Slået op d.

At udgive digtsamlinger selv

[Edit d. 17. august 2016: Hvis du gerne vil lave din egen digtsamling eller bog og vil vide, hvordan man rent teknisk sætter sådan en bog op, har jeg netop fundet en fantastisk guide til det.
Link her: http://www.onlinepdf.dk/books/viewpaid.aspx?onlinepdf=40c69a5d-41e8
[Alternativt link her: https://www.scandinavianbook.dk/content/scb/saadan-laves-en-bog.htmlx] Man kan både få trykt sin digtsamling som et hæfte (på maks 64 sider) eller en egentlig bog. Jeg selv anbefaler http://www.lasertryk.dk/ til hæfter og Scandinavianbook.dk til bøger. Priserne kan ses derinde. De afhænger selvfølgelig af størrelsen af oplaget (antallet af eksemplarer, man ønsker at få trykt), hvor mange sider, der skal være, og så videre. Jeg anbefaler, at man sætter bogen op i Word, men man kan også gøre det med Openoffice eller libreoffice.
Nedenstående er en blog, jeg skrev efter at have udgivet to digtsamlinger i privattryk. I september 2016 når jeg op på min ottende samling i privattryk alt i alt, så jeg har indsamlet langt mere erfaring nu. Derfor skal følgende blogindlæg nok mest læses som de refleksioner og tanker, jeg havde dengang, jeg for alvor kastede mig ud i at lave digtsamlinger for egen regning. Og ikke en how-to-guide. Jeg har lagt mærke til, at dette blogindlæg får besøg og bliver læst med jævne mellemrum, så jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte gribe ind og guide jer i den rigtige retning, hvis I ønsker at lave jeres egen bog. Alt, jeg ved sådan rent teknisk, står beskrevet i PDF’en, der er linket til som det første øverst. Hvis I har yderligere spørgsmål, anbefaler jeg at rette henvendelse til Scandinavianbook.dk eller Lasertryk.dk. De har en helt fantastisk kundeservice, hvor man får hurtigt svar. Og man kan stille så mange spørgsmål, man ønsker!

Hav det godt derude! 17. august 2016 kl. 15:05]

Omkostninger og dyrekøbt erfaring
Jeg synes, det er ret interessant at udgive hæfter for egen regning, da der ligesom er nogle andre ting, man skal forholde sig til. Hvis man har fået antaget et manuskript hos et forlag, så er det op til dem at lave sideopsætning, omslag og tænke over, hvordan papirkvaliteten, omslagets robusthed mm. skal være i forhold til økonomien. Ofte kan et forlag sætte digtsamlingen op præcis, som de vil, fordi der er nok penge i kassen. Det forholder sig ganske anderledes, når man uden de store summer skal lave et kompromis mellem kvalitet og det, man faktisk har råd til. Jeg har selv prøvet at få trykt to digtsamlinger selv, og jeg lærte sindssygt meget af at få den første trykt. Man begår sådanne “smukke fejl”, fordi man ikke vidste bedre, da man begik dem, imens man efterfølgende har fået sig et større perspektiv. Måske Minder, min første bog, fik jeg trykt i februar 2010 for den nette sum af 12000 kr. Jeg havde d. 19. juni 2009 fået adgang til min børneopsparing, og det fremgik af de fleste hjemmesider, jeg besøgte, at prisen for at få trykt sin egen bog lå omkring det beløb. Derfor tænkte jeg ikke videre over det, men gjorde mig meget umage med sideopsætning, omslag, digtenes indhold og kvaliteter mm. Jeg fik bogen trykt hos Frederiksbergs Bogtrykkeri. Senere stiftede jeg bekendtskab med Forlaget Nulpunkt, der fik trykt sine bøger hos Scandinavian Books. Også et forlag som Kronstork får trykt deres bøger der. Omkostningerne er laaangt mindre. *Jeg går lige ind på deres hjemmeside og tjekker: scandinavianbook.dk . 4284 gange med 1,25 (momsen skal lige med) er 5355 kr.. Med prøvetryk, fragt og gebyr bliver det sådan cirka 6000 kr. For 350 eksemplarer. Alligevel var det ikke denne løsning, jeg brugte, da jeg skulle få trykt Insomniasuiten. Der findes endnu bedre tilbud! Hos Scandinavianbooks moderselskab, LaserTryk, kan man bestille hæfter, der er i udmærket kvalitet, men samtidig langt billigere. Jeg tror, at det var via Simon Grotrians hæfter, at jeg fik ideen til at udgive en digtsamling i sådan et format. Jeg fik trykt 100 eksemplarer af Insomniasuiten for 1400 kr. i alt. Det viste sig dog, at omslagspapiret ikke var særlig stærkt, og at jeg burde have bestilt “4 siders omslag på andet papir”. Hæfterne faldt fra hinanden, når man bladrede i dem, hvilket jeg brokkede mig over, så jeg fik en rabatkode på 500 kr. til næste gang, jeg bestiller noget hos dem. Løsningen på hæfternes skrøbelighed var, at jeg satte sådanne nogle klemmerygge på dem, så de blev mere robuste. Faktisk passede disse sorte klemmerygge rigtig godt til omslagets motiv og farve, så det var der intet i vejen med! Og de 500 kr., jeg fik i rabatkode, dækkede omkostningerne i forbindelse med at skulle købe disse klemmerygge.

Hvad jeg lærte af at få trykt Insomniasuiten

Næste gang, jeg skal få trykt et hæfte, bestiller jeg 100 eksemplarer med 140g Cyclus, fordi denne papirtype er en anelse mørkere i farven end den 130g Silk, som Insomniasuiten er trykt i. Det er meget godt, at papirfarven ikke er kridhvid, da det godt kan skære i øjnene, så det har jeg lært af. Samtidig bestiller jeg hæftet med 4 sider på andet omslag og i 300g Silk, da det er langt mere robust end det 130g Silk, jeg fik Insomniasuiten i. Jeg ved dog ikke på nuværende tidspunkt, om jeg vil betale lidt ekstra for at få farver på omslaget, men det må jeg se nærmere på senere.

Inspiration til det kreative ved at tænke på det praktiske

Det spændende ved at forholde sig til sideantal, papirkvalitet mm., når man skal til at skrive på en ny digtsamling, er, at man får en række forskellige ideer til, hvor lange manuskripterne skal være. F.eks. kunne jeg skrive en digtsamling på 28 sider i alt, og det ville koste mig mindre, end hvis jeg fik lavet en på 40 sider. Samtidig kunne jeg få trykt denne digtsamling i kun 50 eksemplarer, hvilket vil få de samlede omkostninger ned til et niveau, hvor jeg kan sælge hvert eksemplar for 60 kroner i stedet for 120, som jeg sælger Insomniasuiten for. Desuden kan man vist spare penge på at få trykt to digtsamlinger på en og samme tid, hvilket igen gør, at jeg tænker over, hvordan man kan skrive to manuskripter på cirka 52 sider hver uden, at de hver især mister styrke, men er stærke på egen hånd, men også i forbindelse med hinanden. Samtidig tænker jeg på, hvad manuskripterne skal hedde. Jeg har de seneste uger tænkt meget over titler, længden på digtsamlinger, om jeg skal få trykt en meget kort digtsamling på 28 sider eller en på 60 sider, og hvor meget det vil koste.

Det kan være ret inspirerende at vide, at man netop nu skriver på en digtsamling, der skal være på cirka 22 digte, og at de 22 digte skal kunne noget på egen hånd. Det gør, at man tænker lidt anderledes over skriveprocessen, da man har en række krav til, hvad slutresultatet skal være. Omvendt kan det være spændende at skulle skrive 50 digte fordelt på 60 sider, da man må have en mere “episk” tilgang. Digtene skal være mindre “statiske”, men i højere grad i bevægelse. De kan flyde ud i hinanden og tilsammen fortælle en udviklingshistorie eller grave dybt ned i et emne, imens en digtsamling på 22 digte i højere grad skal være bestå af digte, der kan og vil noget på egen hånd.

Så på den ene side opstår der en række ideer, som praktisk set kan lade sig gøre. Netop det sidstnævnte kan være ret inspirerende. Hvad kan i det hele taget lade sig gøre? Hvad er muligt økonomisk set? Begrænsninger kan i mange tilfælde være inspirerende til at fuldende digtsamlinger. Jeg er typen, der render rundt med tusinde ideer i hovedet, men som ikke i så høj grad vælger en eller to ud for at færdiggøre dem nu og her. På et eller andet tidspunkt sætter jeg mig fast på en, som jeg så arbejder videre med, indtil jeg enten gør den færdig eller forkaster den. Det kan være titlen på en digtsamling kontra dens indhold, eller længden på en digtsamling i forhold til sprogbruget. Skal digtene være lange eller korte? Skal der stå to digte på en side, eller skal de have meget plads?

Frihed og plads til at være sig selv!
Og her når vi frem til et andet aspekt af selv at udgive, som jeg faktisk først ville have skrevet om, men så kom det økonomiske perspektiv ind over og hijackede blogindlægget. Da jeg havde en aftale med Forlaget Nulpunkt om, at min næste digtsamling skulle blive udgivet hos dem, var jeg nødsaget til at overbevise redaktøren om, at de digte, jeg sendte til ham, var gode. Det betød, at jeg i mere eller mindre grad begyndte at forholde mig til hans smag i digte. De, jeg rettede og sendte til ham, var påvirkede af dette. Jeg forsøgte at skrive få linjer, der sagde så meget som muligt, eller jeg forsøgte at skrive digte, hvor der var meget mellem linjerne. Det var imidlertid slet ikke min stil, og jeg følte mig ikke forløst, når vi diskuterede digtene. Men hvad kunne jeg gøre? Et digt, jeg var smaskforelsket i, affærdigede han med, at det ikke fungerede!

I juli 2012 tog jeg til Århus, hvor redaktøren bor, for at diskutere det seneste manuskript, jeg sendte til ham. Ud af de cirka 70 tekster, endte vi nede på 30, som så blev antaget. Efter at være kommet hjem og rettet digtene ud fra hans henvisninger (han havde streget en del ud (hvilket jeg ikke var så vild med)), sendte jeg en ny version til ham, som han antog dagen efter (cirka d. 26. juli). Sidenhen hørte jeg ikke fra ham. Jeg var gået i gang med at lave sideopsætning, fordi jeg ikke ønskede, at en anden skulle “forpurre” mine digte ved at sætte dem latterligt op. Så hellere gøre det selv. Han havde tidligere “gået under jorden”, så da han fra og med d. 1. september ikke loggede ind på hjemmesiden BlackMarket, hvor vi havde ført vores hidtidige korrespondance, så gik det op for mig, at jeg næppe kom til at høre noget fra ham længe. Det har jeg i øvrigt heller ikke endnu (det er d. 24. november 2012 i dag!). D. 27. september besluttede jeg mig for at udgive digtsamlingen i hæfteformat d. 31. oktober, da jeg ikke længere kunne vente på at høre fra ham. Jeg havde været i gang med digtsamlingen siden januar 2010, og jeg følte, at jeg absolut skulle få digtsamling ud NU for at komme videre med mit forfatterskab. Der var en række digte, jeg skulle have af banen før, jeg kunne gå i gang med en ny måde at skrive digte på, som jeg lige havde “opdaget”. Men da der ikke længere var en redaktør at skulle forholde mig til, gik jeg i gang med at revidere alle digtene i forhold til “mit nye sprog”. Jeg fik ryddet GEVALDIGT op! I hele oktobermåned sad jeg og skrev en række nye digte, genskrev de gamle og fjernede en masse, der ikke sagde mig noget mere. Da jeg så d. 26. oktober modtog hæfterne, som jeg havde bestilt fire dage før, gik jeg rundt med en fantastisk mavefornemmelse. Specielt efter, at jeg havde genlæst det originale manuskript, der burde have været blevet udgivet på Nulpunkt. Det sagde mig absolut ingenting! Jeg ville være led og ked af det, hvis de digte var blevet udgivet, fordi de ikke var skrevet med min egen stemme. Egentlig var det et amputeret og handicappet manuskript, som jeg på ingen måde kunne stå inde for. Grunden til, at jeg alligevel ville få det trykt dengang, var, at jeg så længe havde befundet mig i en ørkenvandring af en skriveproces, og at jeg alt for længe havde skrevet på en digtsamling, der bare ikke ville blive færdig, fordi redaktøren havde været en stopklods. Da redaktøren så endelig blåstemplede manuskriptet, ville jeg ikke lave noget om i frygt for, at det ville udsætte udgivelsen, og jeg SKULLE bare videre! Nu er jeg imidlertid sindssygt glad for, at det gik anderledes med det manuskript, og at jeg kunne skrive netop den slags digte, jeg ønskede at skrive.

Jeg vil lige dele et par digte, der tydeligt viser, hvordan det, at jeg ikke havde nogen redaktør, gjorde, at jeg skrev langt bedre digte. Her er nogle eksempler. Den første er den originale, som skulle være blevet udgivet på Nulpunkt, imens den anden er den, jeg selv fik rettet mig frem til:

Under Isen

 

På søens bund snorker en fugl

talebobler mod bredden

 

i en af dem ligger hun

med melodier i stedet for hår

 

hver gang jeg skærer i isen

 

flytter boblen sig.

Under Isen

 

På bunden af søen ligger hun i en taleboble

med melodier vævet ind i sit hår

 

her kravler kulden som roterende barberblade

ind under min frakke

men des mere jeg stirrer på isen

rykker boblen sig nærmere

 

hverdagen kaster en snebold

på størrelse med en meteor imod mig

paralyseret ser jeg mod dybet

mens hver af mine celler messer hendes navn

med et tordenbrag af ynde

bryder hun op gennem isen

fællessangen fra hendes manke

er endnu dirrende knytnæver

lavinekuglen slår hun let i stykker

med sin kærlighed som baseballbat

 

mellem de millioner af dalende snefnug

ligner vores omfavnelse en tændt cigaret

fordi kys stadig får os begge til at rødme

med dampe som lavendelparfume omkring os

ser vi op mod den udfriede blåvejrshimmel

og begynder at svæve.

 

Ceremoni

 

At fremelske

dine øjenvipper af

paralyserede fugle

er at knirke en tilstand

i min ingenting og

spirrevippe et krav

om selvstændighed

 

græsset brænder med

ceremoniel bevidsthed

 

jeg bevæger mig nu.

 

Ceremoni

 

Når depressionen står i frontallappen

og dirigerer sine børn ud i min krop

rydder jeg op i min erindring

med fortrydelsespiller  . . .

alkoholen lægger mig som en kabale

hvor hjerterdame altid mangler i kortene  . . .

 

men jeg ønsker at fange nuet med fiskesnører

brænde det indre mørke med punksmil

trække en tordensky ned fra himlen

bruge den som et halstørklæde

når jeg begiver mig ud i dagen

med dagdrømmene som et tveægget sværd

for ikke bare at grave gange i tomrummet

 

derude ældes træerne med ceremoniel bevidsthed

men selv de kan ikke spole deres sekunder tilbage  . . .

 

 

jeg bevæger mig nu.

De forskelle, man tydeligt kan se mellem de to versioner, går gennem HELE Insomniasuiten. Alle digtene er blevet genskrevet, så de bedre matcher, hvordan jeg egentlig skriver. De andre og første versioner er meget præget af redaktørens forventninger og hans egen smag. Nu føler jeg mig fri og mig selv, og det er den bedste fornemmelse, jeg nogensinde har haft!

Privattryk sat over for “offentlige udgivelser”
Noget andet, der er fremragende ved selv at lave disse hæfter, er, at de netop er privattryk! Hvis jeg en dag får antaget et manuskript hos et forlag, vil den digtsamling være min “offentlige debut”, og ingen vil bekymre sig om alle disse digtsamlinger, jeg ellers har skrevet, da de jo ikke er “rigtige bøger”. Det kan jeg kun bruge til min fordel! Jeg er stadig på jagt efter mit tonefald, når det kommer til digte, men jeg er ikke typen, der gennem flere år samler en række digte sammen og overjegsagtigt retter dem for SÅ at sende et “perfekt” manuskript ind til et forlag. Digtene vil sikkert alligevel ikke blive antaget, da jeg ville mangle “en skrivemæssig erfaring”, man kun kan opnå ved at udgive digtsamlinger og lære fra dem. Se bare på Strunges forfatterskab! Uden Livets Hastighed, ville Fremtidsminder og Skrigerne ALDRIG have været blevet på den måde, de endte med at være. Strunge ville fortsat have skrevet på Livets Hastighed i stedet for at komme videre. På den måde ville Vi Folder Drømmens Faner Ud og hans øvrige digtsamlinger ALDRIG have set dagens lys. Man er ganske enkelt nødsaget til at få trykt sine digtsamlinger for at kunne forsætte sin udvikling. Rigtig mange digtere går i stå, fordi de roder rundt med det samme manuskript i årevis. Det skal man for alt i verden undgå. Ud med det! Og lær! Der findes dog mennesker, der ikke har noget imod at pusle med en digtsamling gennem længere tid, og det er fint nok. Jeg er bare langt mere rastløst og umiddelbar. Derfor giver det god mening at ville udgive 1-2 hæfter om året, da hver digtsamling peger mig i en ny retning. Samtidig er det utroligt forløsende at kunne få afsluttet et forløb, en skriveproces, en sindsstemning via et “produkt”/et endemål. Jeg bliver ganske enkelt mere motiveret til at skrive og rette en række digte, fordi jeg ved, at digtene vil blive trykt og virkeliggjorte, når jeg selv føler, at tiden er inde. Hvis jeg sagde til mig selv, at der vil gå årevis før, jeg alligevel blev færdig med manuskriptet (fordi redaktørerne på store forlag sætter ulidelige krav til en, som man ikke aner, hvordan man skal kunne leve op til), så ville mit skrivetempo nok ikke falde, men jeg ville nok snarere blive ret desillusioneret, fordi jeg ikke ville føle, at jeg bevægede mig overhovedet. Som at man langsomt bliver lagt ned i sin egen grav før, man overhovedet nåede at være levende. For at skrive i årevis på et manuskript føles, for mig, som at gå rundt i en ørken i evigheder. Man mister modet og lysten til at fortsætte, for hvad nytter det overhovedet? Derfor er det langt mere forfriskende at kunne skrive på en digtsamling nu-og-her og vide, at den vil kunne blive færdiggjort og trykt inden længe.

Man lærer af sine digtsamlinger!
Et andet vigtigt aspekt er den følelse, man får af at have trykt en digtsamling. Eller de tanker, man efterfølgende må gøre sig. Da jeg færdiggjorde Insomniasuiten, havde jeg gjort absolut alt i min magt for at gøre den så god som overhovedet mulig, men allerede her 3-4 uger efter, at den blev udgivet, er jeg blevet klar over, hvilken slags digte, jeg bør arbejde videre med, og hvilke, jeg bør  fokusere mindre på, eller skrive på anderledes måde. Det er forfærdeligt givende og lærende at læse sin egen digtsamling og tænke over, hvad man kan gøre anderledes. Netop fordi, man KAN gøre det anderledes! Konstant stiller jeg mig selv spørgsmålet om, hvordan jeg kan skrive bedre digte og i det hele taget blive en så god digter som overhovedet mulig, og svarene finder jeg i de refleksioner, jeg gør mig efter at have fået trykt en digtsamling. Sommetider kan det tage lang tid, andre gange et par uger. En ting er sikkert. Hvis jeg ikke havde skrevet Måske Minder, der er en lang digtsamling på 50 digte, ville jeg ikke have skrevet Insomniasuiten, der er en kort digtsamling på 32 digte. For ikke at tale om, hvad jeg har lært af at læse Måske Minder med henblik på at tage det bedste med mig i det nye manuskript, og hvad jeg skal efterlade. På samme måde bliver min næste digtsamling en reaktion på Insomniasuiten. F.eks. er Insomniasuiten delt op i fire afsnit, der hver især står meget stærkt afgrænset i forhold til deres emner og skrivestil. Dette gad jeg gerne gøre op med næste gang, hvor afsnittene skal brydes ned, og digtene skifter fart og udseende hver gang, man BLADRER og ikke, når man når til et nyt afsnit. Om jeg så skriver en digtsamling efterfølgende, der er mere opdelt i afsnit, kan jeg ikke sige på forhånd, men jeg vil sikkert reagere på den næste, som jeg nu reagerer på Insomniasuiten. På den måde er mit forfatterskab i en konstant bevægelse fremad, imens den konstant tvinges til at forny sig og på en måde være nostalgisk. For der er jo også digte i Måske Minder, som jeg kan lide, men som jeg ikke har skrevet ud fra siden hen. Det kan jeg så måske sætte mig til at gøre nu. Fremtiden er åben! Jeg kan gøre præcist det, jeg har lyst til, for der er ingen redaktør og intet menneske, der kan forhindre mig i at følge mine påfund, sindsstemninger og intuition.

Det fremtidige og det nutidige perspektiv
Nu er jeg 21 år, og jeg har mange år endnu til at finde ud af, hvordan jeg skriver de bedste digte som overhovedet muligt. Der er ingen grund til at sætte skriveprocessen i stå, fordi jeg gennem en årrække vil samle digte sammen til et manuskript, jeg vil sende ind til et stort forlag. Så hellere skrive løs, være mig selv (eller finde mig selv) og skrive så gode digtsamlinger som er mig muligt og som jeg kan være bekendt at sælge til andre. Det sidste er også ekstremt vigtigt. Det nytter ikke noget at sælge en digtsamling til et andet menneske og føle, at man ikke har gjort det godt nok, at man ikke gjorde sig umage. Hvis jeg blev udgivet på Nulpunkt, kunne jeg undskylde mig med, at det var redaktøren, der INSISTEREDE på, at digtene skulle være sådan og sådan, imens at jeg selv faktisk ville have haft, de skulle være anderledes. Det kan jeg ikke gøre, når jeg udgiver selv, for så er ansvaret mit og mit alene. Men det er udelukkende motiverende! Jeg vil med stolthed sælge et eksemplar af en digtsamling og føle, at jeg virkelig har gjort mit absolut bedste. Og at vedkommende bare skal vente og se, hvor gode digtene er! Det handler om at imponere andre, men i allerhøjeste grad sig selv!

Samtidig er det jo sådan, at hvis man har skrevet en digtsamling, man selv er ufattelig stolt af, så skal den også bare UD. NU! Jeg kan være temmelig ked af at have en række, i mine øjne, strålende digte liggende i et worddokument på min computer, og at de bare rådner op mellem alle de andre filer. Så er det altså utroligt givende og rart at få dem ud i verden, så man kan skrive videre på nye digtsamlinger. For tiden har jeg en række udkast liggende, der står forholdsvist stærkt, men som jeg endnu ikke har samlet mig sammen til at rette helt færdige. Derfor er det godt at tænke på, at jeg på et tidspunkt i 2013 vil få trykt endnu et hæfte, og at de digte måske kan være udgangspunktet for den digtsamling. Det giver mig lyst til at være kreativ, innovativ og mig selv! Men man skal i samme ombæring være meget kritisk over for sine egne tekster. Kill your darlings! Hvis man ikke for alvor ryster posen godt og grundigt, ender det med, at man får trykt en digtsamling, som ikke er 100% færdig, og hvor man fortryder de fleste af digtene efterfølgende. Det er et kæmpemæssigt ansvar at lægge på sine egne skuldre, men jeg kan godt lide, at alting står og falder ved mit eget engagement og ikke ved en redaktørs eller en forlæggers. Det gør mig bare endnu mere motiveret! Og jeg glæder mig allerede nu til at dele de nye digte med verden, som jeg skal til at få skrevet og rettet frem i løbet af de næste måneder. Så må vi se, om et nyt hæfte ser dagens lys til marts, september eller helt i 2014. Det kommer an på, om jeg får taget mig sammen og gør mit absolut bedste. At gøre sit absolut bedste er minimumskravet, når man selv skal udgive digtsamlinger, da folk jo har en række forestillinger om, hvorfor man udgiver selv. Jeg vil imponere hver eneste af dem! De skal tabe kæben af lutter begejstring! Og selvfølgelig købe et eksemplar. Hvordan ellers skal digtsamlingerne ellers kunne tjene sig selv ind?

Det er også vigtigt at være reel i forhold til, om digtsamlingerne overhovedet kan tjene sig selv ind. Nu udgav jeg f.eks. Insomniasuiten d. 31. oktober 2012, og en del af mig gad gerne udgive en ny digtsamling i marts 2013, men praktisk talt tror jeg, at folk, der købte Insomniasuiten, er ret “mætte”, og næppe vil købe endnu en digtsamling, jeg har skrevet, foreløbig. Derfor er der ikke nogen grund til at fokusere på at skrive noget nyt SÅ hurtigt. Jeg kan give mig selv god tid til at skrive en længere digtsamling end Insomniasuiten, der kun var på 32 digte. Og her kommer det praktiske/økonomiske igen ind over. Hvor meget koster det f.eks. at få trykt en digtsamling på 60 sider? Og hvordan kunne jeg “afsnitinddele” sådan et manuskript, og hvad skal udgangspunktet for hvert afsnit i så fald være? Og for digtsamlingen generelt? Eller skal jeg vente med at udgive en digtsamling til september 2012 og bør jeg så udgive hele to digtsamlinger på 52 sider hver til den tid? Og hvilken pris bør jeg i så fald sætte? F.eks. synes jeg, det kunne være sjovt at sælge en digtsamling for kun 60 kr. for at se, om der i så fald ville være flere, der købte et eksemplar. 120 kr. for 32 digte er på sin vis en for høj pris (nu tænker jeg på Insomniasuiten), og det kunne måske være bedre at sælge 40 – 45 digte for 60 kr. Forhåbentlig vil langt flere købe digtsamlingen, så den kunne tjene sig selv ind. Det er sådanne tankeeksperimenter, jeg holder meget af at lave for tiden. Jeg står på tærsklen til noget nyt, men spørgsmålet er, hvad det indebærer, og jeg kommer med mange svar! Man skal ikke være bleg for at have tusinde ideer og skrive dem alle sammen ned. På et eller andet tidspunkt finder man den rette løsning, ligesom at Insomniasuiten var den rette løsning for mig i sin tid. I sin tid. Nu er den under en måned gammel, men jeg er allerede i færd med at kigge fremad!

Det blev et langt indlæg, men jeg håber, at I har kunnet bruge mine tanker omkring selvudgivelser til noget. Jeg synes, at der mangler en del information og refleksion omkring dette emne, men det var nu ikke derfor, jeg begyndte at skrive dette blogindlæg. Det gjorde jeg mest fordi, jeg tænker meget over dette for tiden, som nok fremgår af det, jeg har skrevet. Jeg havde meget svært ved at vende Nulpunkt ryggen, fordi jeg så og ser redaktøren som en ven, og fordi jeg gerne ville hjælpe forlaget til at blive det nye Borgen. Et mekka for poesi! Men her efterfølgende er det tydeligt, at jeg tog den rette beslutning, da jeg valgte at udgive en digtsamling for egen regning. Det gav mig plads til at være mig selv og ikke indskrænket af en andens smag i poesi. Pludselig fik jeg et større mod og en større lyst til at udfordre mine egne tekster og få dem 100% i mål. Hidtil havde jeg nok været begrænset af tanken om, at redaktøren skulle læse digtene, og de forestillinger, jeg havde om, hvad han måtte synes. Efter at have udgivet Insomniasuiten ser jeg meget frem til at skrive på og færdiggøre nogle af de mange ideer, jeg bærer rundt på. Der er så meget, jeg ønsker at sige og udtrykke, at det nærmest ikke kan gå hurtigt nok, men samtidig, som jeg tidligere skrev, skal omverdenen også få pusten og være klar til at reagere på mine digtsamlinger. Mit næste mål er at udgive to digtsamlinger på samme dag. De kommer nok til at være på cirka 52 sider hver, og jeg gad gerne have, at deres omslag kommer til at være i farver, da jeg hidtil kun har udgivet digtsamlinger med sort-hvide for- og bagsider. Eller er det en tradition, jeg skal holde i hævd? Jeg ved det ikke endnu. Jeg ved kun, at de to digtsamlinger, jeg har i hovedet, indtil videre bærer titlerne Blomster til en Forræder og Nye Brud, men de titler er sikkert kun midlertidige. Måske kommer de til at hedde noget helt andet, og måske udgiver jeg kun den ene af dem. Hvert fald, under alle omstændigheder, vil jeg udgive endnu et hæfte engang i 2013, og det er det hæfte, jeg så småt er gået i gang med at skrive på. Men man må vel følge sit instinkt og sin intuition. På et eller andet tidspunkt går alting op i en højere enhed. Ja, det må være udgangspunktet.

Efter sådan et langt indlæg må jeg hellere gøre reklame for Insomniasuiten. Den kan købes af mig via Facebook (jeg hedder Christian de Groot-Poulsen), og indtil videre koster den 120 kr., men hvis man køber den via nettet, betaler jeg selv portoen, men man kan også mødes med mig, men så koster den stadig 120. Så det gør nok ikke den store forskel. Jeg skal nok skrive i den! Jeg holder af at fylde hele den første side ud med en lang dedikation, der siger noget om, hvor jeg står i det øjeblik, jeg skriver den. Det er meget interessant at have 100 eksemplarer af en digtsamling ude i verdenen hver med deres unikke dedikation. Sådan noget holder jeg meget af.

Ellers alt det bedste herfra!

24. november 2012 kl. 06:49

Et par links:

Scandinavianbook.dk

Lasertryk.dk
Facebook.com/ChristiandeGrootPoulsen

6 tanker om “At udgive digtsamlinger selv

  1. […] Jeg selv har lige fået et afslag fra Forlaget Spring, og jeg regner ikke ligefrem med at blive optaget på Forfatterskolen i år, men det skal ikke afholde mig fra at eksperimentere videre med sproget og skrive de digte, der kræver at blive skrevet, og som jeg har brug for at få på skrift. Strunge ville heller ikke holde sig tilbage i 2014. Hvis forlagene ikke ville udgive Livets Hastighed, ville han sgu gøre det selv. Det tror jeg hvert fald selv på, og så kan man være uenig med mig. Men at skrive digte handler om at udtrykke sig selv, og hvis ingen ønsker at give en taletid, må man give sig selv mulighed for at tale frit fra leveren og få sine digte på tryk. Hovedformålet med min egen hæfteproduktion er at skrive mig frem til et niveau i mine tekster, så jeg en dag kan blive udgivet på et etableret forlag, men også fordi at de her digte betyder så meget for mig, at jeg ikke holde ud, at de bare skulle rådne op på min eksterne harddisk og ikke blive læst af nogen andre end mig selv. Så hvis der ikke findes et mellemstort forlag som Borgen til at udgive mine digtsamlinger, må jeg skabe denne mulighed for mig selv i stedet. På den måde kan jeg på egen hånd nå frem til “min” Vi folder drømmens faner ud, der var Strunges gennembrudsbog. Jeg skriver dette (har jeg fundet ud af nu), fordi jeg tror, at mange andre derude lader sig holde tilbage af afslag fra Forfatterskolen og forlagene, men ikke har tænkt over selvudgivelse som en vej frem til det punkt i ens forfatterskab, hvor man kan tage springet fra undergrund til et etableret forlag. Det kan godt ske, at jeg tidligere, temmelig retorisk, spurgte om, hvorfor man skulle være god nok til Gyldendal, hvis man ikke er god nok til Forfatterskolen, men jeg tror alligevel på, at man er i stand til at skrive en så god digtsamling, at den ikke kan få afslag. Mia Degner, der ikke har gået på Forfatterskolen, debuterede jo også på Gyldendal for 2 år siden med sin debut En lodret drøm, så der findes bestemt muligheder. Giv ikke op! Og hvis man, som jeg, er sådan en type, der simpelthen ikke kan lade være med at skrive og som tænker i digtsamlinger som lukkede enheder, der må komme på tryk før, at man kan komme videre, er det spild af tid og energi at sende til disse store og mellemstore forlag og få afslag hele tiden. Poesien må og skal ud! Jeg kom lige i tanker om, at jeg for et stykke tid siden skrev et indlæg til bloggen om at udgive digtsamlinger selv. Jeg linker lige: http://christiandegrootpoulsen.wordpress.com/2012/11/24/at-udgive-digtsamlinger-selv/ […]

  2. Hej, jeg forsøgte en læsning af pdf’en fra nogle af de første linjer men der er påkrævet et brugernavn og adgangskode

    1. Tusind tak for at gøre mig opmærksom på det! Jeg har fundet et andet link til PDF-filen og lagt det ind i stedet for det originale link. Prøv at se, om det virker nu! Ellers har jeg også lagt et alternativt link ind. Jeg håber, du får gavn af PDF-en!

      1. Selv tusinde tak, første link: funktionelt, jeg takker

  3. Hej Christian

    I forbindelse med at jeg har etableret mit eget forlag og PT udgivet mine to første digtsamlinger, har jeg i opstarten fundet gode råd og vejledning, blandt andet på din hjemmeside. Det vil jeg hermed sige mange tak for.
    Jeg har også oprettet en hjemmeside, hvor jeg har lagt et link til din hjemmeside på listen med ”Mine anbefalinger”.
    http://skrivejoergen.dk/markedsfoering/mine-anbefalinger/
    For en god ordens skyld vil jeg bede om en bekræftelse på, at det er ok.
    (Da jeg ikke kunne finde en mail på siden, skriver jeg her)

    Med venlig hilsen
    Jens Lindekilde
    Skrive Jørgen, litterært & sært

    1. Det er da bare helt i orden! Jeg er glad for at have været til hjælp! (:

Skriv et svar