Anmeldelse af Et Kaotisk Drama af Thomas Alexander Jensen

Indledning

Sidste år fik jeg fornøjelsen af at læse Thomas Alexander Jensens digtsamling Angstens Besættelse, udgivet på Forlaget Brændpunkt i 2017.
Det er en digtsamling om angst, skrevet med et ligefremt og forståeligt sprog. Digtene udfolder sig som små scener, der hver især fortæller historien om en angstpræget tilværelse. Man kan kalde Angstens Besættelse en rejsebeskrivelse af angstens verden. En verden, hvor man kan føle sig meget alene, og som Thomas Alexander Jensen som en opdagelsesrejsende tager os med ud i.
Et af forfatterens ønsker med at skrive bogen – kan man forstå ved at læse bagsideteksten – var, at digtene skulle medvirke til en følelse af ikke at være alene. Det lykkedes! Hvis man selv lider af angst, lavt selvværd eller depression, kan man ikke bare finde trøst i at læse digtene, men også styrke i tanken om, at man ikke er alene om at have det som man har det. På den måde bliver Angstens Besættelse en ven, man kan have med sig.

Et Kaotisk Drama

Nu har jeg så læst Thomas Alexander Jensens opus nummer to som hedder Et Kaotisk Drama og som blev udgivet i 2018. Den fortsætter, hvor etteren slap, men denne gang er digtene ikke ligeså punktroman-agtige med nedslag i konkrete rum og scener. Langt oftere tager de fat i tanker og følelser som der så bliver sat ord på. Fx:

”Jeg må nøjes med minderne
og drømmene
når de kommer”

Det lyder ret voldsomt! At have det så dårligt, at man kun kan finde trøst i gode minder og drømme, når de så – tilfældigt og af sig selv – dukker op. Men det er voldsomt at have det sådan, men i stedet for at blive trukket ned af linjerne, virker det faktisk opløftende at læse dem og genkende noget, man ikke selv kan sætte ord på. På den måde siger digtene ikke bare noget om, hvordan det er at være Thomas Alexander Jensen, men hvordan det er at være menneske. Sådan har jeg det hvert fald.
Alt er nu heller ikke sort-i-sort i Thomas Alexander Jensens digte. Der kan også være noget sjovt og underfundigt, fx i dette digt om kærlighed:

”Hvis kærlighed var en brynje
skulle den glide ned over min krop
og jeg ville lade mig falde tungt og trygt til jorden
jeg ville blive liggende og glædes over
at kærligheden endelig fandt frem til mig”

Når jeg læser Thomas Alexanders Jensens digte, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg selv som 13-årig begyndte at skrive. Der er noget sandt og oprigtigt i linjerne. En trang til at kommunikere sin sjælelige tilstand.

Konklusion

Jeg vil gerne anbefale både Angstens Besættelse og Et Kaotisk Drama. Både hvis man selv lider af angst eller depression og har brug for noget at relatere til, men jeg anbefaler også bøgerne, hvis man står uden for den verden og ønsker et indblik. Begynd med Angstens Besættelse og fortsæt så med Et Kaotisk Drama. De lykkes på hver deres måde og kan købes på forlagets hjemmeside eller lånes på biblioteket.

Køb hos forlaget:

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Lån på biblioteket

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Lån som gratis ebog på E-reolen

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Bidrag til Slagtryk (2011-)

Her er en samling af alle mine bidrag til det litterære tidsskrift Slagtryk. Det er et tværsnit gennem mit forfatterskab som det har udviklet hen over årene. Jeg debuterede som skønlitterær forfatter i netop Slagtryk d. 28. november 2011. Derfor har tidsskriftet en særlig plads i mit hjerte. Ligesom tidsskriftet har en særlig plads i mit forfatterskab. Som den eneste har jeg haft bidrag med alle de år som tidsskriftet Slagtryk har eksisteret. Fra 2011-19. Samtidig er jeg også den som har haft bidrag med flest gange.

I august 2016 modtog jeg Slagtryks honorar på 2500 kr.. Det var den tidligere rektor på Forfatterskolen, Pablo Llambías, der udpegede mit bidrag, Med Julie i Frederiksberg Have, som kvartalets bedste. Det gjorde han med følgende begrundelse:

Jeg vil helt klart pege på Christian de Groot-Poulsen. Hans arbejde har langt størst digterisk integritet, størst spændvidde i tonelejerne, mest liv i skiftene, størst originalitet i billederne og sammensætningerne, og så prøver hans tekster ikke på forskellig vis at ligne litteratur, sådan som man ser det i flere af de andre tekster. Den er i høj grad set indefra og ikke udefra. Så det er med glæde og uden slinger i valsen, at jeg peger på ham.

Lidt om at sende ind til Slagtryk

Hvis du er interesseret i at sende digte eller kortprosa ind til Slagtryk, kan det varmt anbefales. Du får svar inden for 3 uger, og da Slagtryk er en meget levende platform, er det et spændende tidsskrift at være med i.

Du skal dog være opmærksom på, at det er en lille nåleøje at skulle igennem. Selvom jeg har haft bidrag med 11 gange, har jeg sendt ind over 40 gange! Siden jeg fik deres honorar på 2500 kr. i 2016, har jeg sendt ind 10 gange og kun fået 2 bidrag med. Redaktionen ser på hvert bidrag med friske øjne. Uafhængigt, om du har været med før eller ej. Derfor føles hvert bidrag som at debutere igen og igen.

Du kan læse mere om at sende ind til Slagtryk her.

Du kan også læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Hvedekorn her.

PUBLICERET I SLAGTRYK D. 28. NOVEMBER 2011

Puppe

Hver gang jeg kigger ud af ruden,
ændrer hun formen på skyerne
til de venner hun tog ned i sin lomme.

Væggene på mit værelse
har hun gjort til fjernsynsskærme,
hvor vores samtaler
taler i munden på hinanden.

Selv døren er blevet en gravsten,
hvor hun har skrevet mit navn.

Alligevel ligger jeg trygt i min puppe
og kradser indersiden itu.

Under Isen

På søens bund snorker en fugl
talebobler mod bredden
i en af dem ligger hun
med melodier i stedet for hår
hver gang jeg skærer i isen
flytter boblen sig væk.

PUBLICERET I SLAGTRYK 8. DECEMBER 2012

Stemningsbillede

Æbleskrog rækker deres kerner frem
som sten rammer sollyset fuglene

et af træerne onanerer harpiks
ud af sine grene
centrifugevinden blæser det
ned over rødderne

med sine den-sidste-olie-hænder
væder en nådig regnbyge
et par visne blade i græsset

ved horisonten rasler himlen med
sine rødmende indkøbsposer

det er om dem
den unge pige synger
med solopgang

i stemmen.

For alle de postkort jeg sendte til mig selv

I mit hoved findes en legeplads,
hvor børn saver hinanden over
med skemaer og fyresedler,
men forelskelsen i hende
er som at holde fødselsdag,
hvor ingen af de indbudte dukker op.
Jeg graver tankegange i altankassen
mens skyerne sprænges som bordbomber,
fordi hendes læber er en detonator,
en anden kysser i bund.
Konfettien drysser ind gennem mine pupiller
og danner et kæmpemæssigt flag på gyngestativet,
hvor der står: “tillykke med børneopdragelsen!”
imens former jeg en kirkegård i blomsterbedet
og Hverdagen taler med præstekrave.

PUBLICERET I SLAGTRYK 25. APRIL 2013

En pige

Hendes ben er knækkede krykker
rullestolen en åben sarkofag med hjul
hendes pupiller er døende fugleunger
når hun sover kan man høre dem
skrige bag øjenlågene
hendes fingre er kuglepenne
der er løbet tør for blæk
de røgelsespinde man tænder
fjerner ikke stanken af sved
når hun i febervildelse ser sig selv
gå med en elsker i hånden
på stranden hvor bølgerne klapper
på engen hvor græsstråene synger
eller på kirkegården hvor en af
gravstenene bærer hendes navn
som et spædbarn der løfter sit smil.

 

PUBLICERET I SLAGTRYK 20. OKTOBER 2013

Promenade

I den unge piges hænder
ændres modebladet
til tusindvis af løv
der springer op i luften
for derefter at drysse
hen over stranden.
Sneen der før lå der
løftes tilbage i skyerne.
Hun ser sig omkring,
ingen mennesker er i syne,
og den smilende vandmand
på strandbredden
kan ikke bruges som bevis
nu, hvor vinden hurtigt
bærer bladene ud over havet.

 

PUBLICERET I SLAGTRYK 15. MAJ 2014

Snart kommer fabrikkerne

En underlig aftenluft –
guldet som bierne bar med sig,
hviler ikke længere på det yderste af grenene.
Bulldozerne kom med stilheden
snigende efter sig, nu høres kun en drøm
køre op og ned
i elevatoren bag børnenes øjne,
men dørene sidder fast, og deres munde
er syet sammen af disciplinens tråde.
Tag et minde frem som fotografi
og sammenlign det med omgivelserne nu,
selv græsset er efterhånden hypotetisk,
asfalten en bred gravsten for jorden.
En underlig aftenluft, men snart kommer
fabrikkerne og den sidste rest af frisindet.

PUBLICERET I SLAGTRYK 16. AUGUST 2014

Dokumentar

Når dit håndtryk med chefen
bliver en samling kapsler
der i ét ryk falder til gulvet
når du omkring i gaderne
hører en militærsirene
i fuglenes sangstemmer
fordi der er udbrudt krig
mellem træerne fra byens
konkurrerende parker
og børn i alle legepladser
har cykelstativer i stedet for arme
skal du hurtigt tage hjem
og se dokumentarfilm
om selv de mest ligegyldige ting
ignorere at din kæreste
er et omvandrende køleskab
som du kan tage dåseøl ud af
du skal bare se dokumentarfilm
indtil solen for syvende gang
starter sin bil under horisonten
og du kan høre fyresedlen
danse i postkassen.

Markerne

Jeg burde tænke noget vigtigt
tænker jeg
og ser ud over markerne

kornet hverken råber
synger eller taler om noget
på andre sprog end deres eget

jeg løfter min hånd i vejret
og siger: “jeg løfter min hånd i vejret”
hvilket nok var det dummeste
jeg overhovedet kunne sige
tænker jeg
og går tilbage ind i huset

imens hvert af kornene
vinker mig på gensyn.

 

PUBLICERET I SLAGTRYK 11. OKTOBER 2015

I limbo

Min dag er støjen
mellem to radiokanaler,
eller taler jeg sådan,

uden for laver børnene sneengle,
jeg selv er et sæt tøj,
der svæver i værelset,

tag mig på, smid mig væk,

nej, det er sommer,
græsstråene er Guds fingre,
og jeg lever i fortiden
uden for rækkevidde,

den samme halvfemsermusik
til jeg bliver halvfems år gammel
uden rigtig at have levet,

det er synd, jeg klapper
mig selv på skulderen,

hvis jeg havde en.

PUBLICERET I SLAGTRYK 21. FEBRUAR 2016

Sommeren står uden for

Hen over væggen leger fluerne tagfat
mit smil er kort som en sonet
og jeg kan mærke det simre
flere timer efter. Sommeren står uden for
med bar overkrop; det er tid
til øl og nye venner, eventyr
i naturen med en babe i hånden
hvis man er normal. Jeg laver sneengle
i sengen, tæller stavelserne
i mit haikuåndedræt og planlægger søvnen
som en rejse til et andet land.

Angst bliver august

Når pigerne tumler
studenterglade rundt i græsset
tænker jeg på alle de bøger
jeg aldrig har læst, at min stemme
er en guitar, der står ubrugt hen.
Nu danser støvregn på halvtaget
og jeg holder mit håb nede
som en luftballon i brystet
men hvad så om jeg scorer eller ej
når solen accepterer min trutmund
og løsrevne græsstrå tager på udflugt
i vinden. Det handler ikke om at lykkes
men at gøre forsøget, når solskin
prikker til min pande, og jeg griner
kan resten af sommeren åbne sig.

På den trættende dag

Jeg makulerede tankerne om hende
nye dukker frem: En militærmarch af nedern
gennem min hjerne
får standerlampen til tage form
af hendes krop. Selvom jeg vifter med hvide flag
omkring mine pupiller, fortsætter hun
med at slå mig ned med sin latter.

Tavshed

Tapetet er rødt
man kan male det over
med sort. Men ikke min rødmen
under huden
synger fuglene. En røg af små fluer
stiger fra hendes cigaret
eller ser jeg syner.
Tænk at åbne hendes mund
som et køleskab
og tage de ord jeg mangler.
Selvfølgelig kan vi også fortsætte
med ikke at sige noget
når vores øjne taler for sig selv
om tilløb og tilløb og
og se lige ude i haven!
der går en ræv!

Til Emilie

Her på altanen spiser vi tomater
vores munde er smattede.
Vi smiler og lader regndråberne
bygge vandpytter på jorden.
Jeg tænker på de sandslotte
hvor jeg boede som barn
kan nogen finde dem
på et eller andet tidspunkt
kommer solen tilbage
som en tv-serie, bare rolig
der er afsnit nok til resten af verden.
Lad os sidde lidt her og nyde musikken
i regndråbernes byggeslag
og holde hinandens hænder
som løfter om, at vi nok skal rejse os
fra enhver depression.

PUBLICERET I SLAGTRYK 15. JUNI 2016

Med Julie i Frederiksberg Have

Sekunderne sagtner farten – mine gamle ar er tavse nu –
har hun en pandelampe på – eller er det genskær fra solen? –
tulipanerne læner sig forover – når hun taler – er hendes stemme chailatte
og jeg elsker chailatte – vi går i Frederiksberg Have –
fodrer fuglene med toastbrød – en grådig gås kræver det hele –
ligesom jeg kræver at se hende – hele tiden – hvordan hun smiler –
som at se en rose spire i fastmotion – mine ekskæresters navne på hjernebarken –
kryber sammen til et punktum – og forsvinder – kære Julie –
mit hjerte er en mikrofon – suger til sig af alt, hvad du siger –
chailatte i stedet for blod – på rundfart i kroppen – hvordan kan du være så sød –
når jeg ikke har mødt dig før – når du ikke ved, om jeg fortjener –
at høre om dit indre mørke – hvor min sorte humor kan åbne sig –

PUBLICERET I SLAGTRYK 11. DECEMBER 2017

Jeg vågner vist aldrig helt

Skyerne sejler ikke om kap
men begge mine ben konkurrerer
om først at styrte til jorden.
Hvor længe har jeg gået rundt i mig selv
bygningerne er skiftevis græsmarker og stål.
Hvor findes udgangen til verden
alt, jeg har tilbage er denne pose
fuld af forventning og forvirring.
Tilfældige veninde, prik mig på skulderen
og fold et skattekort ud i samtalen
eller træk i mig som en udvej
fra den anden side af fjernheden.
Lad mig ikke vågne op i tågerne fra et hul i posen
lad mig ikke længere gå ind i mure og lande på græs.
Om lidt udråbes et af mine ben til vinder
hvis skyerne ikke ligefrem begynder at sejle ind og ud
af mit opløste ansigt, prik mig på skulderen
prik mig på skulderen, prik til mig!

PUBLICERET I SLAGTRYK 22. OKTOBER 2018

Pjækker fra søndagsskole

Månen er et æg, og skallerne er lyset, dryssende ned
over vores hoveder, og vi foretrækker at tælle græsstråene
og give hinanden øgenavne, smuksak, smuksak, og når
morgenen kommer og afslutter natteshowet, vrisser ægget
på himlen over, at vi er ligeglade, med andet end at gøre
os paranoide, om vores forældre opdager os, med
tungerne så langt rundt om hinanden, og strømhvirvlen
i hjertet, snurrer rundt, og rundt, kan Gud tilgive os,
for at bruge så meget tid på at læse hinandens øjne
som bibler, opgive meningen og bare tumle rundt
i græsset, med hænder over det hele, i et paradis på
størrelse med en hulahopring, tumler vi rundt og kalder
hinanden, smuksak, smuksak, og griner for sjov,
for alvor, med al vores gåsehud og humor, nu leger vi,
kluddermor i græsset, kan Gud tilgive os, at vi bruger
så meget tid på at røre hinanden, i stedet for at føle os
rørt af Hans ord, pjækker fra søndagsskolen, bruger
hele tiden på at holde gang i hvirvlerne i hjertet, hele
tiden, med hele tiden i hænderne!

PUBLICERET I SLAGTRYK 18. DECEMBER 2018

Et portræt

Nede ved søen. Græsstråene udånder talebobler. De stiger opad og vokser. Til sidst fylder de himlen og brister. Ud af dem falder små bogstaver langsomt til jorden. Som altid forveksles de med sneen.

Grusstien knirker hver gang, han sætter en fod på den. Han ved udmærket godt, at fodsporene bag ham trækker vejret og ønsker at samles op, blive lagt ned i hans lomme. Senere kunne han folde dem ud som papir og kærtegne dem med skrift. Han er ligeglad. Han prøver også at være ligeglad med træerne, der står og ser fjogede ud med hår af drivende alfabeter. Men han er så satans træt af det og glor stift ned på vejen foran sig.

Måske burde han samle sine tanker sammen i en pose for så at banke dem hårdt mod et postkort. De ville splatte ud som maling og blive til mørke og hvide plamager. Derefter kunne han sende kortet til sig selv og ryste på hovedet over, hvor åndssvagt han selv tænker.

Han vælger at kigge lidt på træerne, men de står stadig og spiller smarte. Det kan også være lige meget, tænker han. Og fortsætter med at gå.

En lille symfoni

Jeg får hende til at grine
så meget at hendes smil eksploderer
puf! puf! puf! al den regnbuefarvede røg
indånder jeg
på min tunge aflejres slik, men hendes hud
smager stadig af bacon, fingrene
af sne, langsomt bliver min stemme
en sød, hvirvlende symfoni
ned gennem hendes øre, ned til bevidsthedsfontænen
snavset til af de andres urinjokes og lortesætninger
det hele hvirvles rundt som i en blender
det hele bliver til
nu går vi hånd i hånd ud af skolegården
og sætter os ind i weekenden som ind i en racerbil
ingen tid til smagsprøver, ingen tid til at eksplodere vores smil
bare af sted til fremtiden! af sted til under min dyne!

Dyk

Ud af tryghedszonen, lille krapyl,
det stenede landskab tilbyder kun
granit på grusstien, enkelte kaktusser
med påtvungne cowboyhatte, nej,
et andet univers findes i sproget,
rør overfladen som et lille ocean,
og kast dig ud i det, mærk, hvordan
angstens omrejsende teater i kroppen
står stille, lader sig lægge ned i en æske,
hvordan roens vindhurtige spiraler
i stedet fortsætter deres turné,
tag tryghedens spændetrøje af
ved vandkanten, og kast dig ud,
vend ikke tilbage til fængslet af andres
klappen-på-skulderen, nej, du er fri,
så dyk under overfladen på havet,
og find lufthullerne nederst på bunden,
dér vil verden i verden vide sig ud,
i koralrevet spiller et symfoniorkester
melodier hidtil skjult af din erindring,
landskaberne uforudsigelige og smukke
som fremtidsminder, udvider hele tiden
deres terræn, så svøm rundt dernede,
lille krapyl, og prøv at ride på søheste!

 

 

Du kan også læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Hvedekorn her.

Bidrag til Hvedekorn (2012-)

Dette er mine bidrag til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Jeg sendte første gang ind til Hvedekorn i 2009, hvor jeg fik afslag. Heldigvis gav redaktør Lars Bukdahl mig nogle gode råd til at skrive videre og anbefalede nogle gode digtere, jeg kunne læse. Siden har jeg været med fire år i træk fra 2012 til og med 2015. Desværre har jeg i snart 3 år ikke hørt noget som helst siden, at jeg sidst sendte ind til Hvedekorn i december 2015. Dette på trods af, at jeg har rykket både redaktør Lars Bukdahl og Forlaget Rosinante som udgiver tidsskriftet. Derfor er mit nuværende bidrag i limbo. Hverken antaget eller afvist.

I februar 2016 blev jeg inviteret til at læse op til udgivelsesreceptionen for Hvedekorn NR 4/2015 (udgivet et par måneder forsinket). Det var en kæmpe drøm som gik i opfyldelse, da det netop var noget, jeg havde fantaseret om i årevis. Derfor er det desto mere ærgerligt, at jeg end ikke har fået svar fra Hvedekorn i snart tre år. Desværre er jeg ikke den eneste, der heller ikke får svar. Forhåbentlig kan der så hurtigst muligt bliver rettet op på det. Der vokser for meget spindelvæv i postkasserne omkring i Danmark.

Du kan læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Slagtryk her.

FRA HVEDEKORN NR 4/2012

Dengang

Skorstenen hvor vi sad
rakte hånden mod himlen
med støvskyer af vores kys
som smykker om håndleddet
hendes stemme var hovedpine-
tabletter øjnene forkølede
sommerfugle og når vi talte
var græsstråene under os blå
fordi de holdt på vejret.

Barnet

Han former græsstrå
til paladser
vælter dem omkuld
med et vink af sin stemme
inden han puttes i seng
ser han at fluer
lægger spørgsmålstegn
under hans dyne
når trækronerne
senere spyr ild
gennem hans rude
kan hans hænder
ikke blive til vand.

Tre linjer

Hver dag er et hav jeg kan udfylde
med mine tæer

min hånd farer vild i dit sprog.

FRA HVEDEKORN NR 3/2013

Dagene skiller

Hun hænger
sit trætte smil
på en stumtjener
i skoven
og lægger
den varme vind
omkring sig
som en dyne.

Som at holde vejret
under vand
holder himlen
sin torden
tilbage.

Et sted i storbyen
nikker to biler
hinanden
en skalle.

Her synger fuglene
vuggeviser

på dansk.

*

Måneskin er postkort
fra den omrejsende sol.

FRA HVEDEKORN NR 3/2014

Som en sten ruller jeget
hen over duet

duets smattede krop
letter
fra græsset

som udfoldet tak

jeget vinker
med stjålne
menneskehænder

og ruller videre
mod sin næste
næste.

Dagbog

Afsmitningen på hendes fingerspidser
ligner selvportrætter,

så meget for ønsket om flerfarveri,
når hun maler med tårerne:

små vinduer på papiret,
men hun kan ikke åbne dem selv,

streg dem over med rettelak,
skriv dagdrømme i stedet,

når hun marcherer ud ad døren,
vågner hun op i sin seng.

Her er plads til omfavnelse

I dag ligner skyerne muskelhunde,
måske er det derfor, at de holdes på afstand.

Min næse er en tennisbold,
selv vandspejle undviger mig vaklende.

Men hey, hvis du alligevel skal gå for at gå,
kunne jeg så låne lidt luft fra dine lunger
som en midlertidig logerende.

Eller kunne du i det mindste
serve mig hårdt med et ketsjerblik
voldsommere end vandspejlene gør,

og jeg ville føle mig rørt.

Sugemærke

Et sugemærke titter frem
fra under et tøjstativ i supermarkedet.

Det følger den unge pige med øjnene
det venter på det helt rigtige øjeblik.

Pludselig løber det hen til hendes ben
og klatrer op under sommerkjolen.

Det klæber sig fast til hendes hals
og kigger nu ud over omgivelserne

med sin nøje afgrænsede magt.

FRA HVEDEKORN NR 4/2015

En munk
på din næsetip

med en fiske-
stang

haler
små grønne fisk
fra dine læber

til sig

husk at sige
tak

og glem det.

Fjernsynet er min nye ven

Du tror, at jeg er et skab
som du kan sætte dig ind i.

Jeg troede, at du var salt
at slikke indtil opløsningen.

Du hænger stadig i.

Jeg er en sygdom
og tager medicin
imod mig selv.

Jeg smitter via samtaler.

Du taler til mig
med en regelmæssighed
som fredage,

men jeg svarer ikke.
Jeg har ikke længere tid.

Fjernsynet er min nye ven.

(selv værelset ligner en tom flyttekasse)

Hun skræller lampelyset
én stråle ad gangen,

hun bliver aldrig færdig,

lidt savsmuld ligger tilbage
i hendes hænder nu

når han puster,
forvandles det til kål,

men han er der sjældent.

*

Græsplænen er en kistebund,

jeg lægger mig ned og findes.

Du kan læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Slagtryk her.

Up ↑