive løs, finde på en masse forskelligt, mens jeg om dagen bedst kan lide at rette eller have overblik for det, jeg skriver, men, selvfølgelig, samtidig skrive løs.
Ellers kan jeg sige, at fra jeg står op og til, jeg går i seng, hører jeg musik. Når jeg skriver, har jeg høretelefoner på og har skruet volumen helt op. Det er en rus! Over årene har jeg lært ikke at skrive sangteksterne ned i de tekster, jeg skriver, (det kan man ellers nemt komme til), men i stedet lade mig inspirere af stemningen i sangene. Det er ret pinligt at læse mine egne digte og tydeligt kunne se, hvilke sange, jeg har hørt imens, så det har jeg forsøgt at undgå, og det går udmærket efterhånden, synes jeg.

Før, under og efter skriveprocessen

Normalt sætter jeg mig hen til sengen og læser en masse gode digte (jeg har et temmelig omfattende bibliotek efterhånden). Det skærper mit eget sprogbrug at læse færdige, fremragende digte, for så er der ligesom et niveau, jeg skal leve op til. Jeg har et princip om, at hvis jeg læser mange “tætte” digte, så læser jeg bagefter mange udfoldede digte. På den måde undgår jeg “bare” at skrive som en anden. Det er godt at blande inspirationskilderne før, man sætter hovedtelefonerne på og skriver løs. Når jeg skriver løs, tænker jeg meget sjældent over, hvad jeg har gang i. Det er ligesom at ride på en bølge. Hvisskriftenstandserhardenaldrigværetder. Det kræver, at jeg virkelig tror på mig selv undervejs, at den sætning, jeg skriver, også er interessant, hvert fald for mig, når jeg skriver den. På den måde kan jeg skrive en helvedes masse i løbet af meget kort tid, men for at være ærlig er det, når jeg retter disse digte, at jeg faktisk skriver digte. Skriveprocessen er som at smække en masse udkast på bordet, så jeg senere, med en overjegagtigtilgang, kan glemme de dårlige dårliger, finde de gode og ud fra dem skrive egentlige digte. Det kan godt tage mange måneder at skrive et enkelt digt færdigt. Når jeg læser et udkast og retter det, lægger jeg det over i et opsamlingsdokument med digte, der måske kan fungere i udgivelsessammenhæng. På et tidspunkt læser jeg alle disse digte og retter dem igen. Men altså kun de, der har potentiale. Resten gemmer jeg, for der kan jo være nogle linjer, der kan bruges i et digt, jeg vil skrive/rette på et senere tidspunkt. Jeg er dog meget opmærksom på at beholde en umiddelbar tilgang til digtene, når jeg retter, ellers kan de meget hurtigt blive fortænkte eller overgjorte på en måde. På nuværende tidspunkt har jeg tonsvis af udkast, hvis ideer bør færdiggøres til egentlige digte. At finde og rette dem kræver, som sagt, en mere overjegsagtig tilgang, og det er jo så meget sjovere bare at skrive løs, fordi det er forløsende i øjeblikket, men senere skal jeg jo sidde og læse alle de forskellige tekster, der ikke alle fungerer. Noget, jeg har opdaget, er, at jeg ofte gentager de samme emner, motiver, ord, sproglige billeder, og at jeg hellere bør rette end at skrive for at komme af med dette efterslæb. Det er i øvrigt derfor meget sjovt at rette/læse digte, jeg skrev for 1½ år siden, fordi de har andre emner, ord og sproglige billeder. Det kan faktisk være ganske inspirerende!

At læse op og være social

Jeg er nærmest permanent optaget af at filosofere over poesi, i gang med at rette eller i færd med at skrive nye digte. Eller så skriver jeg essays om digte og digtning, jævnfør min “hemmelige” blog. Som jeg nævnte tidligere, står jeg i forlængelse af mine digte, ligesom de står i forlængelse af mig. Det kan både være en velsignelse og en forbandelse, hvilket får mig til at tænke på, hvad Morten Nielsen, en digter fra 1940erne, skrev i et brev til en af sine venner: “Hvordan man bliver digter? Forbandelsen er jo, at der er noget, man er!”

Men da jeg for det meste sidder derhjemme og er kreativ på den ene eller den anden måde, halter det noget bagefter med at komme ud i den “virkelige verden”. Jeg tager dog sommetider ud til digtoplæsninger. Her kan jeg nævne arrangementer som La Fontaine, Underskoven, Poesi i Staden, Ord på Flisen, Poesi i Tranquebar, og jeg har også læst op til Tupperware Thursdays og Baudelaires Bodega, hvor jeg blev inviteret til at læse op, ligesom jeg blev inviteret til at læse op til København Læser, der er en årlig litteraturfestival, her i november 2012 i LitteraturHaus. Det er en meget sælsom oplevelse at læse op foran andre mennesker. I starten rystede jeg voldsomt med hænderne og var meget nervøs, men efterhånden er jeg blevet langt mere rolig. Det hænger nok også godt sammen med, at jeg virkelig tror på de digte, jeg nu læser op. Det er jo temmelig beroligende at vide, at det, man læser op, faktisk fungerer! Men det er ikke særlig ofte, jeg “kommer ud,” og jeg bør nok snart se at være lidt mere social. Det giver jo også et input til skriveriet, at man mødes med andre mennesker.

Udgangsbemærkninger

Det er temmelig meget, jeg har skrevet i denne tilbagemelding/essay. Jeg håber, at der er noget af det, jeg har skrevet om, der kan være til gavn for din beskæftigelse med Måske Minder og mit forfatterskab. Jeg vil lige til sidst nævne, at jeg har haft tre digte med i antologien Hov – vent et øjeblik, der blev udgivet i august 2011, to digte med i tidsskriftet Slagtryk november 2011, to yderligere digte i Slagtryk i december 2012 samt tre digte i Hvedekorn også i december 2012. Jeg har faktisk lige modtaget et eksemplar af Hvedekorn med posten, og det er ret vildt at se sig selv på tryk i sådan et tidsskrift. Hvedekorn er jo det største tidsskrift overhovedet i Danmark, og man siger, at det at få digte med i Hvedekorn er tærsklen før, man bliver udgivet på et stort forlag, så det er jo meget lovende!

Ellers ser jeg meget frem til at ses med dig i Kongens Have til foråret, og jeg ønsker dig det absolut bedste! Kl. er 21:58, og jeg stod op omkring kl. 19. Jeg vil nok sætte mig til at høre noget musik, læse nogle digte og forhåbentlig komme i gang med skriveriet igen. Tak fordi, du ønskede at høre fra mig i forbindelse med din opgave, og jeg er meget glad for at kunne bidrage. Du må endelig skrive til mig, hvis du har flere spørgsmål, så besvarer jeg dem gerne! Held og lykke med det! Og vi ses derude!

Kærlig hilsen,
Christian (de Groot-Poulsen)

8. januar 2013 kl. 21:58
Rettet d. 8. januar 2013 kl. 22:47

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: