At starte forfra

Jeg har aldrig rigtig gået i gang med at skrive på en blog, da det hidtil ikke har kunnet fastholde min interesse. Jeg er nok snarere typen, der skriver et-eller-andet ned i en pludselig inspirationsrus og efterfølgende lægger det til side. Lang tid senere finder jeg det frem igen og vurderer det. Eller så skifter jeg holdning og ideer, inden at jeg når at poste mit indlæg (jeg er født i tvillingens tegn, samme dag som Michael Strunge). Men i det hele taget har jeg slet ikke tænkt på muligheden af at lægge tekster og digte ud på en blog. På sin vis har jeg været en stor modstander af de litterære blogs, og jeg har ikke ønsket at tage del i dem, men på den anden side kan der være en række fordele ved at gøre sine tanker og digte offentlige.

Jeg har mellem marts 2011 til cirka juli 2012 lagt digte ud på digthjemmesiderne Digtenu.dk og digteDK.com og siden juni har Fyldepennen også været et sted, hvor jeg har publiceret tekster. Det fleste har jeg “bare” lige skrevet ud fra en pludselig iver efter at udtrykke mig, et vulkanudbrud af inspiration. Jeg har temmelig mange gange spammet DigteDK.com med over 20 digte, som jeg skrev, det ene efter det andet i løbet af en aften/nat. Imidlertid er det ikke særlig praktisk at skulle lægge et digt ud på to hjemmesider. Det kan godt blive ret frustrerende at skulle bruge så meget tid på at få dem ud, logge ind på hjemmesiderne, vente på, at de loader, trykke på knapperne, vente på, at hjemmesiden er loadet, så jeg kan lukke browseren ned. Specielt, hvis jeg også skulle lægge digte ud på Fyldepennen.dk. Derfor ville det nok være mere praktisk at lægge tekster ud på en blog, hvor folk så kan komme forbi og se, hvad jeg skriver for tiden. Desuden har jeg så meget at sige ud over det at dele digte med andre.

Jeg har i et par måneder overvejet at starte forfra med denne blog. “Forfra” er måske så meget sagt, da jeg aldrig rigtig kom i gang. Det blev kun til et par bevidsthedsstrømme hist og her, hvorefter jeg slettede alt, jeg havde lagt ud. Det var slet ikke rettet, det, jeg lagde ud. Måske ville en blog give mig grund til i højere grad at rette, hvad jeg skriver. Som for at vise noget frem, man virkelig kan stå inde for, og som man ikke “bare liige” har skrevet ned. Alligevel er jeg stadig meget interesseret i at dele selve skriveprocessen med andre. Det er så sjovt at se, hvad man kan finde på at skrive i løbet af et par timer.

Forleden sendte jeg seks digte ind til Slagtryk, hvoraf to publiceres i næste måned. Det var jeg nu ikke særlig tilfreds med, fordi to andre digte, Søvnen holder mig vågen og Kærlighedsdigt, siger mig rigtig meget. Og da Lars Bukdahl skrev til mig over Facebook for at sige, at han gerne vil trykke tre andre digte i Hvedekorn nr. 4, så forsøgte jeg lige at få sneget de to digte med i samme ombæring. Det lykkedes dog ikke, så nu sidder jeg tilbage med digtene, som jeg gerne vil dele. Derfor kunne der vil være en fornuft i at lægge dem ud her. Så kan andre vurdere, om jeg virkelig tager fejl, når jeg synes, de bør trykt et-eller-andet sted. Så kan de komme ud her i stedet for, hvilket måske er bedre? Jeg ved det ikke. I får dem her:

Søvnen holder mig vågen

Jeg skærer depressionen til sukkerknalder
rører dem rundt i fuglesangen
indtil jeg tager det grå fra himlen
som et lærred at male dagdrømmene på

når hvirvelstrømmen accelerer i mig
stopper jeg den ud med tøjbamser
og tvinger skumringen til at danse
med en kjole af lysende bjælder

i mine knogler svejser sommerfugle
deres vinger til støttepiller
før jeg åbner døren til hverdagen
og oversvømmes af fjernsynsprogrammer

derude drikker man vittigheder sammen
skovler tomhedssten ind i samtalerummet
her uden for deres rækkevidde
stryger jeg alfabetet mod mit indre tapet.

Kærlighedsdigt

Hun hælder min angst på køkkenbordet og ælter den med en kagerulle. Opskriften er skrevet med vintergækker i mine pupiller. En blomst med blade af roterende smil smører hun ud på mine læber, så jeg ikke kan undgå at danse. Senere vasker vi sårene fra huden og fyldes indvendig med fred som ikke længere at have skemaer skåret ud gennem hjernen. Fra gulvet samler vi vores fodspor op og lægger dem ned i en affaldspose. En pludselig hverdagsmonolog forsøger at hælde sin syre over vores lege på soveværelsesgulvet, men vi klipper bare sætningerne over og bruger ordene som skydeskiver for glædesudbruddene. Om natten graver vi gange i hinanden og syer fortiden og fremtiden sammen med tråde af hjerteflimmer, og når morgengryet kravler op over horisonten, bruger vi soldråberne som mælk i kaffen. Spontant tager vi fingrene af og bruger dem som papirflyvere, mens vi er fyldt indefra af fjolleanfald. Det er sandt. Modeller sniffer kærlighedsdigte for at se forelskede ud, men bare ved at se på hende fosser et lykkevandfald ud i mig, hvor mit tidligere, traumatiserede selv ikke går rundt og sopper med tæerne, men tager månedlange bade. De postkort, jeg modtager, er skrevet med glade smileys som skrifttegn. Ja. At være sammen med hende fylder min stemme med klapsalver, og hun giver ekstranumre igen og igen og igen.

Jeg undskylder, hvis digtene og denne blogpost er sat op på en rodet måde, men jeg har endnu ikke lært, hvordan man sætter digt og tekst op på en overskuelig og brugervenlig måde. Når jeg kopierer tekst fra et worddokument og ind her, så står den ikke 1:1 med, hvordan det ser ud i dokumentet. Derfor skal jeg lave nogle ting om. Men jeg håber, at opsætningen ikke er alt for klodset.

Men nu er de digte hvert fald blevet delt med verden, og så vil jeg sætte mig til at høre noget musik. Jeg var i færd med at høre sange af et band, der kalder sig 3. Eller “Three”. Det er egentlig udmærket musik. Som en slags fætter til Coheed and Cambria og en kusine til The Mars Volta. Eller granfætter og grankusine. Hvad ved jeg!

23. november 2012 kl. 10:04

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: