Drømmepoesi (bevidsthedstrømme og en slags automatskrift)

Indledning
Jeg har i et stykke tid undret mig over, at folk fortsat har besøgt denne blog, selvom jeg slettede alt på den i august 2012. Det lader dog til, at man muligvis forsøger at komme ind til nedenstående blogindlæg, som jeg skrev for en del måneder siden. Nu har jeg så læst den igen og revideret den. Det er ærgerligt at holde indlægget tilbage, hvis der findes interesse for dette, jeg kalder “drømmepoesi”. Det er ikke decideret automatskrift, men er en udløber fra det. Det er min egen version af en skriveproces, hvor man i høj grad gør brug af sin underbevidsthed. I indlægget forsøger jeg at beskrive omridset af, hvordan jeg selv ofte skriver digte. Men jeg håber, indlægget kan være til inspiration for andre, der også skriver digte eller andet. God fornøjelse!

Friskrivning

Som en fodboldspiller skal varme sine muskler op, inden kampen fløjtes i gang, bør digteren også varme bevidstheden og sproget op. Der findes en forbindelse imellem (under)bevidstheden og sproget, som digteren er i stand til at opnå. Det er en god idé at sætte sig ned og skrive fuldstændigt uhæmmet, indtil man får nok af det. Jeg selv kalder det “at varme op”. Ganske enkelt. Sommetider kan jeg være så inspireret, at det er unødvendigt (et digt “tages” ud af det blå-agtigt), men andre gange skal jeg lige i gang. På den måde kan man løsne op for sin fantasi og associative evner. Og desuden for lige at få kontakt med poesiens sprog, der adskiller sig fra hverdagens. Jeg læste på et humorside et sted på nettet følgende sætning: ” At skrive et digt er at sige noget simpelt på en helt vildt indviklet måde!” Og det kan der vel være noget meget sandt over. Men at skrive et digt er samtidig at udtrykke noget på en følt, nærværende og sproglig suveræn måde. Det kræver en hel del vilje og øvelse at kunne bryde gennem sprogmuren og komme i den rette ånd til at skrive. Så det, man skriver, er så tæt på underbevidstheden som overhoved muligt. Man bliver på en måde “besat af poesien”. Ofte, når jeg bare skriver løs, så rammer jeg ikke sproget særlig tilstrækkeligt. Denne friskrivning er mest for at komme i den rette stemning, at fokusere på sproget, kunne få associationsrækkerne i gang, så man bedre kan udtrykke sig. Men som sagt, er det ikke altid nødvendigt, hvis man er meget inspireret. Efter jeg i sin tid skrev dette indlæg, er jeg begyndt at læse en masse digte (ofte ganske hurtigt og ureflekteret), da det er meget inspirerende. På den måde behøver jeg ikke “at komme i gang” på samme måde som tidligere, men jeg plejer stadig at skrive lidt før, jeg føler, at jeg er kommet i gang!

 

Bevidsthedsstrøm

Når man for alvor er kommet i den rette stemning (sommetider når man aldrig dertil, bevares), så bliver man i stand til at lade underbevidstheden/bevidsthedsstrømmen/følelsen næsten uhindret glide over i sproget og dermed teksten. Et ord bliver en sætning, linje- og strofebrud finder man på undervejs. Når man føler, at digtet er færdigt, så holder man op med at skrive og går i gang med det næste. Men hvis man ikke synes, at det er færdigt, så skriver man videre på selve teksten, selvom det, man finder på, umiddelbart ikke kan kobles til resten (disse ekstralinjer er vigtige for redigeringsfasen). Jeg selv skriver altid til musik, som jeg hører højt i høretelefoner. Alle har hver deres præferencer, når det kommer til at skrive digte, men jeg selv foretrækker og elsker at høre højlydt musik. Musikken er en slags bølge af følelser og er ofte baggrundstæppet for, hvad jeg skriver. Det er egentlig meget simpelt. Hvis jeg føler mig forelsket og ønsker at udtrykke den følelse, sætter jeg en kærlighedssang på, der mere eller mindre matcher til følelsen, hvilket betyder, at jeg kommer i stærkere kontakt med, hvad jeg ønsker at udtrykke. Dog er det en grundregel, at man aldrig skriver, hvad der synges. Det er vigtigt, at man omformulerer en sanglinje til noget egensindigt (der i øvrigt altid er langt bedre end f.eks. at skrive: “Du knuste mit hjerte/under solen”, hvis der i sangen synges: “You broke my heart/under the sun”). Det er essentielt, at næsten alle udtryk i digtet er originalt, og altså noget, man selv har fundet på. Jeg har tidligere nærmest oversat sangtekster til “egne digte” (mest i 2008-10), hvilket betød, at jeg efterfølgende havde meget svært med at omskrive disse “stjålne udtryk” til nogen egensindige, der kunne passe sammen med de øvrige. Derfor må man sikre sig, at man ikke stjæler, men omformulerer.
Hvis jeg skriver noget, hvor det er tydeligt, at jeg kom til at hugge det fra den sang, jeg hører, så sletter jeg hele linjen og skriver det første, jeg finder på, ned. Det at skrive det ned, man hører, er ikke det samme som at ramme underbevidstheden. Så må man kræve mere af sig selv og finde på noget helt nyt!

Jeg gør i høj grad brug af min intuition, når jeg skriver. At skrive er som at improvisere i et teaterfag eller, hvis man jammer i et band. Der er ingen tid til at tænke over, hvad man har gang i, og hvis man først begynder at undre sig og tvivle på sine egne evner, så FALDER HELE SKRIVEPROCESSEN SAMMEN! Man er nødsaget til virkelig at TRO på, at det man skriver er STORSLÅET! Des mere man tror på sig selv, og at det, man skriver, er genialt, originalt mm., des bedre bliver de tekster, man efterfølgende skal sætte sig til at læse. Man skal altid forfølge en idé, der popper ud, indtil den erstattes med en anden. Det associerende er sindssygt vigtigt, når man skriver på denne måde. Og selvom, dette kender jeg fra mig selv, man skriver noget, der virkelig synes at være åndssvagt, så vil man opdage 3-4-5 linjer længere nede (hvis man alligevel fortsætter med at skrive), hvad de første faktisk drejer sig om. Det er som at grave i jorden. Hvis man standser sig selv efter en meter og kun får øje på et par grene, så vil man ikke fortsætte med at grave og opdage, at der sgu findes en hel underjordisk verden lige under ens fødder, som man bare skulle have troet mere på! Man skal ALTID forfølge en idé! Og des bedre man er til at fortsætte med at skrive på ideen, des bedre bliver digtet i den sidste ende. Der sker selvfølgelig også det, at det, man skriver, overhovedet ikke fungerer, men så man bruge sit raseri og skrive ENDNU MERE. Forleden skrev jeg 37 digte på cirka en side hver i løbet af 6-7 timer. Jeg gravede mig fuldstændig ned i skriveprocessen, men det var først efter de 20 første digte og efter de første mange timer, at jeg for alvor kunne udtrykke det, jeg egentlig ville sige. Jeg kan ikke afvise, at der ikke er udmærkede udtryk, linjer mm. i de første 20 digte, men jeg ved, at det blev ret godt senere. Derfor er man nødsaget til at blive ved med at skrive! Det er også meget sigende for denne måde at skrive underbevidstheden frem på, at der ikke findes noget loft for, hvor meget man kan skrive om. Underbevidstheden, ens indre, er GIGANTISK! Den er større end universet, fordi der i underbevidsthed findes en række syner, stemninger, der endnu ikke er blevet skrevet frem endnu. Det mulige, ikkefødte er større end det, der findes! Derfor er 37 digte i virkeligheden ikke særlig meget. Jeg tror, at man i princippet kan skrive fra man vågner, og til man falder i søvn, og starte forfra dagen efter. Jeg kender ikke til skriveblokader, da jeg mener, at man ALTID kan skrive noget ned, og at man ALTID kan skrive godt, men det kræver, at man er parat til at skrive, at man har LYSTEN til det. Hvis man ikke har lyst til at skrive digte, så må man bruge tiden på noget andet, der kan virke inspirerende til at skrive. Eller lave noget, der slet ikke kræver noget af en. Som f.eks. at se en film. Derfor afhænger skrivningen i allerhøjeste grad af lysten til at skrive, for der findes ingen begrænsning på, hvor meget man kan skrive. Og hvis man virkelig har skrevet meget på denne måde, så kan man gennembryde en grænse, der gør, at man på intet tidspunkt gentager sig selv, men konstant skriver nyt og originalt. Men det kræver, som sagt, at man har forsøgt det længe! Og forsøg! Forsøg! Sommetider skriver jeg uden at have lyst til det, men så får jeg smag for det undervejs. Man kan sige, at jeg havde lyst til at skrive, men at jeg ikke lige vidste det. Man kan altid prøve, og hvis det slet ikke går, så må man jo lave noget andet.

 

Idiosynkrasier (Regulerende friskrivning)

Desuden er der ikke nødvendigvis tale om automatskrift i forbindelse med denne skrivemåde. Jeg selv har en del idiosynkrasier, der skinner igennem det meste af, hvad jeg skriver. Disse idiosynkrasier har jeg lagt ned i min førbevidsthedskasse. Det kan måske kræve en del øvelse at vænne sig af med at bruge bestemte ord, idiomer, og hvad det ellers kan være, man ønsker at undgå. F.eks. har det taget mig en del tid bevidst at gå fra at skrive følelser meget direkte ned fx “jeg er glad” til at ville udtrykke denne følelse til et sprogligt billede fx  “Mit hoved er en sommerfugl/endelig fri i luften”. Jeg tror, at poesiens vigtigste redskab er billedsproget. Det er ved at bruge sanseligheden, at man på bedst vis kan udtrykke sit indre. Ligesom ens drømme er en række billeder eller en række film, der på en måde er mærkelige, utilgængelige, men samtidig meget “tæt på en selv”. Jeg kender hvert fald den der følelse, man kan have af at vågne op fra en drøm, og at man ligesom har været tæt på noget meget vigtigt, men at man ikke helt kan forklare det til nogen eller over for en selv. I virkeligheden vil man bare gerne drømme videre for at undersøge, hvad der egentlig skete. Det er den drømmetilgang, man kan have til denne slags poesi. At skrive ud fra underbevidstheden hænger meget sammen med at komme tæt på sine drømme. Jeg selv hader det, når jeg har drømt noget fantastisk, men at det, drømmen, lyder så banalt, når jeg forklarer indholdet til en anden. At skrive digte er en måde at bruge disse drømme, gøre dem levende og tilgængelige over for andre. Nuvel

Dette afsnit handler om “en regulerende friskrivning”, og det handler måske ikke så meget om at nå direkte frem til underbevidstheden, men om at reguluere/ændre på sin sprog. I en lang periode nægtede jeg at bruge højpoetiske ord såsom engel, måne, blod, hjerte osv., fordi jeg syntes, det var set før. Det har dog ændret sig efterfølgende, hvilket er ret spændende! I over 1½ år brugte jeg ikke et eneste af de ord, men nu blomstrer de frem i mine tekster, men på en ny og anden måde. Det er som om, de har haft godt af at have været “hængt til tørre”. De fremstår mere friske nu. Men måden, jeg skrev dem ud af mit sprog på, var, at hvis jeg f.eks. skrev “blod” i et digt, så erstattede jeg ordet med et andet eller et udtryk f.eks. “smattede appelsiner”. Noget, der havde samme form rent fysisk som blod. F.eks. “pigen blødte smattede appelsiner/hvis dufte stammede fra fosterstadiet”. Noget i den retning. Det var bare noget, jeg lige fandt på. Men det er altså, for mig at se, mere interessant end at sige, at en pige blødte ud af sin arm eller sådan noget. Man må vel udfordre sproget for at kunne give de indre stemninger udtryk. Det gør jeg fortsat, men pointen med dette afsnit var, at man via en “regulerende skrivning” kan undgå visse ord og udtryk, man ikke ønsker at gøre brug af. Jeg selv er f.eks. ikke vild med idiomer, ordsprog osv., og dem bruger jeg ikke længere, men det tog mig en del tid af vænne mig af med at bruge dem.

 

Lille oversigt:

 

Regulerende friskrivning (til man har vænnet sig af med at skrive noget bestemt)

Friskrivning (varm op)

Bevidsthedsstrøm (skriv ud fra den)

Redigering (ret, hvad du skrev i bevidsthedsstrømmen)

 

Inspiration

Ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så er det essentielt for enhver ambitiøs digter at læse gode digte. Der kræves ikke, at 70% af alle de digte, man læser, skal være røvsyge. Nej. Fokuser på det absolut bedste og lad dig inspirere af, hvad du får serveret! Desuden er det vigtigt ikke at læse for meget af en enkelt, men bredt. Hellere lidt end for meget. Forslag: Man kan nærgående læse fem digte, læse fem digte uden stop, læse en hel digtsamling uden stop. Det er bedst at læse en del gode digtere indgående, så man “får dem under huden”. Faktisk er der en hel fase, der må kaldes lærlingefasen, hvor man læser en del digtere grundigt, indtil man mere eller mindre kender til alle de spændende digtere inden for det område, man skriver. Jeg selv kan anbefale:

Michael Strunge, Simon Grotrian, F.P. Jac, Gustaf Munch-Petersen, Søren Ulrik Thomsen, Tor Ulven, Terje Dragseth, Sophus Claussen, Nicolaj Stochholm (Odefabrikanten), Annemette Kure Andersen, Emil Aarestrup, Henrik Nordbrandt (mest hans debutdigtsamling), Ole Sarvig, Morti Vizki osv.

Nogle af digterne er meget interessante pga. måden, de sætter deres digte op på (Søren Ulrik Thomsen, Annemette Kure Andersen, Michael Strunge), imens andre for det rent sproglige (F.P. Jac, Simon Grotrian, Nicolaj Stochholm, Henrik Nordbrandt). Man har brug for både at kunne skrive sprogligt interessant (og originalt frem for alt – kun ved at vide, hvordan andre skriver, kan man finde ud af, hvordan man netop selv gør det!), men også hvordan man kan sætte et digt op på (hvor meget kan man sige med få ord, linje- og strofebrud, rytme).

For tiden er jeg begyndt at læse Arthur Rimbaud, Charles Baudelaire, Tristan Tzara, Robert Desnos, Max Jacob, Ejlar Bille, Birgit Munch, Jens August Schade mm., men også en del andre, hvis navne jeg ikke kan huske lige nu. Men der er så uendeligt meget, man nærmest SKAL have læst! Ved at læse en helvedes masse gode digte, og dette tager årevis bare for at læse en brøkdel, så udvikler man sin sproglighed gevaldigt. Man bliver ganske enkelt mere klar over, hvordan man KAN skrive digte. Jeg har fået udvidet min horisont op til flere gange, og der er sikkert rigtig mange gange endnu, hvor jeg vil få mig sådan en “aha-oplevelse”. F.eks. er jeg lige begyndt at læse Arthur Rimbaud, og hans tonefald er utrolig inspirerende at stifte bekendtskab med! Men også Tristan Tzara og Robert Desnos er spændende at læse, selvom det ikke er alt, der siger mig noget. Ofte er der nogle linjer, jeg synes er virkelig smukke og færdige, så kan jeg blive helt misundelig og ærgre mig over, at jeg ikke selv havde fundet på dem, men samtidig er der utrolig mange linjer, skrevet af selv ens yndlingsdigtere, man ikke synes, er særlig interessante. Man kan sige, at jeg skriver de digte, jeg selv gerne vil læse. Men det er kun ved at læse andres digte, at jeg kan finde ud af, hvad jeg synes, at det er godt, og hvad jeg synes, at der er kedeligt. Hvis man ikke har dette perspektiv, når man skriver digte, så famler man rundt i mørket. Blind for al denne skønne poesi, der findes i litteraturhistorien, og på den måde vil man aldrig kunne skrive et godt digt, fordi man ikke ved, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Den eneste måde at finde ud af, hvad der er godt og skidt, er ved selv at afgøre, hvad man kan lide! Og det kræver, at man endevender litteraturhistorien på en særdeles kritisk måde. Sommetider læser man en bestemt digter og synes, at dette er mesterligt, men bare et par år og hundreder af bøger senere, synes man egentlig, at det er ret kedeligt. Det kan samtidig være mindst ligeså givende at tænke over, hvad der er skidt, som at reflektere over, hvad der er godt. Det har jeg selv hvert fald fået rigtig meget ud af!

 

Redigeringsfasen

En bevidsthedsstrøm er ikke det samme som automatskrift. Hvor resultatet af at have skrevet amok med sidstnævnte ender med at være digtet, er det nødvendigt for førstnævnte at rette teksten. Visse udtryk har brug for at blive omformuleret eller flyttet et andet sted hen. Måske skal halvdelen af digtet fjernes, fordi det ikke tilføjer noget til de mest centrale linjer. Desuden kan det være, at linje- og strofebruddene skal være anderledes. Evnen til at rette et digt, være sin egen kritiker er noget af det absolut væsentligste ved at være digter. Under skriveprocessen er det vigtigt at have “fantasien som et barn” og skrive ud fra bevidsthedsstrømmen, men når man skal rette skal man være et forfærdeligt, morbidt røvhul og flænge ord og sætninger fra hinanden og være sin egen strenge dommer. At blive god til at rette kræver, at man har rettet rigtig, rigtig mange gange, har læst, hvordan andre har skrevet og sat deres gode digte op. Jeg selv kasserer en helvedes masse digte, fordi jeg ikke kan finde en indgangsvinkel til at rette dem. Sommetider er der intet at gøre, imens at der andre gange kan være tale om nogle linjer eller ideer, som jeg endnu ikke ved, hvordan jeg skal få forløst. Det kommer så på et senere tidspunkt, når man pludselig finder ud af det. Jeg har også oplevet, at jeg har rettet en god tekst, så den faktisk blev dårlig. Det kræver nok en del erfaring at kunne vurdere og rette på sine egne tekster på bedst mulig vis, og jeg selv har begået den ene fejl efter den anden, men det har været i en god tro. På et eller andet tidspunkt bliver jeg nok også selv i stand til at vurdere, hvad jeg selv har skrevet, og til at finde løsninger på digte, der ikke helt sidder i skabet. At rette et digt kan være som at løse en gåde eller at finde ud af en labyrint. Når digtet er færdigt, virker løsningen så simpel, at man ikke kan forstå, hvorfor man bruge så lang tid på det. Men det er ofte vigtigt at rette selv det, man tror, der er færdigt. Lige at mærke efter og tænke på, om der mon ikke er mere, man kan lave om på? Man kan jo altid gemme de forskellige versioner af det samme digt, så man senere kan se, om man har taget fejl. Hvis man læser sit eget digt og tænker, at en bestemt linje godt kunne skrives anderledes, så må man starte forfra med den. Sommetider peger den nye linje i retning af noget nyt, og så må man skrive hele digtet anderledes. På et eller andet tidspunkt kan mærke, at man er færdig, og man føler sig helt glad og forløst. Tænk, at det endelig lykkedes! … Indtil man på et tidspunkt får lyst til at lave noget om igen. Det er så satans anstrengende, men ofte nødvendigt. Jeg har dog tidligere oplevet at have skrevet et digt i næsten et hug. Andre tekster har jeg skrevet færdig på en aften og kun lavet lidt om et par uger efter, imens visse digte kræver mange måneder eller ligefrem år, hvor man vender tilbage til dem for at gøre dem helt færdige. Man må være flittig og tålmodig!

Mit forhold til at drømme og da jeg begyndte at skrive

Jeg selv har altid været fascineret af drømme. Når jeg drømmer, er det som om at være i en anden verden, hvor alting er meningsgivende og spændende. Det kan være helt underligt at vågne op til en regelret verden uden nogen spor fra de syner, man har haft. Ind imellem er der også mareridt. Men både mørket og lyset er en del af ens virkelighed, verdenen og livet. Jeg har altid dagdrømt en helvedes masse. Specielt i de tider, hvor jeg ikke kunne udholde mine omgivelser. Faktisk har jeg til tider haft meget svært ved at skelne fantasi fra virkelighed. Det var først, da jeg skrev min første historie i 2002 (i en alder af 11), at jeg kunne få afløb for disse indre fantasier. Alligevel er der stor forskel på at skrive noget ned for sin egen fornøjelses skyld og på at skrive med henblik på, at det skal have litterær kvalitet for andre. Jeg kan huske, at jeg en dag “bevidsthedsstrømmede” en fantasifuld, men ret syret historie til min dansklærer, da jeg var fjorten. Han sagde til mig: “Christian, det der må du sgu skrive ned. For jeg gider altså ikke høre på det.” Hvilket jeg i øvrigt godt kan forstå. For det var fandme mærkeligt! På den måde må man skelne mellem, hvad der er nødvendigt for en selv, og hvad der er relevant for andre (eller omvendt). Derfor er det, igen, essentielt, at man læser andres digte, så man kan opbygge en forståelse for, hvad der fungerer som digt. Der er også sommetider, hvor jeg er sammen med andre mennesker, men kan mærke, at jeg bliver mere og mere indadvendt. Det er i sådanne situationer, at jeg tager hjem for at skrive. At skrive digte eller at have lyst til det indfinder sig nærmest biologisk, og der har jeg efterhånden fundet ud af, at det er bedre at få afløb for de indre malstrømme end at tale med andre om det. Jeg kan blive totalt besat af poesien, og så er der ikke så meget andet at gøre end at tage hjem og skrive linjerne ned.

Jeg har længe gerne villet kunnet fastholde min drømme på skrift. Det kan man dog ikke, fordi man ikke kan skrive, hvad man ser, og specielt ikke, imens man sover. Desuden glemmer man ofte en drøm, når man vågner, og selv, hvis man kan huske glimt, er det næsten umuligt at gengive ens syner på skrift eller via tale med andre. Jeg kender hvert fald den følelse af utilstrækkelighed, når man forsøger at gengive sin oplevelse af en drøm til en, man kender. Man kan slet ikke udtrykke, hvordan det var. Derfor må man opgive at gengive drømme på skrift. Men man kan som digter, hensætte sig i en tilstand af flow, bevidsthedstrømme, dagdrømmeri mm., hvor netop skriften bliver en drøm! Ofte kan man slet ikke huske, hvad man har skrevet! Hvis jeg skriver løs og først læser, hvad jeg har skrevet dagen efter, så kan jeg godt sidde og tænke: “Gud, har jeg skrevet det der?” Det er specielt behageligt, hvis det er godt skrevet/fundet på!

 

Hvad er meningen med at skrive sådan? (for mig)

Et ønske for at skrive på denne måde er, at man kan nå ned i de dybere lag af bevidstheden og hive noget meget vigtigt frem. Noget, der virkelig taler til digteren/læseren. Glimt af en drøm/mening/billede/indre virkelighed. At man ved at læse et digt kan fremkalde billeder med hjernen og på den måde træde ind i en drømmelignende tilstand, hvor læseren selv må fylde hullerne ud. Det er ikke meningen, at et digt skal lukke for læserens fantasi, men netop opfordre denne til selv at være med. Alle af os har hver vores forestilling om, hvordan en sætning som “træet smiler” ser ud, når vi ser det. Hvordan ser himlen ud? Er træet alene på en mark, i en skov, i en have. Smiler det glad eller en anelse sørgmodigt? Hvilket slags træ er det? Alle disse spørgsmål om detaljer kan kun besvares af læserens egen fantasi og deltagelse. Dermed kræver det ingen litterær teori eller uddannelse at læse og forstå mine digte. Kun, at man er åben og løsner op for sin fantasi.

 

Fortænkte tekster og bevidsthedsstrømme kan aldrig være en undskyldning

Man kan også skrive på en mere overjegs-agtig-måde, men sådanne digte bliver ofte, for mig at se, en anelse fortænkte, planlagte og sprogligt uinteressante. Selvfølgelig er det vigtigt at rette, hvad man skriver, så digtet ender med at være godt, men digtet må aldrig, aldrig miste sin umiddelbarhed. Hellere skrive et digt 95% færdigt end 100% kedeligt. Jeg synes ofte, man kan se, hvis et digt ikke er skrevet ud fra en idé, men ud fra en plan, et formål. Måske har man ønsket at skrive noget om velfærdssamfundet og forsøgt sig frem med nogle linjer og efterhånden rettet teksten til et digt. Det fungerer sikkert godt som oplæsning, og analytisk set er det perfekt, men det er ikke særligt drømmende, associativt eller rettere sagt mystisk! Samtidig findes der også digte skrevet umiddelbart, der ganske enkelt ikke fungerer eller bare er dårligt skrevet. At skrive ud fra en bevidsthedsstrøm er aldrig en garanti for, at digtet er interessant som et digt. Det kan heller aldrig være en undskyldning, man kan hive op af ærmet. Hvis har skrevet syv digte på en time for så senere at læse dem op til en digtoplæsning uden, at nogen klapper (her er det implicit forstået, at publikum har forstand på poesi og dermed en kompetent holdning), så skal man ikke tænke, at det er fordi, man har skrevet ud fra en bevidsthedsstrøm, men fordi, man har skrevet nogle dårlige digte. Længere er den ikke. Derfor er det også vigtigt, at man bliver god til at rette i, hvad man selv har skrevet. Den gode digter er oftest den, der OGSÅ er god til at rette – lidt ligesom en billedhugger, der arbejder med sten. Forskellen er bare, at en digter godt kan sætte en afhugget arm på kroppen igen, hvis det var en fejl at skære den af.

 

I den sidste ende handler det om at skrive de digte, man selv ønsker at læse. Male, hvad man ønsker at se. Men hvis man har ambitioner om at nå langt og blive etableret, så skal man hellere være selvkritisk end selvtilfreds! Dog må man gerne glæde sig over, at man har skrevet nogle gode digte, men som vi alle ved, så er der altid mere at skrive, mere at udtrykke, ganske enkelt: mere at sige.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, så skriv gerne til mig på christiandegrootpoulsen@gmail.com. Jeg venter i spænding!

 

Appendiks

1) Noget af det mest spændende ved at skrive digte ud fra bevidsthedsstrømme er, at man ikke har nogen som helst anelse om, hvad det næste udtryk bliver og hvad man finder på. Følelsen af flow og trancetilstand er mageløs. Og man skal ikke være bange for at løbe tør for fantasi, for menneskets underbevidsthed er større end universet – ekspanderende og endeløs!

2) Måske har jeg en ret romantisk forestilling om digteren. At man er i forbindelse med “Gud” (en poesiens Gud? noget oprindeligt, noget indre, noget større, en sprogets Gud?),  hvilket ikke nødvendigvis er det samme som den kristne mm., men noget andet. Måske er det i virkeligheden bare en selv – underbevidstheden, fantasien, drømmen. Det er som at rejse ind i sig selv – i øjeblikket/nuet – og tage en masse fotografier hulter til bulter, imens man “printer” dem ud gennem skriften. Og selvom man kommer i kontakt med sig selv, sit inderste, så mener jeg, at læseren via digtene kan se sig selv. Et menneske ser et menneske, der ser et menneske, der ser det første.  Vejen til det kollektive selv findes i fordybelsen af jeget. Følelser er universelle ligesom fantasien!

3) Jeg synes, jeg med dette essay har taget en del ideer og strømninger fra forskellige sider og lagt dem frem i min egen tolkning. Det er som at bygge videre på en vej, så den fører i den retning, jeg selv ønsker. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet har været nødvendigt at skrive om “drømmepoesi”, men selvfølgelig har det det. Denne tolkning er min, og den er aldrig set før. Hvert fald ikke sat sammen på denne måde.

4) Jeg har set en del eksempler på, hvordan poesien de seneste år mere og mere har handlet om formen og/eller systemer (f.eks. at skrive en hel digtsamling kun med tre vokaler,) i stedet for at være skrevet ud fra bevidsthedsstrømme. Det er en udvikling, jeg beklager mig over, fordi jeg synes, resultatet ofte er nyttesløst kedeligt, uvedkommende og (måske lidt for stort ord) umenneskeligt (menneskelighed her forstået som følsom, levende, uforudsigeligt, fantasifuld, drømmende, sådanne ting; menneskelighed handler om at leve, være fri uden håndjern og spændetrøjer (sans for kvalitet er dog altid en nødvendig restriktion)). Alligevel tror jeg, at det er nødvendigt, at der findes forskellige bud på, hvad et digt er for en størrelse. På den måde glæder jeg mig over, at der eksisterer digte skrevet sådan, fordi så kan jeg stå for noget andet. At der findes modvægt og balance. Alligevel håber jeg, at andre vil tage mine tanker til sig.

 

5) Jeg tror, det er nødvendigt at veksle mellem at skrive, rette, læse og reflektere/skrive essays. Det nytter ikke noget at skrive 70 sider om måneden, hvis man aldrig retter det (her er et lille spark til mig selv. Jeg har dog siden, jeg skrev dette indlæg, begyndt at skrive over 100 sider om måneden, og det er et rettehelvede, jeg aldrig formår at komme igennem. Åbenbart er det vigtigere for mig at skrive løs end at rette digte. Dog fik jeg færdiggjort min seneste digtsamling, Insomniasuiten, i oktober 2012, hvor jeg virkelig fik rettet digtene godt og grundigt, og jeg er efterfølgende meget tilfreds med min indsat og for resultatet!). Og man er også nødsaget til via læsningen af andres dige mm. at være i stand til at tænke over, hvor man vil hen med, hvad man skriver. Hvem er forbillederne? Hvorfor er de gode? Hvordan skal en eventuel digtsamling se ud?

6) Sommetider kan jeg godt føle, at alting er fuldstændigt ligegyldigt. At andre ikke kan forstå, hvad jeg siger, hvordan jeg har det, eller hvad jeg interesserer mig for. Der er en stor ensomhed forbundet med mit liv. At være alene mellem mennesker. At føle sig fuldstændigt fremmed. Sådan har jeg altid haft det. Og lige siden jeg var barn har jeg søgt tilflugt i mig selv, i mine dagdrømme. Det er at træde ind i en verden, man selv har bygget. Derfor har jeg nok altid virket en anelse fjern for de fleste mennesker. Det er jeg stadig. Gennem poesien har jeg fundet en måde, hvorpå jeg kan kombinere håb, virkelighedsflugt og det-at-lave-noget-konstruktivt. Jeg håber, at jeg en dag kan blive anerkendt for, hvad jeg skriver. Jeg er virkelig ambitiøs og engageret, og jeg har for længst sagt, at jeg går ned med skuden. Der er ikke noget andet, jeg ønsker at lave end at skrive digte. For mig er det enten-eller. At skrive løs i timevis er som at gå i trance. Jeg forsvinder fra mine omgivelser/verdenen og udtrykker nogle, for mig, vigtige tanker og følelser. Det kan være besynderligt bagefter at opdage, hvor jeg er, og hvad jeg har haft gang i. Som at være blevet besat. I princippet kunne jeg sidde og stirre ind i væggen i timevis og på den måde “bruge min fantasi”, men ved at skrive digte, så ender det med at være noget konstruktivt, noget, der faktisk kan bruges ude i “den virkelige verden”. Sandsynligheden for, at man som digter slår igennem i Danmark, er ret lille, men jeg har en stor tro på, at det nok skal lykkes. Hvis jeg kæmper nok for det, vil det nok en dag blive til noget. Alle de skoledage, hvor jeg så de andre elever tage hjem til hinanden, imens jeg tog hjem for mig selv for at skrive digte. Og længere tilbage. Det vil jeg dog ikke uddybe her. Det er som om, at alt, jeg har oplevet og måtte gennemgå, kan forvandles fra kul til guld. At selv det kan bruges til noget. Når det sommetider går op for mig, at der måske ikke er noget lys for enden af tunnellen. At jeg bare ender med at være en af dem, der aldrig blev til noget, så bryder jeg sammen og ryster over hele kroppen. Men jeg tager mig altid sammen kort tid efter. Og skriver videre. Der er ingen vej tilbage. Jeg er gået for vidt. Og sådan har det egentlig altid været. Selv da jeg var barn gik jeg for vidt. I det mindste kan jeg i dag føre en samtale med et andet menneske uden at tale i tunger. Men nok om det.

 

Christian de Groot-Poulsen

20. maj 2012 kl. 14:30
Rettet 26. november 2012 kl. 01:52

 

 

Categories: Blog

1 reply »

Skriv et svar

%d bloggers like this: